Glemte længsler

For otte år siden havde det været Peter, der havde tilbudt hende en udvej. Nu var det den mørke skikkelse fra den slørede udkant af hendes drømme, der rakte ud efter hende. Wendy/Klo fanfic.

--------

Denne fic er baseret på Peter Pan-filmen fra 2003, som jeg anbefaler, at man ser, inden man går i gang med at læse historien. Den eneste afvigelse fra filmen består i, at De Glemte Drenge (i min version af historien) ikke tog med til London, da Wendy og hendes brødre vendte hjem, men valgte at blive på Ønskeøen sammen med Peter.

0Likes
3Kommentarer
1041Visninger
AA

13. Udfordring

 

Den aften spiste de endnu engang i tavshed.

 

Wendy havde ikke megen appetit og lagde bestikket fra sig efter få minutter, mens kaptajnen uforstyrret spiste videre. Stilheden i kahytten syntes ikke at gå ham på. For hende var den derimod kvælende.

 

Det eneste, hun ønskede, var at få aftenen overstået, så hun atter kunne vende tilbage til sin kahyt, men hun vidste, at det umuligt ville være så nemt. Hvert eneste møde med kaptajnen indebar uventede spørgsmål og hentydninger, hun ikke brød sig om at forholde sig til. Det var denne uforudsigelighed, der gik hende på mest af alt, og den syntes at gennemsyre alt, hvad kaptajnen gjorde og sagde – at være en del af selveste hans væsen.

 

Hendes fingre strøg over stilken på drikkebægeret, som hun netop havde tømt. Måske var det en fordel, hvis hun for en gangs skyld indledte samtalen, så Klos første træk ikke kom bag på hende. Hun rettede blikket mod ham.

 

”Hvad er det, du vil med mine historier?”

 

Måske var det vinen i hendes blod, der gav hende dristigheden til at stille det spørgsmål, han havde nægtet at besvare tidligere.

 

Kaptajnen, der netop havde færdiggjort sit måltid, kiggede på hende. Han rakte ud efter en serviet og tørrede sig om munden med en bevægelse, der var både elegant og skødesløs på samme tid.

 

”Du må selv have gjort dig nogle overvejelser.”

 

Wendy trak vejret dybt. Han var som et spejl, der blot kastede hendes egne spørgsmål tilbage til hende. Jo, hun havde skam gjort sig overvejelser. I løbet af de sidste par dage havde hun ofte spekuleret over Klos intentioner, og hver gang var hun nået frem til den samme forfærdelige tanke, nemlig at det ikke var hendes historier, han var interesseret i, men -

 

”Jeg har ingen anelse.”

 

Kaptajnen smilede. Han lagde servietten fra sig og åbnede en læderindbunden cigarkasse med spidsen af sin klo. Smisk kom ilende med den tvedelte cigarholder, hvori han straks placerede en af de håndrullede cigarer fra æsken. Han strøg en tændstik, hvis flamme kortvarigt badede kaptajnens ansigt i et rødt skær.

 

”En god historie har mere magt end styrken fra tusind mænd.” Klo sugede ind og blæste en røgring, som opløstes i luften. ”Fortællinger kan mere end at underholde. De er med til at forme verden.”

 

Det kryptiske udsagn fik Wendy til at rynke brynene. Hun iagttog ham gennem det fine, grå slør, røgringen havde efterladt.

 

”Så du er af den opfattelse, at mine historier har magt?”

 

”Jeg ved det.” Cigarens glød ulmede mod det blege ansigt. ”Jeg har mærket det på egen krop.”

 

I et glimt så Wendy hans maltrakterede legeme for sig, sådan som det havde ligget inde i krokodillen. Hun vidste, at det var hende, der havde helet ham. Der var ingen grund til at benægte det længere. Hun havde kaldt en død mand tilbage til livet og vævet hans lemmer sammen, på samme måde som man væver ord sammen til en historie, selvom hun ikke anede hvorfor.

 

Hun blev revet ud af sine tanker, af den pludselige klirren af tallerkener, der tilkendegav, at Smisk var i færd med at rydde af efter måltidet.

 

”Tidligere sagde du, at mine fortællinger blot var barnlige påfund,” sagde hun.

 

Kaptajnens øjne glimtede bag de krøllede røgskyer.

 

”Det mindsker ikke deres værd. Dine historier rummer et ukendt potentiale. Derom er der ingen tvivl.”

