Modgang

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 29 jun. 2017
  • Opdateret: 18 maj 2018
  • Status: Færdig
Hvordan kan man fortælle sin mor, at man er homoseksuel, når man lever i et samfund, hvor det er en synd? Hvordan finder man styrken til at overleve, når ens store kærlighed forsvinder fra den ene dag til den anden? Disse problemstillinger prøver den 18-årige Sophie at finde svar på i denne lille historie, hvor kærlighed overvinder alt.

1Likes
14Kommentarer
1376Visninger
AA

19. Horsens psykiatriske hospital

"Er du sikker på, at du vil det her, Sophie?". Vi sidder på parkeringspladsen foran det psykiatriske hospital i Horsens, hvor Julie skulle være indlagt. "Det er på tide, at vi finder ud af, om jeg skal satse alt på skuespillerkarrieren i fremtiden, moder". Jeg blinker med øjet og smiler kækt til min mor, der bare ryster på hovedet. "Okay, Sophie. Men din moster vil være din læge under hele forløbet, så hvis du fortryder noget, så tager du fat i hende, okay?". Jeg nikker med hovedet og lader virkeligheden ramme mig. Vi gør faktisk det her. Jeg skal  faktisk til at gå undercover på et psykiatrisk hospital for at finde min kæreste. Jeg ruller ærmerne op og rusker mig i håret, så det ser vildt ud. "Held og lykke, Soph." Min mor sætter mig af og triller ud af parkeringspladsen. Så er det showtime, Sophie. 

Jeg træder gennem dørene ind til hospitalet og går direkte mod receptionen. Jeg stopper op få meter fra receptionisten, som sidder og er meget optaget af sin computer. Se nu på mig. Se nu på mig for fanden. Hun kigger stadigvæk væk, så jeg ryster kroppen og træder ind i rollen som sindsyg. Jeg tager en dyb indånding og begynder at skrige. "Lad mig nu være! Hører I? Ti så stille! Jeg kan ikke klare at høre på jer mere!". Jeg tager mine hænder op til hovedet for at dække mig for ørerne. Jeg falder på knæ og skriger ned i gulvet. Jeg kan se, at jeg har fået receptionistens opmærksomhed. Ud af øjenkrogen kan jeg se, at hun tager telefonen op imens, at hendes øjne iagttager mig. Et par sekunder efter kommer en vagt og en læge (min moster) løbende i mod mig. Vagten lægger sine arme omkring mig og tvinger min krop til at overlade kontrollen til ham. Jeg får øjenkontakt med min moster, der med sin beroligende stemme fortæller mig, at alting nok skal blive okay. Jeg tror på hende lige indtil, at hun tager en sprøjte frem og alting bliver mørkt. 

"Sophie? Sophie kan du høre mig?". Jeg blinker med øjnene og kigger rundt. Det virkede. Jeg er inde. Jeg ånder lettet op og drejer hovedet for at se på personen, der sidder ved siden af min seng. "Hej Sophie. Det er dejligt at se dig igen. Selvom jeg havde ønsket, at det havde været under andre omstændigheder". Jeg smiler, da jeg får øjenkontakt med min moster. "Hvor er Julie?". Jeg prøver at rejse mig op fra sengen, men noget holder mig tilbage. Jeg kigger ned og ser, at mine hænder og fødder er bundet fast til sengen. Min moster følger mit blik. "Åh, ja undskyld for det. Men jeg blev nødt til at behandle dig som alle andre patienter for, at ingen skulle fatte mistanke. Det var også derfor, at jeg blev nødt til at bedøve dig". Jeg nikker forstående og falder tilbage i sengen. "Jeg havde ikke regnet med, at du var sådan en god skuespiller, Sophie". Min moster hentyder til scenarioet i receptionen. "Hvad kan jeg sige, moster? Man gør skøre ting for kærligheden". Min moster aer mig på hovedet og giver min kind et lille klem. "Det er jeg helt enig i, Sophie". Jeg lader mit hovedet falde ind i min moster berøring og en lille tåre falder ned på min kind. "Er hun okay?". Min moster tager sin hånd til sig og kigger på mig. "Hun har været her i lang tid, Sophie.". Jeg kigger på min moster med spørgende øjne. "Hun er stille. Hun holder sig for det meste for sig selv. Hendes far besøger hende jævnligt, og hver gang han har været her, græder hun". Jeg lukker øjnene og forestiller mig Julies ansigt foran mig. "Vi skal have hende ud nu. Det er hans skyld, at hun er her" . 

Efter en halv time kommer en sygeplejerske ind og befrier mig fra sengen. Jeg får udleveret et sæt tøj, som hun beder mig om at tage på, så jeg går ud på toiletter for at gøre det. Da jeg kommer tilbage på min stuen, sidder min moster ved siden af min seng igen. "Nå Sophie, hvad er din plan så?". Jeg trasker hen imod min moster og sætter mig op i sengen. "Hvornår kan jeg se hende?" Min moster tager et stykke papir frem og lægger det foran mig. "Det her en kopi af Julies gruppeterapi møder. Jeg har allerede tilmeldt dig dem alle sammen, men du skal huske at være forsigtigt. Du bliver nødt til at blive i den rolle, der fik dig indlagt her i første omgang, okay. Forstår du det?". Jeg nikker forsigtigt imens at jeg læser papiret igennem. Gruppeterapi med doktor Müller tirsdag kl 10.15. "Du har 40 minutter inden dit første møde. En sygeplejerske vil komme og hente dig". Jeg kigger op på min moster. "Tusind tak, moster". Min moster rejser sig smilende fra stolen. "Normalt lader vi ikke patienter indgå i gruppeterapi så tidligt i deres indlæggelse, men jeg har sjusket lidt med dine papirer, så det burde gå. Bare husk at vær' forsigtig, okay?". "Selvfølgelig".  

Da jeg træder ind i gruppeterapirummet, sidder de fleste patienter allerede på stole i en cirkel. Sygeplejersken, der har hentet mig på min stue, går hen til en person, som jeg går ud fra er doktor Müller. Sygeplejersken peger hen imod mig og doktoren nikker. "Hej Sophie, jeg er doktor William Müller. Velkommen til. Du kan sætte dig på den tomme plads lige der". Doktoren peger på en tom stol i midten af cirklen. Jeg sukker højlydt og trasker hen til stolen. Da jeg har sat mig, får jeg øje få hende. Hun træder langsomt ind ad døren, støttet af en sygeplejerske. Hendes hår er mørkebrunt og fedtet. Hendes krop er spinkel og hendes øjne er matte. Hun ser tom ud. Hun sætter sig på stolen foran mig, men holder hovedet sænket. Jeg kan ud af øjenkrogen se, at dr. Müller rejser sig fra sin stol: "Nu ser det ud til, at alle er ankommet. Så jeg vil starte med at byde velkommen til vores nyeste medlem: Sophie Larsen". Ved lyden af mit navn hæver Julie sit hovedet så meget, at vores øjne mødes. Jeg kan se forvirringen og overraskelsen i hendes ansigt. Jeg smiler kækt til hende før, at jeg vender hovedet mod dr. Müller.  Jeg tager en dyb indånding. "Tak skal du have, doktor".

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...