Glemte længsler

For otte år siden havde det været Peter, der havde tilbudt hende en udvej. Nu var det den mørke skikkelse fra den slørede udkant af hendes drømme, der rakte ud efter hende. Wendy/Klo fanfic.

--------

Denne fic er baseret på Peter Pan-filmen fra 2003, som jeg anbefaler, at man ser, inden man går i gang med at læse historien. Den eneste afvigelse fra filmen består i, at De Glemte Drenge (i min version af historien) ikke tog med til London, da Wendy og hendes brødre vendte hjem, men valgte at blive på Ønskeøen sammen med Peter.

0Likes
3Kommentarer
1050Visninger
AA

10. Usikkerhed

 

Efter nogle timer lød der en forsigtig banken på døren.

 

Wendy rejste sig og fik et glimt af sig selv i spejlet. Hun så bleg ud, hvilket ikke overraskede hende, omstændighederne taget i betragtning. Hun havde vasket ansigtet og børstet håret, som var blevet filtret efter klatreturen tidligere på dagen. Et kort øjeblik havde hun overvejet at skifte tøj, men eftersom det eneste alternativ til bukserne og skjorten, var silkekjolen, der lå sammenfoldet i kisten, havde hun opgivet idéen. Den kjole ville hun aldrig iføre sig igen.

 

Hun gik hen og åbnede døren og fandt som forventet Smisk stående ude på gangen. Han bad hende om at følge med og Wendy fulgte ham, klar over at hun ikke havde andet valg.

 

De gik gennem mørket på dækket, mens Smisk muntert kommenterede på vejret og andre ligegyldige ting, som Wendy ikke havde overskud til at foregive at være interesseret i. Hendes indre var fyldt med gru ved udsigten til at skulle tilbringe de næste par timer i Klos selskab. Det forekom hende, at hun var på vej til sin egen henrettelse; at hun snart skulle møde sit endeligt, kvalt i en galge af skinnende metal.

 

Snart nåede de trappen, der førte op til kaptajnens kahyt. Smisk småløb op af trinene og åbnede døren med en tjenstvillig bevægelse. Det pludselig lys inde fra kahytten blændede Wendy, så hun måtte misse med øjnene, idet hun trådte indenfor.

 

Omgivelserne tonede langsomt frem for hendes blik: De tunge gardiner, det blankpolerede klaver og et væld af livligt blussende stearinlys. Mod den mangefarvede rude bagerst i kahytten kunne hun skimte kaptajnens silhuet. Han vendte sig om.

 

"Godaften, min kære."

 

Hun besvarede hans hilsen med et nik og lod øjnene løbe over bordet midt i kahytten, som bugnede af mad. Selv ikke til de mange festlige selskaber i London havde hun set noget lignende. Der var fisk og skaldyr i uanede mængder, karafler fyldt til randen med vin, og fade med brød, druer og ost i forskellige varianter. Det hele blev badet i skæret fra en tung lysestage, der tårnede sig op på bordets midte. Det forekom hende næsten grotesk, at alt dette var stillet an for et enkelt måltid.

 

Klo gjorde en bevægelse mod en stol, som Smisk, uden hun havde bemærket det, havde trukket ud fra bordet.

 

"Tag plads."

 

Hun gik hen til stolen og satte sig. Kaptajnen gjorde det samme. En trykkende stilhed bredte sig i kahytten. Hun så ned på porcelænstallerkenen og fornemmede, hvordan hendes slørede spejlbillede stirrede tilbage. Da Klo bad hende om at tage for sig af maden, var hun næsten lettet, eftersom det gav hende mulighed for at fokusere på noget andet end tavsheden.

 

Hun så ud over det overdådigt anrettede bord og kunne knap nok overskue, hvor hun skulle starte. Til sidst besluttede hun sig for at smage noget på, der lignede kæmperejer. Hun rakte ud efter fadet, men Smisk kom straks susende og begyndte at øse krebsdyrene op på hendes tallerken. Mens hun smagte på rejerne, skænkede styrmanden vin op i den forgyldte pokal foran hende. Kaptajnen hævede sit eget drikkebæger til en skål, og da hun vidste, at det ville være uhøfligt ikke at besvare hans hilsen, løftede hun pokalen og tog en slurk. Vinen brændte gennem hendes hals, og hun satte pokalen fra sig, overrasket over drikkens intense smag.

 

Klo lod blikket hvile på hende.

 

"Bryder du dig ikke om vinen?"

 

Wendy tørrede læberne med en serviet, mens hun undertrykte en hosten.

