Glemte længsler

For otte år siden havde det været Peter, der havde tilbudt hende en udvej. Nu var det den mørke skikkelse fra den slørede udkant af hendes drømme, der rakte ud efter hende. Wendy/Klo fanfic.

--------

Denne fic er baseret på Peter Pan-filmen fra 2003, som jeg anbefaler, at man ser, inden man går i gang med at læse historien. Den eneste afvigelse fra filmen består i, at De Glemte Drenge (i min version af historien) ikke tog med til London, da Wendy og hendes brødre vendte hjem, men valgte at blive på Ønskeøen sammen med Peter.

0Likes
3Kommentarer
1049Visninger
AA

8. Udsigt

 

I mange år havde Wendy stolt erklæret, at hun ikke var bange for højder. Hendes højdeskræk var blevet kureret, da hun som lille havde hvirvlet gennem Ønskeøens trækroner sammen med Peter Pan. På vej mod toppen af Jolly Rogers stormast mærkede hun dog, at hun blev nødt til at genoverveje denne position. Her var ingen tryllestøv til at holde hende oppe; det eneste, der afholdt hende fra at falde, var hendes greb om den knirkende rebstige, og lige nu tvivlede hun på, at dette greb var stramt nok.

 

Hun tvang sig selv til at fortsætte med at kravle på trods af sine skælvende lemmer. Et pludselig glimt af dækket, der befandt sig flere meter under hende, fik hende til at stivne. Det svimlede for hende, og hun måtte et kort øjeblik hvile panden mod rebene. Da den kvalmende snurren havde fortaget sig, fortsatte hun endnu engang opad og nåede, til sin store lettelse, endelig sit mål.

 

Med en kraftanstrengelse fik hun halet sig selv op i den trange udkigstønde, hvori Slightly befandt sig. Piraten greb hendes hænder og hjalp hende på benene.

 

"Du klarede det!" udbrød han. "Og endda hurtigere, end jeg havde troet."

 

Wendy fremtvang et smil og støttede sig til kanten af udkigstønden, mens hun tog nogle dybe indåndinger. Hendes svedige håndflader brændte efter kontakten med de grove reb, og hele hendes krop rystede af udmattelse. Musklerne værkede under huden som en påmindelse om, at hun ikke var vant til denne form for fysisk aktivitet.

 

Slightly så på hende. Hans overstadige begejstring veg for bekymring.

 

"Er du alright?"

 

"Ja," sagde hun stakåndet, "men det var noget af en tur."

 

"Det syntes jeg også i starten. Nu har jeg efterhånden vænnet mig til det."

 

Wendy tvivlede på, at hun nogensinde ville være i stand til det samme. Prøvende flyttede hun vægten fra det ene ben til det andet. Det var en lettelse af få stabil grund under fødderne igen. Hun fornemmede, at hun atter kunne stole på sine ben og slap derfor sit tag i gelænderet. Hendes åndedræt blev mere normalt. Slightly lod til at registrere, at hun havde fået det bedre, for hans ansigt lyste op i et smil. Han rettede sig op og trådte et skridt hen mod hende.

 

"Nu hvor du er nået frem, så tillad mig at præsentere, hvad jeg lovede i går." Han gjorde en højtidelig armbevægelse. "Udsigten!"

 

Hun drejede hovedet og så ind mod Ønskeøen.

 

Øen hævede sig som en kæmpe over havets blå flade. Stranden lå som en gul stribe langs kysten, afgrænset af stejle klippeformationer, i hvis top små vandfald havde deres udspring. Bag stranden tårnede junglen sig op. Den bredte sig grøn og uigennemtrængelig ind mod øens midte, hvor den til sidste måtte vige for bjergenes nøgne sten. På toppen af det højeste bjerg kunne hun ænse et fint lag sne.

 

Om det skyldtes det klare vejr, vidste hun ikke, men øen syntes at funkle imod hende. Hun smilede og glemte pludselig alt om sine ømme lemmer.

 

"Hvor er det smukt," sagde hun.

 

"Ja, ikke? Jeg bliver aldrig træt af at kigge på det. Kom engang og se." Slightly viftede hende tættere på. "Det dernede er De Forladtes Klippe." Han pegede ivrigt mod en dystert udseende klippe midt på stranden. "Og derhenne ligger Den Sorte Borg."

 

Wendy fulgte retningen på hans finger. Hun var klar over, at han pegede mod et punkt i udkanten af bugten, men hun kunne ikke se andet end forsvindende jungle.

 

"Hvor?"

