Eva Celest Ruben: Muggler født

Hvem ville havde troet mig, når jeg fortalte dem det jeg oplevende da jeg var yngre. Det som førte mig til at kæmpe i Hogwartskrigen. Jeg ville aldrig selv havde troet det, og måske var det fordi jeg vidste at jeg var ’almindelig’. Den historie som jeg vil fortælle startede med et brev som en ugle kom med til min 11 års fødselsdag. I kender alle historierne, I har alle oplevet de mystiske ting som er sket omkring en men som vi bare slog hen. Selv jeg slog det hen. Men det er fordi jeg er muggler. Men denne historie er min og den er måske ikke lige så spændende som Harrys, men som muggler mellem fuldblod og halvblods magikere er et meget anderledes liv. Men dette er mit eventyr gennem et magisk univers som ændre hele mit liv. Hogwarts var et sted, hvor jeg mødte venner. Et sted, hvor jeg lod magien være en del af min hverdag. Dette er min historie om en muggler født.

Konkurrencebidrag: Battle of the Fandoms,
Fandom: Harry Potter universet
Mange af personerne får en rolle i novellaen

4Likes
14Kommentarer
1635Visninger
AA

10. Kapitel 9

Lørdag og søndag gik med at Luna og jeg passede thestralerne, Hagrid lærte os en masse omkring dem, men Luna viste at hun allerede havde kendskab til de mange ting omkring dem. Hun vidste allerede, hvordan de skulle plejes og hvordan man kunne få dem til at falde til ro. Men for at være ærlig, undrede dette mig ikke. Luna var anderledes fra alle de andre elever på Hogwarts. Hun var en som ikke lod andre ændre hende, men hun forsvandt også tit ind i hendes egne tanker.

Om aftenen tog vi i køkkenet til alle husalfernes skuffelse, med undtagelse af Rolf. Vi fortalte ham om at brevet var endt ved den forkerte ejermand. Dette blev Rolf meget trist over, han havde været sikker på at han havde gjort sin håndskrift tydelig nok. Han holdte helt vejret, da vi fortalte, hvem brevet var endt ved. Både Luna og jeg havde ikke kunnet holde vores latter tilbage, da vi havde set hans ansigtsudtryk. Ellers havde vi hjulpet med at anrette maden og havde fortalt Rolf omkring dagens tidligere bedrifter. Alt i alt havde det været roligt og ligefrem hyggeligt, jeg havde lært gangene af kende og kunne nu bevæge mig frit rundt uden at få hjælp.

 

Jeg slog øjnene op, mandagen ventede kun på flere overraskelser. Sovesalen var overvældet af uro og jeg kiggede ud fra det grønne forhæng.

’’Hvad er der i vejen?’’ En af pigerne vendte sig mod mig, mens hun kæmpede for at få uniformen til at sidde rigtigt.

’’Anden årseleverne skal hjælpe med undervisningen i dag.’’ En af de andre piger nikkede smilede, hvilket gjorder hendes arbejde med at ligge makeup umuligt.

’’Jeps.’’ Jeg forstod dem ikke, vi var kun 11 år. Hvorfor skulle vi gøre så meget? Jeg ville hellere være sammen med Luna og thestralerne. Jeg lagde mig ned og lagde puden over mit hoved. Jeg sukkede mange gange før jeg endelig rejste mig for at tage uniform på.

Storsalen var ligesom sovesalen fyldt med uro, men dette var ikke omkring anden årseleverne. Jeg lagde mærke til at det var uro mellem Slytherin og Gryffindor. Men jeg ville ikke blandes ind i det og satte mig det normale sted, bagerst og længst væk fra alene ved bordet.

’’Hvorfor skal vi dog havde flyvetimer med Slytherin?’’ Førsteårseleverne fra Gryffindor, var tydelig utilfredse. Men det var Slytherins førsteårselever også.

’’Gryffindor har aldrig været bedre end Slytherin, så hvorfor skal vi have time med dem?’’ Jeg sad rolig og spiste morgenmaden, jeg så ikke op eller så jeg på noget bestemt.

’’Men Seamus kan helt klart ikke måle sig med Malfoy.’’ Flere Slytherin elever nikkede bekræftede.

’’Hey Eva, har du fløjet før?’’ Pigerne som jeg tidligere havde snakket med kom gående imod mig smilede. De så ikke ud til at være ude på noget.

’’Nej, det har jeg ikke. Hvad med jer?’’ De rystede på hovedet og smilte venligt til mig.

’’Det har vi heller ikke, men vi er rigtig glade for at vi ikke er de eneste.’’ Jeg smilte tilbage og nikkede, det var forståeligt. Men tankerne gik hurtigt væk fra de kommende flyvetimer, for før var der dage med mange timer og fag.

Ligesom mandagen gik tirsdag og onsdag langsomt, de mange timer og fag flød sammen, og jeg havde halvvejs opgivet at tage noter. Snape var ikke blevet venligere og flere point var blevet taget fra Gryffindor. Snape havde også hårdnakket nægtet at undervise Luna og mig, men heldigvis havde Dumbledore været opsat på at han skulle mentor os. Det var ikke blevet bedre af at han brugte muligheden for at fratrække point. Nætterne var også begyndt at fæles længere, men jeg lå søvnløst og tænke på enhjørningen og Dumbledores historie.