 

Et lavmælt ’klik’ fortalte hende, at døren var gået i, og at Smisk havde forladt kahytten. Ligesom sidst blev Wendy overmandet af den forfærdelige følelse af at være fuldkommen forladt, overladt til den mørke skikkelse på den anden side af bordet.

 

”Apropos historier … ” Klo skoddede cigaren i et forgyldt askebæger. ”Jeg ønsker at høre en ganske særlig en af slagsen i aften.”

 

”Hvilken?”

 

Hun genkaldte sig nogle af de historier, hun havde øvet sig på tidligere på eftermiddagen, da hun havde prøvet at komme på fortællinger, der kunne appellere til ham.

 

Han smilede.

 

”Historien om Wendy Darling.”

 

Hun blinkede og kæmpede for at holde ansigtet i ro, men kaptajnens ansigtsudtryk efterlod ingen tvivl om, at han fornemmede, hvorledes hendes indre var i oprør.

 

”Lad mig begynde.” Han lænede sig tilbage i stolen. ”Engang var der en pige, der ikke ønskede at blive voksen. Derfor løb hun hjemmefra sammen med Peter Pan …”

 

Wendy krympede sig. Hun brød sig ikke om at høre sin egen historie blive fortalt på den måde, som om hun ikke selv havde ejerskab over den. Der var en ubestridelig sårbarhed forbundet med at skulle fortælle ens egen historie, men hun vidste, at det ikke nyttede noget at protestere. Kaptajnen havde valgt en historie, og en aftale var – som han selv havde gjort hende opmærksom på tidligere – en aftale. Hun var fortælleren, og hun blev nødt til at gøre sin pligt.

 

Hun rømmede sig lavmælt.

 

”Jeg forlod mit hjem i London og tog med Peter til Ønskeøen,” begyndte hun, besluttet på at give ham en version af sin historie, der var så tom for detaljer som muligt. ”Men jeg vendte tilbage efter … ” - hvor lang tid havde hun været borte? Det havde føltes som uger, måneder, år - ”… et stykke tid. Det gik op for mig, at jeg havde et liv, der ventede på mig. Et liv, jeg ikke kunne lægge bag mig.”

 

Hun kunne tydeligt huske sin hjemkomst fra Ønskeøen: hvordan hun havde klatret over det rimfrost-dækkede gelænder på balkonen og atter var trådt ind i børneværelset. Hvor åbent og ubegrænset havde livet ikke forekommet hende dengang?

 

”Og hvad skete der, efter du forlod Ønskeøen? Glemte du dine drømme?”

 

”Nej.” Hendes fingerspidser fulgte mønsteret på den hvide serviet, der lå i hendes skød. ”Jeg drømte om at blive forfatter. Men min tante frarådede det. Det samme gjorde mine forældre, selvom de aldrig sagde noget. De ville hellere have, at jeg skulle gifte mig.”

 

”Ah, så det er her, din bejler kommer ind i billedet. Hvad var hans navn?”

 

”Edgar.”

 

Navnet føltes fremmedartet i hendes mund. Der var så mærkeligt at sige det her, et sted så langt fra London.

 

”Edgar,” gentog Klo eftertænksomt. ”Han lod til at være en nydelig ung knægt. Et godt parti for en ung dame.”

 

”Ja,” sagde hun blot.

 

”Men du brød dig ikke om ham.”

 

”Jo, jeg gjorde,” sagde hun og ignorerede det faktum, at hun snakkede om Edgar, som om han var ophørt med at eksistere. ”Jeg kunne vældigt godt lide ham. Men det betød ikke, at jeg ønskede at gifte mig med ham.”

 

Klo sukkede. Han stirrede på de sidste spinkle spiraler af røg, der vred sig oppe under loftet.

 

”Det, man ønsker, og det, man er nødt til. To ting, der bliver mere og mere uforenelige i takt med, at man bliver ældre.”

 

Hun mærkede sin hals snøre sig sammen.

 

”Så du ved, hvordan det er ...”

 

Kaptajnen lænede sig frem. Skyggen af et smil kom til syne i hans mundvig.

 

”Hvorfor tror du, jeg endte her?”

 

Hun måbede, da hun indså sandheden. Han havde gjort ligesom Peter, ligesom hende

 

”Du stak også af.”

