Sandt eller falskt?

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 20 jul. 2017
  • Opdateret: 28 jul. 2018
  • Status: Færdig
Kan du stole på dit eget sind?

//Fiktion.

5Likes
43Kommentarer
8369Visninger
AA

74. Afslutning?

Kl. 16:18, lørdag, d. 28. juli, 2018.

 

Egentlig ville jeg gerne have skrevet en opdatering herinde d. 9/7. D. 9/7, fordi det markerer ét år, fra dengang du gjorde mig fortræd. 

Men i år befandt jeg mig i et fly, på vej til London.

Da vi nåede frem, var der ingen wifi på vores hotel, og vi var ude og gå 15 km den dag. Jeg var kvæstet, da jeg kom hjem. 

Og faktisk var dagen heller ikke så slem, som jeg troede, den ville blive.

For jeg er ved at give slip. 

Ved at give slip på minderne. 

Ved at give slip på skammen.

Ved at give slip på skylden.

Ved at give slip på dig. 

 

Det har været et sindssygt år. 

Ærligt. 

For 384 dage, fratog du mig min uskyldighed, på alle tænkelige måder.

Jeg troede aldrig, jeg ville blive hel igen. 

Troede aldrig, jeg ville lade nogen røre ved mig igen.

Det føltes som om jeg var ved at drukne - hele tiden. 

Minderne var så stærke. 

Alting var så fucking hårdt.

"Fratog mig min uskyldighed". 

Bullshit. 

Du voldtog mig. 

Plain and simple. 

Du gav mig finger, uden at spørge om lov. 

Uden at tjekke, at jeg var okay med det. 

Selv om jeg ikke sagde nej... 

Selv om jeg ikke skreg...

Selv om jeg ikke sparkede eller slog dig...

Så var det ikke samtykke. 

Det var ikke okay. 

Og det var ikke min skyld, at du ikke stoppede. 

Jeg lå med ryggen til dig. 

Vi lå i ske. 

Jeg var både glad og lettet, men samtidig lidt nervøs, inden det hele skete. Inden det, jeg ikke anede ville ske, skete. 

Jeg var nemlig klar til at sove. 

Jeg lå og puttede. 

Jeg havde fat om din hånd, med den ene af mine hænder, mens jeg klyngede til min iPhone med den anden. 

Lukkede øjnene i. 

Du lå og nussede mig. 

På maven, ved skridtet, på ballerne, på brysterne; lidt over det hele. 

Men det var okay. 

Det var okay, for jeg havde bukser, trusser, trøje og bh på. 

Jeg ville bare sove. 

Så jeg lå stille, og prøvede at falde i søvn. 

Jeg kan ikke længere huske, om du hev mine trusser og bukser delvist ned, før eller efter, du begyndte at give mig finger. Det er i og for sig også ligegyldigt. Faktum var du gjorde det, og jeg følte, at mit åndedrag stoppede.

Hvad fanden skete der? 

Hvad lavede du?

Hvorfor gjorde du det? 

En masse spørgsmål, som jeg nok aldrig helt får svar på. 

En masse spørgsmål kørte i mit hoved, mens jeg bare håbede og bad til, at du ville stoppe. 

Nu, hvor jeg tænker tilbage, så tror jeg faktisk, du tog mine trusser og bukser lidt ned, inden du gik i gang. 

For allerede dér frøs mit blod til is. 

Jeg lå tungt på den side, hvor du forsøgte at trække det ned på. Til sidst lykkedes det. 

Jeg bar sorte, rillede jeggings, som jeg havde købt over AliExpress. Mine trusser var sølvfarvede med små diamant-lignende sten på. Jo, mit undertøj vidnede om en, der havde planlagt sex i aften. 

Det havde jeg måske også, men ikke med dig. Og jeg skiftede mening, med ham, det skulle have været med. Hvorefter han nærmest drak sig bankelam. Jeg talte ikke nævneværdigt mere til ham, efter jeg havde afvist ham, for det var hurtigt blevet ret akavet mellem os. 

Men ja. 

Mine hoved replayede en ting, der var sket for mig, da jeg var 16. Noget lignende. Noget, der havde fucket mit forhold til mig selv, min krop, og andre mennesker helt op. 

Hvordan kunne det ske igen? 

Det her viste sig dog at være værre end det.

