Sandt eller falskt?

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 20 jul. 2017
  • Opdateret: 28 jul. 2018
  • Status: Færdig
Kan du stole på dit eget sind?

//Fiktion.

5Likes
43Kommentarer
8184Visninger
AA

50. 50 kapitler? Og nu afslutter jeg et.

Kl. 19:35, tirsdag, d. 12. september, 2017.


Jeg synes, det har været svært at starte det her kapitel. Jeg synes, det har været svært, fordi det er kapitel nr. 50. Jeg føler, at det skal være... lidt specielt. Lidt ekstraordinært. Som en form for closure. Men det er det selvfølgelig ikke. For 50 er bare et andet tal, ligesom de 49 før det. Intet dér.

I dag er ikke engang en særlig speciel dag heller. Datomæssigt er det 2 måneder og 3 dage siden i dag. Men det er jo heller ikke noget specielt. Det ville have været det, hvis det var 2 eller 3 måneder sharp, men det er det altså ikke. 

I dag har faktisk været ret meget lige som enhver anden dag.

Jeg har været rigtig optaget af, well, selvhad lately, lol, men det tror jeg måske, jeg gemmer til et andet indlæg, for jeg fik også lidt af et chok i den forbindelse.

 

Men i dag er faktisk ikke bare enhver anden dag.

Det er ikke bare en tirsdag.

Det er ikke bare 2 måneder og 3 dage inden. 

I dag er den dag, jeg skulle cutte de sidste bånd. 

I dag er den dag, hvor jeg igen skulle stå ansigt til ansigt med betjenten, jeg var inde til mit second interview med. 

I dag er den dag, jeg skulle op på politistationen for at hente mit tøj.

 

Jeg var i skole, og havde aftalt med betjenten, at jeg skulle komme bagefter... and i really did not want to. Altså, hold da kæft, hvor ville jeg bare slet ikke. Jeg ville gerne have mit tøj, jeg ville gerne droppe al kontakt til politiet, osv., men jeg havde ikke lyst til at se betjenten igen, og jeg havde ikke lyst til fysisk at skulle beskæftige mig med og i nærheden af det igen. Det var terrifying, og jeg havde virkelig forsøgt ikke at tænke for meget over det.

Jeg havde tænkt, om jeg skulle spørge den veninde, der var med mig på Riget, om hun ikke ville tage med mig. Men jeg ville ikke. Hun var ikke på toppen selv, så det gik ikke. Så spekulerede jeg lidt på, om jeg skulle tage en anden veninde med, men besluttede mig for ikke at gøre det. For det første, så ville jeg ikke være en byrde. For det andet ville jeg heller ikke være opmærksomhedskrævende. Og for det tredje, så ville jeg bare... gerne gøre det selv. Jeg synes, det er frygtelig pinligt, og jeg var også bange for, hvordan jeg ville reagere - jeg ville ikke have, at nogen skulle finde ud af, hvor meget det egentlig gik mig på... 

Men min anden veninde og jeg snakkede så en del sammen på vej ned mod togstationen, og jeg ville egentlig ikke have samtalen til at slutte, så jeg spurgte, om hun ville med ned på politistationen, fordi jeg havde en aftale dernede lige om snart... og det ville hun så gerne. Så vi gik dernedad. Hun vidste godt lidt om, hvad der var sket... og da vi ankom, skulle jeg så ringe til betjenten, which i did, og så skulle jeg åbenbart gå om bag stationen og ned og mødes med ham, fordi han holdt i sin bil nede på parkeringspladsen... slet ikke skummelt. Ikke fordi jeg var bange for et jumpscare eller noget i den stil, men det er bare lidt komisk, synes jeg, fordi da jeg var til interviewet, måtte jeg ikke lukke døren, så vi kunne have samtalen i fred, på grund af "sagens natur", og det at vi var tog forskellige køn... hvilket er helt fair. Men så lidt mærkeligt, at få at vide efterfølgende, at jeg bare skal gå ned på en parkeringsplads alene med ham "omme bag ved", selv om man selvfølgelig kunne se fra vejen, så det var ikke skummelt-skummelt. Bare sært. Oh well.

Vi kom derned, og jeg begyndte bare gradvist at få det dårligere og dårligere. Mit hjerte hamrede så ubehageligt hårdt og hurtigt, og jeg havde VIRKELIG lyst til at vende mig om og løbe væk derfra. Ville også lyve, hvis jeg sagde, jeg ikke havde overvejet muligheden for bare at sende en anden ned og hente det til mig... urgh. 

Vi hilste og det hele, og han var all "hvordan har du det?", men det var ikke et oprigtigt, interesseret spørgsmål. Det føltes i hvert fald ikke sådan, og han gav mig heller ikke lov til at svare på det, før han begyndte at fortælle om poserne og tøjet. Han havde taget en pose med, og så selvfølgelig samtlige fire poser med mit særskilte tøj i, og en saks, og så kunne jeg ellers få lov til at stå dér på parkeringspladsen og klippe poserne op, og tømme dem ned i den anden pose, som min veninde var så sød at holde for mig. Jeg var selvfølgelig så stupid, at min hjerne brændte entirely sammen, så jeg bare smed resten af mine ting på jorden, for jeg kunne slet ikke overskue, hvad jeg skulle gøre af det. Der var absolut ingen logiske tanker i mit ærtehoved, det kan jeg godt fortælle. 

