Tertio (omskrevet)

(Omskrivning af Tertio fra 2014)
Mayas liv lader til at være stabilt - altså, indtil hendes kæreste Nathaniel bliver fundet dødeligt såret 350 kilometer fra deres lejlighed i New York. Den mand, hun deler sit liv med, viser sig at være en helt anden end den, hun først troede, og hun introduceres til en helt ny verden, der våger over vores - en verden fyldt med engle, dæmoner og hemmeligheder. Kan hun og Nathaniel klare de udfordringer, der følger med dem fra Himlen til Helvede? (Da jeg skriver på Word og bruger automatisk orddeling, vil nogle af ordene blive delt mærkelige steder. Jeg prøver at finde dem, men nogle slipper igennem kontrol. Bær over med mig <3)

4Likes
3Kommentarer
1572Visninger
AA

9. Kapitel 8

Vi mødes af højrøstet jubel og hujen, da vi træder ud under den rødbrune himmel. Mængden rækker ud efter Nathaniel og prøver at få fat i hans tøj. Faldne engle skuler til dem, og de trækker sig straks tilbage.
   Nathaniel lægger en arm om mig. Men jeg ser forbløffet mod mængden. Blitzer vidner om fotografier fra gamle kameraer, faldne flyver i cirkler over os, og Nathaniel holder mig tæt ind til sig. Han trækker sin jakkekrave op, så flokken ikke kan se hans ansigt, og trækker mig med hen mod den store mur, der omkranser slottet. Selvom de fleste Helvedesborgere nok bare kunne flyve over den, oser muren af autoritet og indgyder ærefrygt i enhver der ser den. Alle, bortset fra Nathaniel.
   Han går direkte hen mod den store, gotiske port, der går op, før vi når den, og sammen går vi ind i en stor gårdhave. Flokken bliver udenfor og ser efter os. Porten lukkes med en kakofonisk, metallisk lyd.
   Gårdhaven er ikke stor – det er kun nogle får kvadratmeters mellemrum mellem porten og slottets indgang, der ironisk nok ligner Sagrada Familia til forveksling… Paladset ligner Abaddons, dette er bare meget større og flottere.
   Trappetrinnene op til porten er enorme og brede. Nathaniel fører mig op mod dørene, der bliver åbnet af to dæmoner iført butterfly.
   Nathaniel og jeg træder over dørtærsklen.
   Han slipper min hånd med et forskrækket gisp. Jeg ser på ham.
   Hans øjne og pupiller er store. Hans mund er let åben, og han tager en dyb indånding. Han lukker øjnene og breder armene lidt ud, indtil indåndingen er afsluttet. Så sukker han og smiler. Men det er ikke det behagelige, generte smil, jeg så godt kan lide. Det er… foruroligende.
   Da han ser på mig igen, der denne ubehagelige Nathaniel forduftet, og min søde, generte kæreste tager min hånd.
   ”Er du klar?” spørger han.
   Jeg nikker. En dæmon træder frem. Den er lille og buttet, men den har et hæsligt hestefjæs. Vi følger efter den op ad trapper og hen ad gange. På væggene hænger malerier af optiske illusioner, der giver mig hovedpine, og jo længere, vi kommer op og ind i slottet, bliver billederne mere realisti-ske. De forestiller forfærdelige ting: Auschwitz, 9/11, katastrofen fra 2011 i Japan, Vladimir Dracu-la og et hav af scener, jeg ikke genkender.
   Endelig når vi en enorm dør. Jeg ser måbende op på den. Hoveder er udskåret på den. De ser så livagtige ud, at det næsten ser ud som om de… Jeg gisper. ”Nathaniel! De bevæger sig!”
   Han nikker og trækker mig ind til sig. ”Lad være med at tale med dem, og undgå at se dem i øjne-ne.”
   Dæmonen, der har fulgt os, skubber dørene op, skønt det får hovederne til at hyle. En enorm sal åbenbares for os. Jeg gemmer mig lidt bag Nathaniel, da vi går ind.
