Glemte længsler

For otte år siden havde det været Peter, der havde tilbudt hende en udvej. Nu var det den mørke skikkelse fra den slørede udkant af hendes drømme, der rakte ud efter hende. Wendy/Klo fanfic.

--------

Denne fic er baseret på Peter Pan-filmen fra 2003, som jeg anbefaler, at man ser, inden man går i gang med at læse historien. Den eneste afvigelse fra filmen består i, at De Glemte Drenge (i min version af historien) ikke tog med til London, da Wendy og hendes brødre vendte hjem, men valgte at blive på Ønskeøen sammen med Peter.

0Likes
3Kommentarer
1040Visninger
AA

12. Forhandlinger

 

”Du straffer den forkerte.”

 

Tre dage var gået, i hvilke Wendy havde undgået kaptajnens selskab. Nu havde hendes samvittighed imidlertid ført hende til den luksuriøst udsmykkede kahyt, som hun normalt undgik for enhver pris.

 

Siden Klos irettesættelse havde hun ikke udvekslet så meget som et ord med Slightly, og hun kunne ikke lade være med at føle sig ansvarlig for den situation, hun havde bragt sin nye ven i. Denne morgen havde hun set ham travlt beskæftiget ude på dækket, hvor han ihærdigt svabrede plankerne, mens han engang imellem stoppede op for at tørre sig over panden med en udmattet bevægelse. Hun havde ikke turdet nærme sig ham af frygt for, at det ville forværre hans straf. I stedet havde hun blot vinket til ham fra den anden side af dækket, og han havde vinket mut tilbage, mens han stod bøjet over arbejdet. Hans slukørede mine havde frembragt en knugende fornemmelse i hendes bryst, hun havde vidst, at hun blev nødt til at opsøge kaptajnen.

 

Klo, der sad ved sit cembalo, så ikke op, på trods af at han umuligt kunne have overhørt hende. Han slog afprøvende et par akkorder an på instrumentet.

 

”Det var min skyld, at Mr. Wilkins ikke var på sin post forleden aften,” forsatte hun og prøvede at lyde myndig. ”Så hvis der er nogen, der skal svabre dæk, bør det være mig.”

 

Kaptajnen hævede endelig blikket.

 

”Wilkins er ansvarlig for sine egne handlinger. Det har konsekvenser at gå imod mine ordrer, uanset hvor nobelt jeg finder hans ønske om at beskytte sin mor.”

 

Ordene kom bag på Wendy, som blinkede overrasket.

 

”Så du ved, hvem han er …”

 

Klo nikkede. Hun rynkede panden.

 

”Og alligevel gjorde du ham til en del af din besætning.”

 

Hendes nysgerrighed fik hende til at nærme sig cembaloet med forsigtige skridt. Klo smilede, og skæret fra lysestagen, som stod på instrumentet, gav hans blege hud en illusion af varme.

 

”Min skønne, hvor tror du, jeg får mit mandskab fra?”

 

”Mener du,” - hun fugtede sine pludseligt tørre læber - ”at de alle sammen ...”

 

”Hvert eneste medlem af min besætning er blevet udstødt af Pan.”

 

Informationen fik det til at svimle for Wendy. Hun havde altid troet, at Klos besætning bestod af skibbrudne mænd, som var skyllet op på Ønskeøens kyst, eller måske tilfældige eventyrere, der ønskede at prøve lykken som pirater, men for en gang skyld var hun ikke i tvivl om, at kaptajnen talte sandt. Sørøverne på Jolly Roger besad en glæde ved historier og en længsel efter eventyr, hvis lige hun kun havde mødt hos De Glemte Drenge.

 

Den nye viden truede med at berøve hendes ben deres styrke, og hun satte sig hurtigt ned på en chaiselong nær cembaloet, for at Klo ikke skulle se, hvor rystet hun var over afsløringen.

 

”Generer det dig ikke, at de engang har været loyale mod din fjende?” spurgte hun.

 

”De er mine mænd nu,” sagde han blot. ”Deres fortid med Pan betyder intet. Du vil opleve, at mange af dem mindes Pan med bitterhed, hvis de da overhovedet skænker ham en tanke.”

