Eva Celest Ruben: Muggler født

Hvem ville havde troet mig, når jeg fortalte dem det jeg oplevende da jeg var yngre. Det som førte mig til at kæmpe i Hogwartskrigen. Jeg ville aldrig selv havde troet det, og måske var det fordi jeg vidste at jeg var ’almindelig’. Den historie som jeg vil fortælle startede med et brev som en ugle kom med til min 11 års fødselsdag. I kender alle historierne, I har alle oplevet de mystiske ting som er sket omkring en men som vi bare slog hen. Selv jeg slog det hen. Men det er fordi jeg er muggler. Men denne historie er min og den er måske ikke lige så spændende som Harrys, men som muggler mellem fuldblod og halvblods magikere er et meget anderledes liv. Men dette er mit eventyr gennem et magisk univers som ændre hele mit liv. Hogwarts var et sted, hvor jeg mødte venner. Et sted, hvor jeg lod magien være en del af min hverdag. Dette er min historie om en muggler født.

Konkurrencebidrag: Battle of the Fandoms,
Fandom: Harry Potter universet
Mange af personerne får en rolle i novellaen

4Likes
14Kommentarer
1640Visninger
AA

11. Kapitel 10

Malfoy smilte roligt og kiggede fra Harry ned på kuglen.

’’Jeg tror, at jeg vil efterlade den her. Så kan Longbottom jo selv komme og hente den. Hvad med … oppe i et træ?’’ Lige da Harry skulle til at råbe, hoppede Malfoy på sin kost og satte af. Malfoy fløj som om han var en del af det og han nåde hurtigt et egetræ og til toppen gik det. Han svævede der kort og vendte sig hånligt mod Harry.

’’Kom og hent den, Potter!’’ Jeg rakte ud for at stoppe ham, men Harry var allerede hoppet på kostet og også han satte af fra jorden. Hermiones råb kunne høres tydeligt, det var klart at hun mente at han ville få dem i vanskeligheder. Jeg kiggede rundt, vi kunne ikke gøre andet end at kigge, men for mig føltes det forkert. Jeg så mod himlen.

Harry fløj hurtigt mod Malfoy, Malfoy så undrende på ham som Harry nu var lige over for ham. De var forlangt væk til at man kunne høre dem, men jeg kunne mærke anspændtheden. Flere piger skreg og kiggede lamslået på Harry. Pludselig lænende Harry sig frem og som et missil skød han frem mod Malfoy, som kun lige nåde at undvige. Malfoy kastede kuglen, den fløj lige over Harry og gik derefter nedad. Harry kiggede efter den og satte derefter efter. Både kuglen og Harry styrede mod jorden med utrolig fart. Kun kort får jorden får han fat i kuglen og rettede sin kost op. Et lettet suk undslap mig som Harry nu igen stod på jorden, denne gang med erindringskuglen i sin hånd.

’’HARRY POTTER!’’ Med det samme kom professor McGonagall til syne, hendes øjne slog ligefrem lyn bag brilleglassene.

’’Du følger med mig.’’ Som McGonagall førte Harry væk, smilte Malfoy skadefro.

’’Bare vent om ikke så længe er han smidt ud.’’ Jeg kiggede på ham og kunne ikke længere holde mig tilbage. Og jeg mener virkelig holde mig tilbage, for jeg ville mindst være i centrum.

’’Åh! Hold din mund Draco. Hvis Harry bliver smidt ud, siger jeg, hvad der virkelig skete til Dumbledore og får ham til at skrifte Harrys udsmidning ud med din.’’ Alle sammen kiggede de nu på mig. Malfoy smilte hånligt mod mig og hans slæng støttede op.

’’Nå, nå. Ikke Weasley’en har fået en stemme.’’ Crabbe og Goyle smilte. Alle kiggede nu på Malfoy og ud af min øjenkrog kunne jeg se kanten af den forbudte skov. Der var noget som bevægede sig og Thestalerne kom til syne kort i lyset. Mine øjne blev store og jeg kiggede kort på Malfoy.

’’Jeg skal lige noget, hvis du vil mig noget så find mig senere.’’ Jeg var væk derfra hurtigere end lynet og løb lige ind i den forbudte skov, kun da holdte alle blikkene op.

 

Thestalen havde gjort sig klart til mig og jeg hoppede hurtigt op på den, hvorefter den satte i løb. Den virkede underlig, som om noget var galt.

’’Tag det roligt, lille ven’’ Jeg klappede den, men lige lidt hjælp det. Det som skrømte mig mest, var ikke hestens urolighed, men hvor vi var på vej hen. Dumbledore havde tilladt mig og Luna at gå i den forbudte skov, men han havde dog sagt at vi ikke skulle gå hen i den østligste del.