For mens jeg prøvede at finde rundt i, hvad fanden der skete, samtidig med, at jeg underbevist holdt mit åndedrag nogenlunde i ro, klemte øjnene sammen, og lod som om, at jeg sov... så mærkede jeg pludselig en skarp smerte i underlivet, og jeg var ligesom klar over, at situationen var eskaleret. 

Det hørte ikke længere ind under muligt seksuelt overgreb af anden karakter. 

Det hørte under kategorien decideret voldtægt. 

Samleje uden samtykke. 

For du hverken spurgte, eller på anden måde sikrede dig, at jeg var okay med det, du gjorde mod mig. 

Du havde sex med mig. Uden at sikre dig, at jeg ville. Uden at sikre dig, at det var i orden. 

Hvem gør sådan noget? 

Virkelig. Du må fandeme have vidst, inde i dit dumme hoved, at det ikke var okay. 

Det sidste år har jeg gransket min hjerne, for at se, hvad helvede jeg gjorde galt.

Prøvet at finde ud af, hvilke signaler jeg sendte, der fik dig til at tænke "hun er med på den". 

Og jeg er kommet frem til den konklusion...

At måske var der slet ikke nogen.

Måske er du bare plain and simple et fucking ulækkert menneske. 

Et menneske, der ikke har tænkt på andet end sine egne behov. 

Hvad jeg virkelig har brug for at vide, var, om du troede jeg sov? Om du troede det var okay? Om du var ligeglad? Om du troede, jeg var for fuld til at kunne huske det? Hvad foregik der i dit hoved, der fik dig til at gøre det? 

Du sagde til politiet, at jeg var indforstået med det passerende. At jeg ikke sov. Men mener du det? Mener du det, eller sagde du det, for at redde din egen røv? 

Jeg forstår det ikke. 

Det gjorde så fucking ondt. 

Altså jeg tror, det kunne have gjort mere ondt, for frankly, så stor var din pik egentlig ikke.

Og det lyder virkelig underligt, men det er nok noget af det, der har fået mig igennem. 

At det kunne have været værre.

Det var også hurtigt overstået. 

Jeg talte 3 stød. 

Om der var 3, aner jeg ikke. 

Det er også ligegyldigt. 

Da du var færdig, skubbede du mig væk fra dig som en brugt klud. 

Der lugtede af sved. 

Jeg havde kvalme. 

Du prøvede at hive mit tøj på plads, men kunne ikke, fordi jeg stadigvæk lå tungt på siden. 

Du tog dynen. 

Jeg begyndte at ryste. 

Helt ukontrolleret.

Du prøvede at få mig til at stoppe, ved at lægge dynen over mig.

Det hjalp ikke. Jeg rystede videre.

Du endte med at lægge et ben over mig, og kramme mig tæt ind til dig.

Mine rystelser fadede langsomt ud. 

Men fuck, hvor ville jeg ikke ligge dér i din omfavnelse. 

Fuck, hvor ville jeg bare gerne væk. 

Du lugtede at sved. 

Dine hænder, din krop, var svedige. 

Jeg følte mig fanget.

Jeg faldt i søvn. 

Vågnede to timers tid efter. 

Trak mit tøj på plads, stak af. Løb. 

Tog toget hjem. 

Resten er vel egentlig ligegyldigt.

 

Som jeg skriver det her, husker jeg så tydeligt samtalen med politiet. 

Hvordan jeg fik DNA-dragten på. Sådan en klam, hvid heldragt, jeg skulle sidde i, mens jeg sad på bagsædet af politibilen, og den kvindelige betjent afhørte mig igen-igen. Den mandelige studerende politibetjent kørte bilen, og min veninde sad på passagersædet. 

Jeg husker, at vi ledte efter en parkeringsplads på Rigshospitalet. Husker, at vi holdt stille, mens de færdiggjorde spørgsmålene. 

Husker, hvordan jeg næsten ikke kunne bevæge benene, da jeg steg ud af bilen med dragten på, og gik de få skridt indenfor, hvor jeg havnede med Centret for Voldtægtsofre. Jeg blev hurtigt vist ind til et konsultationsrum, hvor jeg skulle snakke med en paramediciner og en sygeplejerske. 

Her huskede jeg, at du kun havde trukket mit tøj ned i den ene side. Paramedicineren var en mand. Virkelig forfærdeligt. Han var sød, men jeg var ikke ligefrem glad for, at en mand skulle undersøge mig. 

