Eva Celest Ruben: Muggler født

Hvem ville havde troet mig, når jeg fortalte dem det jeg oplevende da jeg var yngre. Det som førte mig til at kæmpe i Hogwartskrigen. Jeg ville aldrig selv havde troet det, og måske var det fordi jeg vidste at jeg var ’almindelig’. Den historie som jeg vil fortælle startede med et brev som en ugle kom med til min 11 års fødselsdag. I kender alle historierne, I har alle oplevet de mystiske ting som er sket omkring en men som vi bare slog hen. Selv jeg slog det hen. Men det er fordi jeg er muggler. Men denne historie er min og den er måske ikke lige så spændende som Harrys, men som muggler mellem fuldblod og halvblods magikere er et meget anderledes liv. Men dette er mit eventyr gennem et magisk univers som ændre hele mit liv. Hogwarts var et sted, hvor jeg mødte venner. Et sted, hvor jeg lod magien være en del af min hverdag. Dette er min historie om en muggler født.

Konkurrencebidrag: Battle of the Fandoms,
Fandom: Harry Potter universet
Mange af personerne får en rolle i novellaen

4Likes
14Kommentarer
1635Visninger
AA

16. Kapitel 15

Mørket i gangen var stille som om der ikke var andet end os, men dette gjorder kun det mere tydeligt at væsnerne var lige på den anden side af den lukkede indgang. Sirius vinkede mig fremad og jeg fulgte roligt efter ham, det var tydeligt at han kendte gangen udenad. Vi gik dybere og dybere ind ad gangen, kun for at mørket blev tættere og tættere. Nu kunne man ingen gang fornemme hvor indgangen havde været. Men det var tydeligt at der stadig var uro i Sirius, for han satte farten højere og højere op. Endelig stoppede han og jeg kiggede forbi ham og så hvorfor. Foran os var en stor metallåge og på det skinnede metal stod der: posse sine spe maleficio consentaneam vitae non.

’’Kan vi komme forbi den?’’ Jeg kunne ikke lade være med at spørge, selvfølgelig var jeg urolig, jeg vidste jo ikke hvad Cuxawserne kunne gøre.

’’Stamen’’ Metallågen slog op og man kunne nu se længere frem. Gangens gulv var dækket af et tykt lag sne, men der var ingen tegn på hvor det var kommet fra.

’’Hvad var det du sagde? For det var ikke et trylleord.’’ Sirius kiggede på mig og nikkede.

’’Det er rigtigt, jeg sagde Skæbnen på latin.’’ Jeg så undrende på ham.

’’Hvorfor?’’

’’Fordi ellers var vi ikke kommet forbi. Og jeg vil personligt ikke ende som deres midnatssnack.’’ Igen kunne jeg ikke andet end at nikke. Det var forståeligt, jeg ville ikke ende som deres midnatssnack. Pludseligt blev det koldere, næsten bidende. Vinden, som før ikke havde været der, var nu voldsom. Men det som var mærkeligst var at vi nu stod midt i en by. Lige som den var jeg kommet til under vandet, var byen ubeboelig.

Sirius ænsede ikke engang husene et blik, men kiggede længere væk end byens udkant mod et kirketårn, der skød til vejrs. I kirketårnets top hang en sølvklokke og skinnede i månens lys. Men det som fangende mig mest var det blik som var i hans øjne. Der var så mange følelser, så meget lidelse og kærlighed. Men på et øjeblik blev det erstattet med klarhed.

’’Kom, vi må skynde os!’’ Sirius’ stemme var bestemt og blikket nu målrettet.

’’Hvorfor? De kan vel ikke komme her hen?’’

’’De kan let komme hertil, endda lettere end os. Men det er desværre også sikre for os at være her.’’ Sirius kiggede kort tilbage på mig og pegende mod kirketårnet.

’’Vi skal derhen og vi skal skynde os!’’ Jeg nikkede og satte i løb efter ham.

Jo tættere vi kom på kirketårnet, jo koldere blev det. Det var som om det var hele meningen med den kulde som indespærrede dette sted. Sirius åbnede roligt døren til kirketårnet og fortsatte ind.

