Pure

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 25 jun. 2017
  • Opdateret: 27 maj 2018
  • Status: Igang
De 18-årige tvillingesøstre Aurora og Annabelle Morgan, har altid været meget forskellige. Hvor Aurora er eventyrlysten, festglad og fremme i skoene, er Annabelle tilbageholdene, genert og forældrenes kæledægge - så da Aurora en aften beslutter sig for at snige sig ud og tage til fest, er det på egen hånd. Hun krammer Annabelle farvel og lister ud, uden at blive opdaget. Men før hun når frem, render hun ind i en mystisk, ukendt dreng, som kender hendes navn. Det er ikke unormalt, taget i betragtning at hendes forældre er succesfulde forretningsfolk, som tit er fremme i medierne - men der er noget, som virker forkert. Før Aurora kan nå at se sig om, bliver hun holdt fast og tvunget ned på jorden, mod sin vilje. Ude af stand til at skrige eller flygte, mærker hun hvordan kluden bliver tvunget nedover hendes mund, og alting bliver sort.

41Likes
20Kommentarer
9349Visninger
AA

6. KAPITEL FEM

 

KAPITEL FEM

Jeg skyllede langsomt de sidste tallerkener rene, inden jeg stillede dem i opvaskemaskinen og satte den igang. Det tog et stykke tid før den begyndte og virke, hvorefter et ukontrolleret suk undslap min mund, imens jeg fortsatte med de pligter som drengene havde tildelt mig. Jeg skulle både lave mad, dække bord, rydde af, vaske op og gøre rent i hele huset - jeg var ikke sikker på hvor længe jeg kunne holde til det, men jeg gjorde mit bedste. 

Det var efterhånden to uger siden at jeg var kommet hertil, og der var ingenting sket - ingen opringninger, ingen aftaler og ingen information vedrørende hvornår jeg kunne komme hjem. Det virkede skummelt, og jeg brød mig bestemt ikke om det. Burde jeg ikke have været i kontakt med nogen nu, som kunne sende drengene de penge min far skyldte dem?

"Du står i dine egne tanker igen, Aurora."

Lyden af Louis' stemme var hvad der fik mig til at bryde ud, hvorefter jeg skyndte mig at fortsætte med oprydningen. "Undskyld" mumlede jeg lavmælt, og prøvede at ignorere ham. Det var dog lidt svært, når han stod lige bag mig med armene over kors, for at sikre sig at jeg virkelig gjorde det ordentligt. De andre drenge blev siddende i sofaen, men jeg kunne ud af øjenkrogen se, at de også holdte øje med mig. De var så rædselsslagne for at jeg skulle løbe væk, at de ikke turde bevæge sig mere end et par meter væk fra mig. 

Jeg fik bordet til at skinne på ingen tid, hvilket jeg blev anerkendt og rost for. Drengene var virkelig blevet gode til at fortælle mig, når der var noget jeg gjorde rigtigt. Det var dog også den absolut eneste opmuntrende ting, i det her fucking fangehul. Jeg hadede alting, og det eneste der holdte mig fra at tage livet af mig selv, var håbet om at min plan ville lykkes. Min plan, om at flygte. 

"Du har gjort det godt, Aurora" mumlede Harry, da han rejste sig og så hvor rent køkkenet var. "Har du lyst til at se fjernsyn i aften?"

Mine øjne blev straks store, og jeg kunne have svoret at et lille smil fandt vej til hans læber, da han så min reaktion. Jeg havde ikke lavet andet end at rydde op, og når der ikke havde været mere at rydde op, var jeg blevet låst inde på 'mit' værelse og overladt til mig selv. Så jeg takkede pænt ja - for jeg havde efterhånden lært, at jeg ingen vegne kom med utaknemmelighed - og satte mig i sofaen. Jeg fik hurtigt kastet et tæppe i hovedet af Niall, hvilket udløste en lavine af grin fra de andre drenge. Mit hår der flagrede til alle sider, var åbenbart sjovt.  

Før jeg vidste af det, havde drengene startet en romantisk komedie 'for min skyld'. "Hvad fanden er det?" begyndte jeg, og snuppede fjernbetjeningen før de kunne nå at se sig om. "Det gider jeg altså ikke at se". De udvekslede hurtigt undrende blikke, men jeg ignorerede det og slog over på en af de andre kanaler, hvor 'The Maze Runner' lige var gået igang. Min absolutte yndlingsfilm, og ikke kun på grund af at Dylan O'Brien og Thomas Sangster var hovedrollerne (men det skadede selvfølgelig heller ikke).