Efter samtalen, skulle jeg aflevere en urinprøve. 

Jeg rystede så meget, jeg ramte ved siden af hundrede gange. 

Jeg gik ind i undersøgelsesrummet. 

Sad dér, og rystede så voldsomt, indtil jeg blev tilbudt noget beroligende medicin, af det, jeg normalt får hjemme som PN. Jeg takkede ja. Jeg fik lidt saft. Jeg blev DNA-swappet med vatpinde. I munden, på brysterne, hænderne, kinden. Vi snakkede lidt. Jeg skulle endelig af med dragten, og resten af mit tøj. Alle mine skader blev fotograferet. Gamle, som nye. Jeg havde så mange blå mærker. Kun 2 af dem var fra dig. Ét på ballen, og ét på siden af min hofte. Jeg blev spurgt meget, når de fotograferede mine cuts: "Er det selvlavet?" Yup. 

Så var der selve undersøgelsen. Forfærdeligt. Jeg kunne næsten ikke trække vejret. Jeg havde lyst til at græde. Det gjorde ondt. Jeg spjættede, hver gang der blev rørt ved mig, uanset hvor henne det var. Men paramedcineren var sød ved mig. Han bad mig trække vejret dybt, sige til, hvis jeg havde brug for pauser, osv. 

Så skete der nogle andre ting. Jeg kom hjem. Måtte endelig komme i bad. Klokken var vel 21-22, da jeg endelig kunne tage det forbandede bad, og få vasket dig af mig. 

 

Meget af politisnakken ligger i tideligere entries her i den her dagbog, så det springer jeg over.

Men et hurtigt recap: resten af forløbet var forfærdeligt og fyldt med victimblaming. Jeg oplevede det ikke som decideret victimblaming dengang, for jeg var meget fokuseret på, det var min egen skyld. Nu kan jeg se det mere nuanceret, og ved, det ikke var min skyld, og ved de ting politiet sagde til mig, ikke var okay. Ved, at det ikke var okay, jeg fik lov til at tage mit undersøgte undertøj og tøj, op fra bevis-poser ude på en offentlig parkeringsplads. 

Skolen ville ikke lytte til mig. Skolen ignorerede mit traume, forsøgte at tvinge mig til enten at tage til eksamen efter sommerferien, melde mig syg og betale for en sygeerklæring, eller tage orlov fra mit studie - i stedet for at give mig dispensation, som var min RET i det her tilfælde af voldtægt, og følger heraf. Jeg havde en fra DSR med mig til samtale, der fortalte, at det var min ret, at jeg skulle have haft det, og at det slet ikke var i orden. Men det var skolen jo ligeglade med. Så hele forløbet med min skole, var også bare trash. 

 

Jeg havde en rigtig sød traumesygeplejerske, der talte med mig, og begyndte at åbne mine øjne for, at det ikke var min skyld. Jeg fortalte meget grådkvalt, at jeg havde løjet overfor politiet, da jeg sagde, at jeg havde sovet op til. Og at jeg havde løjet, fordi mine veninder sagde, at hvis jeg ikke gjorde, risikerede jeg, at politiet ikke ville tage min sag seriøst. 

Hun sagde det var okay, og fuldkommen underordnet, fordi mine reaktioner taget i betragtning, kunne jeg lige så godt have sovet rigtigt. 

Hun sagde, at grunden til jeg måske have det så dårligt med det, var fordi jeg følte, jeg ikke kæmpede nok. Men at jeg havde kæmpet helt tilpas. At min krop, og min hjerne havde vurderet, at min bedste chance for overlevelse, bedste chance for at komme helskindet igennem episoden på, var at lukke af, og lade som ingenting. Og at det var HELT OKAY. 

Jeg var så lettet. 

 

De første 3-4 måneder var jeg meget præget af flashbacks. Min skizotypi, angst, OCD, depression, spiseforstyrrelse - alting blev blæst helt op. Jeg kunne i en lang periode stadigvæk mærke det for neden, og jeg kunne i en endnu længere periode stadigvæk mærke klamme, svedige hænder på min krop. 

Især lugte, og hele atmosfæren, hang også i mig i lang tid. 

Jeg brød mig ikke om at være alene med det modsatte køn. 

Alting var rigtig underligt. 

Jeg begyndte at drikke alene, for at komme over de negative følelser.