 

"Jeg er ikke vant til den slags drikke,” sagde hun. Hun foldede omhyggeligt servietten sammen og lagde den fra sig igen.

 

”Man vænner sig til smagen.”

 

Der var stille i nogle minutter, mens de spiste. Wendy, der stadig var overvældet over de mange rettet, der var stillet an, smagte på både hummer og noget hun mente måtte være blæksprutte.

 

”Du er så tavs her til aften,” kommenterede Klo efter et stykke tid.

 

”Jeg har ikke noget at sige.”

 

Smisk anbragte nogle kogte krabbekløer på Klos tallerken, men den anden lod ikke til at tage notits af ham.

 

”Fortæl mig i det mindste, hvad du synes om maden. Smager den dig?”

 

”Bestemt.” Hun var klar over, hvor tilknappet hendes svar lød, og tilføjede derfor: ”Din skibskok har overgået sig selv.”

 

Hun tvivlede på, at Klos besætning nogensinde havde smagt en eneste af de velduftende retter, der befandt sig på bordet netop nu. Bevidstheden om dette fik hende til at miste en smule af appetitten. Hun brød sig ikke om at føle sig privilegeret; at føle sig udvalgt -

 

De spiste videre. Kaptajnen skålede endnu engang, og Wendy, som ellers havde besluttet sig for ikke at drikke mere af vinen, måtte endnu engang nippe til drikken. Denne gang forekom den hende knap så stærk. Klo havde ret. Man vænnede sig til smagen.

 

Efter et stykke tid følte hun sig mæt og lagde bestikket fra sig. Smisk tog hendes tallerken og gav sig derefter til at vimse rundt og samlede tomme muslingeskaller og afspillede fiskeskrog sammen på et fad. Det lod til, at måltidet var ovre.

 

Hun så hen på kaptajnen, som sad og pudsede sin klo med servietten. Det faldt hende ind, at dette var et rammende billede på hans væsen: En blanding af fornemme manerer og barbarisk hensynsløshed.

 

”Du har ikke klædt om i aftenens anledning,” bemærkede han.

 

”Jeg er en del af besætningen nu,” sagde hun. ”Jeg bør gå klædt som dem.”

 

”En skam.”

 

Hun ignorerede det blik, der gled over hende, idet ordene blev udtalt. Klo selv var fornemt klædt som altid. Han gjorde en dyd ud af at markere, at han var anderledes, tænkte hun – at han var hævet over sine mænd.

 

”Hvis du på noget tidspunkt skulle ønske dig en mere flatterende påklædning, må du sige til. Smisk."

 

Han vinkede af styrmanden, som straks satte det fad, han bar rundt på, fra sig. Først nu så hun, at Klo havde fundet sin cigarholder frem. Styrmanden strøg en tændstik og holdt den hen mod cigarens spids. Klo sugede ind, hvorefter en orange glød ulmede gennem den dunkle kahyt. Han lukkede øjnene og lod sig falde tilbage i stolen.

 

Smisk forlod kahytten med det beskidte service i favnen. Et kort øjeblik havde Wendy næsten lyst til at blive ham om at blive. Hun havde ikke lyst til at blive efterladt alene tilbage.

 

Hun så atter hen mod kaptajnen, hvis ansigt svævede bag den blågrå cigarrøg. Han havde åbnet øjnene igen, og hans blik var fæstnet ved et ubestemmeligt punkt i luften. Han tænkte utvivlsomt på Peter. Han tænkte altid på Peter. Hvordan han bedst kunne skade ham, fange ham - fuldbyrde den hævn, han havde drømt om så længe. Hans sind var lige så meget et fængsel som Ønskeøen, indså hun, mens hun betragtede ham bag de tågede spiraler. Et stik af forvirrende medlidenhed jog gennem hendes hjerte, og hun skubbede hurtigt følelsen bort. Han fortjente ikke nogen form for medfølelse, efter det han havde gjort, og hvis hun gav ham det, var hun lige så stor en tåbe, som han engang havde beskyldt hende for at være.

 

Klo sænkede cigarholderen.

 

”Fortæl mig en historie.”

 

Hun tog en dyb indånding. Der var ingen grund til at udskyde det. Så snart hun havde fortalt en historie, ville hun have gjort sin pligt og kunne atter forlade kahytten.

 

”Hvilken slags? Jeg kunne ikke forestille mig, du ønsker at høre dem, jeg fortalte Peter.” Klo sendte hende et spørgende blik, hvorpå hun opremsede: ”Tornerose, Askepot, Snehvide ...”

