Livet Sidder Løst

Da den 16-årige My bliver uhelbredeligt syg, insisterer hendes forældre på at flytte på landet. My føler, livet allerede er slut, da hun møder den lokale, gymnasie-dropout Hannibal. Hannibal er anderledes, rebelsk og svær ikke at forelske sig i, - og så er han den eneste, My kan fortælle, om sine uhyggelige møder med landsbyens døde beboere.

5Likes
3Kommentarer
2664Visninger
AA

42. Kapitel 42

Hannibal var allerede forbi de yderste byhuse, da jeg nåede ud på Hovedgaden. Jeg begyndte at løbe. Hannibal vendte sig igen og igen og så tilbage efter mig. Hver gang smilende. Det gav energi. Jeg løb hurtigere, men selv om han bare gik stille og roligt, blev han ved at være langt foran. ”Hannibal,” råbte jeg og hev efter vejret. Jeg blev nødt til at stoppe. Støttede mig sammenbøjet på mine knæ. Vinden rev i mig og kastede lyden af bølgebrus rundt. Jeg rettede mig op, mens min vejrtrækning faldt til ro. Vi var nået havet. Hannibal var stoppet lidt fremme. Han stod og så mod noget, jeg svagt kunne skimte gennem ham. Den gamle Ford og Lasse. Jeg trådte lidt til side for at få fuldt udsyn.

 

Lasse sad med ryggen til os på Ford’ens tag og kiggede ud over havet. Jeg havde glemt alt om bilen; - at jeg jo havde efterladt den der ved stranden, den nat jeg var gået i havet for at få gjort en ende på det hele. Den bil måtte betyde meget for Lasse. Jeg huskede første gang, jeg havde talt med ham i skolen og nævnt den gamle Ford. Hans irritation og antagelse om, at jeg ville spørge om nøglen. Lasse var Hannibals lillebror. Den brik fik alt til at falde på plads omkring Lasse. Lasse mor, der havde sagt, det var svært derhjemme. Lasses far, der tog Lasse trøstende til sig, da Lasse vendte spritstiv hjem. Lasse savnede sin storebror, så det gjorde ondt at være til. ”Vi ses,” havde Lasse sagt, da jeg mødte ham på vej ud fra kirkegården. Optaget af mit eget, havde jeg den gang troet, Lasse ligesom jeg kunne se Livlys døde. Nu forstod jeg, det ikke havde været andet end en afsked med Hannibals mørke, blanke gravsten. Lasse måtte om nogen have ledt efter bilnøglen. Mange havde sikkert spurgt ham. ”Skal Hannibals bil være din? Må du beholde den, til du bliver 18?” Nu havde den sidste bid af Hannibal på uforklarlig vis flyttet sig fra byskiltet ud til havet.

 

Jeg nåede helt hen til bilen, før Lasse opdagede mig. Det gippede i ham, så jeg ikke kunne lade være at smile. ”Pis, du forskrækkede mig,” udbrød han og var ved at tabe sin cigaret. ”Må jeg komme op til dig?” spurgte jeg. Han flyttede blikket ud mod vinterhavet uden at svare. ”Du ved godt, det var mig, der fandt dig den nat, ikk?” sagde han i stedet. Jeg vidste ikke, hvad jeg skulle sige. ”Jeg går tit rundt hernede, sådan bare når jeg ikke kan sove,” fortsatte han, ”og man sover sindssygt dårligt i vores nye hus.” ”Jeg vidste ikke, det var dig, der fandt mig,” mumlede jeg og var på en eller anden måde flov, ”det er jeg virkelig ked af.” Han sugede af cigarretten og så på mig. ”Du kunne også være glad for det,” sagde han, pustede røg ud og fortrød sin kommentar. ”Det var ikke så slemt,” sagde han hurtigt, ”det var sindssygt koldt at hente dig ind, men det var også, sådan lidt fedt eller noget.”

 

Han rykkede sig lidt, så der blev plads til mig, og rakte mig hånden for at hjælpe mig op. Jeg greb den, og vi sad der på kanten af Fordens tag vindblæste side om side og gloede på bølgerne, der blev ved at rulle op over sandet. Lasse havde reddet mig. Han havde ikke kunnet redde sin storebror, men han havde reddet mig. Jeg fik en sær fornemmelse af, at den sidste brik var lagt. Så kom jeg i tanker om Hannibal og så mig tilbage. Hannibal stod stadig, hvor han var stoppet op et stykke væk og betragtede Lasse og mig. Jeg måtte være gået forbi Hannibal, da jeg fik øje på Lasse. Jeg havde ikke en gang lagt mærke til det. Og nu sad jeg der på bilens tag og havde glemt, Hannibal over hovedet var der. Som om han kunne læse mine tanker, smilede Hannibal og løftede hånden til afsked.

 

”Hvad kigger du efter?” spurgte Lasse. ”Man kan se helt tilbage til de skæve træer,” svarede jeg og vendte mig igen mod vandet. ”De kan noget, de der træer,” sagde Lasse, så vendte han sig mod mig med et undersøgende blik. ”Det er super mærkeligt med den her bil,” begyndte han, ”den plejede jo at stå ikke så langt fra byskiltet, og så stod den pludselig her den nat, jeg fandt dig i vandet.” Jeg kiggede kort tilbage mod Hannibal. Han var væk. Lasse så afventende på mig. ”Jeg mødte en for ikke så lang tid siden, ” svarede jeg, ”han sagde, at livet sidder løst, men det er fuldstændig fantastisk”. Lasse kiggede længe på mig, sugede det sidste af cigaretten og skoddede den. ”Kunne du bruge det til noget?” spurgte han så. Jeg nikkede. ”Og jeg ved, hvor bilnøglen er,” smilede jeg.

 

                                                                                    * * * * *

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...