En lille historie om et menneske

"En lille historie om et menneske" er en simpel fortælling om Lauge og William. Lauge får i fødselsdagsgave et pragteksemplar af en orange racercykel og udstyret med sin lyseblå cykelhjelm skal han sammen med sin bedste ven William ud at prøve den. Dette udvikler sig dog, da de to drenge møder den ældre dreng Søren og hans venner. Ivrig efter at gøre indtryk tager William imod Sørens udfordring om at køre om kap ned af den store bakke, men det er ikke William, Søren gerne vil køre imod...

0Likes
0Kommentarer
171Visninger
AA

1. En lille historie om et menneske

En lille historie om et menneske

Af Josefine S. Lønborg

 

Lauge og mig var bedste venner. Det havde vi altid været. Lauge var godt nok ikke særligt god til fodbold, men til gengæld var han mægtig god til at bygge huler, og så boede han lige inde ved siden af. Vi havde endda lavet et hul i hækken, så vi kunne kravle ind til hinanden uden at skulle gå hele vejen udenom.

Som næsten hver dag, kravlede jeg denne sommerdag gennem hullet. Flaget var allerede hejst kunne jeg se, mens jeg tørrede fingrene af i mine nye shorts. Jeg kunne høre Lauges far omme ved garagen. Jeg løb over plænen og kravlede over den lave havelåge. Lauges far vinkede mig begejstret over.

Med en højtidelige mine trykkede han på fjernbetjeningen, mens Lauge og jeg lavede trommehvirvel på lårene. Langsomt gled garageporten op, og der stod den.  Den sejeste orange racercykel med intet mindre end 21 gear. Lauge gik hen til cyklen og kiggede på den.  ”Nå, er det ikke bare verdens sejeste cykel?” spurgte Lauges far. Lauge smilede. ”Jo, far. Tusind tak”. Lauges far rodede ham muntert i håret. ”Skal du ikke prøve den?”  Lauge nikkede. Han lagde hænderne på styret og trak cyklen ud på vejen. Jeg fulgte begejstret efter. Det var den sejeste cykel, jeg nogensinde havde set. ”Må jeg prøve den efter dig?” spurgte jeg. Lauge kiggede fra cyklen og op på mig. Han rakte mig sin lyseblå cykelhjelm med store hvide stjerner. Begejstret tog jeg hjelmen på, greb fat om styret og svingede benet over stangen.

Med hvad der føltes som mindst hundrede kilometer i timen, fløj jeg ned ad bakken. ”Kom nu, Lauge!” råbte jeg over skulderen. Lauge løb grinende efter mig.

Vi nåede enden af bakken, hvor Lauge forpustet lagde hænderne på knæene, mens han stadig grinede. Jeg passerede ham, og i forbifarten lavede jeg et ordentligt bremsespor på mindst en meter. Det var virkelig verdens sejeste cykel!

Jeg steg af det orange vidunder og trak den over til Lauge, der stadig stod og pustede. Lauge rettede sig op og skiftede brat ansigtsudtryk. Jeg drejede hovedet i samme retning som ham. Der så jeg Søren og to af hans venner trække deres mountainbikes tværs over plænen.

Søren var 2 år og 3 måneder ældre end mig, og så var han vildt god til fodbold. Jeg råbte efter ham. Søren kiggede op. Jeg svingede benet over stangen og cyklede over til Søren og hans venner. Nu skulle de bare se.

Stolt trampede jeg i pedalerne og forsøgte uden held at lave et lige så flot bremsespor, som jeg havde lavet på vej ned ad bakken, men det højlydte riiitjss gav mig alligevel en hvis tilfredshed.

”Ny cykel?” spurgte Søren, mens han kiggede vurderende på cyklen. ”Jeps, det er Lauges”, sagde jeg selvsikkert. Søren kunne ikke andet end at blive imponeret, tænkte jeg. Det kunne godt være, at Søren havde en mountainbike med 14 gear, men det var ingenting sammenlignet med dette orange pragteksemplar.

Søren kiggede på sine venner og tilbage på mig, der stadig stod med hænderne på styret og et ben på hver side af stangen. ”Den er da okay,” sagde Søren. Jeg formåede ikke at skjule mit selvtilfredse smil. ”Må jeg tage en tur på den?” spurgte Søren, og jeg fornemmede straks at ”nej” ikke ville være et populært svar. Lauge havde indhentet mig og stod nu og så med store øjne på drengene. ”Selvfølgelig”, sagde jeg uden at kigge på Lauge.

Søren smed sin egen cykel i græsset, greb styret og svingede overlegent benet over stangen. Han var alt for høj til cyklen, hvilket han gjorde et stort nummer ud af at illustrere. Da jeg så Søren på cyklen, blev jeg pludselig meget opmærksom på Lauges hvidstjernede, lyseblå cykelhjelm og skyndte mig at tage den af. Stadig uden at kigge på ham rakte jeg Lauge hjelmen. Jeg følte et lille stik af dårlig samvittighed, men på den anden side, så kunne Lauge bare sige noget, hvis ikke han ville lade Søren låne cyklen. Lauge havde nok ikke noget imod det.

