WATCHING

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 18 nov. 2017
  • Opdateret: 18 nov. 2017
  • Status: Igang
Sophia Gold er spærret inde på en altan, men hun aner ikke, hvordan hun er havnet der.
Det eneste der er tilbage er en seddel med regler - følger hun mon dem?
Det eneste job hun har er, at overvåge menneskerne og følge med i deres liv. Hvad sker der, når hun forelsker sig i Toby eller er det bare ideen om en plads i Tobys liv?
De vigtigste spørgsmål er dog; kommer hun nogensinde ned fra altanen og hvordan i alverden er hun havnet der?

1Likes
1Kommentarer
462Visninger

2. Prolog

Kender du det, hvor du er fanget i en ond drøm som aldrig ender? Sådan føles det i hvert fald end til du vågner. Sådan har jeg det. Problemet er bare: jeg er ikke vågnet endnu og jeg har ingen ide om, hvorfor jeg er havnet på en pokkers altan midt i byen. 

Jeg sidder på altanen hver eneste dag og kigger ud over de mange travle mennesker under mig. Hvor er det dog utroligt, at folk har så travlt hele tiden. Sidder de nogengange bare og kigger ud i luften eller observerer andre mennesker, som jeg gør? Det tror jeg næppe. Travle mennesker har travlt hele tiden. De har ingen frihed eller tid til at være alene, hvor stressende. Hvorfor er det sådan? 

Nogle mennesker har travlt med at lave ingenting, mens andre har travlt med at blive stresset. Det er virkelig ikke en særlig god portion mennesker, der er kommet her til denne verden. Der er brug for et blandingsmenneske. En person, som har travlt med ingenting og travlt med alting. Findes det? Jeg nåede ikke at spekulere mere over det, da mine øjne flakkede hen på den gule seddel der lå på bordet, her på altanen.

Jeg mindes ikke, at have skrevet sedlen. Det er virkelig bizart. Til den nysgerrige læser, der sidder derude og tænker: 'hvilken seddel?', kan jeg sige dig, at det er en meget bemærkelsesværdig, gul seddel. Det er nemlig nøglen til, at få mig ud af dette hul, den uendelig cirkel af dage og nætter, jeg tilbringer her ude på altanen. Sedlen består af en række opgaver, jeg skal gennemføre, og når alle er krydset af - kan jeg endelig vende tilbage til min egen travle hverdag. Men gider jeg det? Og er det overhovedet helt sikkert, at jeg kan vende tilbage?

Nu siger jeg lige hej til dig derude foran bogen (computeren). Hej min ven. Du har vel nok bemærket, at jeg er noget af en særling og jeg stiller forunderlige spørgsmål. Det er der en god grund til. Sandheden er nemlig, at jeg ikke kender svarene på halvdelen af spørgsmålene, i hvert fald ikke endnu - men jeg håber på svarene kommer til mig hen ad vejen. 

Jeg vil starte med, at fortælle dig det jeg faktisk ved. På en eller anden besynderlig måde er jeg spærret inde på en altan. Det er ikke min egen altan, for jeg mindes i hvert fald ikke, at have haft en. Jeg er altså spærret inde her og kan kun se ned på alle menneskernes hektiske hverdage. Som du jo nok, kan forstå - så er det kedeligt for mig, især om natten. Der sker ingenting. Kun i weekenderne, når fulde mennesker går ude på gaden og larmer. Eller hvis jeg er heldig, at se nogle katte der jagter mus. Men det sker sjældent.

Og nu tænker du nok igen, jamen sover du aldrig? Og det min ven, kender jeg godt svaret på. Nej - jeg sover ikke. Min hjerne er på en eller anden måde indstillet til, at jeg ikke kan styre mit eget liv, jeg kan kun observere og se ned på andres liv. Det er underligt, det er jeg godt klar over. Det synes jeg også selv. Men ærligtalt, jeg ved jo ikke, hvordan jeg er havnet i denne cirkel. Det er jeg bare.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...