Historien om Longbottom

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 1 aug. 2017
  • Opdateret: 24 okt. 2017
  • Status: Færdig
Troldmandssamfundet er imidlertid præget af skaderne efter ham, som ikke må benævnes' storhedstid. Dødsgardisterne laver stadig ravage og fornyligt er en ministeriel sekretær forsvundet. Uvidende om, at det bliver det sidste, de gør, arbejder hr. og fru Longbottom hårdt for at opklare sagen.| 'Historien om Longbottom' modtog en tredjeplads i 'Battle of the Fandoms'.

5Likes
5Kommentarer
980Visninger
AA

3. Del II

En smule desorienteret trådte fru Longbottom ud af kaminen og ind i ministeriet, hvor hendes ægtefælle var ankommet få sekunder forinden. De befandt sig i den ene ende af en lang, flamboyant sal med højglanspoleret trægulv. Ovenover dem var det påfugleblå loft besat af skinnende, symbollignende mosaikker, som uafbrudt var i bevægelse og somme tider forandrede form. Væggene, som indrammede salen, var dækket af mørke træpaneler. I den venstre side var der forgyldte kaminer, som med sekunders mellemrum blev benyttet af travle hekse og troldmænd på vej til arbejde, og omvendt blev den højre side brugt til borttransferering.

Midt i salen stod der et springvand i form af en gruppering af fem enorme, gyldne statuer i midten af et rundt bassin. De var placeret som femmeren på en sekssidet terning. Omringet af de andre stod en statue af en ædeltudseende troldmand med sin tryllestav pegende op mod loftet. De fire omkringstående statuer forestillede en elegant heks, en vis kentaur, en hemmelighedsfuld nisse og en beskeden husalf. Skulpturerne af de magiske skabninger kiggede alle i retning af heksen og troldmanden, som var de deres undermænd, hvilket de fleste nok også anså dem for at være.

Klart, cyanblåt vand strømmede ud fra spidsen af deres tryllestave, fra toppen af nissens hat, fra spidsen af kentaurens pil og fra hvert af husalfens ører. Den brusende lyd af det rindende vand blandede sig med lyden af de mange brag fra folkene, der transfererede sig til og fra stedet, samt de hundredvis af hastende fodtrin, der med morgensure grimasser styrede hen mod en gylden port i den fjerne ende af salen.

Hr. og fru Longbottom fulgte med strømmen og masede sig frem mellem deres kollegaer. Nogle af dem bar på højtstablede pergamentruller, mens andre læste dagens udgave af Profettidende, hvor fru Damnum fyldte forsiden.

Da de passerede springvandet bemærkede fru Longbottom, for første gang i alt den tid, hende og hendes mand, havde været ansat her, at bunden af bassinets dyb gemte på massevis af sølvsegl og knut, og at der, på kanten af springvandet, hang et lille, næsten udvisket skilt, der informerede de forbipasserende hekse og troldmænd om, at:

 


 

Hun sendte skiltet et hurtigt, ligegyldigt blik, inden hun forsatte uvidende om det faktum, der ville blive afsløret i en nær fremtid.

Hr. og fru Longbottom fulgte mængdens videre færden gennem den gyldne port og ind i en mindre sal, hvor der var omtrent tyve elevatorer bag jerngitre. De sluttede sig til køen ved en af dem, der var tættest på. Til højre for dem stod en kraftigtudseende troldmand med et skæg så langt, at det gik helt ned til livet.

”G’mor’n, Frank,” sagde troldmanden med en dyb, rungende stemme, ”og g’mor’n, Alice.”

”I lige måde, Randall. Hvordan går det med afhøringerne?” sagde hr. Longbottom idet elevatoren ankom. De vandrede alle tre ind i den, og blev derefter efterfulgt af en flok magikere samt nogle lyslilla papirsflyvere, med teksten ’Ministeriet for Magi’ indgraveret i siden. Papirsflyverne var sammenfoldede pergamentstumper, som indeholdt interne beskeder. Afsenderen havde forhekset dem, så de selv fandt vej hen til den tiltænkte modtager, for på den måde at spare en utrolig masse tid. Den nye opgradering af de interne beskeders transportmetode havde også vist sig at være en del mere effektiv end den forhenværende. Man havde været tvunget til at indse, at ugletransporten forårsagede for megen skidt og møg. Det havde endda været en nødvendighed for mysteriet at ansætte et dusin rengøringskoner, da hele gange havde været utilgængelige, eftersom de havde været tapetseret med ugleekskrementer.

