Glemte længsler

For otte år siden havde det været Peter, der havde tilbudt hende en udvej. Nu var det den mørke skikkelse fra den slørede udkant af hendes drømme, der rakte ud efter hende. Wendy/Klo fanfic.

--------

Denne fic er baseret på Peter Pan-filmen fra 2003, som jeg anbefaler, at man ser, inden man går i gang med at læse historien. Den eneste afvigelse fra filmen består i, at De Glemte Drenge (i min version af historien) ikke tog med til London, da Wendy og hendes brødre vendte hjem, men valgte at blive på Ønskeøen sammen med Peter.

0Likes
3Kommentarer
1039Visninger
AA

7. Slightly

 

Mor.

 

Wendy så perpleks på den halvvoksne dreng foran sig, der gengældte hendes stirren med et håbefuldt blik. Hendes øjne løb over ham. Det mørke, pjuskede hår. Den spidse hage. Skønhedspletten på den solbrændte kind. Og pludselig var det, som om ansigtet forvandlede sig og tilpassede sig hendes minder. De hårde linjer gled bort for kortvarigt at afsløre de bløde træk, hun engang havde kendt så godt. Et forbløffet udbrud undslap hende.

 

"Slightly!"

 

Piratens ansigt revnede i et blændende smil. "Så du kan altså huske mig."

 

"Selvfølgelig, men -"

 

Hun så på ham. Der var ingen tvivl om, at det var den samme person, som hun havde vinket farvel til for så mange år siden. Personen, hvis skrammer, hun havde pustet på, og hvis bukser, hun gentagne gange havde lappet. Men dengang havde han været en lille dreng, der rendte rundt i junglen med en kikkert dinglende i bæltet og en filthat på hovedet. Erindringen var så fjern fra den pirat, der stod foran hende netop nu.

 

"Du er så forandret."

 

"Det er du også."

 

Hun smilede en smule sørgmodigt.

 

"Ja, det er jeg vel."

 

Først nu gik det op for hende, at drengen stadig stod midt på gangen. Hun gjorde tegn til, at han skulle komme indenfor. Så snart han befandt sig i kahytten, lukkede hun døren bag ham og skød slåen for.

 

"Du burde ikke snige dig rundt hernede," formanede hun. "Hvis kaptajnen havde opdaget dig ..."

 

"Det ved jeg. Men det var risikoen værd."

 

Han kiggede sig omkring i lokalet, og hun indså, at han ledte efter et sted at sidde. Hun gjorde en bevægelse mod taburetten foran toiletmøblet, og han satte sig forsigtigt ned. I nogle sekunder studerede hun ham forundret. Han sad med hovedet let bøjet og hatten høfligt placeret i skødet. Det forekom hende, at han atter var en lille dreng, der ventede på at modtage hendes opmærksomhed. Hun lod sig synke ned på sengen, så de sad over for hinanden.

 

"Det er godt at se dig igen," sagde hun. "Men jeg må indrømme, at jeg ikke havde forventet, at det ville være sådan her. Du er ..."

 

"Vokset."

 

"Jeg troede ikke, den slags ting skete på Ønskeøen."

 

"Heller ikke jeg. Men det gjorde det. Bare rolig, jeg har vænnet mig til det." Han rodede sig i håret med et lille grin. "Og se på dig, du er blevet en rigtig dame. Da jeg så dig den første aften på dækket, kunne jeg næsten ikke kende dig. Går kvinderne i London virkelig sådan klædt?"

 

Hun kunne ikke lade være med at smile af hans naivitet.

 

"Ikke til hverdag. Jeg havde været til et aftenselskab. Det kræver en finere påklædning end normalt."

 

Hendes blik gled hen på kisten i hjørnet, hvori kjolen, som hun havde været iført, befandt sig. De dråbeformede øreringe lå i skuffen på toiletmøblet, omhyggeligt pakket ind i et silkelommetørklæde. Hun erindrede, hvordan hun havde set ud den aften; huskede det fremmede ansigt, der havde mødt i hende i spejlet, da hun havde stået i entreen. Var det noget under, at Slightly ikke havde kunnet genkende hende? Hun havde knap nok kunnet genkende sig selv.

 

Drengens øjne skinnede begejstret.

 

"Et aftenselskab? Det lyder spændende."

 

Hun mærkede huden omkring sine læber strammes.

 

"Tværtimod. Jeg er bange for, at det er skrækkelig kedsommeligt."

 

De mange aftner, hun pligtopfyldende havde tilbragt i selskab med Londons bedre borgerskab, vendte tilbage til hende. Middagene, hvor plaprende stemmer fyldte lokalet, hule som bestikkets klirren mod porcelænstallerkenerne. Den skramlende lyd af stole, når måltidet var ovre og mændene rejste sig og bevægede sig ind i dagligstuen for at drikke portvin og ryge cigarer, og hun blev siddende, velvidende at diskussionerne inde på den anden side af døren ikke vedrørte hende. Diskussioner om politik og kultur - om verden - angik ikke kvinder. Hun var i stedet dømt til at sidde og føre indholdsløse samtaler med kvindelige bekendte, hvis åndsevner led betydeligt under mangel på udvikling.