 

Ja, tænkte hun i sit stille sind. Se bare på Slightly. Han var ligeglad med Peter nu. Det ville ikke overraske hende, hvis de fleste af mændene var fyldt med den samme ligegyldighed.

 

Hendes øjne løb over Klo, som sad og studerede cembaloets tangenter med en eftertænksom mine. Det gik op for hende, at hun sad over for en mand, der kendte Ønskeøen bedre end nogen anden, bortset selvfølgelig fra Peter. Måske kunne han svare hende på det, Slightly ikke kunne.

 

”Dine mænd er voksne,” begyndte hun. ”Hvordan er det muligt? Jeg troede ikke, man blev ældre her på stedet.”

 

Kaptajnen så op.

 

Pan gør ikke. De, der er kommet hertil sidenhen, er dømt til at ældes.”

 

”Også dig?”

 

”Aye, også mig.”

 

Han bøjede sig over cembaloet og slog en klirrende akkord an. Snart dansede hans fingre op og ned ad tangenterne, ledsaget af kloen, der bevægede sig i et imponerende tempo. Der var noget hektisk over de klingrende toner, der strømmede fra instrumentet, men melodien var alligevel smukt komponeret. Musikken fyldte rummet, og et kort øjeblik glemte hun helt, hvor hun var.

 

Tonerne ophørte, og hun drejede hovedet. Det gik op for hende, at Klo betragtede hende.

 

”Du lader til at synes om melodien. Jeg kalder den krokodillens jagt”. Han måtte have opfattet det spørgende udtryk i hendes ansigt, for han tilføjede hurtigt: ”Nej, krokodillen lever ikke længere. Det bæst fik jeg gjort en ende på, da du kaldte mig tilbage til livet, min kæreste Jill.”

 

Jill. Navnet fik hendes hjerte til at trække sig sammen. Hun borede fingrene ned i chaiselongens betræk, så hendes fingerspidser lavede små fordybninger i det fine stof. Hun var ikke Jill. Hvis bare han ville lade være med at kalde hende det …

 

”Så er du i det mindste af med én af dine modstandere,” sagde hun.

 

Kaptajnens øjne blev fjerne, som om han iagttog hende gennem et slør af tåge.

 

”Det var aldrig krokodillen, jeg frygtede. Det var lyden … Den infernalske lyd af tiden, der rinder ud …” Hans blik blev pludselig skarpt igen, så skarpt, at hun kunne mærke, hvordan det skar sig gennem i hende. ”Noget siger mig, at du kender til den.”

 

Wendy genkaldte sig de mange visitter, hvor hun havde siddet i pinligt rene stuer og lyttet til den langsommelige tikken, mens viserne slæbte sig rundt på den hvide urskive. Hun huskede den klaustrofobiske fornemmelse af dagenes ensformighed, den pinefulde bevidsthed om at være fanget i et fantasiløst liv, dømt til at tilbringe resten af tilværelsen i en verden uden eventyr.

 

Jo, hun kendte kun alt for godt til lyden. Alligevel sagde hun ikke noget.

 

”Lad det nu ligge,” sagde kaptajnen, der måtte have opfattet hendes reserverede udtryk. ”Du kom her angående Wilkins, og du skal få mit svar: Jeg er villig til at mildne hans straf, hvis du til gengæld fortæller mig endnu en historie.”

 

Ordene frembragte en revne i hendes ellers så kølige facade.

 

”Nu?”

 

”I aften.”

 

Hun tøvede et øjeblik, men indvilligede så. På trods af at hun langt hellere ville mødes med Klo i dagslys, end hun ville mødes med ham efter mørkets frembrud, blev hun nødt til at råde bod på den situation, hun havde bragt Slightly i.

 

”Udmærket,” sagde kaptajnen, der atter vendte sin opmærksomhed mod cembaloet. ”Du kan gå.”

 

Wendy nikkede og forlod kahytten, gruende ved tanken om den pligt, der ventede hende.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...