Modgang

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 29 jun. 2017
  • Opdateret: 18 maj 2018
  • Status: Færdig
Hvordan kan man fortælle sin mor, at man er homoseksuel, når man lever i et samfund, hvor det er en synd? Hvordan finder man styrken til at overleve, når ens store kærlighed forsvinder fra den ene dag til den anden? Disse problemstillinger prøver den 18-årige Sophie at finde svar på i denne lille historie, hvor kærlighed overvinder alt.

1Likes
14Kommentarer
1341Visninger
AA

15. Hjemkomst

Min læge, som er en muskuløs ung mand, udskriver mig fra hospitalet 3 dage efter, at jeg vågner op. Han beder mig om at tage det roligt det næste stykke tid og undgå at udsætte min krop for unødvendig stress. Jeg undgår bevidst hans blik. Hvordan skal jeg kunne undgå stress, når politiet stadigvæk ikke har fundet præsten endnu? Jeg kigger op og studerer ham nærmere. Hvis jeg var heteroseksuel, er jeg sikker på, at synet af min læge ville gøre min blød i knæene. Jeg tror endda, at jeg ville bede om at blive på hospitalet et par dage ekstra - bare for at være på den sikre side med helbredet, ikk'? Men sådan har jeg det nu ikke. Jeg må da indrømme, at hans kropsbygning og flotte brune øjne er imponerende, men mere imponeret er jeg altså ikke over ham. Jeg rækker hånden frem og takker lægen for hans hjælp, hvorefter han forsvinder ud af døren. Julie træder ind i rummet nøjagtig som min læge træder ud, og et stort smil spreder sig på mine læber. "Hey Jules, er bilen klar til at forlade det her sted?". Jeg kaster rundt med armene for at signalere, at jeg med 'det her sted' mener hospitalet. "Jeps, alt er klar. Har du fået det grønne lys fra lægen?". Jeg nikker ivrigt og sætter mig ned i den kørestol, som Julie er kommet med. "Jeg forstår altså ikke, hvorfor jeg ikke bare må gå ned til bilen. Længere er der jo ikke". Jeg krydser mine arme over brystet. Julie fniser imens, at vi kører ned af de lange hospitalsgange. "Du kan knap nok gå, Sophie. Det her går tusind gange hurtigere". Jeg sukker højlydt og frustreret fordi, at jeg ved, at hun har ret. 

Da vi ankommer til Annies hus, kan jeg se min mors bil i indkørslen. "Er min mor her? Hvorfor det?". Jeg kigger spørgende over er på Julie, der parkerer bilen og hiver i håndbremsen: "Måske vil hun tjekke op på dig?". Julie hiver kørestolen ud af bagagerummet og placerer den foran passagerdøren. "Dit lift er ankommet, frøken". Julie nejer drillende foran mig og åbner dernæst døren for at hjælpe mig ned at sidde. "Tak skal De have, min gode frøken". Jeg griner lidt af vores samtale, og lader min krop falde langsomt tilbage i stolen. Min mor og Annie sidder i sofaen med en kop the og virker overrasket over, at vi allerede er hjemme. "Sophie, hvor er det godt at se dig hjemme igen". Annie smiler og sætter sin kop fra sig. "Jeg henter lige en kop the til jer begge to. Jeg er hurtigt tilbage". Jeg nikker og tager imod det tæppe, som Julie har kastet i skødet på mig. Jeg prøver at fange min mors blik, men hun undgår det bevidst. "Mor, hvad laver du her?". Min mor ser smilende på mig. "Må en mor ikke besøge sin datter, der lige er blevet udskrevet fra hospitalet?". Jeg ryster på hovedet: "Selvfølgelig må du det. Jeg spørger bare, om der er en grund til, at du er her? Og hvorfor at du har bagage med?". Jeg nikker over mod den kuffert, der står ind mod gæsteværeslet. Min mor klasker sig på benene og rejser sig begejstret op. "Jeg bliver her i et par dage for at hjælpe Annie med huset. Så kan Julie tage sig af dig, og så kan jeg overtage hendes pligter". Jeg kigger mistænksomt på min mor, men jeg vælger at lade denne samtale ligge for nu. 

Da det er blevet mørkt og klokken er omkring midnat, trækker Julie og jeg os tilbage til vores værelse. "Julie, vil du ikke hjælpe mig med at få den her af?". Jeg sidder med trøjen halvt over hovedet og armen viklet ind i en ubehagelig stilling. Jeg kan mærke Julies øjne på mig. "Haha, jo selvfølgelig vil jeg det". Jeg gyser ved Julies pludselige berøring på min nøgne hud. Det er utroligt, hvad Julies berøring gør ved mig. "Vil du hjælpe mig ud af den her stol?". Julie nikker forsigtigt og lader sine arme støtte sig til min krop. Jeg kan mærke mit hjerte slå hurtigere og hurtigere for hvert sekund, at vores kroppe er i kontakt med hinanden. Da vi 10 minutter efter ligger ved siden af hinanden i sengen, lader jeg mine fingre danse hen over Julies arm. Jeg kan mærke hvordan, at Julie falder længere ind mod min berøring. "Jeg elsker dig, Jules". Julie guider min hånd op til hendes bryst, der stivner ved berøringen. "Og jeg elsker dig, Soph". Jeg læner mig forsigtigt frem i mørket for at lede efter Julies læber. En varm sitrende følelse spreder sig i mit blod, da jeg fornemmer hvordan, at Julie bevæger sig tættere mod mig for at finde min krop. Jeg tilbyder frivilligt min krop til Julie, der glædeligt tager kontrollen og guider min hånd fra hendes bryst til mellem hendes ben. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...