Eva Celest Ruben: Muggler født

Hvem ville havde troet mig, når jeg fortalte dem det jeg oplevende da jeg var yngre. Det som førte mig til at kæmpe i Hogwartskrigen. Jeg ville aldrig selv havde troet det, og måske var det fordi jeg vidste at jeg var ’almindelig’. Den historie som jeg vil fortælle startede med et brev som en ugle kom med til min 11 års fødselsdag. I kender alle historierne, I har alle oplevet de mystiske ting som er sket omkring en men som vi bare slog hen. Selv jeg slog det hen. Men det er fordi jeg er muggler. Men denne historie er min og den er måske ikke lige så spændende som Harrys, men som muggler mellem fuldblod og halvblods magikere er et meget anderledes liv. Men dette er mit eventyr gennem et magisk univers som ændre hele mit liv. Hogwarts var et sted, hvor jeg mødte venner. Et sted, hvor jeg lod magien være en del af min hverdag. Dette er min historie om en muggler født.

Konkurrencebidrag: Battle of the Fandoms,
Fandom: Harry Potter universet
Mange af personerne får en rolle i novellaen

4Likes
14Kommentarer
1642Visninger
AA

17. Kapitel 16

Sirius kiggede roligt på mig og et pinefuldt smil spillede på hans læber.

’’Du ligner hende. Øjne og det røde hår.’’ Han lænede sig tilbage og sukkede. Derefter kiggede han på mig igen og tog en dyb indånding.

’’Du vil vel gerne høre om da jeg mødte hende igen?’’ Jeg nikkede ventede, det var det jeg havde ventet på. Sandheden om min mor. Sandheden om hvem hun havde været. Sandheden om hvad jeg virkelig skulle tolke enhjørningens ord som.

Sirius satte sig igen til rette og rettede blikket mod intetheden. Fordybet i fortiden fortalte ham mig historien.

 

Da jeg mødte hende igen, var det et sted jeg aldrig havde forventet at se hende. Hun var jo muggler. Det var ikke meningen at en muggler skulle havde været der hvor jeg var endt. Azkaban. Ligesom da jeg blev arresteret grinede jeg, da jeg så hende igen. Det hele var sindssygt. Både tanken om jeg havde tabt, men også ironien i at se hende her. Jeg blev anbragt på samme niveau som hende, men med nogle celler imellem. Men de stod stadig tomme. Hun så ikke på mig, hendes blik mindende mig om første gang jeg mødte hende. De var tomme. Jeg kiggede på hende inde fra cellen.

’’Hey…’’ Jeg prøvende at få kontakt til hende, men der gik lang tid før hun opfattede det.

’’Åh det er dig igen.’’ Et smil begyndte at spille på hendes læber, som hun så på mig.

’’Hvor blev du af den gang?’’ Jeg så forvirret på hende, det var mange år tilbage, selvfølgelig havde jeg ikke glemt hvad der skete den gang.

’’Hvor blev DU af den gang?’’ Jeg vendte spørgsmålet tilbage mod hende, for det var det spørgsmål jeg havde stillet mig selv den gang hun forsvandt.

’’Jeg fandt en ny ven, som gav mig et navn. Og Dumbledore sendte mig til hans ven.’’ Hun gjorder mig ligeså forvirret som den gang.

’’Hvad skal jeg kalde dig?’’

’’Celest.’’ Jeg nikkede til hende.

’’Hvor længe har du været her?’’ Celest kiggede rundt i cellen og hendes blik landende på væggen.

’’Jeg ved ikke hvor længe, men jeg ved hvor mange at de der væsner som har besøgt min celle.’’ Nu kiggede jeg også hen på hendes væg. Væggen var flydt med strenger, så mange at det ville tage år for at tælle dem sammen. Hvordan kunne hun stadig være sig selv efter så mange Dementors havde været der.

’’Hvordan kan du stadig være dig selv?’’ Hun smilte roligt.

’’Det har alle andre også spurgt om. De siger at væsnerne tager de gode minder, og bringer de dårlige frem. Men jeg har ikke mange gode minder, og de dårlige er stadig friske. Så der er ingen forskel på om væsnerne er her eller ej.’’ Kunne det hun sagde være sandt. Jeg tænkte meget over det. Havde hun virkelig ikke haft et liv med minder.

’’Hvorfor er du endt her i Azkaban?’’ Celest smilte roligt og satte sig ned.

’’De siger jeg har dræbt en muggler. Det var også det du kaldte mig den gang.’’

’’Men hvorfor er du her? Du er jo også en muggler, du skulle være i et muggler fængsel. Og ikke her. OG har du virkelig dræbt en muggler?’’ Celest smilte og bevægende fingeren hen over cellens rør.

’’Jeg har aldrig dræbt nogen. Efter du forsvandt mødte jeg en enhjørning. Jeg fik et ønske, og nu er jeg ikke længere en muggler.’’ Jeg havde aldrig hørt om at en muggler kunne blive troldmand.

’’Hvorfor er du kommet til Azkaban?’’Jeg havde ikke tænkt over at mit spørgsmål ville komme tilbage.

’’Forræderi og drab.’’

’’Det lyder ikke så slemt. Gjorder du det?’’

’’Nej.’’

 

’’Din mor var anderledes fra så mange andre. Hun havde aldrig været påvirket af Dementorerne. Hun var blevet gravid i Azkaban, hvordan var der ingen som vidste. Men nogle mente at det var med en anden fange. Men jeg så hende aldrig sammen med nogen. Hun var altid alene. Dog tror jeg at det havde noget med enhjørningen som hun mødte at gøre.’’ Sirius så på mig og jeg nikkede roligt, havde svært ved at fatte det hele.

’’Hvis min mor var blevet troldkvinde, hvorfor er jeg så muggler?’’ Sirius rystede på hovedet.

’’Der kan være mange grunde, men den eneste som kender sandheden, ville være din mor. Eller hvem der er din far.’’     

’’Men det vigtigste lige nu er at få dig tilbage til Hogwarts, vi kan bruge den tunnel vi tog her til for at du kan komme tilbage. Men jeg kan ikke gå med dig, jeg sørger for at Cuxawsene ikke følger efter dig.’’ Jeg nikkede men huskede pludselig den kvindelige statue.

’’Hey Sirius, ved du hvem den kvinde statue, hvor navnepladen er ødelagt på, er?’’ Sirius holdte vejret, men rystede på hovedet. Jeg kunne mærke at han vidste det. Men han sagde intet.

’’Du skal tilbage til Hogwarts.’’ Sirius rakte mig et kort og jeg tog roligt imod det.

’’Når du når til tunnelen, skal du følge det kort som du har fået. Den viser dig vejen til Hogwarts og der vil du være i sikkerhed.’’

 

Sammen gik vi opad trappen, men det var tydeligt at Sirius lyttede efter. Men der var helt stille.

’’Du skal løbe alt hvad du kan. Og kig ikke tilbage.’’ Jeg nikkede uroligt.

’’Løb!’’ Sirius slog døren op og begge løb vi ud. Dog hver sin vej, og rigtig nok stod Cuxawsene der ude og ventede på os. Men alle sammen løb de efter Sirius. Jeg fortsætte i høj fart mod tunnelen med kortet i hånden.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...