Harry Potter (+M&M) - og de forbandede rubiner

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 19 jun. 2017
  • Opdateret: 22 sep. 2018
  • Status: Igang
Hvad nu hvis Dudley, Harry Potters fætter, også var kommet på Hogwarts? Hvad nu hvis Harry Potter kom på et helt andet kollegium? Hvis han mødte Marcus og Martinus? Eller hvis Voldemort i virkeligheden kun havde dræbt Harry Potters far? Disse spørgsmål og mange flere får du svar på i denne fanfiction.

1Likes
8Kommentarer
384Visninger
AA

4. Fordelingsceremonien

”Nå, sidder I stadig her? I burde tage jeres kapper på. Vi er der snart!” sagde pigen, og gik sin vej uden et ord.

Harry slog sig selv i ansigtet. Han havde glemt alt om, at han var tomhændet, hvad det angik. Han kastede et tvivlrådigt blik på Marcus og Martinus, der fandt deres kapper frem fra deres tasker.
”Har du noget imod, at vi skifter herinde?” spurgte Marcus.

”Nej, nej, overhovedet ikke. Hvornår er vi der?” spurgte Harry.

Han håbede, at samtaleskiftet ville aflede deres opmærksomhed fra samtalen om skolekapper.
”Om ca. et kvarter,” sagde Martinus.

Det var lige gået op for ham, at der ikke var nogen dækning på hans telefon længere.

”Hold da op, Hogwarts må være godt beskyttet!” udbrød han.

”Jeg har hørt, at det heller ikke er muligt, at teleportere hverken fra eller til stedet,” sagde Marcus.

De nåede ikke at fortsætte samtalen, fordi toget standsede. Det bremsede så hårdt, at Harry var lige ved at falde forover. Han var lettet over, at de ikke nåede at spørge til hans situation om skolekapper. Men da han gik ud af toget, var der selvfølgelig en masse forbipasserende, der gloede på ham, pegede fingre, hviskede og grinede hånligt af ham. Han bemærkede, at det især var dem, som havde en grøn slange som logo på deres kapper.

”Førsteårselever! Denne vej!” råbte en mandlig stemme i det fjerne.
Harry vågnede op fra sine tanker med et sæt. Han så efter Marcus og Martinus, men han kunne ikke se dem nogle steder. Han konkluderede, at de nok var gået i forvejen. Stemmens ejermand viste sig, at tilhøre en kæmpestor mand. Han var mindst tre meter høj. Harry havde aldrig set noget lignende, og han gloede længe på ham med åben mund og polypper. Han var iført en brun læderjakke, han havde langt, sort krøllet hår, og hans blå øjne gloede venligt på ham.

”Følg mig!” kommanderede han i en venlig tone.

Han gik så stærkt, at de nærmest måtte løbe efter ham.