Halvvejs inde, var Louis og Niall allerede faldet i søvn. Liam beskrev tingene som det var; at han ikke gad se sådan en røvkedelig film, så han var gået op på sit værelse og havde låst døren bag sig, og havde efterladt Harry og jeg alene. Eller - alene var vi jo ikke, for selvom de sov, var Louis og Niall der jo stadig. 

"Får jeg nogensinde lov til at komme hjem?"

Jeg tøvede ikke da jeg stillede Harry spørgsmålet, som han ikke reagerede på. Han blev ved at kigge på fjernsynet uden at fortrække en mine, og først efter et minut eller to mumlede han "Jeg tvivler". Den brændende fornemmelse i min brystkasse voksede sig større, og gjorde det næsten umuligt at trække vejret. "I lovede". Jeg græd for en gangs skyld ikke, for det føltes som om at jeg allerede havde brugt alle mine tårer.

"Tingene er ikke så ligetil længere, Aurora" fortsatte han, og satte filmen på pause. Han kiggede skiftevis på Niall og Louis, som  med deres højlydte snorken gjorde det umuligt at føre en samtale. I en hurtigt bevægelse havde han rejst sig op, taget fat om mit håndled og skubbet mig i retning af trapperne. Jeg kommenterede det ikke, men fulgte bare med. Han låste døren til sit værelse op og puffede mig ind, inden han bad mig om at sætte mig på sengen. 

Jeg studerede hver eneste detalje i rummet. Bøgerne på reolen hvor langt de fleste var krimiromaner, skrivebordet der var fyldt med nipsting fra ferier samt hans computer og tøjet i skabet, som for det meste bestod af plain tees og skinny jeans. 

"Sagen er, Aurora" begyndte han, og satte sig på hug foran mig. Han placerede sin hånd på mit knæ, som skulle han til at trøste mig, men jeg viftede den hurtigt væk. Han sukkede. "Vi har talt med din far, og han er ikke villig til at give det beløb han skylder os". Det føltes som om at mit hjerte skippede et slag eller to, og jeg kunne ikke finde de rette ord. Harry var ikke helt tryg ved situationen, og trak en smule på skuldrene. "Det er ikke fordi at din far ikke vil have dig tilbage, tro mig. Men han forklarede at han nægtede at forære penge til forbrydere, selvom han jo egentlig skylder os dem. Prøv at forstå, Aurora". 

"Forstå hvad? At det i har gjort er okay? Du ved udemærket godt at det er løgn, og i gider ikke engang at fortælle mig hvorfor han skylder jer penge! Min far er en idiot, det ved jeg godt - men i det mindste er han en klog idiot, i og med at han ikke giver jer nogen penge". 

Jeg havde troet at Harry ville reagere voldsomt på min kommentar, men han sad bare stille og kiggede på mig. Som om at han tænkte over noget, eller undrede sig. Jeg begravede mit hoved i mine hænder og sukkede, inden jeg svang mine ben udover sengekanten for at rejse mig. Han holdt dem hurtigt stille, og rystede på hovedet. "Vil du virkelig vide hvorfor din far skylder os penge?"

Mit blod frøs til is da han spurgte mig, og jeg var ikke langsom til at svare ja. 

"For et år siden, fandt Louis' ud af at der blev hævet penge fra hans konto. Ikke bare små beløb, men tusindevis af kroner af gangen. Han kontaktede sin bank som fortalte, at han havde købt noget online på en side, der hævede pengene ulovligt fra hans konto - og det eneste de kunne gøre var, at spærre hans konto. De ville ikke være i stand til at spore hvem forbryderen var, da systemet kørte via en krypteret server eller noget i den stil. Men Louis var vred nok til at bede en af hans venner der hacker illegalt, om at undersøge det nærmere. Det er din fars firma, Aurora - når man klikker sig ind på hans webside og indtaster sine oplysninger, bliver de gemt. Når man tænker på hvor mange mennesker der benytter sig af din fars webshop, løber det pludselig op i en frygtelig masse millioner af kroner. Derfor afpressede Louis ham. Ikke blot for det din far havde stjålet fra ham, men for en ekstra million for at tie stille. De indgik en aftale, men da den ikke er blevet overholdt, så Louis ingen anden udvej end denne. Så det er ikke fordi at din far ikke vil have dig hjem i sikkerhed, tværtimod. Han er bare bange for, at Louis ikke holder sin del af aftalen". 

Jeg frøs endnu engang til is. "Du lyver" mumlede jeg, og gav ham en lussing. "Du er ikke andet end en løgner!"

Han rystede på hovedet og skubbede mig tilbage på sengen - denne gang så hårdt, at jeg landede fladt på ryggen. "Nej, jeg lyver ikke" hvæsede han, og holdte mig nede. "Er det virkelig så svært at indse, at du ikke kommer nogen vegne herfra?" 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...