Modgang

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 29 jun. 2017
  • Opdateret: 18 maj 2018
  • Status: Færdig
Hvordan kan man fortælle sin mor, at man er homoseksuel, når man lever i et samfund, hvor det er en synd? Hvordan finder man styrken til at overleve, når ens store kærlighed forsvinder fra den ene dag til den anden? Disse problemstillinger prøver den 18-årige Sophie at finde svar på i denne lille historie, hvor kærlighed overvinder alt.

1Likes
14Kommentarer
1357Visninger
AA

10. Bondehuset pt 2

Da jeg nærmer mig Annies hus, bliver jeg mødt af Julie, der står i døråbningen og vinker med armene. Hun lukker døren bag sig og løber mod mig. Jeg stopper op og åbner mine arme for at byde hendes krop velkommen. "Hey Jules, jeg har savnet dig". Jeg kysser Julie blidt på kinden og strammer mine armes greb om hende. "Jeg går aldrig fra dig igen". Julie kigger op på mig og smiler. "Godt, fordi jeg vil aldrig lade dig gå". Vores læber mødes i et varmt gensynskys, og jeg lader min krop give efter for trangen til at lade min tunge møde hendes. Varmen fra vores munde spreder sig ud til mine kinder, der langsomt bliver røde. Vi står og kysser i et par minutter, da jeg får følelsen af, at nogen overvåger os. Jeg bryder kysset med Julie og kigger mod huset. I døråbningen står Annie og smiler samtidig med, at hun ryster på hovedet. "Kan I så komme ind, piger. Vi har en masse, som vi skal snakke om". Julie tager min hånd og fører mig ind mod huset. "Det er godt at se dig igen, Sophie. Jeg glæder mig til at høre, hvad du har fundet ud af". Jeg giver Annie et hurtigt kram og sætter mig ind i stuen. "Sæt jer ned piger, så henter jeg lidt the og nogle småkager". Annie forsvinder ud i køkkenet igen, så jeg vender min krop mod Julies i sofaen. "Julie, det her er starten på noget godt. Jeg kan mærke det". Jeg kysser hurtigt Julie på munden og trækker mig tilbage. Få sekunder efter træder Annie ind i stuen igen med en bakke. Hun sætter bakken på sofabordet for derefter at sætte sig ned.

"Så Sophie, hvad sagde din mor så?". Annie sidder over for mig og kigger med spændte øjne på mig. "Min mor har valgt at hjælpe os med at skaffe min fars penge, så vi kan komme væk herfra. Hun vil kontakte mig så snart, at hun har pengene". Julie hopper i sofapudderne ved siden af mig. "Seriøst?? Vil hun hjælpe os?!". Jeg nikker ivrigt med hovedet. "Ja, hun vil virkelig gerne hjælpe os. Hun fortalte mig, hvor ked af det hun er angående hele vores situation. Hun vil gerne ændre sig for at forstå mig. Hun vil gerne lære den rigtige mig at kende". Julie krammer mig og hvisker i mit øre: "Soph, det er jeg så glad for!". Annie skænker the op til os alle tre og stiller småkagerne foran mig. "Sophie, det er jeg rigtig glad for at høre. Du er et fantastisk menneske, og jeg er så taknemlig for, at I to piger har fundet hinanden. Din mor skal være stolt af at have en pige som dig, uanset din seksualitet". Jeg kan mærke hvordan hele situationen og Annies ord rammer mig. Jeg skal tage mig sammen for ikke at græde og kaste mig hulkende ned på sofaen. "Tak Annie. Det betyder rigtig meget, at du synes det". Annie rækker ud efter min hånd og giver den et klem. "Nå, men hvad er planen så herfra? Skal I to vente her imens, at din mor skaffer pengene?". Jeg kigger på Julie og så på Annie. "Ja, det var meningen. Hvis vi altså må?". "Selvfølgelig må I det. Så længe I vil!". 

Det er blevet aften, og vi sidder alle sammen samlet om spisebordet i køkkenet. Annie har lavet en grydekylling med kartofler og sovs til. "Annie, det ser virkelig lækkert ud". Annie kommer dansende hen til bordet. "Mange tak min ven, det er min hemmelige opskrift på sovsen". Jeg kigger over på Julie, der sidder og ruller med øjnene. "Ja mormor, vi ved det. Du laver en formidabel sovs". Julie fniser, og jeg får øjenkontakt med hende. Hendes blik borer sig ind gennem mig. Jeg kan mærke, at min puls stiger og hvordan mine håndflader pludselig bliver varme. Hvorfor har hun den effekt på mig? Jeg ryster blikket af mig og tager fat om skeen til kartoflerne. Vi sidder og spiser i stilhed i nogle minutter før, at Julie lægger sit bestik fra sig og kigger over på Annie. "Mormor?". "Ja, min skat?". Julie sætter sig til rette på stolen. "Jeg vil bare sige hvor taknemlig, jeg er for, at du har ladet os bo hos dig det sidste stykke tid. Det er jeg enormt taknemlig for". Annie får tårer i øjnene. "Lille skat, det manglede da bare. Det har virkelig være en fornøjelse. Jeg føler, at jeg har fået et helt nyt barnebarn i dig Sophie, så det burde være mig, der skulle takke". Julie smiler taknemligt til Annie og resten af middagen foregår med småsnak. 

Da Julie og jeg ligger i sengen samme aften, kan jeg ikke undgå at lade vær' med at tænke på, hvordan mit liv ville se ud på dette tidspunkt, hvis jeg ikke havde fundet Julie. Hvordan havde min hverdag set ud? Heldigvis behøver jeg ikke tænke for længe på det, da en kærlig hånd på min kind hiver mig tilbage til virkeligheden. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...