Da jeg nåede til nummer to pose, som jeg klippede op og hældte ned i den anden pose, sagde han et eller andet med, at han håbede, det var okay, at vi gjorde det her... og jeg svarede et eller andet med, at det ikke betød noget.

Hvilket var løgn.

For det gjorde det egentlig. 

Jeg kunne bare ikke gøre så meget ved det.

For jeg synes egentlig ikke, at det var okay, at jeg skulle stå (godt nok langt nede) på en parkeringsplads, hvor folk kan kigge ned fra vejen af, med noget så sårbart og fucking obvious, som de her åndssvage poser, mit tøj lå i. Jeg følte mig enormt udstillet og ydmyget. Ikke, fordi jeg tror, at der er så mange, der tænkte yderligere over, hvad de så, hvis de overhovedet kiggede. Men hele princippet i det var bare ubehageligt, og jeg brød mig ikke om det. Etisk syntes jeg slet ikke, at det var okay. 

Men ja, jeg kunne ikke ændre på det. Det havde nok ikke gjort det meget bedre for mig, hvis jeg skulle slæbe dem ind i indgangen på stationen og gøre det derinde. Men jeg synes måske godt, at man kunne have fundet på noget mere diskret, ved enten at finde et kontor eller i det mindste gå ind i politigården, så det var begrænset, hvor mange eventuelle nysgerrige blikke, der ville komme... den sved sgu lidt, syntes jeg.

Men jeg gjorde det, og jeg prøvede at gøre det så hurtigt som muligt, fordi jeg bare gerne ville videre i teksten. 

Jeg følte alle kunne se, hvor meget jeg rystede på hænderne, med den åndssvage saks, og hvordan jeg rystede, da jeg bagefter skulle skrive mit navn, som kvittering for, at nu havde jeg modtaget tøjet igen. 

Inden vi gik sagde han så til mig, at han var ked af, at det ikke var blevet til mere (ift. sagen), hvilket jeg ville have sagt var okay, men så fortsatte han med et: "og så må du passe på dig selv til næste gang".

Dét gjorde ondt.

Det gjorde mig så usigeligt ked af det. 

Egentlig betyder det absolut ingenting, men det gjorde mig bare så knust.

Min veninde stod jo på sidelinjen, og jeg tror godt, hun fornemmede, at jeg var oprevet. Hun spurgte, om jeg var okay, tror jeg nok, og jeg svarede "svaret er nej", og grinede. Grinede, fordi jeg ikke anede, hvordan jeg ellers skulle cope. Grinede, fordi jeg havde lyst til at græde.

Så hun spurgte, om vi ikke skulle sætte os ned på trappen (en lidt afsides trappe, heldigvis), og det gjorde vi så. Hun syntes kommentaren var upassende, og ikke særlig hensigtsmæssig - og virkelig mærkelig. Hvilket jeg er komplet enig i. 

Jeg syntes, det var så uprofessionelt og insinuerende, og det pustede virkelig til skyldfølelse, jeg havde i forvejen. 

Den følelse af, at det hele var min egen skyld. 

Følelsen af, at hvis jeg havde gjort mere, så var det ikke sket.

Følelsen af, at jeg var dum, fordi jeg selv valgte at ligge ved siden af ham. 

Følelsen af, at jeg ikke gjorde nok. 

Min veninde sagde til mig, at jeg bare skulle græde, hvis jeg havde brug for det - at jeg ikke behøvede at holde mig tilbage for hendes skyld. 

Men selvom jeg frygteligt gerne ville græde, så kunne jeg bare ikke. Jeg kunne simpelthen ikke. Jeg føler, jeg rystede over det hele, og mit hjerte hamrede med hundredefirs i timen, og jeg kunne ikke rigtig finde hoved og hale i mit eget hoved, og jeg var inderligt såret og ked af det. Men samtidig underligt distanceret fra det hele. 

Det var en virkelig underlig fornemmelse. For jeg blev truly virkelig ked af det, og jeg burde have grædt. Jeg burde været blevet sur. Irriteret. Og vist det. Men det gjorde jeg bare ikke. 

Hun sagde også til mig, at hun syntes, det var vildt, at jeg ikke havde rystet (ret meget), da jeg stod med det, at etikken slet ikke var i orden ift. at jeg skulle ordne alle de ting derude, og at hun var forbavset over, at jeg ikke var begyndt at græde, for hvis han havde sagt sådan til hende, var hun nok brudt sammen right then and there. 

Og det var jeg også overrasket over. 