’’Vi skal ikke den vej.’’ Jeg gjorder alt, hvad jeg kunne for at stoppe den, men lige lidt hjælp det. Han fortsatte uden, at tage farten af. Den stejlede og kastede mig af. Eller rettere jeg fandt af. Jeg lå kort på jorden og kiggede rundt, mit hoved gjorder en smule ondt og mine ben var ømme. Jeg rejste mig ved hjælp af træet og støttede mig til det.  Men da jeg igen kiggede rundt, ville jeg ønske jeg kunne have skreget.

6 store gule øjne kiggede på mig fra en lettere håret krop. De 8 ben var behåret og så ud til at kunne løbe stærkt. Jeg rykkede mig tættere til træet, bange for kæmpe edderkoppen.

’’Gode store edderkop…’’ min stemme var rystede og jeg bevægede jeg stille og langsomt væk fra dem. En smørret lyd lød fra under mine fødder og jeg kiggede ned. Jeg slog hurtigt mine hænder for min mund. Tusindvis af mindre edderkopper kravlede rundt på jordet og gjorder jorden levende. Den store edderkop bevægede sig mod mig og dens 6 øjne blinkede. Nu længere jeg bevægede mig tilbage, nu tættere kom den og det hjalp ikke at de små edderkopper gjorder undersiden af mine sko glatte.

’’HJÆLP!’’ Jeg skreg alt, hvad jeg kunne, det var det eneste jeg kunne gøre lige nu. Som om den reagerede på mig, bevægede kæmpeedderkoppen med hast mod mig, dens to ’tænder’ klappede sammen og åbnede som den nærmede sig. Lige inden den satte ’tænderne’ i mig, lød i høj køen og en stor hund gik frem. Den virkede ikke til at havde lagt mærke til edderkoppen…

’’Trofast!’’ Kæmpens stemme nåde mine øre og edderkoppen forsvandt væk sammen med de små. Hagrid kom til syne og hunden luntede tilbage til ham. Men det var dog stadig som om den ikke havde forstået hvad der havde sket.

’’åh, Eva! Hvad laver du dog i denne side af skoven?’’ Jeg så lamslået på ham og han smilte venligt.

’’Nå, vi må videre, dette ville jo ikke være godt, hvis vi mødte edderkopperne. Kom med Eva!’’ Min mund stod næsten på vid gab. Havde de begge virkelig ikke lagt mærke til noget. Jeg flugte efter Hagrid gennem skoven og efter lidt tid nåde vi hans hytte.

’’Kom du bare endelig indenfor. Jeg får ikke så tit gæster.’’ Som Hagrid åbnede døren, smuttede Trofast indenfor.

’’Han er lidt af en bangebuks, ham Trofast.’’ Jeg ville nok nærmere betegne ham som åndsfraværende.

’’Jeg har desværre ikke flere kager. Harry og Ron har fået de sidste.’’ Jeg nikkede bare og satte mig til rette i hytten. Hagrid så på mig og smilte venligt.

’’Hvad lavede du i den del af skoven?’’ Jeg kiggede kort hen på Trofast som havde lagt sig til at sove.

’’Thestalen førte mig derhen.’’ Hagrid nikkede.

’’Så må der være uroligheder i skoven…’’

’’Hvad mener du?’’ Jeg kiggede på ham.

’’Der er færre og færre enhjørninger og dyrene er ikke længere noget man ser til dagligt.’’ Jeg tænkte tilbage på historien fra Dumbledore.

’’Hey Hagrid, kender du en historie og en pige og en enhjørning?’’ Hagrid nikkede.

’’Ja, den er der ikke mange der kende, men jeg er en af de få.’’

’’Kan du fortælle mig, hvem pigen var?’’ Hagrid så forskræmt på mig.

’’Nej nej, jeg kender ingen historier. Kun dem alle kender i forvejen.’’

’’Hagrid!’’ Han så undskyldende på mig og rystede kort på hovedet.

’’Som jeg har sagt er der få der kender den, men det er mest fordi at pigen kom fra netop den by. Det er byen som gemmer på hemmeligheden.’’ Jeg kiggede på ham, kunne jeg finde sandheden, hvis jeg fandt byen?

’’Hvor er byen og hvad hedder den?’’ Hagrid rystede på hovedet.

’’Jeg kan ikke hjælpe dig, jeg har allerede sagt for meget.’’

’’Det okay.’’ Men mine tanker var allerede på vej til at finde byen. Den skulle jo være et eller andet sted. Hvis vejen til byen havde været fundet, kunne den findes igen.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...