Sandt eller falskt?

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 20 jul. 2017
  • Opdateret: 28 jul. 2018
  • Status: Færdig
Kan du stole på dit eget sind?

//Fiktion.

5Likes
43Kommentarer
8184Visninger
AA

48. § 216

Kl. 00:09, tirsdag, d. 5. september, 2017.

 

Paragraf 216 i straffeloven, stk. 2: For voldtægt straffes med fængsel indtil 8 år den der [...] skaffer sig samleje ved anden ulovlig tvang, jf. § 260, eller med en person, der befinder sig i en tilstand eller situation, i hvilken den pågældende er ude af stand til at modsætte sig handlingen. 

 

Jeg ved, det drejer sig om stk. 2, fordi det så jeg i papirerne, da jeg gennemlæste mit vidneudsagn, da jeg var inde hos politiet for over en måned siden. 

Så hvorfor er det stadigvæk svært? 

Hvorfor vil jeg stadigvæk ikke tro på det? 

Hvorfor bliver jeg ved med at benægte det?

... hvorfor kalder de det noget så voldsomt? 

Det var voldsomt, psykisk, for mig, og emotionelt og all that, men... fysisk, i virkeligheden, den objektive sandhed, var det overhovedet ikke slemt. 

Han efterlod ingenting. Ingen tydelige mærker. For mig var de tydelige. Jeg vidste lige præcis, hvorfor dét og dét blå mærke var der. Men det tog de selvfølgelig ikke for gode varer oppe i efterforskningen. 

Jeg havde tildens til blå mærker, fordi jeg havde sart hud, og jeg havde jo været fuld, og jeg lå jo på dén side, så det var nok der, hvor mærkerne kom fra.

Sure... de kommer jo ikke fra, at nogen, host, dig, trak mine trusser og bukser ned, mens jeg lå bomstille og slap... det gør de ikke, nej. De kommer, fordi jeg er en klumpedumpe, når jeg er fuld, og ikke ved, hvad jeg laver. Ikke? 

Jeg husker stadigvæk det hele. 

Det ligger lidt langt væk nu, og popper ikke så tit frem, og føles ikke så voldsomt. 

Men jeg husker alt. 

Lige ned til mindste detalje. 

Jeg ville ønske, jeg havde glemt det.

Bare glemt noget af det. 

Men nej. 

It's all still there.

 

Jeg ville ønske, jeg ikke havde drukket.

Ikke fordi jeg tror, det ville have ændret udfaldet - andet end, at alkohollen og min medicin ikke havde kicket så hårdt ind, at jeg var så pissetræt, at jeg ikke orkede at gå hjem. 

Jeg ville have været lige så paralyseret, snotdum og naiv. 

Du er ikke den første, der har rørt ved mig, hvor jeg ikke ville have det. 

Første gang var jeg ædru. Virkelig, virkelig ædru. 

Og angst. Oh boy, jeg havde haft angstanfald på repeat i flere fucking timer den dag. 

Nå ja, og så var jeg forelsket. Virkelig fucking forelsket.

Det var ikke, fordi han gjorde mig så slemt fortræd, men det fuckede virkelig med mig dengang, og efterlod mig med selvmordstanker, mere angst, totalt intimitetsængstelse, og med så negativt et selvbillede, at det var helt vildt. Jeg nægtede at sove uden bh i år efterfølgende, fordi jeg var så grossed out over mig selv. Jeg følte mig så klam, jeg følte mig så krænket, jeg syntes, det var så forfærdeligt. Jeg hadede virkelig mig selv. Jeg var 16 år gammel. Jeg vidste ikke bedre. Og jeg troede, det var min skyld. 

Men jeg var forelsket, og jeg var dum, og jeg lod ham gøre det. Jeg mener, jeg sagde til ham, jeg ikke var klar, og sagde til ham, jeg var nervøs, at det var første gang, jeg havde kysset nogen, all of this, men han fejede det af, og sagde, at han var "så god med piger", og "jeg ved lige, hvad de vil have", og "det her elsker alle!". Uanset hvor mange panikanfald jeg fik, grinede han bare, og syntes det var hilarious og cute, at jeg var genert. Ohboy. Udover, at han at some point could tell, at jeg havde grædt, lod han mig ikke være. Han blev bare ved med at touchy-touchy, og selv om jeg tydeligt udstrålede, og sagde til ham, at jeg ikke brød mig om det, blev han ved. Jeg var jo helt perfekt, og jeg var så uimodståelig, og så lækker, at han simpelthen ikke kunne lade mig være... 

Efter, hvad der havde føltes som flere år, fik jeg endelig overbevist ham om, at jeg altså skulle hjem, og det tog tredive år at break free fra ham, fordi han bare blev ved, og da jeg endelig var ude af døren, brød jeg fuldkommen sammen.

