Life IS worth living

Man begynder først rigtig at forstå og elske livet, når man skal fortælle om det til andre. Vi er alle født med en gnist, en gnist der vokser og bliver til en flamme, en flamme der lader os elske det vi har. Så når vi i livet møder dem, der har mistet deres gnist. Så er det vores opgave at dele lyset og gnisten inden i os.

I denne fortælling følger vi pigen Katrine, som møder drengen Elias. Elias har mistet livs lysten, og er sikker på at verden er et bundløst mørke. Indtil Katrine beslutter sig for at vise livets skønheder, for ham.

5Likes
1Kommentarer
235Visninger
AA

1. Prolog: Tilfældigheder

DET var endeligt tilfældigt, jeg endte på den togstation.

Jeg skulle havde taget bussen mod centrum, men den blev aflyst. Og der ville gå en time før den næste bus kom. Så jeg besluttede at tage toget. Men hvorfor skulle jeg overhovedet, rejse med bus og tog. Den ærlige sandhed, er at jeg skulle besøge min veninde Kristina, i Nordjylland, og" feste" med hende. Planen var at drikke os selv i hegnet, og måske ligge med en enkel eller to, Men problemet var at jeg endte med at sove med hendes bror Sigurd, ved et uheld. Kristina smed mig på porten, mens Sigurd bare dumt så på. Så her stod jeg klokken lort om natten, ude i ingenmandsland, og var nødt til at få mig selv tilbage til København. Så jeg slæbte mig, hen til togstationen. For at vente på den bus, jeg vidste tog direkte mod KBH. Og som jeg fortalt før blev den aflyst. Så jeg valgte at tage et tog i stedet.

Så her stod jeg så og ventede på at mit tog skulle komme, da mine øjne mødte hans. Han var en fyr, jeg måske aldrig havde lagt mærke til, hvis ikke jeg var i den tilstand jeg var i. Han var nemlig alt for køn, til at jeg ville havde en chance. Han havde store blå øjne, mørke blå, så mørke at selv nattehimlen blegnede. Og omkring hans ansigt omkransede det mørkeste, mest fyldig, tykke, sorte hår, så mørkt at det fik hele hans figur til at virke mystisk og farlig.

Ved første øjekast var han bare endnu en lækker fyr, en fyr der sikkert fik alle pigerne til at falde på stribe, en rigtig Don Juan. Men da jeg så lod øjnene glide henover ham en ekstra gang, lagde jeg mærke til de store poser og rander under hans øjne. og hvis man så godt efter kunne man se, at han havde en sygelig hudfarve, han var bleg og sveden løb i dråber fra hans hårkant ned over hans ansigt. Og selvom hans hår ved første øjekast virkede lækkert, og kunne få enhver til at misunde ham det, var det nu fedtet og svedigt og klistrede til hans ansigt. Jeg lagde først mærke til at jeg havde stået og stirret på ham, da jeg lagde mærke til at han stod og stirrede på mig også. Der var noget i hans blik, et eller andet der skreg interesse, mystik, og af en eller anden grund tristhed. Jeg kunne simpelt hen ikke styre det, jeg kunne mærke blodet stige op i mine kinder og jeg kunne mærke hvordan de brænde. Så jeg var nødt til at kigge ned. Jeg så op han var på vej hen imod mig. Jeg mærkede hvordan en varme bredte sig i mit bryst, og hvordan sommerfuglene i min mave fløj helt op i brystet på mig. Han gik stadig nærmere mig, jeg mærkede hvordan mine forventninger steg skridt fra skridt.

Ikke langt fra perron hørte jeg mit tog, jeg smilte måske skulle vi samme vej? Jeg flyttede øjnene fra drengen hen på toget der nu var på vej ind på perronen. Jeg så tilbage på drengen, han var stoppet op et stykke fra mig. Han stod faretruende tæt på kanten, og vippede. Jeg mærkede hvordan min krop handlede, før min hjerne nåede at reagere på hvad der var ved at ske. Det var nok bare det at toget kom nærmere, og han stod der og svingede frem og tilbage på kanten, der fik min krop til at gå i aktion. Han gled, hele hans krop var i luften, hang som i et split sekund mellem livet og døden. Jeg nåede hen til drengen hurtigere end jeg troede jeg kunne. Jeg strakte hånden ud, mærkede skrækken i måske ikke at fange ham, og grab fat i hans ærme. Jeg rev ham til mig. Toget for forbi os i sekundet efter. Han var stille, jeg omfavnede ham, mens jeg hviskede beroligende ord og aede ham på ryggen. Toget stoppede og dørene åbnede. Jeg så drengen ind i øjne. De var helt tomme og følelsesløse. Konduktøren løb hen til os og råbte om faren ved at stå på tæt på toget, han var stille. Ingen lyd slap ud fra hans læber. Jeg forklarede konduktøren en løgnehistorie om, at han var gledet. Og vi fulgtes ad til KBH. Konduktøren nikkede til min historie, og iagttog mig tage et skridt nærmere døren, stadig med en fast grab om drengens arm. "Skal du med?" Drengen så på mig, som om han først opfattede mig nu. Jeg tog et skridt nærmere døren og stod nu med den ene fod inde og den anden udefra toget. Konduktøren skyndte på os og drengen nikkede. Og sammen tog vi toget mod København.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...