 

”Sentimentale fortællinger,” konkluderede han med foragt. ”Nej, jeg foretrækker noget mere realistisk.”

 

Hun betragtede ham, mens hun spekulerede på, hvilke beretninger han ville være interesseret i. Han var selv som taget ud af en historie. Han havde en vis lighed med de forpinte helteskikkelser, hun havde mødt i Dumas' romaner. Men Kaptajn Klo var ingen helt, påmindede hun sig selv.

 

Til sidst faldt hendes valg på en historie, hun havde læst for længe siden, kort efter hun var kommet hjem fra Ønskeøen. Hun begyndte at fortælle:

 

”Der var engang en ørn, der var vokset op på en gård blandt ænder. Hver dag fik ørnen stækket sine vinger af herremanden på gården, men en dag glemte herremanden at stække dem …”

 

Klo, som var blevet færdig med at ryge, sad og lyttede med ansigtet i ulæselige folder. Wendy gjorde sig umage med sin fortælling og beskrev, hvordan ørnens liv havde forløbet hidtil og dens glæde, da den opdagede, at den atter kunne flyve. Hun fortalte malende om det landskab, ørnen svævede hen over, da den forlod gården for at nyde sin frihed. Hun kunne mærke, hvordan hun selv blev revet med af fortællingen, ligesom hun var blevet tidligere på dagen.

 

Efter et stykke tid gik døren til kahytten gik op, og de sidste røgskyer, som hang i luften, forsvandt. Smisk var vendt tilbage for at tømme bordet for de sidste madrester.

 

Hun var nået til den sidste del af historien:

 

”Men da ørnen så, hvor fremmed alting så ud, fortrød den, så den vendte om og fløj tilbage mod gården. Herremanden, der troede, at det var en fremmed ørn, skød den ned. Og sådan endte den sine dage,” afsluttede hun, ”med en pil i hjertet, forrådt af sin egen tøven.”

 

Klo rynkede brynene.

 

”Ingen lykkelig slutning?”

 

”Jeg gik ud fra, at du ikke ville bryde dig om det.”

 

Et dystert smil krusede hans læber.

 

”Du har ret. Historier bør afspejle virkeligheden, og virkeligheden er langt fra lykkelig.”

 

”Sommetider kan det være godt at drømme.”

 

Ordene forlod hende, uden hun tænkte over det. Hun talte mere til sig selv end til ham. Var det ikke drømmene, der havde holdt hende i live i alle disse år? Det var dem, hun havde klamret sig til, når virkeligheden i London var blevet for kvælende.

 

Klo rystede på hovedet. Han iagttog Smisk, der atter forlod kahytten.

 

”Man bør ikke dvæle ved drømme på et sted som dette. Det kan blive ens undergang. Bare se på Pan – han er farlig, netop fordi han ingen drømme har. Han lever udelukkende i nuet.”

 

”Peter har masser af drømme,” indvendte hun.

 

”I så fald forstår han dem ikke.” Klo tog endnu en slurk af sin vin og betragtede hende over bægerets kant. ”Hvis han gjorde, ville han have forladt Ønskeøen for længst. I stedet vælger han at forblive den samme.”

 

”Du taler altid om ham, som om du kender ham. Men du aner ikke, hvordan han er –”

 

”Gør jeg ikke? Jeg ved, at han begår de samme fejltagelser, som han altid har gjort, og glemmer dem, han påstår at holde af. Og jeg ved, at han aldrig vil ændre sig.”

 

Selv ikke for din skyld. Han sagde ikke ordene højt, men hun kunne læse dem i hans blik.

 

”Hvad ved du om forandring?” Wendy mærkede vreden vokse i sig, mens hun talte. Hendes fingre greb om kanten på stolen. ”Du har ikke ændret dig det mindste siden jeg var her sidst. Du er stadig lige så besat af at fange Peter, som du var før i tiden. Og hvad angår din fremgangsmåde, så insisterer du stadig på at benytte dig af feje metoder.”

 

Kaptajnen løftede et øjenbryn.

 

”Sådan har du altid set mig, har du ikke? Som skurken i din historie? Jeg troede, du havde bortkastet så simpel en verdensanskuelse.”

 

”Du har ikke givet mig grund til at ændre min opfattelse. Tværtimod har du behandlet mig præcis, som du gjorde sidst.”