 

"Lige derhenne," gentog han. "Hvis du ser efter, kan du se tårnene stikke op over trækronerne."

 

Wendy kneb øjnene sammen, men kunne stadig intet se. Hun vendte sig forundret mod piraten.

 

"Kan du virkelig se så langt?"

 

"Jeg har altid haft gode øjne." Slightly skød brystet frem med en stolt bevægelse. "Det er derfor, jeg blev udnævnt til udkigsmand."

 

"Det lyder til, at du er tilfreds med din post."

 

"Mere end tilfreds." Det brede smil, han sendte hende, efterlod ingen tvivl om, at han mente det. "Det er meget bedre end at svabre dæk eller rense kanoner. Jeg får lov til at sidde heroppe det meste af dagen. Og sommetider også om natten. Du skulle se, hvordan her ser ud, når der er stjerneklart."

 

"Bliver det aldrig ensomt?"

 

"Næh. Jeg nyder faktisk at være her. Man får det hele på afstand."

 

"Det kunne jeg godt forestille mig," sagde hun stille.

 

Hvor tit havde hun ikke trukket sig tilbage til balkonen på børneværelset for at være alene med sine tanker? Hun havde ikke tal på, hvor mange gange hun havde stået og stirret ud i natten, mens hun overvejede, hvad hendes fremtid ville bringe.

 

Hendes øjne strejfede atter udkanten af bugten. Hun så på Slightly.

 

"Må jeg låne din kikkert?"

 

"Selvfølgelig."

 

Slightly fandt kikkerten frem og rakte hende den. Hun satte den for øjet og rettede den mod punkt, han havde peget på tidligere. Det tog hende ikke mange sekunder at stille skarpt på en samling mørke ruiner, der hævede sig majestætisk over junglen. Nu kunne hun tydeligt se tårnene, hvis skygger bredte sig over trækronerne.

 

"Besøger I ofte Den Sorte Borg?" spurgte hun, mens hendes minder kredsede om de begivenheder, der havde udspillet sig i den forfaldne fæstning, sidst hun havde været på øen.

 

"Kun når vi prøver at lokke Peter dertil. Det er et ideelt sted til bagholdsangreb," Slightly lænede sig op ad rækværket, mens han talte. "Men jeg bryder mig egentlig ikke om at være der. Der er koldt og mørkt, og tidevandet er aldrig til at stole på. Desuden er der mange andre steder på Ønskeøen, der er mere interessante."

 

"Måske får du anledning til at vise mig nogle af dem på et tidspunkt."

 

"Det håber jeg." Den utilslørede entusiasme i Slightlys stemme fik ham til at lyde som den lille dreng, han havde været engang. "Der er så meget, jeg ved, du vil synes om!"

 

Hun sendte ham et smil og gav ham kikkerten tilbage. Han satte instrumentet for øjet og begyndte at spejde mod horisonten. Mens han passede sit job som udkigsmand, vendte hun opmærksomheden mod Jolly Roger.

 

Skibet så ganske anderledes ud oppe fra udkigstønden, end det havde gjort nede fra dækket. Sejlene var ikke slået ud i dag, men var surret fast masterne, og tovværket snoede sig som spindelvæv ind og ud mellem bommene. En let brise blæste gennem rigningen og fik rebene til at knirke.

 

Under sig kunne hun se besætningen myldre rundt. Nogle af mændene var i færd med at slæbe krudttønder ned i et lastrum, andre fejede dækket eller pudsede skibets kanoner. En lille, buttet skikkelse, som kun kunne være Smisk, vandrede rundt mellem dem og holdt øje med arbejdet.

 

"Hvem er det?" Hun nikkede i retningen af en pirat, der var i gang med at stable en bunke kanonkugler midt på dækket. Manden gjorde et kort ophold for at klø sig i sit tjavsede skæg.

 

"Starkey," svarede Slightly, der havde sænket kikkerten for at se, hvem hun refererede til. "Og personen, der hjælper ham, er ..."

 

"Bill Jukes", sagde hun smilende. "Jeg kan kende ham på tatoveringerne."

 

"Dem har han haft, så længe jeg kan huske. Rygtet siger, at han er født med dem." Slightly rettede kikkerten mod de to mænd på dækket. "Jukes er ikke til at stole på, men Starkey er en flink fyr. Jeg tror, du ville kunne lide ham."

 

Hun studsede over Slightlys tonefald.

 

"I er måske venner, du og Starkey?" spurgte hun.

 

Slightly grinede.

