Eva Celest Ruben: Muggler født

Hvem ville havde troet mig, når jeg fortalte dem det jeg oplevende da jeg var yngre. Det som førte mig til at kæmpe i Hogwartskrigen. Jeg ville aldrig selv havde troet det, og måske var det fordi jeg vidste at jeg var ’almindelig’. Den historie som jeg vil fortælle startede med et brev som en ugle kom med til min 11 års fødselsdag. I kender alle historierne, I har alle oplevet de mystiske ting som er sket omkring en men som vi bare slog hen. Selv jeg slog det hen. Men det er fordi jeg er muggler. Men denne historie er min og den er måske ikke lige så spændende som Harrys, men som muggler mellem fuldblod og halvblods magikere er et meget anderledes liv. Men dette er mit eventyr gennem et magisk univers som ændre hele mit liv. Hogwarts var et sted, hvor jeg mødte venner. Et sted, hvor jeg lod magien være en del af min hverdag. Dette er min historie om en muggler født.

Konkurrencebidrag: Battle of the Fandoms,
Fandom: Harry Potter universet
Mange af personerne får en rolle i novellaen

4Likes
14Kommentarer
1636Visninger
AA

14. Kapitel 13

Tiden var pludselig gået hurtigt og slutningen af oktober var allerede kommet. Halloween var en dag som jeg elskede, ikke for dens uhygge men fordi det var en eneste dag jeg følte at der var noget magisk. Der var pyntet i storsalen og jeg kunne ikke tro mine egne øjne. Loftet viste aften himlen, månen og de mystiske skyer som dannede en tåge omkring den ellers smukke måne. Flagermus fløj rundt om hovederne på os og satte sig en gang imellem med hovedet ned ad fra loftet. Græskar stod og tårnede med levende lys, hver gang en flagermus fløj forbi var det som om ilden dansede.

Jeg kiggede rundt, alle have sat sig til rette og var begyndt at tage mad fra guldfadene. Men som jeg kiggede mod Gryffindor bordet kunne jeg ikke få øje på Hermione, men jeg kunne tydeligt se Harry og Ron.

Pludselig åbnede døren til Storsalen og professor Quirrel kom løbende ind. Han styrede hen til lærebordet og til Dumbledore. Han lænede sig ind over bordet og fremgispende i stønnede åndedræt.

“Trold løs i de dybeste kælderregioner - jeg syntes, at du skulle have besked med det sammen.” han faldt sammen i svime og der udbrød kaos i storsalen. Dumbledore sendte adskillige rødglødende lys mos loftet og endelig fik han folks opmærksomhed.

“Vejledere, før jeres kollegianer tilbage til sovesalene øjeblikkeligt!” Råbte Dumbledore. Rons ene storebror Percy var klar og råbte højere end de andre vejledere, mens Slytherins vejleder var afslappet og ikke tog sig så meget i at samle os. Men jeg kunne nu ikke lade være med at høre Percy.

“Ingen grund til at være bange for trolden, hvis I bare følger mine anvisninger! Af banen, jeg er vejleder!”

Jeg var lige ved at vende min opmærksomhed tilbage til Slytherin vejlederen, da jeg hørte Ron og Harry snakke sammen.

“Hvordan kunne en trold komme ind i slottet?” det var Harry der spurgte.

“Spørg mig ikke. Jeg har ellers hørt, at trolde er umådeligt dumme. Måske er det Peeves der har lukket dem ind.” svarede Ron.

“Jeg kommer lige i tanke om Hermione.” en flok forvirret Hufflepuff elever skyggede mit blik mod Ron og Harry, og pludseligt var de ikke længere blandt Gryffindor eleverne. Jeg kiggede forvirret efter dem, men jeg kunne ikke længere se eller finde dem.

Jeg kiggede rundt og besluttede mig for også at komme væk fra flokken, der var et eller andet i vejen. Jeg listede roligt væk fra de andre Slytherin elever, hvilket ikke var svært, da jeg var en af dem der var bagerst. Mit blik landende på reven mellem de to døre til Storsalen, professor Quirrel lå ikke længere på gulvet. Han var ikke længere til at se og jeg kunne rundt, alle de andre lærer og professorer var på vej ned mod klæder regionerne. Men hverken Quirrel eller Snape var til at se mellem dem.

Jeg skyndte mig rundt om hjørnet og listede gennem de hemmelige gange for endelig at stå foran den store port til Hogwarts. Dette måtte havde været begivenheden Helena Ravenclaw havde snakket om. Heldigvis havde jeg den morgen besluttet mig at komme brevet i uniformlommen. Jeg åbnede roligt brevet og kiggede ned på det.

Skriften var enkel og let at læse, men det der tryllebandt en, var billederne skabt i blæk. De afspejlede historier og fortællinger.  De bevægende sig som var de levende og pulserne. Igen landende mit blik på teksten.

Søg, hvor troldmænd ikke ser.

Led, hvor himmel og hav smelter sammen.

Find det fundende, når månen viser skygger.

Jeg så op fra brevet, jeg forstod ikke en brik af det, men det skulle ikke få mig til at opgive søgen.

 

Søg, hvor troldmænd ikke ser.