’’Fortsæt ned ad trappen til højre, jeg klarer lige døren.’’ Jeg nikkede og begyndte at gå ned ad trappen, men jeg kunne ikke stoppe mig selv fra at kigge op ad den anden trappe. Det var tydeligt at den førte mod kirketårnets top.

’’Hvorfor går vi ned og ikke op?’’ råbte jeg op til ham, fra nogle trin nede.

’’Fordi kulden ville dræbe os før væsnerne.’’ Selv om han ikke kunne se mig nikke, nikkede jeg stadig. Jeg gik videre ned ad trappen. Mit blik vandrende omkring på jagt efter den lyskilde som gjorder det muligt at se trinnene og stedet. Men der var ingen lyskilde at se, dog landende mit blik på en gammel læderindbundet bog.

Bogen lå i et hul i et af trinnene, den var knap synlig fra min synsvinkel. Jeg bukkede mig ned efter den og tog fat i den, men måtte langsomt vride min hånd omkring for at få bogen op fra hulet. Langt om længe var den i begge mine hænder og det gamle læder slog mod mine næsebor. Pludselig kunne jeg høre trin bag mig og jeg gemte bogen instinktivt. Jeg vendte mig omkring og så Sirius komme ned ad trappen.   

’’Er du ikke kommet længere?’’ Jeg rystede på hovedet.

’’Jeg går langsomt…’’ Han sukkede og rystede nu på hans eget hoved.

’’Ja det må du nok sige.’’ Han fortsatte forbi mig og jeg skyndte mig efter ham.

For enden af trappen var et stort rum, dog fortsatte Sirius ind ad en af de mange gange som var tilsluttet rummet. Gangen var ikke ligesom den som jeg tidligere havde gået igennem. Denne gang var udhugget med de mærkeligste og smukkeste mønstre. Det var som et spin af tråde som dannede billeder ud og ind gennem hinanden. Det var på en måde ubeskriveligt og tryllebindende. Anderledes og mærkeligt.

Men det mærkeligste var ikke mønstrene i sig selv, men hvordan de pulserende og hvordan de skinnede i blodrøde farver. Det var som et levende væsen der uden videre var endt som en gang. Men dette var ikke alt, mønstrene udstrålede varme, en levende energi.

Længere inde ad gangen blev den til et større rum og i hjørnet stod to stole og et lille bord. Sirius satte sig roligt i den ene, mens jeg tilbage holdende satte mig i den anden. Han kiggede rundt omkring, men igen var det udtryk af lidelse og kærlighed malet i hans blik. Jeg kunne ikke tage mig blik fra ham, bange for at jeg havde set forkert.

’’Du fandt mig af en grund, men du nåde aldrig at fortælle mig hvad grunden var.’’ Sirius’ øjne var igen med klarhed.

’’Det var dig som fandt byen med pigen for længe siden. Var det ikke?’’ Sirius nikkede bare. Og svarede roligt.

’’Jo, det var det.’’ Det var det eneste han svarede.

’’Vil du fortælle mig historien? Jeg har hørt den fra Dumbledore, men jeg vil vide din udgave.’’  Sirius kiggede på mig.

’’Hvorfor vil du vide historien?’’ Jeg kunne godt forstå at han spurgte mig om det.

’’Fordi jeg vil være sikker på at det er min mor som er i historien.’’ Endelig sagde jeg det. Det var den sandhed jeg søgte. Sirius kiggede roligt på mig.

’’Hvorfor vil du vide historien?’’ Jeg kunne godt forstå at han spurgte mig om det.

’’Fordi jeg vil være sikker på at det er min mor som er i historien.’’ Endelig sagde jeg det. Det var den sandhed jeg søgte. Sirius kiggede uroligt på mig. Noget i hans blik ændrende sig.  Men jeg kunne ikke sætte fingeren på det. Sirius satte sig til rette og lænede sig roligt frem mod mig.

