SummerLove (Bind 2)

En helt normal ferie til udlandet, munder ud i et kærlighedshelvede. Vores hovedperson mærker nemlig det, at være forelsket for første gang, men i en uopnåelig person. Bind 2.

0Likes
0Kommentarer
641Visninger
AA

7. Beskedens mystik

Blandt den store menneskemængde, fik jeg straks fornemmelsen af at alle disse øjne stirrede på mig. Det føltes som om at samtlige folk vidste hvad der forgik oppe i mit hoved. Beskeden var som printet ind på min nethinde.  Tvivlen og mistænksomheden var begyndt at snige sig ind på mig. Var det mon overhovedet fra den person jeg troede? Burde jeg møde op? Jeg blev til sidst helt utryg i min egen krop. Hver en knogle spændte. Hver en dråbe blod susede rundt fra hver ende til anden. "Er du okay, skat?" spørger min mor, idet hun samtidig berørte min skuldre. Hendes berøring kom bag på mig, så min krop begiver sig ud i et lille hop. I løbet af den seneste time jeg nu havde siddet, og ladet som om at min hjerne ikke var ved at springe ud af hovedet på mig, havde min far og lillebror spillet kort. Min mor havde siddet og prøvet, at følge med i den underholdning, som forgik inde på scenen. Jeg kunne mærke hvordan min hånd sov, under hagen på mig. "Jeg har det fint, er bare træt." svarede jeg. "Måske du bare burde gå op på dit værelset og få slappet lidt af. Du kan tage det ene værelse selv, hvis du vil have ro og fred." sagde min mor, med et yderst alvorligt ansigt. Jeg nikkede roligt med hovedet, og rejste mig forsigtigt fra stolen. Jeg tog mine ting, og fik sagt godnat til min familie. Hvert et skridt imod værelset, gjorde ondt igennem hele kroppen. På halvvejen mod værelset, fiskede jeg beskeden fra kassen, op af min håndtaske. Jeg læste den endnu engang, og et kuldegys fløj gennem kroppen på mig. Min, nu meget irreterende, nysgerrig kildede i kroppen. Jeg ville på den ene side gerne udforske beskedens udfald, og se hvad denne person ville. Jeg kunne kun håbe på at det var fra "ham". Jeg var sådan i tvivl. Jeg er følte nærmest en trang, til at opleve dette. Min hånd, med beskeden i, fløj i høj hastighed ned i håndtasken, idet en mand gik forbi mig. Han kiggede undrende på mig, men gik heldigvis videre. Jeg trak vejret dybt, og pustede ud i lettelse. Jeg kiggede mig over højre skuldre, og så at min mor kiggede forundret på mig. Jeg udførte et lille vink, og trak mine fødder frem i form af et skridt. Da jeg var kommet indedøre, havde jeg taget en beslutning. 

Mørket havde lagt sig over byens skyline. Lyset fra byens gade lygter, var som stjerner på en klar nattehimmel. Så klare og smukke. Palmetræernes lette viften, var et bevidst på vejret. Luften var stadig lun, men ikke nok til at kunne lade jakken ligge hjemme. Min krop var iført det varmeste tøj, som var pakket med i kufferten. Et par lange joggingbukser, i en smuk havblå farve. En kortærmet hvid bluse, med et gennemtrængede sort motiv. Jeg havde taget min bløde bomulds overtrøje med, i stedet for min jakke. Den varmede så dejligt på mine, ellers snart kolde, arme. Byen var så behagelig rolig at kigge på. Næsten ingen mennesker eller musik. Kun lyden af en let brise, forbipasserede mine øre. Jeg havde, i håb om ikke at blive opdaget, sat mig på en stenkant, på den modsatte side af hotellets parkeringsplads. Jeg måtte bare vide hvem der havde sendt den besked. Idet en skygge forekommer på parkeringspladsen, giver min krop et lille spring. Jeg ser hvordan skyggen kommere tættere og tættere. Snart ville jeg kunne se mere, end bare en ukendt skygge. En mand fremkommer udfra mit synspunkt. Ikke meget lys var til stede. Jeg måtte kæmpe en kamp, før jeg kunne få et indblik i, hvem denne mand var. Efter få sekunder, forekommer endnu en skygge. Efter mandens tilstedeværelse, gik der ikke lang tid før endnu en person deltog. Det var en kvinde. De tog hinanden i hånden, og min krop kunne nu igen slappe af. De fortsatte ned mod byen i et rask tempo. Tiden gik, og jeg blev mere og mere utålmodig. Jeg tog min telefon frem, og så straks tallene 22:58. Der var stadigvæk 2 minutter tilbage. Jeg havde sat mig omkring 22:55. Jeg kunne ikke forstå hvordan der kun kunne have været gået 3 minutter. Det havde føltes som en evighed. En kølig og urolig evighed. 

En bil kom med en sådan fart, at jeg var tæt på at falde bagover. Den kørte ind på hotellets parkeringsplads. Jeg kunne ikke længere se bilen, men kunne høre hvordan den slukkede. En bildør gik op, og lukkede igen på mindre en få sekunders tid. Denne person måtte have travlt. En, hvad jeg formoder er en mand, farer over parkeringspladsen i retning af hotellets hovedindgang. Men i det jeg rejste mig, og gik forsigtigt hen imod parkeringspladsen, så jeg en person. Personen sad meget selvsikkert på en af pladsens mange bænke. Jeg stod stadig med mere end 20 meters afstand til personen. Jeg kiggede på klokken, og så at den var 23:01. En knude begyndte at udvikle sig i maven på mig. Var det denne person der havde sendt beskeden? Kunne det virkelig passe? Jeg begiver mig ud i et par yderligere skridt frem imod personen. Da jeg ikke er andet end få meter fra personen, udfolder der sig, til min overraskelse, et gisp.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...