Projekt: Breve

Breve til folk, enten ting som jeg aldrig fortalte eller ting de aldrig helt forstod.

3Likes
3Kommentarer
356Visninger
AA

2. Til Mor.

Kære Mor

Jeg er sur på dig. Jeg er dybt indebrændt over den måde at du opføre dig overfor mig. Jeg tvivler på om du nogensinde har elsket mig, men det ved jeg jo godt du har. Jeg tror bare din kærlighed er forsvundet med årene, eller også har du bare fået en mærkelig måde at vise den på. For når du klapper mig på maven og siger jeg er blevet tykkere, ser jeg det ikke som et tegn på kærlighed. Og jeg du viser hellere ikke nogen tegn på forståelse, når jeg så fortæller dig at det såre mig, du griner bare i stedet. Det er mig der overreagere, du siger det jo bare fordi du er bekymret for min sundhed. Kan du ikke selv se hvor fuckt det er?

Jeg ved godt at, jeg nogen gange køre dig langt ud og driver dig fuldkommen til vanvid, men du skal vide at det kun sker fordi min tålmodighed er brugt op, at min kærlighed og medfølelse for dig er løbet ud. Jeg er måske nok sindssyg, eller også er det bare noget du godt kan lide at råbe af mig. Det ved jeg ikke længere.

Der var en gang, en periode, hvor jeg overvejede at begå selvmord. Du kender ikke rigtigt til den på samme måde som jeg, du kender stadig ikke til den overvejelse jeg havde. Det var den gang hvor de andre børn i skolen kaldte mig grim, klam, en luder, tyk og råbte efter mig at jeg burde dræbe mig selv for der var ingen der gad se på mig. Jeg ved ikke om du selv lagde mærke til det, men det var samme periode du stoppede med at fortælle mig jeg så fin ud, at jeg var smuk, sød og sjov. Du påirkede en storgrad af alt hadet jeg fik til mig selv. For når de andre børn kaldte mig som de gjorde, og du stoppede med at sige søde ting, så gik jeg bare ud fra du mente det samme som dem.

Over årene har du heller ikke gjort noget for at, rette op på det. Jeg tror ingen gang du klar over det.

Men i dag, det har nok været den værste dag hidtil.

Jeg beder dig hver evig eneste dag om at blive udefra mit værelse. Du forstår det stadig ikke endnu. Får når du træder ind på mit værelse, træder du ind til alle mine hemmeligheder, alle mine ting og mit privat liv. Idag valgte du så at rykke rundt på mit værelse. 

Du forstår det ikke når beder dig pænt om at gå ud og lade vær. Du forstår de ikke når jeg snakker højt eller når jeg skriger så højt jeg kan. Så selvfølgelig reagere jeg som jeg gør. Hver evig eneste celle inde i mig er i panik. Det kunne du ikke se. Hvis jeg går ind på dit værelse og rykker rundt, bliver du vred.

Jeg fandt din grænse i dag. Du truede med at slå mig, jeg var ikke bange og jeg håbede egentligt at du ville gøre det. For så ville alt mit had være retfærdiggjort. Jeg ville ikke længere tvivle på om det bare er mig der overreagere eller om du elsker mig. For jeg ville vide at det var dig.

Med venlig hilsen.

Hende der ikke vil være din datter mere.

 

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...