Søren trampede i pedalerne og kørte i fuld fart ned ad stien, hvorefter han vendte og susede tilbage mod os. Vi nåede lige præcis at hoppe ind til siden, da Søren drønede forbi og lavede et kulsort bremsespor, der var næsten dobbelt så lange som det, jeg havde lavet på vej ned ad bakken. Sørens to venner hujede og klappede. Jeg hujede begejstret med.

”Er det ikke bare verdens sejeste cykel?” spurgte jeg Søren.

”Den er da okay”, sagde Søren. Hans venner indstillede straks klapsalverne. Jeg lod mig dog ikke slå ud. ”Det er verdens bedste cykel! Det siger Lauges far selv”, sagde jeg og kiggede over på Lauge. Lauge stirrede på Søren, men svarede så med et hurtigt nik.

”Jamen, hvis den er så sej, skal vi så ikke lave et lille kapløb?” foreslog Søren og sendte mig og Lauge et arrogant smil.

Jeg kiggede fra Sørens store cykel, der lå i græsset til hans lange ben. Nej, jeg kunne ikke give op nu, hvor det lige gik så godt.

”Tør I ikke?” spurgte Søren, og hans venner grinede. ”Selvfølgelig, gør vi det,” sagde jeg.

”Godt. Jamen, så lad os trække cyklerne op på toppen af bakken. Den der kommer først ned for enden har vundet.”

Søren steg af Lauges cykel, og jeg gik hen for at overtage styret. ”Nej, hov, hov. Det er ham den lille, jeg skal køre imod. Det er jo hans cykel - er det ikke?”, sagde Søren.

Lauge, der stod med sin lidt for store lyseblå cykelhjelm på hovedet, kiggede med frygtsomme øjne på Søren. ”Eller er han en bangebuks?” spurgte Søren hånligt. ”Selvfølgelig, er han ikke det,” svarede jeg, ”Vel Lauge? Du kan da vinde over Søren til hver en tid, ikke?”

Lauge bed sig i læben, men lavede så et næsten usynligt nik.

 

Der stod vi så på toppen af bakken. Søren med et ben på hver side af sin store mountainbike og Lauge med sin lyseblå cykelhjelm på hovedet og hænderne knuget om styret på sin nye racercykel. Sørens venner pegede grinene på de hvide stjerner, mens jeg havde travlt med at holde fast i bagsmækken af Lauges cykel, så han ikke mistede balancen. Det var tid til kapløbet.

Den højeste af Sørens venner stillede sig foran de to cykelryttere og talte ned. ”3, 2, 1. Kør!”

Søren skød en god fart fra start og susede ned ad bakken. Lauge havde derimod ingen kontrol over cyklen og drejede ufrivilligt styret fra side til side. ”Få nu noget fart på, tøsedreng!”, råbte Søren over skulderen. Jeg så, at Lauge fik mere kontrol over styret. Han kørte hurtigere og hurtigere. Han passerede Søren, der nu desperat trampede i pedalerne.

Sørens venner og mig var begyndt at løbe efter dem ned ad bakken, da Lauges ene fod pludselig gled på pedalen. Pedalerne blev nu ikke længere kontrolleret af Lauges fødder men snurrede rundt med en sindssyg fart. Lauge forsøgte desperat at stoppe dem, men forgæves. Der lød et skrig, og med et hult drøn tordnede han lige ind i et træ.

Søren lavede triumferende et bremsespor på vejen lige foran træet, i samme øjeblik som jeg pustende nåede derned.

Lauge lå helt stille med cyklen liggende ovenpå sig. Jeg stivnede og kunne ikke andet en at stirre på min ven, der lå på græsset. Han trak stadig vejret, men vejtrækningen udviklede sig hurtigt til en snøften, og besværet viklede han sig ud af cyklen og satte sig op. Han havde fået en kæmpestor hudafskrabning på det ene knæ, og styret på den nye racercykel var slået helt skævt.

”Tuder du?” spurgte Søren da han fik øje på Lauges bævende underlæbe og løbende næse. Lauge tørrede hidsigt sin næse i ærmet, mens tårende trillede ned ad kinderne på ham.

”Han tuder sgu!” udbrød Søren ”Ved du godt at det kun er pattebørn, der tuder?” sagde Søren hånligt til Lauge. Lauge bed i sin dirrende underlæbe. ”Sikken en et pattebarn! Du må hellere bare løbe hjem til din mor lille baby!” Søren vendte sig nu henimod mig. ”Synes du ikke også, at han skal løbe hjem til sin mor, William?”

Jeg kiggede med store øjne på Søren. På den ene side var det som om, tusind tanker fløj gennem mit hoved, og på den anden side nåede jeg slet ikke at tænke. Alt jeg fornemmede var de store drenges stirrende blikke. Jeg nikkede ”Jo” sagde jeg og tvang mig selv til at se på Lauge. Hele Lauges krop dirrede da han rejste sig op og kiggede mig lige ind i øjnene. Jeg havde forventet bebrejdelse måske endda tårer, men det var noget helt andet, jeg så i hans øjne. Han bed sig i læben og knyttede rystende næverne. Jeg sagde ingenting. Kiggede blot ned i jorden.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...