 

Hun havde aldrig overvejet, at personen over for hende engang havde eksisteret uden for Ønskeøen. En helt almindelig mand med to intakte hænder. En mand, der endnu ikke havde mødt sin ærkefjende. Ikke Klo, men James.

 

James. Navnet satte sig som en plet af gåsehud i hendes nakke.

 

”Hvordan gjorde du det?” Nysgerrigheden tog over, og hun talte med en iver, der ellers var så ulig hende. ”Hvordan fandt du vej hertil?”

 

”Rolig nu, min skønne. Det er din historie vi skal høre, ikke min.”

 

”Men -”

 

”Min historie gemmer vi til en anden dag. Du var i gang med at fortælle om din unge beundrer. Edgar. Hvad er hans beskæftigelse?”

 

”Han læser til læge,” sagde Wendy og prøvede at samle sine tanker. Det nyttede ikke noget at prøve at styre samtalen i en anden retning, så længe Klo var imod det.

 

”Lad mig gætte – han er den idealistiske type, der tror, han kan redde verden. Sådan starter de alle.”

 

Den åbenlyse ringeagt i hans stemme fik hende til at ranke sig i stolen.

 

”Jeg synes, idealisme er noget af det mest beundringsværdige, man kan have,” sagde hun. ”Det er så let at være kyniker.”

 

Der lå en åbenlys udfordring i ordene, men han tog den ikke op. I stedet smilede han blot.

 

”Så burde du måske alligevel have giftet dig med ham.”

 

Hun rødmede.

 

”Jeg ønskede ikke at gifte mig. Ikke med Edgar, ikke med nogen. Alle taler om ægteskabet, som om det er det mest berigende i en kvindes liv. Men i virkeligheden er det bare en undskyldning for at spærre hende inde –”. Hendes hænder strammede sig krampagtigt om servietten i hendes skød. ”Jeg holdt af Edgar, men jeg ... jeg kunne ikke lade ham dømme mig til en sådan tilværelse.”

 

”Hvem siger, at voksenlivet er blottet for enhver form for eventyr?”

 

Klos øjne skinnede af slet skjulte antydninger.

 

Du lader ikke til at synes om dit liv,” sagde hun uden at tillade sig selv at forstå, hvad han mente.

 

”Sandt nok. Der er øjeblikke, hvor jeg ønsker, at du havde ladet mig forblive i glemslen og ikke havde bragt mig tilbage til … dette.” Han gestikulerede mod tingene i kahytten, men Wendy vidste, at bevægelsen omfattede langt mere end blot de ydre omgivelser. ”Men der er også sider af denne tilværelse, som jeg nyder.”

 

”Livet som pirat er anderledes. Du er fri.”

 

Hans læber fortrak sig i et kynisk smil.

 

”Du må efterhånden vide, at det ikke er så simpelt.”

 

”Du er ikke bundet af normer og pligter,” fastholdt hun. ”Det giver dig en vis frihed. Der er intet, der hindrer dig i at … tage, hvad end du vil have.”

 

Hun hørte, hvordan hendes stemme vaklede under vægten af de ladede ord. Klo tog endnu en slurk af sit drikkebæger.

 

”Eftersom du selv er pirat nu, står det dig frit for at leve efter det samme princip.”

 

Der lå noget sælsomt i ordene. En invitation fremsat med en lethed, der dækkede over noget mere. Hun slog blikket ned.

 

”Jeg har stadig min samvittighed.”

 

Klos ansigt blev alvorligt.

 

”Sørøveriet er en hård levevej og ikke en, hvor din samvittighed vil komme dig til gavn. Det kræver en vis nådesløshed at være pirat.”

 

Hun glattede servietten ud i skødet.

 

”Så egner jeg mig måske alligevel ikke til dette liv.”

 

De blå øjne fæstede sig på hende og låste hende fast til stolen.

 

”Tværtimod. Jeg mener, du har demonstreret en sådan nådesløshed tidligere.”

 

”Det, jeg gjorde, gjorde jeg for at beskytte Tiger Lily.”

 

”Ja …” Klo satte drikkebægeret fra sig. ”Du ønskede ikke, at jeg skulle udnytte hende, på samme måde som jeg udnyttede dig. Hvis det ikke var for dumdristigheden i din dåd, ville det næsten være poetisk.”

 

Det hånende tonefald fik kulden til at sive ind i hendes blik.

 

”I modsætning til dig tyr jeg kun til vold i situationer, hvor det er nødvendigt.”