 

"Så meget venner som pirater nu kan være." Han klappede kikkerten sammen og stak den tilbage i baglommen. "Her ombord ville din bedste ven ikke tøve med at skyde dig, hvis han opdager, at du snyder i kortspil. Mason dernede mistede engang tre fingre, fordi Mullins tog ham i at bruge falske kort under et slag poker. Og de betegner sig selv som kammerater."

 

Wendy skar en grimasse. At dømme efter det lette tonefald, hvori Slightly omtalte episoden, var blodsudgydelser en del af hverdagen på Jolly Roger. Men det var vel, hvad man kunne forvente, når besætningen havde Kaptajn Klo som forbillede. Instinktivt så hun ned mod forskibet, hvor Klos kahyt var placeret.

 

"Kaptajnen er ikke ude på dækket," konstaterede hun.

 

"Han viser sig sjældent herude på denne tid af dagen." Slightly placerede sig med ryggen mod masten og vippede hatten ned over panden, så hans ansigt var skærmet for solen. "Jeg vil gætte på, at han har travlt med at lægge planer."

 

"Planer for, hvordan I fanger Peter?"

 

Piraten sendte hende et beklagende blik.

 

"Det må jeg ikke fortælle dig noget om. Kaptajnens ordrer."

 

"Gør du altid, hvad kaptajnen siger?"

 

Udfordringen i hendes stemme var ikke til at tage fejl af. Slightly skævede til hende under hatteskyggen, og til hendes overraskelse så hun, at han tøvede.

 

"Ikke altid. Jeg gik imod hans ønsker for nogle dage siden."

 

Hun betragtede ham med et spørgende blik. Han stak hænderne i lommen og så frem og tilbage mellem Wendy og en ridse i rækværket.

 

"Kaptajnen havde givet os strenge ordrer om ikke at genere dig, efter du var ankommet. Men jeg sneg mig alligevel ned til din kahyt ..."

 

Wendy, hvis tanker vendte tilbage til den pågældende aften, spærrede øjnene op.

 

"Så det var dig, der skubbede kniven ind til mig!” udbrød hun.

 

Slightly borede hænderne dybere ned i lommerne. Et rødligt skær viste sig på hans solbrændte kinder.

 

"Ja," tilstod han.

 

"Men hvorfor?"

 

"Jeg anede ikke, hvad kaptajnen havde af planer for dig."

 

Slightly lod sig kure ned langs masten, indtil han sad på bunden af udkigstønden.

 

"Størstedelen af besætningen var overbevist om, at han ville skære halsen over på dig og smide dig i havet for at statuere et eksempel. Vise, hvad der sker, hvis man er venner med Peter Pan. Den teori beroligede mig ikke ligefrem. Jeg følte, jeg blev nødt til at gøre noget. Så jeg besluttede mig for at hjælpe dig, så godt som jeg nu kunne."

 

Wendys bryst fyldtes med varme. Hun bøjede sig ned og lagde hånden på drengens skulder.

 

"Det var modigt gjort."

 

"Du er min mor," svarede han blot. "Hvis ikke jeg skulle være modig for din skyld, hvis skulle jeg så?"

 

Hun trak langsomt hånden til sig. Hun havde lyst til at sige, at hun ikke var hans mor. At det ikke var hende længere. Men hun forholdt sig tavs.

 

Slightly trak hatten af og begyndte at klø sig i nakken. Efter nogle sekunder standsede han, som om noget pludselig var faldet ham ind. Han lagde hovedet på skrå.

 

"Fortæller du stadig historier?" spurgte han.

 

Hun så ind i de mørkeblå øjne og vidste med det samme, hvad han tænkte. Nu var det hendes tur til at tøve.

 

"Det er længe siden, jeg sidst har forsøgt," indrømmede hun og pillede nølende ved en hårtot, der stak ud under bandanaen.

 

"Har du ikke lyst til at fortælle mig en? Ligesom i gamle dage."

 

"Jeg ved ikke ..."

 

"Åh, jo, kom nu." Han stirrede på hende med det bedende udtryk i ansigtet. "Fortæl den om Askepot - den, som du altid plejede at fortælle os."

 

Wendy betragtede ham i nogle sekunder. Han sad med hatten balancerende på knæene og hovedet håbefuldt løftet. Hans øjne glitrede spændt. Det gik op for hende, at hun ikke kunne nænne at skuffe ham. Hun tog en dyb indånding.

 

"Lad gå da. Hvis du insisterer. Men jeg lover ikke, at jeg kan huske alle detaljerne."