 

”Har jeg nu også det? Jeg vil mene, at der er visse forskelle.” Han satte drikkebægeret fra sig og tog en dyb indånding. ”Men lad os nu ikke skændes. Jeg sætter pris på dit selskab. Det var derfor, jeg inviterede dig herind.”

 

Han sendte hende et afvæbnende smil, men Wendy ignorerede hans forsøg på forsoning.

 

”Desværre sætter jeg ikke pris på dit.”

 

”Engang gjorde du.”                                    

 

Påmindelsen var som negle over en tør sårskorpe.

 

”Det var før, jeg vidste, hvordan du virkelig var.”

 

”Og hvordan er jeg virkelig, Wendy Darling?”

 

”Bitter, brutal.” Hun tøvede kort, før hun tilføjede: ”hjerteløs.”

 

Det trak i hans mundvig, som om ordene morede ham.

 

”Du taler altid om min hensynsløshed. Så vidt jeg husker, var det dig, der var parat til at skære halsen over på mig.”

 

”Jeg kunne ikke lade dig kidnappe Tiger Lily,” sagde hun stift.

 

”Selvfølgelig kunne du ikke det.” Nu var spotten tilbage i hans stemme. ”Og jeg kunne ikke lade en chance for at få ram på Pan passere … ”

 

Vreden greb hende atter.

 

”Se? Du har ikke forandret dig. Alle er bare en brik i dit spil, præcis ligesom dengang. Så længe du får, hvad du ønsker, er du ligeglad med, hvem du udnytter. Klokkeblomst, Tiger Lily – ”

 

Mig.

 

Hun bremsede sig selv, inden ordet undslap hendes læber, men det gjorde ingen forskel. Klo faldt hen i en eftertænksom tavshed.

 

”Er det det, du har troet i alle disse år?” Ud af øjenkrogen fornemmede hun, hvordan han drejede cigarholderen mellem fingrene, mens han talte. ”At du blot var en brik i et spil?”

 

”Du var ligeglad med mig.” Hvorfor gjorde det ondt at sige det? ”Det eneste, du ønskede, var at hævne dig på Peter.”

 

Han lænede sig tilbage i stolen og lod kloen hvile mod det tunge armlæn.

 

”Jeg vil ikke benægte at hævn var mit primære motiv, men jeg havde nu stadig håbet på, at du ville have sluttet dig til os. Det glædede mig at have en ombord, som jeg kunne samtale med.”

 

Han var ensom, indså hun. Tanken gik hende mere på, end den burde, og hun skyndte sig at tale for ikke at dvæle for meget ved den.

 

”Du har din besætning.”

 

”En samling inkompetente tåber.”  

 

Enhver sympati, hun kunne have følt for hans situation, veg for harme, da hun hørte ham omtale mandskabet på sådan vis. 

 

”Er det derfor, du dræber dem over den mindste bagatel?”

 

”Du ville være fristet til at gøre det samme, hvis du var vidne til deres tungnemhed på samme måde som jeg.”

 

”Det tror jeg næppe. I modsætning til dig mener jeg ikke, at manglende kompetencer er en undskyldning for mord.” Hendes fingre havde genoptaget deres knugende greb om stolekanten. ”Det er et under, at de ikke har begået mytteri, sådan som du behandler dem.”

 

Han trak på skuldrene.

 

”De valgte mig selv som deres kaptajn.”

 

”Ud af frygt.”

 

”Uden tvivl.”

 

Der opstod en pause. Det faldt hende ind, hvor meget lettere det havde været at snakke med Slightly. Enhver samtale med Klo var en prøvelse; en duel, der blev udkæmpet, ikke med sværd, men med ord. Og hun havde endnu ikke mestret fægtekunsten.

 

”Det må være tomt at skræmme folk til at være loyale,” fortsatte hun. ”Det ville en sand leder ikke have behov for.”

 

Klo fnøs.

 

”En leder som Pan, mener du? Nej, Pan benytter sig af en helt anden strategi. Han binder folk til sig med løfter om eventyr og tryllestøv.”

 

”Du tager fejl.” Hun mærkede, hvordan trangen til at forsvare Peter fik hende til at tale mere heftigt. ”De Glemte Drenge bliver hos ham, fordi de holder af ham. Det er ægte loyalitet.”

 

Kaptajnen affejede hendes ord med en nonchalant håndbevægelse.

 

”Hvad rolle spiller det? I sidste ende adlyder mit mandskab mig alligevel. Jeg har flere mænd, end Pan nogensinde kunne håbe på at samle omkring sig.”

 

Hun rankede sig i stolen.

 

”Og alligevel har du aldrig formået at besejre ham.”