Han fik mig virkelig til at tro, at det var min egen skyld. Jeg sagde ikke nej, og jeg sagde ikke stop, men jeg udtrykte ved flere lejligheder, at jeg ikke brød mig om det, at jeg ikke kunne lide det, at jeg ikke ville have det. Men han blev ved. Og det var min skyld. Jeg blev ved med at sige til mig selv, at det var min skyld. At jeg var ulækker. At jeg var den, der havde gjort noget forkert. At jeg skulle skamme mig. At jeg skulle have været mere tydelig. At jeg skulle tage mig sammen, og bare være glad for, at nogen overhovedet gad røre mig, når jeg var så klam, fed og grim. 

Så jeg sagde det ikke. Jeg fortalte ikke nogen om det. Ikke før flere år efter, hvor det casually kom op, hvorfor jeg begyndte at græde, når folk af det modsatte køn kom for tæt på mig, eller hvorfor jeg gik i panik og stak af, eller brød ud i latter. Jeg havde ikke fortalt nogen det, fordi jeg var bange for, at de ville synes, jeg var klam. Og nu havde jeg endelig sagt det til nogen, og hun reagerede med "do u realize that's assault?" og jeg stod.... pft, nej. Det er fint. 

Men det er bare gået op for mig, at det ikke er fint. 

Det er gået op for mig, hvor meget det fuckede mit liv fuldkommen op. 

Jeg var i forvejen terrified ift. andre på grund af min angst, men det her gav mig helt nye issues. 

 

Og det er det perfekte eksempel på, at jeg ville være frosset uanset hvad. Det ville ikke have gjort en forskel, om jeg havde drukket eller ej. Jeg ville stadigvæk have været lige så incabable. 

Men hvis jeg ikke havde drukket, ville politiet ikke stille alle spørgsmålene. 

Alle:

"Hvor meget drak du?"

"Havde du styr på dig selv?"

"Vaklede du?"

"Flirtede I?"

"Er du helt sikker, du var jo fuld?"

"Husker du aftenen?"

"Er du sikker på, du husker, hvad der skete?" 

"Du fortryder ikke bare?"

Det får mig til at hade mig selv endnu mere. Jeg var fuld, men jeg aldrig så fuld, at jeg ikke kan styre mig selv, eller ikke ved, hvad jeg laver sammen med andre. Men hvis jeg havde været flat out drunk, havde jeg haft en meget bedre sag kørende, for det ville ikke have så fucking diffust. 

 

Jeg hader virkelig, hvordan du har fået mig til at hade mig selv.

Jeg hader virkelig, hvordan jeg, selv om jeg har det sort på hvidt, stadigvæk er i tvivl om, om det nu var mig, der gjorde noget galt. 

Jeg hader, at jeg ikke er spiraled into en "dont touch me" fase igen, men i stedet er røget entirely i modsatte grøft, men stadigvæk med de gamle elementer, så jeg er all "give me attention touch me validate me make me feel wanted" og så når det sker "dont touch me or i will slit my own throat i swear to god". 

Jeg hader, at min hjerne er all over the place, og ikke kan fatte noget.

Jeg hader, at du slipper uden nogen mén. 

Jeg hader, at det ikke er dig, og dit forhold til dig selv og andre, der er blevet fucked up. 

Jeg hader, at det igen er mig. 

Jeg hader, at jeg stadigvæk kan mærke dig. 

Jeg hader, at du tog min selvbestemmelse fra mig.

Jeg hader, at du tog noget, der skulle være specielt. 

Jeg hader, at jeg ikke havde nået at være sammen med en, jeg faktisk holdt af, før jeg havnede med dig.

Jeg hader, at du har gjort mig fuldkommen sindssyg.

Jeg hader, at jeg stadigvæk bebrejder mig selv.

Jeg hader, at jeg går rundt og tænker det er min skyld. 

Jeg hader, at jeg hader mig selv (mere end før). 

Står der fucking "UDNYT MIG!!!" i panden på mig?

Og jeg hader virkelig, at min mor sagde til mig, at du jo nok bare syntes jeg var sød, og du nok bare ikke kunne holde dig fra mig, fordi jeg var en pæn pige, og det jo var naturligt, og at du ikke ønskede at gøre mig ondt.

For det var nøjagtig samme besked, jeg fik sidst af ham den anden. At jeg simpelthen bare... at han ikke kunne lade mig være.

Men hvorfor skal jeg lide under det? 

Uanset hvor godt - eller ikke godt - jeg ser ud, burde jeg stadigvæk have ret til at bestemme over mig selv? 

Du - og alle andre - skal stadigvæk respektere et nej eller et nejsignal. 

At tie stille betyder ikke ja.

Det betyder ikke ja. 

Det gør det ikke.

Og det kommer det aldrig til. 

Men uanset hvad, så er det min skyld. For det er det altid. 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...