“jeg kan ikke låne at det du kommer til at høre er det duhar brug for. Men hvis du virkelig vil høre historien skal jeg nok fortælle dig den.” jeg nikkede kraftigt og så afventede på ham.

“godt så…”

 

 

Da mørket havde lagt sig, begav James, Peter og jeg os rundt på Hogwarts. Vi var i gang med at finde alle gangene, der var skjult på Hogwarts. Vi havde besluttet os at gøre dette for at udforske, men også for at hjælpe vores ven Remus. Men under udforskningen havde jeg forvildet mig væk fra James og Peter, og de havde ikke lagt mærke til jeg ikke længere ved dem. Jeg havdeforvildet mig ned af en gang som ikke var på kortet. Selvfølgelig ville jeg se hvor den førte mig hen. Men det som undrende mig mest var at gangen endte ved en metallåge.

’’Lumos!’’ Lyset skinnede mod metallet, det mærkeligste var at metallet stadig var skinnede, som om det var helt nyt. Jeg gik tættere på lågen og kiggede nærmere på den. Enkelte ord dukkede frem på metallet: posse sine spe maleficio consentaneam vitae non.

’’Håb kan vokse uden magi, men ikke uden liv.’’ jeg havde sagt ordene højt, og et enkelt ord dukkede frem.

’’Stamen’’ også dette ord sagde jeg højt, og det åbnede lågen. Som lågen blev åbnet, begyndte sne at komme til syne. Men det var ikke det eneste som kom til synet, et genfærd kom også til syne. Genfærdet var en kvinde, hun var intet lig dem på Hogwarts. Hun kiggede på mig og smilte roligt.

’’Følg gangen. Du må hjælpe hende her til.’’ Stemmen var som perle klokker, deres blide klang genlød i gangen. Jeg kiggede på hende, noget forvirret.

’’Hvad mener du?’’ Jeg var virke forvirret, hvem var det jeg skulle hjælpe? Og hvorfor? Genfærdet smilte.

’’Stamen, Skæbnen. Hun skal her til. Hun kan bringe håb til begge sider.’’ jeg så afventede på hende, jeg var ikke helt sikker på, hvordan jeg skulle reagere. Men noget var klart. Hun var ikke ondskabsfuld og jeg var sikker på at hun mente det godt.

’’Du må føre hende her til, men du må ikke lade hende se dig. Skæbnen siger hun skal kende en anden. Hun skal finde sandheden og vise håbet til os.’’ Hun førte roligt sin arm omkring og pegende mod gangen bag metallågen.

’’Din skæbne er nu, men dette er ikke enden på din skæbne.’’ jeg kiggede mod sneen og så derefter mod hende.

’’Hvem er du?’’ Hun smilte og rystede på hovedet. Det var et smil som gemte på alt. Hun lagde hovedet let på skrå og smilte stadig roligt.

’’Min skæbne er slut, jeg kan intet gøre for hende.’’ Hun vendte sig og forsvandt ind gennem gangen. Jeg stod lidt og kiggede efter hende. Jeg vidste ikke helt om det var en god idé, men det kunne aldrig skade.

Jeg skubbede den tunge metallåg lidt længere til siden og gik uroligt gennem gangen. Sneen lå tungt på jorden. Der var ingen tegn på, hvor sneen var kommet fra, men det var ikke noget som undrede en troldmand. Mørket lagde sig om mig og jeg kunne ikke længere se, hvor jeg havde været eller hvor jeg var på vej hen. Lyden af en klokke der ringende mildt kom længere fremme, og jeg satte instinktivt farten op. Noget sagde mig, at det var der jeg skulle hen. Pludselig blev det bidende koldt, og vinden tog til i gangen. Jeg tog hånden op for øjnene og lyset skinnede ind på mig.

Jeg stod midt i en lille by, de mange gamle huse så ubeboelige ud. Der var intet tegn på liv, intet virkede til at være som det engang havde været. Der var stilhed. Der var mørke fra natten. Lyden af klokken lød igen og jeg kiggede nervøst omkring. Et simpelt kirketårn skød i vejret længere væk fra byen, i tårnet var en skinnede sølvklokke. Jeg bevægede sig mod kirketårnet, hele tiden på vagt. Men byen var mennesketom og øde.