 

Hun glattede omhyggeligt folderne i sin skjorte, hvorefter hun satte sig ned. Slightly trak benene tæt ind til kroppen og stirrede på hende med et forventningsfuldt blik. Hun rømmede sig lavmælt, mens hun prøvede at genkalde sig det eventyr, hun havde fortalt for ham så mange gange før. Da hun mente at have historien nogenlunde på plads, åbnede hun munden og begyndte at fortælle.

 

"Der var engang en pige, der hed Askepot. Enhver, der kendte hende, var af den opfattelse, at hun var en ganske almindelig ung dame. Men som vi snart skal høre, tog de grueligt fejl."

 

Hun dæmpede sin stemme en smule for effektens skyld og sendte sit enmandspublikum et alvorligt blik.

 

"Det hele begyndte den aften, hvor hun hørte en lyd uden for sit vindue ..."

 

Wendy kunne ikke lade være med at smile, mens hun talte. Hun var ikke nået særlig langt ind i fortællingen, før hun opdagede, at hun stadig besad evnen til at fastholde sin tilhørers opmærksomhed. Det var sandt, at de små fortællekneb, der før i tiden var kommet så naturligt til hende, lå fjernt i hendes bevidsthed, men efterhånden som hun fik talt sig varm, vendte de tilbage til hende. Hun huskede atter, hvordan små, velplacerede pauser kunne få lytteren til at holde vejret i spænding, og hvordan afsløringen af en uventet drejning i plottet kunne få publikum til at gispe.

 

Hendes beretning om Askepots blodige dueller mod piraterne fik det til at gibbe i Slightly. En enkelt gang - under heltindens afsked med den mystiske prins - mente hun endda, at hun kunne skimte en tåre i hans øjenkrog. Da historien var ovre, og Askepot endelig havde fået sat Sortskæg og hans kumpaner ud af spillet med en serie bragende skud fra sin revolver, lænede Wendy sig tilbage mod rækværket, tilfreds med måden, hvorpå hun havde afrundet fortællingen.

 

Der gik et par sekunder, før det gik op for Slightly, at historien var forbi. Han løftede hovedet med et ryk.

 

"Men ... hvad med hendes glassko?"

 

"Skoene?" Wendy følte sig ør i hovedet efter at have talt så længe. "Åh ja, det er sandt, dem glemte jeg helt. Jamen dem tog Askepot skam med sig tilbage til huset og gemte inderst i sit skab. Hun sover med revolveren under hovedpuden nu, i tilfælde af at nogen skulle forsøge at stjæle dem endnu engang."

 

Piraten var tilsyneladende tilfreds med svaret. Han hvilede hagen i håndfladen og stirrede ud i luften med en eftertænksom mine.

 

"Ja." Han nikkede for sig selv. "Det lyder som den rigtige slutning på historien."

 

Hans blik faldt atter på hende.

 

"Det er sjovt. Du har forandret dig ... men det har dine historier ikke."

 

"Det er jeg glad for at høre," sagde hun. "Måske egner jeg mig alligevel til at være fortæller."

 

"Selvfølgelig gør du det." Han slog ud med armene og ramte sin hat, der landede på jorden med et blødt 'bump'. "Du er den bedste fortæller på hele Ønskeøen!"

 

Hans urokkelige tiltro fik hende til at smile. Han samlede sin hat op og børstede et par støvfnug af den. Hun iagttog ham og følte, at tiden var inde til at stille det spørgsmål, der så længe havde presset sig på. Smilet på hendes ansigt svandt langsomt bort.

 

"Slightly ..." begyndte hun. "Vil du ikke fortælle mig om Peter? Du behøver ikke afsløre jeres planer," tilføjede hun, da hun så piratens beklemte ansigtsudtryk. "Jeg vil bare gerne vide, hvordan han har det."

 

Slightly var tavs et par sekunder, men lod så til at godtage hendes forslag.

 

"Der er ikke meget at fortælle. Han har det, som han altid har haft det."

 

"Er Klokkeblomst stadig ved hans side?"

 

"Ja." Slightly lod hatten snurre rundt på fingeren, så den forvandledes til en sort fartstribe "Det var hun i hvert fald, sidst jeg så ham."

 

"Det anede mig nok." Wendy kunne ikke lade være med at smile. Engang havde hun været irriteret over feen og dens rasende jalousi. Nu morede hun sig ved tanken om den lille skabning. "Hun er ikke så let at slippe af med. Hvad med De Glemte Drenge? Er der kommet flere af dem?"

 

"Peter henter nogle nye med jævne mellemrum."

 

Wendy så op mod himlen, hvor enkelte hvide skyer drev forbi.

 

"Der er åbenbart aldrig mangel på drenge, der falder ud af barnevogne."