 

Klo fnøs.

 

”Altid så moralsk overlegen.” Hans stemme var pludselig faretruende blød. ”Du prøver altså at fortælle mig, at din handling udelukkende udsprang af et ønske om at redde pigen?”

 

Wendy mærkede sin kølige maske krakelere.

 

”Selvfølgelig.”

 

Men hun talte for hurtigt - for insisterende - og vidste med det samme, at hun havde begået en fejl.

 

”Drop komediespillet, min kære pige.” Hans blik var som en snagende skygge i hendes sjæl. ”Du ønskede hævn.”

 

Wendy klemte læberne sammen til en hård streg. Hun havde oprigtigt ønsket at hjælpe indianerprinsessen. I pigens øjne havde hun kunnet genkende sig selv for så mange år siden, og hun havde indset, at hun blev nødt til at sætte en stopper for Klos nederdrægtighed. Men handlingen – kniven, hun så frygtløst havde presset mod kaptajnens strube – havde også givet hende en euforisk fornemmelse af endelig at have overtaget. Jo, hævn havde unægtelig været en del af hendes motivation. Hun skammede sig over dette, og samtidig var der en stemme i hendes indre, der hviskede, at hun intet havde at bebrejde sig selv. Var det ikke kun naturligt, at hun havde ønsket at ydmyge ham, på samme måde som han havde ydmyget hende?

 

Hendes tavshed bekræftede hans ord.

 

”Jeg bebrejder dig det ikke,” fortsatte Klo. ”Som du ved, er jeg heller ikke selv en tilgivende natur. Men jeg havde håbet på, at du kunne lægge fortiden bag dig, eftersom vi er på samme side nu.”

 

Det absurde udsagn gav hende stemmen tilbage.

 

”Vi er ikke på samme side.”

 

Klo hævede et bryn.

 

”Du er en del af mit mandskab, er du ikke?”

 

”Det betyder ikke, at jeg stoler på dig.” Hendes stemme var stram af vrede. ”Hvordan kan jeg det? Du truede med at dræbe mig - ”

 

”Jeg har allerede beklaget de tidligere hændelser. Som sagt ville jeg have ønsket, de havde fået et andet udfald.”

 

”Der intet, du kan sige, der vil få mig til at tro dig.”

 

Klo sukkede.

 

”Nuvel. Hvis ord ikke overbeviser dig, må handling gøre det.”

 

Han trak noget frem fra jakken. Da han anbragte genstanden på bordet, så hun, at det var en kniv.

 

”Kom her.”

 

Han vinkede hende hen imod sig. Wendy så fra kaptajnen til kniven, usikker på situationen. Det kunne være en fælde, men udtrykket i hans ansigt tydede ikke på det. Tøvende rejste hun sig fra stolen. Servietten, der havde ligget i hendes skød, dalede gennem luften og landede lydløst på kahytten gulv.

 

Klo nikkede mod kniven.

 

”Jeg beklager, hvad jeg har gjort imod dig. Som bevis giver jeg dig en chance for at gennemføre det, du påbegyndte tidligere. Tag din hævn … hvis du kan.”

 

Der lå en udfordring i hans blik; en udfordring, der fik hende til at træde tættere på og lukke hånden om våbnet. Kaptajnen lænede sig tilbage i stolen med en afslappethed, der næsten forekom hende provokerende. Han gjorde et kast med hovedet, så huden på hans hals - en hud, der forekom hende endnu hvidere end kraven på hans skjorte - blev blottet. Hun kunne stadig se den svage, lyserøde streg, der vidnede om den eneste gang, hun for alvor havde trodset ham. Med tilbageholdt åndedræt stirrede hun på knivsbladet, der glimtede i skæret fra lysestagen på bordet. Selv uden at se på kaptajnen, vidste hun, at han iagttog hende med en afventende mine.

 

Hun tog en dyb indånding og trådte hen foran ham. Nu hvor han sad ned, var hun fri for den kvælende fornemmelse af hans højde, når han tårnede sig op over hende. Han så op på hende med let hævede bryn. Roen i hans ansigt fik en gnist af vrede til at springe frem i hendes indre. Hun huskede, hvor bange hun havde været, da hun havde været overladt til hans nåde, hvor blottet hun havde følt sig -

 

Hun hævede kniven og lagde bladet mod hans hals, bevidst om hvordan hun rystede på hænderne. Han løftede hovedet en anelse. Mørke krøller strejfede hendes knoer; en skærende kontrast til hudens bleghed. Blå øjne søgte hendes, mørke og opildnende, som om han ønskede, at hun skulle gøre det.

