Modgang

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 29 jun. 2017
  • Opdateret: 18 maj 2018
  • Status: Færdig
Hvordan kan man fortælle sin mor, at man er homoseksuel, når man lever i et samfund, hvor det er en synd? Hvordan finder man styrken til at overleve, når ens store kærlighed forsvinder fra den ene dag til den anden? Disse problemstillinger prøver den 18-årige Sophie at finde svar på i denne lille historie, hvor kærlighed overvinder alt.

1Likes
14Kommentarer
1346Visninger
AA

3. Forsvundet

Der går et par uger før, at jeg hører om hende igen. Jeg har siden gudstjenesten brugt det meste af min tid på mit værelse. Det er ikke pga mødet med Julie eller mit dårlige forhold til min mor, at jeg totalt har afkoblet mig fra omverdenen. Jeg har altid bare haft det bedst alene, og det ved de fleste godt. 

Da jeg træder ud af mit værelse, bliver jeg mødt af min mor, der kommer løbende med en kaffekop i hånden - håret er rodet, som om hun lige er stået op. "Hva' så, mor? Hvor brænder det?". Jeg når lige at smide en kæk kommentar efter hende før, at hun forsvinder ind bag en lukket dør til hendes soveværelse. Jeg ryster på hovedet og lader ufrivilligt mine mundvige bevæge sig opad til et lille smil. Selvom min mor er en special dame, så er hun egentlig okay. Hun lader mig for det meste passe mig selv, og det er jeg taknemlig for. Hun kender mig efterhånden for godt til at begynde at presse mig til at være social. Jeg er efterhånden kun social til gudstjenester om søndagen. 

Jeg skænker mig selv en kop kaffe, da jeg ser billedet af hende dukke op på tv-skærmen. Hele min krop går i stå, og jeg glemmer hvordan, at man trækker vejret. Midt på tv-skærmen er et smukt billede af Julie, der smiler så meget, at to små smilehuller svagt kan anes ved hver sin mundvig. Hendes lange blonde hår rammer hendes skuldre, og jeg står fanget ved synet af hendes øjne, der stirrer direkte ind i min sjæl. Over billedet står 10 fede bogstaver, der vender hele min verden på hovedet: FORSVUNDET.

Lige pludselig rammer virkeligheden mig. Julie er forsvundet. Forsvundet. Det smukke væsen, der stod overfor mig i søndags er væk. Ingen ved, hvor hun er. Jeg hiver efter vejret. Griber fat om bordkanten og lader langsomt nyheden sive ind. Jeg ryster på hovedet og lader kaffekoppen falde til gulvet.

Jeg skynder mig ind på mit værelse, hopper i det samme tøj, som jeg havde på i søndags og sprinter ud ad døren. Jeg lader mit hår falde ud af min elastik imens, at jeg løber mod kirken. Jeg kan mærke, hvordan at mit hjerte hamrer mod mit bryst og beder mig om at sænke farten. Det kan ikke følge med længere. Jeg kan svagt i baggrunden hører ringetonen til min mobil. Det er sikkert min mor, der undrer sig over, hvor jeg er, og hvorfor at jeg efterlod hoveddøren åben. Hvorfor at jeg har tabt en kaffekop på gulvet uden at rydde op efter mig. Hun forstår ikke hvorfor, at jeg finde hende. Hun forstår ikke hvordan, at tanken om, at der er sket noget med Julie, får min mave til at knuge sig sammen. Hun forstår ikke, hvad der sker i mit hovede. Hvordan kan hun det, når jeg ikke engang selv forstår det?? 

Det sidste sted nogen så Julie var ved kirken, så det er det sted, jeg vil starte med at lede efter hende. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...