”Tja … i går var det desværre kun hr. Karkaroff, som vi fik sendt til Azkaban. Men ikke desto mindre viste han sig at være hjælpsom. Han er sindsforvirret, og det lykkedes ham ikke at slippe ud, men i forsøget på det opremsede han ganske vist en hel portion dødsgardisters navne.” Randall så afventende på de andre, som om han forventede, at de ville komme med en bemærkning, men da dette ikke var tilfældet, opgav han og fortsatte: ”Desværre var de fleste andre afhøringer åndsfortærende. Dagens afhøring af dødsgardister, skulle dog omhandle en god del af de tætteste, deriblandt hr. Malfoy. Så jeg forventer, at det bliver en smule mere sensationelt,” fastslog Randall håbefuldt, selvom, at denne opgave på ingen måde indebar håb.

Mørkets Herre havde en lang række tilhængere bestående af magikere og diverse magiske skabninger. Tilhængerne var enten blevet tvunget til det, lokket til det, eller også havde de valgt denne frygtindgydende skæbne af egen fri vilje. Det formelle navn for disse brændemærkede disciple var ’Dødsgardister’.

”Niveau Syv, Afdelingen for Magiske Spil og Sportsgrene, herunder hovedkvartererne for den Britiske og den Irske Quidditchliga. På dette niveau findes også den Officielle Spytstensklub og Patentbureauet for Løjerlige Opfindelser,” lød en akademisk kvindestemme idet elevatordørene gled op, og afslørede en rodet korridor med skævt hængende plakater af adskillige verdensberømte Quidditchspillere. En komiskudseende mand, med favnen fyld af koste, forlod dem, og dørene lukkede igen.

”Malfoy,” sagde fru Longbottom nysgerrigt, ”ja, det skal nok blive interessant.”

”Niveau Seks, Afdelingen for Magisk Transport, herunder Ledelsen for Susepulversystemet; Myndigheden for Kosteregulativer; Transitnøglekontoret og Testcenter for Spektral Transferens,” bekendtgjorde kvindestemmen. Dørene åbnedes igen og afslørede denne gang en korridor fyldt med døre og magikere, der var på vej ind eller ud af elevatoren.

”Hmm, ja,” erklærede Randall. ”Ser I, jeg har gået og spekuleret over, hvordan han har tænkt sig at slippe ud af suppedasen denne gang.”

”Niveau Fem, Afdelingen for Intermagiske Kooperativer, herunder Det Internationale Kommissorium for Standardisering af Magisk handel; Departementet for Magisk Lovgivning og Den Internationale Sammenslutning af Troldmænd, Britisk Afdeling.” En stor mængde af skrappe og stramtudseende magikere og interne beskeder forlod elevatoren, mens andre sluttede sig til dem.

”Det skulle ikke forbavse mig,” sagde hr. Longbottom, ”hvis Malfoy endnu en gang udnytter sin generøse pengesum.”

”Men på den anden side, er jeg overbevist om, at han sagtens kunne finde på at melde nogle af de andre.” Fru Longbottom havde blot gjort en ende på sin sætning, som elevatoren stoppede endnu en gang.

”Niveau Fire, Afdelingen for Regulering og Kontrol af Magiske Eksistenser, herunder Divisionerne for Skabninger, Væsner og Ånder; Kontoret for Nissesamarbejde og Bureauet for Information om Skadedyrsudryddelse.” En ældre herre forlod elevatoren i følgeskab af et hemmelighedsfuldt jernbur, som syntes at huse en magisk skabning.

”Det er jeg nu ikke så sikker på,” sagde Randall med en undertone af tvivlrådighed. ”For hr. Malfoy kan da umuligt tro på rygterne … det ville da ligefrem være dumdristigt … hvad vil der ikke ske, hvis I-Ved-Hvem opdager det? Jeg mener, han kan da ikke rigtigt være væk, kan han?”

Fru Longbottom udstødte et spekulativt suk i samme sekund, som den akademiske kvindestemme endnu engang skulle til at oplyse dem om, hvor de befandt sig. ”Niveau Tre, Afdelingen for Magiske Katastrofer, herunder Magialarmpatruljen samt Obliviatorhovedkvarteret og Mugglerværdig Undskyldningskomite.”