 

Samtidig blev jeg også underligt seksuel. Jeg gik meget rundt derhjemme halvnøgen, hvilket jeg aldrig har gjort før. Jeg kastede mig hovedkuls ud i at kysse fremmede, når jeg var i byen, og jeg tænkte enormt meget på sex. Jeg ville gøre hvadsomhelst for at få dig UD af mig. VÆK fra mig. 

Men når alt kom til alt, turde jeg ikke alligevel, og løb hele tiden væk fra situationerne, når de blev for intense. 

 

Til én fest blev jeg virkelig, virkelig black out drunk. Jeg var deprimeret, jeg var ængstelig, og jeg druknede det hele med alkohol. En masse lort skete, og i sidste ende endte alt det her med, at en fyr fra parallelklassen fandt mig interessant. Nobody knows how this happened, and i surely don't. Jeg var så fucking shitfaced. 

 

Fast forward nogle måneder, vi begyndte at hænge ud, begyndte at date.

Det var pissehårdt.

Jeg var konstant ængstelig, og var nødt til at fortælle ham om traumet og min socialangst, og alt muligt.

I virkeligheden prøvede jeg nok at skubbe ham væk, mens jeg inderligt håbede, han bare ville passe på mig? 

Og det gjorde han.

Han var så overrasket over, at jeg havde været ude for noget så syret, og især alt det, der var sket efterfølgende. Så overrasket over, hvordan jeg klarede alting så fint. 

D. 21. december, havde jeg sex for første gang. 

Med ham. 

For voldtægt tæller ikke. 

D. 6. marts fortalte han mig, han havde refereret til mig som sin kæreste, på sit arbejde. 

Jeg var glad. 

Han var utilfreds med min cutting, og jeg prøvede at stoppe. 

Men selv når jeg gjorde dumme ting, blev han ved min side.

Støttede mig.

Gav mig tid og ro. 

Var der for mig. 

Elskede mig. 

Han er ikke meget for alle de her... commitment ord. 

Men det var det, der skete.

 

Fast forward indtil nu. 

Vi flytter snart sammen. 

 

For et år siden, ville jeg gerne DØ. 

For et år siden, gik jeg i panik, når en fra det modsatte køn rørte mig.

Jeg troede aldrig, at jeg ville have sex igen. 

Alting var mørkt og håbløst.

Jeg kunne ikke sove i seng med nogen som helst, og lå oppe en hel nat, hvis der lå nogen ved siden af mig.

Nu? 

Jeg vil leve. 

Jeg tager kontrol over mit liv, og jeg styrer mit liv. 

Jeg passer på mig selv, og prøver at gøre plads til det hele - være ambitiøs, samtidig med at jeg passer på. 

Sex er ikke min stærke side, og det med at embrace min seksualitet... not easy. Men jeg elsker at ligge og putte. 

Jeg kan sove, ved siden af min kæreste. Næsten problemfrit. 

Jeg vil gerne have sex.

Jeg kan godt sige, at jeg gerne vil have sex.

Jeg kan også sige, når jeg ikke vil. 

Jeg prøver ting, der skræmmer mig. 

Jeg elsker, når min kæreste rører mig - uskyldige strejf på armen, eller teasing. I'm here for it. 

Tingene er lyse. 

 

Jeg er bange. 

Fucking bange.

Hele tiden. 

Men jeg prøver. 

Jeg gør mit bedste.

Jeg lever, jeg trækker vejret.

Jeg husker mig selv på, at angsten ikke vil dræbe mig.

Husker mig selv på, at der er gode mennesker.

At der er nogen, der vil mig.

At der er nogen, der passer på mig. 

Jeg taler åbent om det. 

Jeg vil bryde de tabu, der er omkring voldtægt. 

For det skete for mig, og jeg var alt for lang tid om, at tilgive mig selv.

Ingen skal tro, at voldtægt er deres egen skyld. 

Jeg var heldig. 

Jeg er blevet hjulpet gennem min recoveryproces. 

Ikke alle har samme netværk, som jeg har haft. 

Så vi skal blive bedre, til at passe på hinanden. 

Hjælpe hinanden. 

 

Der skal samtykke til sex.

Og sådan er det bare. 

 

Jeg tror, jeg er et sted nu, hvor jeg kan sige farvel. 

Måske får jeg skrevet på den her dagbog igen. 

Måske ikke. 

Jeg håber fandeme på det sidste.

Tak til jer, der har fulgt med.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...