 

Slightly indstillede sin snurren og så på hende.

 

"Tror du virkelig på det?"

 

"Hvad mener du?"

 

"Det med barnevognene." Han holdt hatten op mod solen for at undersøge hullerne i det tyndslidte stof. "Jeg har altid syntes, at det virkede som noget, Peter bare fandt på."

 

"Det ... det har jeg aldrig rigtig tænkt over. Hvordan skulle De Glemte Drenge ellers havne her?"

 

Slightly virkede til at overveje spørgsmålet i nogle sekunder, hvorefter han trak på skuldrene. Han anbragte atter hatten på hovedet og pressede den ned over de mange krøller.

 

"Jeg ved det ikke."

 

Wendy stirrede frem for sig. Det var aldrig faldet hende ind, at Peter måske ikke talte sandt. Alligevel ville det ikke overraske hende, hvis det var tilfældet. Han havde jo altid været typen, der elskede en god historie, hvad enten den var opfunden eller ej.

 

"Kæmper I tit mod ham?" spurgte hun. "Peter, mener jeg."

 

Slightly rystede på hovedet.

 

"Nej. For det meste jager vi indianerne. Og engang imellem kommer der pirater fra fremmede farvande, som prøver at gøre krav på vores territorium. Så bliver vi nødt til at forsvare os."

 

"Har du været med i mange søslag?"

 

"Et par stykker. Det første var det mest intense."

 

"Hvad skete der?"

 

"Det var et par dage efter jeg var blevet en del af besætningen. Jeg sad ude på dækket og var i færd med at pudse kanonerne, da jeg pludselig fik øje på noget, der rørte sig ude i tågen. Jeg prøvede at gøre Bill Jukes opmærksom på det, men han ville ikke lytte. Han var sikker på, at jeg gjorde grin med ham. Han var på nippet til at give mig én på kassen, da kaptajnen råbte til os, at vi skulle gøre os klar til kamp. Få sekunder senere hørte vi braget fra fjendens kanoner."

 

Wendy lyttede åndeløst, mens Slightly beskrev det blodige slag, der fulgte.

                                                                                                  

"Det lader til, at du også er lidt af en fortæller," sagde hun, da piraten havde fuldendt sin beretning. "Var du ikke bange?"

 

"Tjoh. Det var ikke ligesom i gamle dage, hvor jeg ikke var bange for noget."

 

"Var det under det slag, at du fik ...?"

 

Hun pegede på arret i hans ansigt. Slightly hævede hånden og lod fingrene løbe over flængen på den ene kind. Hun kunne fornemme, at han tøvede.

 

"Nej ... nej, det er en helt anden historie."

 

Hans lukkede mine fortalte hende, at han ikke havde lyst til at uddybe. I stedet for at spørge yderligere ind til emnet, vendte hun derfor opmærksomheden mod dækket, hvor skibets besætning stadig var travlt optaget af deres pligter. Smisk var i færd med at inspicere Starkeys stabel af kanonkugler. Styrmanden nikkede godkendende til piraten og forsvandt derefter ned i det lastrum, hvor krudttønderne var ved at blive opmagasineret.

 

Efter et stykke tid så hun tilbage på Slightly, hvis ansigt nu atter var blevet muntert. Munterheden veg dog for forlegenhed, da hans blik mødte hendes.

 

"Jeg lovede for resten nogle af mine kammerater, at jeg ville præsentere dem for dig," sagde han en smule beklemt. "Hvis altså du har lyst?"

 

Wendy smilede.

 

"Selvfølgelig. Det ville glæde mig at møde dem. Jeg har knap nok udvekslet et ord med mandskabet, siden jeg ankom."

 

"De har ikke turde nærme sig," sagde piraten med et grin. "De ved ikke, hvordan de skal opføre sig over for sådan en fin dame om dig."

 

Smilet på Wendys læber svandt bort.

 

"Jeg er ikke -"

 

Et hæst råb skar gennem luften. Hun nåede akkurat at konstatere, at stemmen tilhørte skibskokken, inden den halvvoksne dreng foran hende havde grebet hendes hånd og var i færd med at trække hende hen mod rebstigen.

                                                                                                                     

"Kom. Hvis vi skynder os, kan du lige nå at hilse på Turley og Cecco, inden frokostpausen er forbi."

 

Han svingede sig ud over udkigstøndens kant, og Wendy iagttog ham, mens han, let og ubesværet, begyndte at kravle ned ad den gyngende rebstige. Hun tog en dyb indånding og samlede mod til sig, hvorpå hun fulgte efter.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...