Hendes bedre halvdel rømmede sig. ”Du har sikkert ret. Det er jo muligt, at Harry Potter satte en stopper for Mørkets Herre, men en troldmand, så stærk, som ham, ville da ikke lade sig slå ud af en baby.” Han sendte Randall et smil. ”Du må hilse konen.”

”Niveau To, Afdelingen for Magiske Efterretninger, herunder Kontoret for Uautoriseret Brug af Magi; Aurorhovedkvarteret og Administrationskontoret for Højmagiratet.”

Elevatordørene åbnede sig endnu en gang og afslørede en gang, der, på trods af at de befandt sig under jorden, var pyntet med fortryllede vinduer, som viste snevejr. Hr. og fru Longbottom efterlod Randall og skyndte sig ud, for Dunders brev havde jo bedt dem om, at komme hurtigst muligt.

De rundede et hjørne, gik igennem et par egetræsdøre og trådte ind i et kontorlandskab opdelt i afskærmede områder, hvor der summede af liv, latter og et dusin interne beskeder, som fløj rundt mellem båsene. Et gammelt, slidt, træskilt hang ned fra loftet med påskriften:

 


 

Efter at have sendt et hurtigt, men hjemligt, blik mod det, fortsatte hr. og fru Longbottom videre hen til udkanten af kontorlandskabet, hvor de blev mødt af en kraftig dobbeltdør. Hun tog fat i håndtaget og skubbede døren op til det kammer, som hun kun havde befundet sig i én gang før, da det kun blev brugt, ved de mest fortrolige opgaver. På daværende tidspunkt havde det dog haft et alternativt udseende, og hun havde en teori om, at dette skyldtes, at det besad nogenlunde den samme magi som mystiske Fornødenshedsrum på Hogwarts.

Denne gang trådte de ind i et cirkulært kammer med buer rundt langs væggen. Gulvet var af guldbelagte sten og væggen af hvid marmor, mens loftet ikke var fladt, men tværtimod kuglerundt. Midterst på loftet hang en lysekrone af de mest funklende krystaller, hun nogensinde havde fæstnet sine øjne på. I kontrast til denne luksuriøse skønhed stod der i midten af kammeret en stol, som lignede en af mugglernes tandlægestole, hvis man så bort fra den lænkede person, der sad i den.

”Det var godt, at i kom,” sagde en feminin stemme. Hr. og fru Longbottom drejede hovedet synkront og stirrede ind i Millicent Bagnolds blå øjne.

”Det er mig en ære endelig at se Dem igen, Minister,” sagde hr. Longbottom. ”Det er lang tid siden.”

”Åh, ja, det er det vel. Men Frank, og Alice med for den sags skyld, vil I ikke være søde at kalde mig Millicent. Det kan jeg bedst lide.”

”Som De vil, Millicent.”

Fru Lonbottom, som var blevet en smule utålmodig, afbrød sin mand. ”Hastebrevet?”

”Det er skønt at se så engageret, du er, Alice,” sagde frøken Bagnold med en afdæmpet stemmeføring. ”For at besvare dit spørgsmål, så har vi, som du kan se, overflyttet Memoria Damnum.” Hun gjorde en gestus mod den lænkede frue i tandlægestolen. ”Vi tænkte, at hun ville være nemmere at arbejde med i Ministeriet end på Skt. Mungos.”

”Og det viste sig selvfølgelig, at vi havde ret,” sagde en dyb, velkendt stemme. Frøken Bagnold gik et par skridt hen mod fru Damnum, hvorefter to mandlige skikkelser trådte frem og stillede sig ved side af hende. Den ene, manden nærmest ministeren, havde glat, mørket hår og var iklædt et skræddersyet jakkesæt til fornemme troldmænd. Den anden havde fået erstattet sit ene ben med ét af metal, og sit ene øje med ét, der var fortryllet. ”Hun har været under opsyn hele natten, og for nogle timer siden fik hun endelig sagt noget, der ikke bare var en værre gang sludder.” Den velkendte stemme tilhørte den enøjede mand, som derefter rystede på hovedet.

”Men desværre har bivirkningerne af dette har afskåret hende fra at sige noget som helst andet,” sagde den fornemme hr. Ferm.