 

Slightly virkede stadig lige fascineret.

 

"Hvis jeg boede i London, ville jeg gå til aftenselskaber hele tiden," sagde han drømmende. "Var dine brødre med?"

 

"Michael var. John havde for travlt med sine studier."

 

"Jeg går ud fra, at de også er blevet større?"

 

Hun nikkede. "John er atten. Og Michael bliver snart seksten. Han fylder år i næste måned." Hun blev tavs, da det gik op for hende, at hun ikke ville være der til at fejre ham.

 

Slightly så ud i kahytten med et fjernt blik.

 

"De var nogle gode legekammerater," erindrede han. "Vi plejede at gå på skattejagt sammen nede ved havfruernes lagune. De passede godt ind i slænget. Det gjorde i alle tre." Han sendte hende endnu ét af sine strålende smil. "Du var den perfekte mor."

 

Wendy mærkede sig selv rødme.

 

"Jeg var aldrig nogen rigtig mor. Jeg prøvede blot at opføre mig som én."

 

"For os var du. Du betød mere, end du aner. Også for Peter." Han lagde hovedet på skrå, så et bundt af mørkebrune krøller faldt ned over hans pande. "Jeg går ud fra, det var derfor, kaptajnen kidnappede dig. Fordi han vidste, hvor meget Peter holdt af dig."

 

"Klo kidnappede mig ikke."

 

Hendes egen indvending overraskede hende.

 

"Jeg valgte selv at tage med hertil," fortsatte hun, da hun så Slightys forbløffede ansigtsudtryk. "Jeg ... jeg havde en drøm om at se Ønskeøen igen. Men det lader til, at der er en hel del, der har ændret sig. Jeg kan næsten ikke genkende stedet længere."

 

Han nikkede langsomt.

 

"Det er en mærkelig fornemmelse, er det ikke?" Han kastede et blik ud gennem koøjet og lod blikket glide over junglens konturer, der tegnede sig mod nattemørket. "Da jeg var mindre, var jeg så fortrolig med alting på øen. Nu er det kun på Jolly Roger, jeg føler mig hjemme."

 

"Hvordan er du havnet her?" spurgte hun.

 

Hun kunne se på ham, at han tøvede. Han lod fingeren løbe over en bule på hatten og trak skuldrene tættere ind til kroppen, så det forekom hende, at han skrumpede.

 

"Peter smed mig ud."

 

Skibet vuggede under dem og fik omgivelserne til at knage. Hun foldede hænderne i skødet.

 

"Det gør mig ondt at høre."

 

En mat taknemmelighed fyldte de blå øjne.

 

"Det er ikke så slemt nu. Det var værre dengang."

 

"Var det, fordi du ...?"

 

Slightly nikkede.

 

"Fordi jeg voksede."

 

Hjertet sad som en tyk klump i hendes hals. Hun havde kendt til svaret, allerede inden han havde sagt det. Slightly lænede sig forover og lod albuerne hvile mod lårene. Hans øjne hang ved et usynligt punkt ved foden af taburetten.

 

"I starten var jeg dum nok til at prøve at skjule det. Det blev sværere og sværere med tiden. Jeg spiste dobbelt så meget som de andre drenge. Mit tøj blev for lille. En dag opdagede Peter, at jeg ikke længere kunne klemme mig gennem indgangen til hulen. Det var sådan, han fandt ud af det."

 

"Hvad skete der så?"

 

"Han forviste mig. Sagde at voksne ikke hørte hjemme hos De Glemte Drenge. Derefter drev jeg rundt i junglen. Jeg prøvede at vende tilbage til hulen på et tidspunkt, men den stod tom. Til sidst mødte jeg nogle pirater ude på stranden. De var venlige nok til ikke at sætte mig en kugle for panden. I stedet tog de mig med hertil, og Klo tilbød mig en plads blandt sine mænd."

 

"Ved han, hvem du er?"

 

"Måske. Han stillede ingen spørgsmål."

 

Wendy rynkede brynene. Hun kunne ikke forestille sig, at kaptajnen lod folk leve, hvis han vidste, at de havde en forbindelse til Peter. Men det var mildest talt umuligt at gøre sig klog på Klo og hans bevæggrunde, så hun opgav at prøve.

 

"Har du snakket med Peter, efter han forviste dig?" spurgte hun stille.

 

"Nej. Jeg har kun set ham under kampene. Jeg tror ikke, han kan huske mig."

 

"Er det ikke svært for dig at kæmpe mod ham?" Hun fugtede læberne, der pludseligt føltes tørre. ”Efter alt det I har været igennem sammen …”

 

Han trak på skuldrene.

 

"Jeg er en pirat nu. Jeg må spille min rolle. Piraterne mod De Glemte Drenge. Det er sådan, det er."

 

"Men du var hans ven."