   Søjler står med nogle meters mellemrum så langt øjet rækker. Jeg kan ikke se, hvor de ender, for de opsluges af en gråhvid tåge. Visne planter kravler op ad dem og indikerer, at stedet her engang var smukt. Gulvet er ternet som min mormors terrasse. En sort løber strækker sig hen mod en stor-slået stentrone, der er placeret på en platform.
   Op dér på tronen sidder han. Den tidligere ærkeengel Lucifer. Hans hud er grå og han har lange, senede lemmer. Han har ingen horn i panden, som man ellers ser på malerier. Røde læderbukser smyger sig om hans ben, og hans overkrop er skjult af en fjeret kappe, hvis krave når ham til kindbe-nene, der er skræmmende skarpe. Han har et gedeskæg og smalle øjne.
   Jeg rynker panden lidt. Hans næse er smal og lige som Nathaniels, og hans øjne har den samme sølvgrå farve, skønt Nathans har en glød, der i Lucifer er slukket for længst (hvis den da nogensinde har været der).
   Lucifer løfter hovedet og ser på os. Han smiler skævt og uimponeret.
   Nathaniel ser direkte på sin far. Den gamle djævel løfter en hånd. ”Nathaniel…” Hans stemme er ru og en smule hæs. ”Min dreng… Velkommen hjem!” Lucifer knytter sin næve og holder den for munden, da han hoster lidt.
   Jeg ser på Nathaniel, men han siger ikke et ord. Han er helt udtryksløs.
   ”Hvorfor så tavs, knægt? Er du ikke glad for at se din gamle far?” Nathan skærer tænder. Men han ytrer ikke ét ord… Lucifer får øje på mig og smiler sleskt. ”Nåh dada… Skal du ikke introduce-re os, Nathaniel?”
   Nathan tager min hånd og træder lidt til side, så Lucifer kan se mig. Jeg ser på min kæreste. Han nikker kort og sender mig et blidt smil.
   Jeg nejer forsigtigt. ”J-jeg er Maya O’Connor, sir.”
   Lucifer ser på mig med sine små, stikkende øjne og blotter et sæt skarpe tænder. ”Jaså? Maya?” Jeg nikker kort. ”Sikke et yndigt navn. Det stammer fra Grækenland. Ved du, hvad det betyder, Maya?” 
   Forsigtigt ryster jeg på hovedet. ”N… Nej, sir.”
   Lucifer klukker hult. ””Morlille”.” Mine kinder bliver lune og jeg ser flovt ned. ”Såh, ingen grund til at blive forlegen!” Helvedes herre rejser sig op og spankulerer hen mod os. Nathaniel træder ind foran mig, og Lucifer stopper op – men han ser på sin søn med et overbærende, næsten nedladende blik. Nathan står op mod ham et øjeblik, men må så træde væk.
   Lucifer træder helt hen til mig, så jeg kan lugte dunsten af svovl og kamille, der søvndyssende hænger omkring mig. På én eller anden måde er det en rar duft… Som duften af nytårsaften og et varmt bad…
   ”Maya betyder skønhed,” hvisler Lucifer. ”Og prinsesse.” Han klukker og hoster lidt. ”Hvor pas-sende!” Med ét griber han fat om min kæbe og løfter mit hoved op. ”Sikke en yndig pige, Nathani-el!” Hans blik kører op og ned ad min krop. Mine lemmer summer. Alting føles som en stigende døs. Hver indånding gør mig mere og mere sløv.
   Djævlen farer om bag mig og vrider min arm om. Jeg gisper og klynker. En varm, ubehagelig spids tunge glider over min hals. ”Har du smagt hende?”
   Mit syn bliver dobbelt for en stund. Nathaniel ser desperat på mig. Hvorfor gør han ikke noget? Burde han ikke gøre noget? Tågen er ved at overtage mit syn.
   ”Nathaniel?” Lucifer klukker. ”Nathaniel, svar på mit spørgsmål.”
   ”L… Lad mig være…” Jeg sukker og prøver afkræftet at trække mig væk.
   Lucifer ler hjerteligt og skubber mig hen i Nathans favn. Han griber fat om mig og sikrer sig ømt, at jeg er okay. ”Åh, Nathaniel! Hun er skøn! Godt gjort!” Djævlen hoster en smule, mens han lidt humpende går mod sin trone. Han ler, mens han vifter med hånden, og en dæmon farer hen til os. ”I bliver eskorteret til jeres lejlighed. Jeg forventer at se jer begge til aftensmad.”