Hvad kunne det betyde? Var de blinde? Var det mørkt? Var det under jorden? Skulle det forstås som det stod eller skulle man forstå det på en anden måde?

Jeg bevægende mig rundt, hvor ser troldmænd ikke? Hvor kunne jeg dog vide det fra. Jeg havde aldrig set en troldmand før jeg mødte Dumbledore i det de havde kaldt min verden, muggler verden. Der kunne man ikke se hvem var troldmand og hvem der ikke var. Det kunne de sikkert ingen gang selv, når de ikke havde gennemskuet at jeg var en muggler i løbet af to måneder, der var gået. Det måtte være der han var, i muggler verden. Men hvordan skulle jeg komme tilbage til London?

Toget gik ikke tit og kosten kunne jeg ikke flyve på. Pludselig kom en af thestalerne frem fra skovens kant og gik hen til mig. Den bukkede sig lidt og kastede med hovedet i en hentydning. Jeg satte mig roligt op på den og den rejste sig, da den følte jeg sad til rette. De sorte flagermus vinger foldede sig ud og den stor kraftig for at lette. Jeg kunne mærke gennem dens læderagtige hud, hvordan dens muskler og sener bevægende sig. Kunne mærke hvordan den i rytmiske bevægelser førte sig frem gennem luften.

Dens krop skar gennem skyerne, og en tyndlag tåge lagde sig om dens og min krop. Det blev koldt, men skyerne var nu under mig og månen var tydelig som en skinnede juvel. Jeg kunne ikke stoppe mig selv fra at række udefter den. Thestalen fløj tættere på månen, men selvfølgelig var den stadig alt for langt væk.

Det var som om tiden fløj sammen med mig, for det hele gik i en underlig slowmotion og alt føltes som et tidløst univers.

Thestalen tog roligt farten af som jeg kunne ane by lys under mig og byen London kom til syne som en livlig levende by. Roligt kom den tættere og tættere på jorden og landende stille i en baggård et sted i Londons gader. Jeg hoppede forsigtigt ned fra dens ryg og klappede den.

“Tak for hjælpen.” Den kastede hovedet op og ned, og satte så af igen. Jeg så den flyve afsted og forsvinde over skyerne.

Jeg vidste, hvor jeg skulle søge: muggler verden. Men hvor skulle jeg lede henne? Og hvor kunne jeg finde ham?

Men det jeg ikke lagde mærke til var det ord som dukkede op efter den første linje.

London

 

Led, hvor himmel og hav smelter sammen.

Det kunne ikke være andre steder end ved en strand. Hvor kunne ellers himmel og hav smelte sammen? Men ville det ikke være for let, hvis det bare var en strand. Men hvor ellers mødes himmel og hav? Hvor smelter de sammen? En ø? Men der ville stadig være adskillelse mellem dem.

Jeg havde bevæget mig gennem byen og stod foran hovedgaden, hvor det gik mennesker rundt i kostumer. Jeg kiggede rundt og løftede roligt min hånd, jeg var stadig en London pige og vidste hvordan man fik en taxi. Ikke lang tid efter stoppede en taxi og jeg hoppede ind.

“Hvor skal du hen?” Manden bag rattet så på mig gennem bagspejlet. Jeg rettede kappen til som jeg satte mig.

“Østkysten.” manden løftede en af hans øjenbryn og så forvirret på mig.

“Du har vel det godt? Jeg forstår godt, at det er Halloween og alt det, men det betyder ikke at du behøver at gøre noget dumt.” jeg så forskrækket på ham.

“Jeg har det fint, jeg ville bare nyde månen der ude.” jeg beroligede manden og han nikkede nu afslappet. Han startede motoren og satte bilen i bevægelse. Som køreturen langsomt gled fremad så manden tilbage på mig.

“Hvad skal dit Halloween kostume forestille?” jeg smilte roligt og løftede kappen og så han bedre kunne se slangemærket.

“Jeg skal ligne en heks fra kollegiet Slytherin.” Manden nikkede.

“Du er ikke den første jeg har set i den slags kostume, men det er underligt at han og dig har det helt samme kostume, for jeg har ikke set den på andre hele aften.” Jeg kiggede på manden og blev nu nysgerrig.

’’Hvordan så drengen ud?’’ Manden så lidt eftertænksom ud og svarede kort efter.

’’Lyst hår, men jeg kunne ikke se ret meget mere. Så ham inde i Londons centrum.’’ Jeg nikkede. Der var ikke mange med lyst hår i Slytherin, så det burde være let at finde frem til hvem. Taxien kørte langsomt ind til siden og det gule blinklys lyste kort op for havet. Manden kiggede roligt på mig og jeg åbnede døren efter at havde betalt ham for turen.

Sandet under mine sko gav sig lidt, som jeg bevægede mig mod vandet. Kulden slog om mig, som vandet langsomt var ved at sluge mig. Underligt nok var jeg ikke bange. Vandet kom højere og højere op som jeg bevægede mig længere og længere ud. Min hals var under vandet nu. Det blev sværere og sværere at få luften ned. Til sidst måtte jeg lukke øjnene og munden. Jeg var ikke længere over vandet. Og verden uden om mig var ikke længere med lyd.

Dybet

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...