 

”Jeg var tæt på.” Han smilede mørkt. ”Som du måske husker.”

 

Med et gys genkaldte hun sig slaget på Jolly Roger. Mindet om kloen, der susede mod Peters bryst og lyden af hendes eget skrig, der rungede som et ekko hen over dækket, sad stadig i hende.

 

”Men Peter vandt.” Hun tvang sin stemme til at jage erindringen på flugt. ”Og du endte på bunden af havet.”

 

Krokodillen havde slugt ham og trukket ham med ned i dybet. Hvor ville hun ønske, at han var blevet dér og ikke sad over for hende nu, så uudholdeligt levende.

 

Den spottende morskab forsvandt fra Klos ansigt.

 

”Kun fordi jeg fejlvurderede situationen.”

 

”Du undervurderede ham, mener du.”

 

Der var et strejf af triumf i hendes stemme. Hun huskede hans overlegenhed dengang; den faste overbevisning om, at hans plan var lykkedes. Men Peter havde spoleret hans sejr. Peter havde bevist, at nedrige tricks aldrig ville kunne overvinde barndommens magi. Hun smilede, opfyldt at taknemmelig varme.

 

”Ikke ham.” Det blå blik låste sig fast i hendes. ”Dig.”

 

Krusningen på hendes læber visnede bort. Hendes forbløffelse lod til at fornøje Klo.

 

”Jeg undervurderede din rolle,” fortsatte han. ”Ganske vist var jeg klar over, at Pan holdt af dig. Jeg prøvede at udnytte den viden til at såre ham mest muligt. Men det slog fejl.” Hans udtryk blev fjernt. ”Det var ikke faldet mig ind, at hans største svaghed også var kilden til hans styrke.”

 

Selvfølgelig ikke. Det var hendes kærlighed, der havde reddet Peter dengang. Og hvad vidste en mand som Kaptajn Klo om kærlighed? Hvad vidste en mand, der udelukkende var besat af had og hævn, om de kræfter en sådan følelse kunne indgyde? Hun havde lyst til at le af ham - håne ham for hans uvidenhed, sådan som han havde hånet hende tidligere; alligevel var der noget, som holdt hende tilbage.

 

”Men den tid er forbi. Pan må klare sig uden dig fra nu af.”

 

Wendy kunne ikke lade være med at tænke, at dette måske var til Peters fordel. Hun havde ofte følt sig som en klods om benet på ham; den eneste bekymring i hans ellers så ubekymrede sind. Han var bedre uden hende. Stærkere.

 

”Han har ikke brug for min hjælp,” sagde hun.

 

”Nej. På trods af dit fravær dræber han mine mænd med samme lethed, som han altid har gjort.”

 

Hendes ansigt blev stramt, og Klo sukkede.

 

”Nuvel. Jeg forventer ikke, at du tror mig. Du insisterer på at idealisere Pan. Sådan har de alle været.”

 

Wendy rynkede panden, forvirret over antydningen.

 

”Ja, der har skam været andre piger end dig,” fortsatte han. ”Pan gemmer dem godt, men det er lykkes mig at få et glimt af dem fra tid til anden. Du er den første, jeg har haft fornøjelsen af at møde. Og den eneste, der er vendt tilbage.”

 

Hun prøvede at samle sig. Hun forsøgte at overbevise sig selv om, at han løj, men en del af hende vidste, at han talte sandt.

 

”Hvis du tror, det ændrer på, hvordan jeg føler ...” begyndte hun.

 

”Det har jeg ingen illusioner om. Jeg er efterhånden bekendt med din stædighed. Men jeg må indrømme, at jeg finder din situation tragisk. Du må være klar over, at uanset hvor meget du holder af Pan, vil din hengivenhed aldrig blive gengældt. Han bekymrer sig ikke om dig længere. Og hvorfor skulle han? Du vendte dig mod ham for otte år siden, da du valgte at forlade dette her sted.”

 

”Det passer ikke.”

 

”Gør det ikke? Hvis du virkelig elskede Pan, hvorfor blev du så ikke på øen sammen med ham?”

 

Wendy slog blikket ned. En dump smerte jog gennem hende ved tanken om det skænderi, hun og Peter havde haft for så længe siden, omkranset af den dybblå junglenat. 'Tag hjem og bliv voksen' havde han sagt, skønt hans øjne havde tigget hende om at blive. Og alligevel var hun taget af sted.