 

Det ville være så let for hende at lægge kræfterne i. Én hurtig bevægelse, og det hele ville være overstået. Hun kunne efterlade hans lig i kahytten og stikke af i ly af natten, uden at nogen opdagede hende.

 

Kom nu. Gør det.

 

Hun pressede kniven mod hans hals. Der lød en skarp lyd, idet han sugede luft ind. Hans adamsæble bevægede sig langsomt op og ned, idet han sank. Stadig nægtede han at bryde øjenkontakten, og tyngden bag blikket fik blodet til at flamme gennem hendes årer. Hun forestillede sig håndbevægelsen, der skulle til. For sit indre øje så hun blodet pible frem som en rød perlekæde mod hans hals. Lidt mere styrke, lidt mere beslutsomhed, og hun ville være fri for det blik, hun altid bar med sig. Det blik, der lige nu syntes at bore sig gennem hud, sener og knogler og trænge dybere ind i hendes sind, end hun selv nogensinde brød sig om at komme.

 

Men hun kunne ikke gøre det.

 

Hun sænkede kniven. Triumfen glimtede i Klos øjne.

 

”Det anede mig nok. Du kan ikke skade mig.”

 

Inden hun kunne nå at reagere, havde han lænet sig fremad. Hans fingre lukkede sig om hendes håndled med en pludselighed, der fik panikken til at skyde gennem hende. Hun prøvede at vriste sig fri, men det var uden held. Han så på kniven.

 

”Giv mig den tilbage.”

 

”Hvorfor? Nu hvor du har set, at jeg ikke …”

 

Ydmygelsen kvalte ordene i halsen på hende.

 

”At du ikke kan skade mig er ikke ensbetydende med, at du ikke ville forsøge at hjælpe Pan på andre måder. Giv slip.”

 

Han hev ganske let i hendes arm, og det gik op for hende, hvor let han kunne bringe hende ud af balance, hvis han ville. Et eneste ryk ville være nok til, at hun væltede forover og landede i hans favn. Tanken fik blodet til at brænde i hendes kinder, og hun slap øjeblikkeligt kniven, som faldt til jorden med en klirren. Klo løsnede sit greb om hendes håndled, hvorefter han bøjede sig ned og samlede kniven op. Da han atter rettede sig op i sin fulde højde, trådte hun instinktivt et skridt bagud. Nu hvor hun ikke længere havde et våben, smuldrede den kortvarige fornemmelse af at være i kontrol.

 

Klo betragtede hende tavst, og et øjeblik fik hun den tanke, at han ville straffe hende for hendes svaghed ved at skære halsen over på hende, men til hendes lettelse anbragte han kniven i inderlommen på jakken, hvor han havde fundet den tidligere.

 

”Det lader til, at du alligevel ikke hader mig så meget, som du påstår.”

 

”Du tager fejl. Det eneste, du netop har bevist, er, at jeg har en samvittighed -”

 

Han lo. En dyb latter, der fyldte hver afkrog af kahytten.

 

”Hvis du virkelig hadede mig, ville du ikke have tøvet med at gøre en ende på mit liv.”

 

Gulvbrædderne knirkede, idet han nærmede sig hende. Hun trådte endnu et skridt tilbage, men måtte standse, da hendes lænd kolliderede med mahognibordet. Hendes hånd skød bagud for at finde støtte og ramte cigarkassen, som kurede henad bordet. Kaptajnen standsede foran hende, og hun fornemmede den efterhånden så velkendte aroma af cigarrøg, vin og antydningen af fremmede krydderier. Duften truede med at kvæle hendes dømmekraft.

 

”Jeg kender til had,” mumlede han, ”og jeg ser intet af det i dine øjne. Tværtimod.”

 

Wendys tanker var spredte som i en febertåge. Kahytten omkring hende snurrede. Hun vidste, at det eneste, hun behøvede at gøre for at lægge afstand mellem dem, var at træde til side, og alligevel bevægede hun sig ikke. Hans ansigt svævede foran hende, blegt og smilende.

 

Modstander, fjende, skurk.

