Modgang

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 29 jun. 2017
  • Opdateret: 18 maj 2018
  • Status: Færdig
Hvordan kan man fortælle sin mor, at man er homoseksuel, når man lever i et samfund, hvor det er en synd? Hvordan finder man styrken til at overleve, når ens store kærlighed forsvinder fra den ene dag til den anden? Disse problemstillinger prøver den 18-årige Sophie at finde svar på i denne lille historie, hvor kærlighed overvinder alt.

1Likes
14Kommentarer
1352Visninger
AA

4. Præstegården

Da jeg ankommer ved kirken, ved jeg ikke helt hvor, jeg skal gøre af mig selv. Jeg ved ikke, hvor jeg skal lede. Jeg ved ikke, hvad jeg skal gøre. Skal jeg råbe hendes navn ud i den varme sommerluft? Skal jeg håbe på, at hun svarer? Lige pludselig virker hele situationen virkelig latterlig. Hvad pokker skal jeg kunne gøre, som det lokale politi ikke allerede har gjort? 

Jeg beslutter mig alligevel for at returnere til det sted, hvor jeg mødte hende for første gang. Selvfølgelig står hun der ikke. Hvorfor skulle hun også det, når hun er meldt forsvundet af politiet? Men alligvel havde min hjerne opbygget et lille håb om, at hun stod og ventede på, at jeg ville dukke op. Jeg roder lidt i jorden foran mig med spidsen af min sko imens, at jeg tænker på hende. Hvad skal jeg gøre nu? Hvor skal jeg lede nu? Mine tanker bliver afbrudt, da noget hårdt under jorden stopper min sko. Jeg bukker mig ned og løfter forsigtig en halskæde op. Jeg lader mine fingre danse over det kolde metal, der nu er i mine hænder. Jeg knuger halskæden ind til mig, mens at jeg lader tårerne falde. Én efter én falder tårerne fra mine øjne, og jeg falder mere og mere ned mod jorden. Jeg sidder foroverbøjet med hovedet gemt i mine hænder, da det går op for mig, hvad jeg må gøre. Jeg børster jorden af halskæden og lukker den forsigtigt om min hals. Jeg tårer mine øjne og rejser mig op. Med små beslutsomme skridt forlader jeg kirken og træder varsomt hen mod præstegården og ind i Julies hjem. 

Mit hjertes højlydte slag overdøver larmen omkring mig. Jeg kan mærke hvordan, at min hals langsomt snører sig sammen, og jeg kæmper med at få luft. Rolig nu. Du skal bare møde hendes forældre. Du skal bare møde hendes far. Som er præst. Som hader sådan en som dig. FUCK!!. Jeg ryster tankerne ud af hovedet og banker forsigtigt på døren. Intet svar. Jeg banker lidt højere. Stadigvæk intet svar. Jeg banker så hårdt, som jeg kan på døren og forventer, at præsten kommer løbende ud for at hive hovedet af mig, men stadigvæk intet svar. Jeg ved godt, at i sådan nogle tilfælde burde man gå hjem igen. Intet svar, ingen hjemme. Men det gør jeg ikke. Der er noget, der får mig til at gå rundt om huset og hen mod garagen. Jeg tager forsigtig fat i håndtaget til garagen og udånder lettet, da døren knirker og giver efter. 

Garagen er mørk og fugtig. Jeg træder forsigtigt længere væk fra døren for at lade mine hænder søge på væggen efter en stikkontakt. Efter hvad føles som en evighed, finder mine fingre sig endelig frem til en stikkontakt, og garagen oplyses af et blåt kunstigt lys. Garagen er forfalden og har fugt drivende ned af væggene. Der er ingen vinduer, så det eneste lys i rummet kommer fra en lille pærer, der sidder placeret midt i loftet. Pludselig rammer en voldsomt stank mine næsebor. Indåndingen af lugten får min mave til vende sig i vammel. En indelukket lugt af rådden mad og afføring siver igennem mig, og jeg efterlades med en bræksmag i munden. Jeg er ved at vende om for at forlade dette forfærdelige sted, da jeg får øje på noget i midten af gulvet i garagen. En lem. Hele min krop stivner, og jeg hiver gentagne gange efter vejret for at få fatningen igen. 

Jeg lukker øjnene for at prøve at slappe af. Der kan være mange årsager til hvorfor, at man har en lem i en faldefærdig lugtende garage. Præsten kan være jæger, og det kan være, at han opbevarer sine trofæer dernede? Det er dumt, men stadigvæk en mulighed. En fornuftig mulighed, bilder jeg mig selv ind. Jeg puster luft ud gennem næsen og åbner øjnene. Hvorfor skal jeg også være så pokkers nysgerrig? Jeg stikker hovedet udenfor og kigger mig omkring for at sikre, at der ikke er nogen i nærheden. Jeg lukker døren bag mig og går varsomt hen mod lemmen. Med rystende hænder får mine fingrer fat i hængslet til lemmen, og jeg hiver forsigtig opad. En knirkende lyd fra lemmen får hårene på mine arme og nakke til at rejse sig. Under lemmen snor en trappe sig videre ned under jorden. Jeg tager en dyb indånding og lader min fod ramme det første trin, derefter det næste trin og efterhånden også det sidste trin. Jeg tænder lommelygten på min mobil og et torturkammer oplyses i mørket.  Jeg vender mig om og lader lystet fra min mobil vandre op og ned af væggene. Pludselig lander mit lys på en skikkelse i midten af rummet, og det er dér, at min hjerne kobler skikkelsen sammen med et genkendeligt ansigt. Skikkelsen sidder bundet fast til en stol på hænder og fødder med gaffatape for munden. "Julie!" får jeg fremstammet. Min krop bevæger sig før, at jeg tænker over, hvad jeg gør. Jeg hiver gaffatapen af hendes mund og binder hendes hænder og fødder op. Jeg kigger forvirret ind i hendes krystalblå øjne, der har ændret sig så meget siden sidst, jeg så dem. Jeg lukker afstanden mellem os og lader mine arme omfavne hende. Hun trykker sig ind til mig, og jeg kan mærke, at min trøje langsomt bliver våd af hendes tårer. 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...