 

"Det er der ikke noget at gøre ved." Slightly måtte have opfattet bedrøvelsen i hendes ansigt, for han tilføjede hurtigt: "Jeg deltager dog sjældent i kampene her på skibet. Jeg er udkigsmand, forstår du."

 

Han trak et objekt frem fra baglommen og foldede det ud med en rutineret bevægelse. Det var en kikkert. Dens blanke overflade skinnede i skæret fra olielampen. Han rakte hende instrumentet, og hun satte det prøvende for øjet. Hans solbrændte ansigt fyldte pludselig hele hendes synsfelt.

 

"Imponerende," sagde hun med oprigtig overraskelse i stemmen.

 

"Ja, ikke?" Drengens smilende tandrække glinsede mod linsen. "Hvis du har lyst, kan jeg vise dig udsigten oppe fra stormasten i morgen."

 

Hun sænkede kikkerten og sendte ham et bekymret blik.

 

"Er du sikker på, du har tid til det?"

 

"Ork ja, så længe jeg har mulighed for at holde udkig, er det intet problem. Kaptajnen brokker sig kun, hvis jeg forlader min post."

 

"Nuvel." Hun gengældte smilet. "I så fald vil det glæde mig at se udsigten. Men," - hun gav ham kikkerten tilbage og så rundt i kahytten, som efterhånden var blevet fyldt med skygger - "nu tror jeg, det er tid til at gå til køjs."

 

Slightly stak kikkerten i lommen.

 

"Du har ret. Jeg er også selv ved at være træt." Han rejste sig og gjorde et lille buk. "Det har været en fornøjelse at tale med dig, Mor."

 

"Kald mig Wendy," bad hun.

 

"Ja, selvfølgelig." Han smilede forlegent, som om det først nu gik op for ham, hvor fjollet titlen egentlig var. "På gensyn i morgen, Wendy."

 

"På gensyn, Mr. Wilkins."

 

Den overdrevent formelle tiltale fik ham til at le. Han tog hatten på og sørgede for at presse den godt ned over det krøllede hoved, hvorefter han gjorde omkring. I tre rappe skridt var han henne ved døren. Han skød slåen fra og trådte ud på gangen, og hun fik et glimt af et sidste, strålende smil, inden han lukkede døren bag sig. Lyden af hans fodtrin forsvandt lige så let som de var kommet.

 

Wendy sad et stykke tid på sengen og stirrede forundret ud i luften. Drengens smilende ansigt lyste stadig for hendes blik.

 

Der var ingen tvivl om, at det havde været hendes Slightly. Men det havde også været en anden. Piraten. Wilkins.

 

Det var svært for hende at begribe, at en person kunne forandre sig så meget og stadig være den samme. Den halvvoksne dreng, der havde stået foran hende for et øjeblik siden, havde lagt sin fortid med Peter bag sig. Den Slightly, hun havde mødt, første gang hun satte sin fod på Ønskeøen, ville aldrig have vendt Peter ryggen.

 

Tanken om det bristede venskab fik hende til at føle sig trist til mode. Hun gik hen for at skyde slåen for døren. Hendes fingre hvilede let mod den kølige metalstang.

 

Det slog hende atter, hvor formålsløs kampen mellem piraterne og De Glemte Drenge var. Ingen af parterne var villige til at lægge striden bag sig, og som konsekvens blev venner til fjender, og ufreden bredte sig til hver en afkrog af Ønskeøen. Slightly havde godtaget sin nye rolle uden at sætte spørgsmålstegn ved forandringen. Sådan var det her på stedet, havde hun efterhånden erfaret: alle accepterede spillets regler uden at tænke yderligere over dem.

 

Hun slog slåen for og gik tilbage og satte sig på sengen.

 

Uanset hvor tragisk Slightlys forandring forekom hende, var hun glad for at have ham her. Det var en trøst at vide, at hun havde en ven ombord på skibet. Eftersom hun nu var blevet medlem af besætningen, kunne hun se frem til at tilbringe mange dage og nætter på stedet. At have Slightly som fortrolig ville gøre tilværelsen lettere. Måske kunne han endda blive hendes allierede mod kaptajnen.

 

Hun lænede sig tilbage mod væggen. Vidste Klo monstro, at han havde gjort en af De Glemte Drenge til en del af sin besætning? Hun troede det næppe, men samtidig havde hun en fornemmelse af, at der ikke var noget, der undslap sig hans opmærksomhed. At han altid var ét skridt foran

 

Men nej, hun ville ikke tænke på kaptajnen nu. Det bragte for mange ydmygende minder med sig.  

 

Hun pustede olielampen ud og lagde sig på sengen. Efter at have trukket tæppet tæt op omkring sig klemte hun øjnene i og koncentrerede sig om at tømme hovedet for de ubehagelige oplevelser, dagen havde ført med sig. I morgen ville det alt sammen blive bedre. I morgen ville Slightly vise hende rundt på skibet, og hun ville glemme alt om Peters afvisning og Klos fornedrende adfærd. Dette lå hun og gentog for sig selv, indtil søvnen endelig overmandede hende og befriede hende for spekulationer.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...