 

En bølge af gåsehud bredte sig over hendes krop, idet han lænede sig tættere på hende og lod en finger stryge mod hendes kind. Det var ikke andet end en spøgelsesagtig berøring, og alligevel efterlod bevægelsen et brændende spor mod hendes hud. Hvor ville hun ønske, at hun havde skåret halsen over på ham, så hun var blevet fri for denne pludselige nærhed, denne klaustrofobiske intimitet -

 

Hun vendte hovedet bort.

 

”Wendy …”

 

Stemmen var som en pensel, der malede hendes navn på et lærred med en blød bevægelse.

 

”Se på mig.” Kølige ringe strøg mod hendes hage, da han drejede hendes ansigt tilbage imod sig. ”Du har ingen grund til at frygte mig. Jeg er ikke den, du ønsker at gøre mig til.”

 

Øjnenes blå farve blændede hende. Hun ønskede at tro ham, men hun kunne ikke. Dette kunne blot være endnu et forsøg på at snyde hende og udnytte den svaghed, som boede i hendes blod. Hun havde lovet sig selv aldrig at glemme, hvem han var; lovet sig selv aldrig at give efter for den usynlig kraft, der syntes at drage hende mod ham. Hendes fingre lukkede sig om bordkanten og klemte til.

 

”Hvordan kan jeg tro dig? Jeg har set, hvad du har gjort.”

 

Hun huskede hans løgne, hans skånselsløshed, de døde kroppe han efterlod i sit kølvand.

 

”Du har set Pan gøre langt værre.” Han smilede mørkt. ”Alligevel holder du af ham.”

 

”Det er anderledes. Han er et barn. Du er …”

 

Hende stemme døde ud. Hvordan skulle hun beskrive skikkelsen foran sig, der vakte både hendes sympati og hendes foragt?

 

”Jeg er en mand, hvis historie var fuldendt, da krokodillen trak mig med ned på bunden af havet.” Hans hånd gled ned og lagde sig mod hendes hals. ”Alligevel valgte du at fortsætte den. Hvorfor?”

 

Varme fingerspidser hvilede mod hendes puls.

 

”Jeg ved det ikke.”

 

Hun kunne ikke få øjnene fra hans ansigt; de skarpe træk, det evighedsblå blik og hans munds dødeligt charmerende kurve, der mindede hende alt for meget om buen på hans klo.

 

”Så du kan stadig ikke give mig et svar,” mumlede han. ”Nuvel … jeg kan ikke tvinge det ud af dig.”

 

Han fjernede sin hånd. Til hendes overraskelse så han næsten sørgmodig ud, idet han trådte væk fra hende. Luften vendte tilbage til hendes lunger, og hun løsnede grebet om bordkanten, hvor hendes negle uden tvivl måtte have efterladt mærker. Det kriblede i hendes hud på det sted, hans fingre havde befundet sig sekunder forinden. Han stillede sig hen til skibsvinduet og stirrede ud i det stjerneløse mørke.

 

”Jeg satte pris på din historie,” sagde han. ”Vi er færdige for i aften. Sig til Wilkins, at han kan vende tilbage til sin normale post fra og med i morgen.”

 

”Tak.”

 

Hjertet hamrede stadig vildt inde bag hendes ribben. Hun stirrede på hans ryg. Selvom hun ikke kunne rumme hans nærhed, følte hun sig alligevel underligt tom, nu hvor han havde lagt afstand mellem dem.

 

”Næste gang du møder ham, kan du jo bede ham om at fortælle sin historie.”

 

Hun prøvede at aflæse hans ansigtsudtryk i det slørede spejlbillede, der blev kastet tilbage til hende fra rudernes mørke, men det var umuligt.

 

”Han har allerede fortalt mig om sin fortid,” sagde hun.

 

”Den fulde version?” Hun kunne høre det spotske smil i hans stemme.” Det tvivler jeg på. Det er en yderst øjenåbnende beretning.”

 

Hendes øjne flakkede. Var der noget, Slightly skjulte for hende? Eller var dette blot Klos forsøg på at skabe splid mellem hende og hendes eneste ven? Hvis det sidstnævnte var tilfældet, skulle det ikke lykkes for ham.

 

Hun gjorde et kort nik i Klos retning og vendte sig bort uden at stille flere spørgsmål.

 

”Godnat Kaptajn.”

 

Derpå forlod hun kahytten og manden, der stod og stirrede ud i natten.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...