Jeg tror, jeg besvimer på vejen gennem slottet, for da jeg åbner øjnene igen, ligger jeg i en stor seng. Der går et øjeblik, før jeg kan fokusere på, hvor jeg er. Men så må jeg også måbe.
   Hovedgærdet er en sammenfatning af cirkler og kryds, det gløder gyldent i det svage skær, der siver gennem de røde fløjlsgardiner for vinduet. Min dyne er glat som silke (er det silke?). Den er hvid og har skønne, lilla mønstre, der snørkler sig over stoffet. Ved min side står et sengebord med en lampe med en sort marmorstøtte.
   Jeg sætter mig op og lader mine fødder glide ud over sengekanten. Mine tæer nulres af et blødt tæppe. Væggene har en dejlig farve, og lamperne i rummet kaster et blødt lys over det hele.
   Nathaniels armbånd begynder at bippe. Jeg ser på ham. Han ligger ovenpå sengetæppet med let åben mund. Han må være gået omkuld efter den lange tur og det stressende møde med hans far. Jeg aer hans hår og smiler lidt.
   Forsigtigt åbner han øjnene, så de lange øjenvipper slipper hinanden. Han tager en dyb indånding og sukker. ”Hej,” mumler han søvnigt.
   ”Hej,” svarer jeg lige så lavt.
   Han strækker sig liggende, slukker alarmen på uret og tager min hånd. ”Hvordan har du det?” spørger han, mens han nusser min hud.
   ”Fint,” svarer jeg og lægger mig ned. ”Hvad skete der?”
   Nathaniel stryger et hår væk fra min kind. ”Du var sikkert bare overvældet.” Han kysser mig på munden. Jeg ser ham i øjnene, han smiler og trækker sig væk. Han sukker og hans smil falmer. ”Vi skal spise middag med Lucifer.”
   ”Hvornår?”
   Han ser på sit ur med et lille pust. ”Om tyve minutter.”
   Jeg nikker og sætter mig op. ”Jeg går i bad.” Jeg aer hans arm og rejser mig op.
   En dør falder næsten i ét med den ene væg. Den er for stor til at være udgangen. Jeg peger på den og ser på Nathaniel. ”Er det skabet?”
   Han nikker slapt. Mine øjenbryn skyder imponerede i vejret.
   Skabet er et rum for sig selv. Det er cirkulært, og tøj, sko og smykker er allerede fint lagt på plads i skuffer og skabe. Da jeg har været i bad, sidder jeg på den runde sofa i midten af skabet og ser på ”hendes” side – altså, min.
   Farvekoder i Helvede består primært af rød, sort og blå. Eftersom jeg ikke er bekendt med dress-coden til første middag med min dæmoniske svigerfar, finder jeg en dybt mørkeblå kjole, der går mig til knæet, og en cardigan, der skjuler den dybe udskæring. Et par ballerinasko, øreringe og en halskæde, og så er jeg klar til at gå.
   Nathaniel er lidt mere sløset end jeg. Han har stadig sin slidte T-shirt på. Jeg lægger armene over kors og ser bebrejdende på ham.
   Han hæver øjenbrynene. ”Hvad?” Han fnyser. ”Jeg er her ikke for at imponere Lucifer.”
   Med himlende øjne kaster jeg en skjorte, et par bukser og et bælte i hans favn. Han griber det for-fjamsket og ser spørgende på mig. ”Tag det på.”
   Nathaniel er efterhånden nok bekendt i Mayalogi til at vide, at dette tonefald ikke er til diskussion.
   Da han har klædt om, breder han armene ud som for bekræftelse. Jeg ser tænksomt på mig. ”Ja-men er du da ikke bare en flot djævel?”
   Han snerrer af mig.
   Jeg ler og kommer hen til ham. Jeg stiller mig på tæer og trækker hans hår tilbage med min hånd, der er dækket af hårgelé. Jeg sørger for, at det er væk fra hans ansigt, og betragter så hans fine træk. ”Jeg ville ønske, du ville have dit hår sådan her noget mere.” Jeg tager fat om hans slips og begynder at binde det. Han kan godt selv, men jeg kan godt lide følelsen af, at jeg kan bruges til noget.
   Da jeg har bundet det, skæver han hen mod spejlet i hjørnet. Han knapper den øverste skjorteknap op og hiver ud i slipset. ”Meget bedre,” konstaterer han. Han lægger en arm om mig. ”Og skal vi så gå?”

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...