’’Time goes by, light gets no meaning.

Silverlight without the sun, we will erase.

Time slips away, keeping us to the dark.

Silverlight drown in red, it will fight till end.’’

En svag pige stemme bar sangen gennem byen, det var som om hun sang til klokken. Jeg gik tættere og tættere på, men stadig holdte jeg mig skjult. Ikke sikker på om der vare farer eller ikke. Jeg var nu ved kirketårnet, og stemmen var tættere på end før. Hun sang det igen og igen, som om det holdte hende i live. Jeg kiggede omkring hjørnet og så hende.

Pigen var kun lidt yngre end mig, hun havde lettere rødt hår. Hendes øjne var sorte og tomme. Hun havde bare fødder i den kolde sne og hendes klæder var kun en tyng hvid kjole. Hun bevægende sig omkring, som om hun dansede i en trance. Hendes læber var næsten helt blå, og hendes kinder rødlige. Jeg var helt stille, bange for at standse hende, bange for at hun ville ligge mærke til mig. Hendes bevægelser mindende om en duet, som om hun manglede en del af hende selv. Jeg havde holdt mit åndedrag, fordybet i hendes udtryk og hendes bevægelser. Hun snurrede rundt og sneen svævede omkring hende som var hun i en sne kugle. Hvordan skulle jeg dog få hende gennem gangen?

Klokken ringede endnu, den kaldte hende. Hun stoppede sin snurren og dansen fortsatte. Jeg trådte frem fra mit skjul. Jeg kunne virkelig ikke se, hvordan ellers jeg skulle få hende med mig. Jeg bevægede mig langsomt frem mod hende. Hun vendte sig mod mig og åbnede hendes øjne. Hendes blik var stadig tomt, men et lille smil spillede på hendes læber.

’’Hvem er du?’’ Hendes stemme var som en sang, hun holdte sig i ro og lod mig komme tættere på hende.

’’Sirius Black, hvem er du?’’ Jeg havde svaret hende oprigtigt, men jeg kunne stadig ikke helt glemme, hvad genfærdet havde sagt.    

’’Det har jeg glemt…’’ Hun vendte sig igen væk og begyndte igen dansen. Men denne gang så hvert skridt ud til at gøre ondt.

’’Har du det ikke koldt? Gør det ikke ondt at danse?’’ Jeg kiggede på hende uroligt, det var som om jeg også kunne mærke hendes smerte.

’’Jeg har intet andet end dette sted, jeg kender ingen vej som kan føre mig væk.’’ Jeg nikkede, sådan havde jeg også haft det engang.

’’Hvad nu, hvis jeg viser dig en vej?’’ Igen stoppede hun sin dans og kiggede på mig. Et smil var tydelig på hendes blå læber. Hun nikkede roligt og gik tættere på mig med rolige skridt. Jeg nikkede tilbage og førte hende ind imod byen og gangen.

Jeg førte pigen gennem gangen og metallågen kom til syne foran os, den var stadig åben, ligesom jeg havde forladt den. Men sneen som havde dækket jorden var væk, som om det aldrig havde været der. Da vi begge var kommet igennem lågen lukkede den. Jeg førte hende videre tilbage gennem gangen. Og endelig kom jeg tilbage til de velkendte gange og førte hende rundt på Hogwarts gangene.

’’Hvor er vi på vej hen?’’ Hun henvendte sig til mig, men jeg vidste det ikke selv. Jeg havde ikke rigtig forestillet mig at havde en pige med tilbage fra en forladt by.

’’Måske ved mine venner, hvad vi skal gøre?’’ Jeg begyndte at gå, men jeg havde ikke ladt mærke til at hun ikke fulgte efter mig. Jeg gik gennem gangene ledende efter James og Peter.

 

 

’’Det var noget af det sidste jeg så til hende i mange år, indtil jeg mødte hende igen.’’ Sagde Sirius, som han kiggede tilbage på mig.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...