Modgang

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 29 jun. 2017
  • Opdateret: 18 maj 2018
  • Status: Færdig
Hvordan kan man fortælle sin mor, at man er homoseksuel, når man lever i et samfund, hvor det er en synd? Hvordan finder man styrken til at overleve, når ens store kærlighed forsvinder fra den ene dag til den anden? Disse problemstillinger prøver den 18-årige Sophie at finde svar på i denne lille historie, hvor kærlighed overvinder alt.

1Likes
14Kommentarer
1350Visninger
AA

23. Flugten pt. 1

Der går flere måneder før, at min moster tager mig til side for at tale om flugten igen. Jeg kan mærke, at jeg er ved at blive småskør af at være lukket inde 24/7. Jeg kan mærke, at jeg langsomt bliver sindsyg af ikke at kunne bevæge mig frit rundt. Jeg kan se på Julie, at hun har det ligesom mig. Jeg har nu været indlagt i 6 måneder, men det føles meget længere. Jeg ser kun Julie et par gange om ugen til vores aftalte nattemøder, da den gruppeterapi, vi begge deltog i, er slut. Jeg føler mig derfor mere alene end nogensinde. Jeg savner Julie. Jeg savner min mor. Jeg savner mit gamle liv. 

"Sophie, hvordan har du det?". Jeg kigger op på min moster og ler sarkastisk. "Hvordan har jeg det? Det er en joke, ikke?". Min moster vender sit hoved på skrå og løfter øjenbrynene overrasket. "Sophie, jeg mener det. Hvordan har du det?". Jeg kigger væk og sænker hovedet. "Jeg har det forfærdeligt. Jeg kan mærke mig selv forsvinde, moster. Jeg er ved at blive skør af at være på det her sted". Min moster lægger sin hånd på min skulder og giver den et lille klem. "Jeg kan godt se, at det tager hårdt på dig, Sophie. Og derfor har jeg også rykket jeres flugt frem til i aften". Jeg springer på fra min seng og stirrer mundlam på min moster. Vi befinder os på min stue, der de sidste 6 måneder har dannet ramme som mit 'hjem'. "Hvad?! Mener du det?". Min moster smiler stort til mig. "Jeg mener det, Sophie. Jeg har allerede fortalt Julie det hele". Jeg kan mærke hvordan, at mine øjne fyldes med vand. Jeg lader mine følelser få frit løb og kaster mine arme omkring min moster. "Mange tak! Tusind tak, moster!". Min moster kysser mig på håret og trækker sig ind til mig. "Det var så lidt, Sophie". 

Jeg kigger på uret, der hænger over min seng. 02.57. Der er kun 3 minutter til, at min moster kommer og henter mig. Hun sagde, at hun ville hente Julie først, og så ville de sammen komme og hente mig bagefter. Jeg hører et bank på døren og derefter lyden af min mosters stemme: "Så er det nu, Sophie. Er du klar?". Jeg nikker nervøst og tager fat i dørhåndtaget for at lukke døren bag mig. "Hvor er Julie?". Jeg kigger rundt, men kan ikke se min kæreste i mørket. "Hun venter på os nede ved hovedindgangen. Kom nu, skynd dig". Jeg trasker efter min moster i det tøj, som alle de indlagte har på. En hvid trøje og hvide bukser. "Burde vi ikke skifte tøj? Du ved, så vi ser mere normale ud?". Min moster kigger op og ned ad mig. "Det er der ikke tid til nu". Min moster hiver fat i min arm for at sætte mit tempo op. "Rolig, rolig. Jeg kommer nu". Da vi kommer ned til hovedindgangen, står Julie i mørket og venter på os. Da jeg ser Julie, sætter jeg automatisk tempoet op. "Hey Jules. Jeg har sådan savnet dig". Julie giver mig et blidt kys på kinden: "Vi så hinanden i går, fjolle". Jeg himler med øjnene. "Jaja. Men derfor kan jeg jo stadigvæk godt savne dig". Julie smiler til mig. "Jeg har også savnet dig, Sophie". Hun kysser mig hurtigt på munden. "Kom så piger, vi har travlt". Min moster åbner hovedøren med sit personalekort. "Ved I, hvor I skal gå hen?". Jeg nikker med hovedet. "Min mor henter os nede på parkeringspladsen. Det er bare lige ned ad bakken til højre". Min moster smiler og giver os begge et langt kærligt kram. "Pas nu på jer selv". Vi nikker begge to og forsvinder ud i mørket. 

"Burde vi ikke snart være der?". Jeg kigger rundt i mørket for at finde parkeringspladsen og min mor. "Jo, det burde vi. Ved du hvor vi er, Julie?". Før Julie når at svare, lander lyset fra en lommelygte på os, og vi stivner begge to. Jeg hæver hånden for at skygge for lyset, der svier direkte ind i mine øjne. "I to, stop! Bliv hvor I er". Jeg kigger på Julie, der hiver fat i min hånd: "Løb, Sophie!". Jeg følger efter Julie gennem mørket. Jeg kan høre, at vagten kalder på os, men jeg er ligeglad. Jeg prøver at løbe hurtigere, men min fødder falder ind mod hinanden. Jeg snubler og lander med hovedet direkte ned i græsset. Fuck. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...