”Hvad er det så, hun siger?” spurgte fru Longbottom ivrigt.

”Ja, det er vel en form for en gåde,” svarede Skrækøje Dunder. ”Det er dog ikke lykkedes os at regne den ud endnu.”

Hr. Longbottom stirrede undrende på den lænkede dame. ”Hvordan gjorde I det? Hvordan fik i hende til at snakke normalt?”

”’Normalt’ er nok ikke det rette ord,” sagde Skrækøje.

”Nej, som Alastor sagde før, så snakker Memoria i gåder – hun er tydeligvis blevet ramt af mere end blot en forglemmelsesbesværgelse, og vi havde nær aldrig fået hende til at sige noget, der gav bare en smule mere mening. Men dette gør, at hun aldrig vil fortælle direkte, hvad der er sket. En demonstration vil gøre det lettere for jer at forstå det.” Hr. Ferm vendte sig mod fru Dumnam. ”Hvad hedder du?”

Hun kiggede åndsfraværende hen mod ham, som om hun ikke anede, hvad han snakkede om, før hun svarede:

”Ved fødslen termen skænket blev
af selveste den herre,
som skabte både stort og småt,
og alt hvad vi begærer.

Da efterkom han attråen,
fra mine fundatorer,
og gav mig dette kaldenavn,
der på latin betyder:

At nogle sager glemmes vil,
erindringer samt minder,
de svinder ind og bliver væk,
til døden den os skiller.”

Nu var det ikke så sært, at de ikke bare havde givet et klart svar, for det var der jo på ingen måde, tænkte fru Longbottom og gennemgik for sig selv gådens betydning, selvom, at hun allerede var i besiddelse af den. Ved fødslen termen skænket blev, dette måtte betyde dåben, af selveste den herre, som skabte både stort og småt, og alt hvad vi begærer. Betød disse ord mon Gud? Det var uvist, men hun besluttede sig alligevel for at gå videre. Da efterkom han attråen, fra mine fundatorer, og gav mig dette kaldenavn, der på latin betyder. Dette måtte være en betegnelse for … at hendes forældre har valgt et navn på latin? I så fald var den sidste del ikke svær at regne ud, at nogle sager glemmes, erindringer samt minder. Memoria Dumnam – dette måtte betyde hukommelsestab.

Hvis fru Longbottom havde gættet rigtigt, var det et usædvanligt godt sammentræf, for hun havde jo netop fået modificeret hendes hukommelse. Gad vide om hendes forældre vidste det? Var det en spådom?

”Er det nemmere at forstå nu?” spurgte Skrækøje. ”Hver evig eneste gang, vi stiller hende et spørgsmål, får vi en gåde tilbage. Tidligere, da vi spurgte hende om, hvad klokken var, gav hun sig i kast med en besværliggjort forklaring uden over hovedet at nævne et tal!”

”Men det mest besynderlige svar, vi hidtil har fået, var, da vi forhørte hende om, hvor hun har været, og hvorfor hun var væk,” sagde ministeren tankefuldt. Farven var efterhånden drænet fra både hende og hr. Ferms ansigt, for de havde begge lidt et frygteligt tab. Det var tydeligt at se på dem, at de var nervøse, og selv deres negle var bidt ned til rødderne.

Hr. Ferm vendte sig endnu engang mod den konfuse fru Dumnam. ”Hvor har du været, hvad er der sket, og hvorfor tog du væk?”

”Underlagt en kvote var jeg,
Gammel, gådefuld magi.
Mens egne tanker helt svandt bort,
de nye dejsede i.

Jeg ordre efter ordre fik,
diverse spejderiger,
hver eneste jeg blindt adlød,
det blev til mange flere.

Magien, den fortonede,
og friheden tog over.
De tog mig så i fangenskab,
thi intet ku’ mig styre.

Til knudepunktet jeg blev ført,
da solen mødte enden,
og ingen de bemærkede,
at ej jeg var at finde.

Nu kom vi så til prøvelsen,
hvor der skulle svares sandt.
De spurgte mig om hankønnet,
samt hvorfor han dog forsvandt.

Men da jeg end benægtede,
da blev de rigtigt sure,
og under plagerne jeg led
med store hjerneskader.

Disciplene, dem slap jeg fra,
men kun med nød og næppe,
og nu helt ør jeg sidder her,
er det til ingen nytte.”

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...