 

Storsalen var livlig om torsdagen, Malfoy havde fået en stor pakke med lækkerier, mens at Neville havde fået en lille pakke. I Nevilles pakke indeholdte en glaskugle på størrelse med et dueæg. Det så ud, som om den var flydt med hvid røg.

’’Det er en erindringskugle. Bedste ved, at jeg er lidt glemsom. Kuglens røg bliver rød, hvid der er noget, jeg har glemt.’’ Sagde Neville, men i det samme blev røgen rød.

’’Du har glemt noget!’’ lød det fra en af de andre elever og Neville forsøgte at huske det. Malfoy gik forbi Gryffindor bordet og snuppede kuglen ud af Nevilles hånd, Harry og Ron rejste sig hurtigt og de kiggede på Malfoy. McGonagall var hurtig og var allerede henne ved dem, ingen der skete mere.

’’Hvad foregår der her?’’

’’Malfoy har taget min erindringskugle, professor.’’ Malfoy lagde kuglen på bordets som om den var beskidt.

’’Jeg ville bare kigge.’’ Han luskede igen afsted med Crabbe og Goyle.

 

Klokken halv fire samme eftermiddag gik jeg mod plænen, hvor flyvetimerne skulle foregå. Jeg var flugt med resten af Slytherin ned på plænen, men ingen fra Gryffindor var ankommet endnu. Da der var gået omkring 1 minut ankom dem fra Gryffindor, Ron og Harry gik sammen og snakkede. Mens at jeg så roligt omkring. Vejret var godt, det var skyfrit og det blæste kun lidt, græsset var dejligt grønt og luften var frisk.

Madam Hooch ankom og så rundt på os. Hun var kort håret, det var stålgråt, og hun havde øjne som en falk.

’’Hvad venter I på? Alle mand hen ved siden af et kosteskaft. Lad det gå lidt villigt.’’ Råbte hun smilede. Kosten som jeg stod ved var virkelig gammel og slidt. Det var tydeligt at den var blevet brugt i mange år, men at den nok ikke havde mange tilbage.


’’Ræk jeres højre hånd hen over kosten, og sig OP!’’ råbte madam Hooch.

’’OP!’’ gentog vi alle i kor.

Det var ikke alle det lykkes for, og i mit vedkommende gik det ikke. Men det var forståeligt nok, jeg var jo ikke en troldkvinde. Ligesom ved mig var det ikke lykket for Hermione og Neville. Det var til gengæld lykket for Ron, Harry og Malfoy. Madam Hooch gik rundt i rækkerne og hjælp os med kostene. Hun smilte dog venligt til mig og lagde kort sin hånd på min skulder.

’’Bare rolig ven, det skal nok komme, hr. Dumbledore har forklaret mig at magien ikke er helt fastslået i dig endnu.’’ Derefter var hun gået videre og havde desuden rettet på Malfoys greb om kosten.

’’Når jeg nu blæser u fløjten, skal I sætte hårdt af fra jorden. Hold kosten i er roligt og fast greb, hæv jer en meter op i luften, og land med det samme igen. Det gør I ved at læne jer en smule forover. Parate? Nu fløjter jeg…’’ Da hun skulle til at fløjte, havde Neville sat af, ikke fordi han var klar, men fordi han var nervøs. Jeg kiggede uroligt på ham.

’’Kom tilbage, knægt!’’ Råbte hun efter ham, men han var nu fem meter var han oppe. Otte meter. Ti meter. Femten meter. Nevilles ansigt var ligblegt og han var begyndt at glide sidelæns af kosten.

BRRAAG! Neville lå på maven i græsset og kosteskaftet befandt sig stadig i luften højt oppe. Den susende næsten ondskabsfuldt rundt, før den fløj ind over den forbudte skov og forsvandt.

Madam Hooch stod bøjet ind over ham, deres ansigter var næsten lige blege.

’’Et brækket håndled, kom så, det skal nok gå.’’ Hun vendte sig mod os.

’’Resten af jer bliver her, mens jeg følger ham på hospitalet! Ingen rører ved kostene, mens jeg er væk. De, der ikke adlyder, vil blive smidt ud af Hogwarts hurtigere, end I kan sige Quidditch! Kom så, min ven.’’ Næsten med det samme som de var ude af række vide, brød Malfoy ud i latter.

’’Så I hans ansigt, den store kødbolle.’’ En af de andre fra Slytherin afbrød ham.

’’Hold mund, Malfoy.’’ Det var Parvati Patil som havde afbrudt.

’’ Ååh, så man forsvarer Neville Longbottom?’’ lød det fra Pansy Parkinson, der var en af pigerne fra min sovesal.

’’Jeg ville ikke havde troet, at du holdte med små, fede klynke grise, Parvati.’’

’’Se engang…’’ Malfoy samlede kuglen op fra græsset og smilte.

’’Det er jo den kugle han fik fra sin bedstemor.’’ Malfoy kiggede næsten alt for glad og rullede den rundt i sin hånd.

’’Giv den til mig, Malfoy.’’ Harry trådte roligt frem. Vi var alle stille og kiggede på de to.

Malfoy smilte grumt.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...