 

”Jeg blev nødt til at tage hjem. Mine forældre ventede på mig. De var ved at gå til af bekymring –”

 

”Det var mere end det, var det ikke?”

 

Hun så op.

 

”Jeg … jeg troede, jeg længtes efter at blive voksen.”

 

Hun huskede, hvor fascinerende voksenlivets hemmeligheder havde forekommet hende. Men det eneste, der havde mødt hende i London, var pligter. Endeløse aftenselskaber, tomme samtaler, fantasiløse mennesker. En forventning om, at hun burde holde enhver antydning af en selvstændig tanke for sig selv. Der burde være ... mere.

 

”Men jeg tog fejl.”

 

”Det er jeg nu ikke så sikker på.”

 

De gled ind i en tavshed ladet med usagte ord. Wendy rørte uroligt på sig i stolen. Hun fik endnu engang et indtryk af, at manden foran hende kendte hende alt for godt. Men hun ønskede ikke, at han skulle forstå hende. Hun ville gøre alt for at forhindre, at han fik adgang til dybderne af hendes sjæl. Hvis først hun lukkede ham ind, ville hun aldrig være fri for ham igen.

 

”Det er ved at være sent,” bemærkede hun. ”Jeg burde trække mig tilbage til min kahyt.”

 

”Selvfølgelig. Tillad mig at eskortere dig.”

 

Han rejste sig med en glidende bevægelse og var straks henne ved hende. Hans pludselige nærhed fik hende til at spænde i kroppen. Hun huskede tydeligt, hvad der var sket, sidste gang han havde været så tæt på. Hvis Klo registrerede hendes anspændthed, lod han sig ikke mærke med det. Han bød hende sin arm med en galant bevægelse, og da hun ikke følte, at hun kunne afvise hans gestus, accepterede hun den tøvende. De fulgtes ad ud af kahytten.

 

Mørket havde sænket sig fuldkomment over dækket nu. På trods af fraværet af stjerner på nattehimlen kunne hun stadig skimte omgivelsernes konturer. Hun kastede et skjult blik på kaptajnen. Hendes hånd hvilede på hans arm, og det krævede al hendes selvbeherskelse ikke at lade fingre skælve mod frakkens bløde brokade. Situationen forekom hende absurd. Blot en dag forinden havde han truet hende på livet. Nu eskorterede han hende til hendes kahyt med eksemplarisk høflighed. Som han behandlede hende nu, kunne han lige så godt have været en af de mange gentlemen, hun havde mødt til aftenselskaberne i London. Kloen, der stak ud af frakkeærmet, var dog en påmindelse om, at han var alt andet end det.

 

De nåede frem til hendes kahyt, og Wendy slap kaptajnens arm. Hun takkede hurtigt for aftenens måltid, hvorefter hun vendte sig om, ivrig efter at lægge en dør imellem dem.

 

”Vent.”

 

Kaptajnen trådte hen foran hende, og hun mærkede, hvordan hun stivnede. Med sin klo strøg han hendes hår bort, så riften på hendes hals blev blottet.

 

”Jeg beklager … dette,” mumlede han. ”Og den øvrige smerte, jeg har forvoldt dig.”

 

Oprigtigheden i hans blik fik en dump smerte til at brede sig i hendes indre. Hun forbandede denne instinktive trang til at tro på ham. Med opbydelsen af al sin vilje hærdede hun sit sind. Hun nægtede at godtage ordene som sande.

 

En tanke strejfede hende. Hun kunne umuligt stole på ham, men måske var det en fordel, hvis han troede, at hun gjorde det. Hun nikkede til ham og sagde i det bløde tonefald, hun så ofte havde hørt sin mor benytte sig af:

 

”Du er tilgivet.”

 

En trækning løb over Klos læber. Han lænede sig ind mod hende, og pludselig var han tæt på hende - alt for tæt på hende - så tæt på, at hun kunne se guldringen glimte i hans øre og lyset spille i de dekorative mønstre på hans jakke. Detaljerne stod alt for skarpt.

 

”Du bliver først en sand pirat, når dine øjne lærer at lyve lige så overbevisende som din mund.” Han trak trådte et skridt bagud og gjorde et kort buk. ”Godnat.”

 

Han vendte sig bort og begav sig gennem gangens skygger, tilbage mod sin kahyt.

 

Wendy blev stående og så efter ham. Først da hun var helt sikker på, at hun var alene, skyndte hun sig ind i kahytten og skød slåen for døren. Hun lagde sig på sengen og svøbte sig i tæppet, men der gik mange timer, før hun endelig faldt i søvn.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...