For det føltes virkelig som om, at noget inde i mig gik i stykker, men jeg kunne bare ikke handle eller reagere på det.

Jeg har ikke længere tal på, hvor mange gange, jeg efterhånden har fået lignende ting at vide.

For nogen er det måske bare en intetsigende, harmløs kommentar. Men det var det ikke for mig. 

Jeg ved jo godt, jeg skulle have gjort mere.

Jeg ved jo godt, det er min egen skyld.

Men kan folk please lade være med at minde mig om det hele tiden? 

Nå, men vi blev siddende på trapperne i en time, tror jeg, og bare snakkede. Primært om mig, forløbet, mine udfordringer lige nu, mine forældres reaktion (eller mangel på samme), og alle sådanne ting. Og det var egentlig rigtig rart. Det var bare så dejligt at sidde dér med hende, og vi vendte det hele lidt. 

Jeg var slet ikke klar over, at jeg havde brug for hende; brug for støtte, da jeg skulle ned og hente tingene, før jeg stod der på vejen og kunne se betjentens bil. I dét øjeblik fandt jeg ud af, jeg ikke havde lyst til at være alene. Og det var jeg heldigvis ikke. Jeg er så evigt taknemlig for, at hun valgte at tage med. Hun kunne lige så godt have vendt om og ladet mig klare det selv, men det gjorde hun ikke. Hun blev ved min side. Og sagde, at hun gerne ville have haft, at jeg havde sagt det lidt før, for hun ville gerne med, og hun syntes absolut ikke, at det var noget, jeg skulle have haft gjort alene (som jo ellers var min intention). 

Efter det gik vi så småt hver sin vej. Fik sagt ordentlig farvel og det hele, og jeg tog hjem med en god fornemmelse i maven. Blandet, men glad, efter jeg havde haft den positive oplevelse med hende, og glad for, at hun havde været der for mig - at hun instinktivt havde reageret på, at hun gerne ville være der, inden jeg overhovedet selv fandt ud af det.

 

Så jeg tog hjemover, og skulle lige handle, hvilket blev en pinlig affære, fordi jeg igen mødte en gammel kollega, samme gamle kollega, jeg tror, jeg har omtalt før, men jeg er ikke sikker... det var pinligt, fordi han altid er så glad for at se mig, og gerne vil høre, hvordan jeg har det, og hvad der sker. Og jeg magter det ikke helt i øjeblikket. For jeg magter ikke at smile og sige "det går rigtig godt". Men jeg gør det alligevel. 

Så blev jeg overfaldet af en gigantisk regnbyge på vejen hjem - jeg har sjældent været så gennemblødt. Det var ubehageligt. Så jeg gik i bad, men det hjalp ikke rigtig på, at jeg følte mig kold og klam, så det var lidt øv. At least I tried. Og så begyndte mit åndssvage blodomløb at acte up igen, så jeg blev helt blå og kold på fingre og tæer, selv om jeg var pakket godt ind i tøj, og ellers havde forsøgt at få varmen via badet. 

Alt i alt gik dagen faktisk rigtig fint. 

Indtil jeg skulle lægge mit tøj fra politistationen til vask. Så begyndte det at kick in, og jeg blev weirdly triggered. Primært af mit undertøj. Hvilket er totalt sært, fordi altså, he barely even saw that. Hvis jeg skulle blive triggered af noget, burde det være selve tøjet; outfittet, for det var primært det han så, og primært også det, that got his motor running??? I don't know. Men det var åbenbart mit undertøj, der gjorde udslaget for mig. From there on, gik det lidt ned ad bakke resten af aftenen. Ikke voldsomt, men en anelse.

Fuck knows, om jeg kommer til at bruge det undertøj igen - and it truly would be a shame if i didn't considering it's pretty cute and all matchy, which happens very fucking rarely... jeg har svært ved at se, om jeg kommer til at bruge outfittet sammen igen... jeg tvivler. Måske bukserne separat og t-shirten separat. Men sammen? Det ser jeg ikke lige umiddelbart ske. Which is a shame, igen, fordi det var et hella cute outfit. 

Men ja, sådan er det åbenbart. 

Jeg synes ikke helt det er fair.

Noget af det. 

 

Men det er sådan, det er lige nu, tror jeg. 

Så jeg prøver at buckle up, og ride it out. 

Jeg prøver, at overleve. 

Jeg prøver, at få mit liv nogenlunde tilbage på rette kurs igen.

Jeg prøver, at blive så normal som muligt.

Og jeg håber virkelig, at det lykkedes. 

For jeg vil bare så gerne. 

 

Så ja. Jeg har hentet mit tøj, og forhåbentlig er det så det sidste, jeg har hørt til politiet i denne omgang, og nu kan jeg forhåbentligt endelig lægge politi, efterforskning, og alt det der på hylden, og fokusere på at prøve at hele. 

Selv om det er svært.

Så er jeg sikker på, at nu hvor jeg har det andet ude af verdenen, vil det blive bare en teeny-tiny smule nemmere.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...