Efter fem minutters gang ankom de til en sø, hvis overflade reflekterede den skyfri blå himmel. Der var flere hundrede træbåde, som førsteårseleverne skulle sejle i. Hogwarts lå på den anden side af søen, og den blev oplyst af lyset fra slottets vinduer. Lyset blev også reflekteret af søens overfade. Han fik øje på Marcus og Martinus, der sad i en båd overfor ham. De vinkede venligt til ham, og Harry gjorde ligeså. Et par minutter senere stod de ved slottets indgang, som var en stor sort port. En heks, som var iført en grøn kjole og en sort spids hat, stod ved porten og ventede utålmodigt på dem.
”Skynd jer! Fordelingsceremonien starter om lidt!” kommanderede hun.
Han fik øje på endnu et velkendt ansigt – den rødhårede pige som han mødte ved kupeen. Hun smilede venligt til ham. Heksen åbnede porten, der gik knirkende op. De trådte ind i et rum, som Harry gik ud fra måtte være kælderen. Der var meget mørkt og skummelt dernede. Kun ophængte fakler på væggen lyste vejen op for dem. Heksen meddelte, at de havde lidt travlt, så de blev nødt til at løbe for at overholde tidsplanen. Inden længe ankom de til en trappe, som Harry ikke kunne se enden på. Den gik de op ad, og derefter fortsatte de op ad endnu flere trapper. Til sidste stoppede de ved en stor træport. Harry var helt stakåndet efter den travetur, men han prøvede på at lade være med at vise det ved at holde munden lukket og trække vejret dybt. Han kunne se på forsamlingen af førsteårselever, at han ikke var den eneste, som havde det sådan. Marcus stod ligefrem og stønnede af anstrengelse. Harry pressede sit hår godt ned af sin pande, for at skjule arret så meget som muligt, men alligevel blev han opdaget af en lyshåret dreng.
”Så det er altså sandt,” udbrød han. ”Vores nye berømtheder Harry Potter og Marcus og Martinus er ankommet til Hogwarts!”
Folk begyndte at snakke i munden på hinanden.
”Goddag, Harry,” sagde drengen.
Harry syntes han lød venlig, men samtidig bemærkede han en kølig og sarkastisk undertone i hans stemme. Som om han i virkeligheden ikke brød sig om ham.
”Jeg hedder Draco Malfoy,” sagde han og rakte ham hånden. Harry tøvede lidt, og kastede et blik på Marcus og Martinus, der havde gemt sig bag et par elever, der var et hoved højere end dem. Malfoy skævede til Marcus og Martinus. Han lod Harry være Harry, rettede ryggen og gik beslutsomt hen til dem.
”Marcus og Martinus. Jeg har læst om jer i muggler-bladene. I burde faktisk bare droppe Hogwarts og gå tilbage til musikken. Jeg tror I helt klart vil være meget bedre til det end magi. Ikke at det gør noget, men det var bare et godt råd. I skulle nødig ende som jeres oldefar!” sagde han med et hånligt smil.  
”Jeg ville personligt ikke hænge ud med ham Potter-drengen. Jeg kan hjælpe jer med at finde ordentlige venner,” fortsatte han og rakte dem hans hænder.
”Vi kan selv finde ordentlige venner, tak,” sagde Marcus og Martinus i kor.
Malfoy gloede på dem med et skuffet ansigtsudtryk. Det var vist ikke lige det svar, han havde regnet med. Før han kunne nå at komme med indvendinger afbrød heksen i den grønne kjole dem.
”Jeg hedder professor McGonagell. Jeg er rektor for Gryffindor-kollegiet. Når I kommer ind ad døren skal I sorteres i jeres respektive kollegier. De hedder Hufflepuff, Slytherin, Rawenclaw og selvfølgelig Gryffindor,” sagde hun uden at smile eller blinke.
”I skal sorteres i jeres kollegier før I kan gå til festmiddagen. Når I flytter ind i jeres kollegium bliver I som familie,” sagde McGonagell venligt.
Hun nåede knap nok at fuldføre sætningen, før porten åbnede af sig selv. Harry stirrede op i loftet i lokalet og bemærkede, at det faktisk ikke var et rigtigt loft, men en refleksion af himlen, som var helt stjerneklar. Harry fik ondt i maven og kvalme. Først nu blev han rigtig nervøs – hvilket kollegium blev han mon placeret i? Men han bed sig i læben og fulgtes med de andre. Han kunne mærke, at hans ben rystede under ham. Han holdt sig så tæt ved Marcus og Martinus som muligt. De var de eneste, han var blevet nogenlunde tryg ved indtil videre. Der var fire lange borde i lokalet – to på hver side. De var alle repræsenteret af et flag, som indeholdt deres logo. Hufflepuffs logo var en grævling, Rawenclaw havde en ørn, Gryffindor havde en løve, og Slytherin – som var det kollegium Harry mest bemærkede – var en grøn slange. Præcis den som de elever, der hånede ham havde på. Harry fik kuldegysninger og sank en klump. Men på den anden side huskede han, at det langt fra var alle, der opførte sig så dumt. Det var sikkert bare nogen elever, der var blevet dårligt opdraget af deres forældre. Ja, det var nok bare det. Faktisk var han ret ligeglad med, hvilket kollegium han kom på. Den tanke gjorde, at han blev mindre nervøs. De fortsatte helt indtil de kom til bordet, som flere voksne mænd sad ved. Harry fik nærmest et hjertestop, da han fik øje på den samme mand, som stod sammen med drengen, som lignede Dudley. Harry bemærkede en mand i sort kappe og sort hår, der sad ved siden af den anden mand ved langbordet. Han syntes han gloede mærkeligt på ham. Men han rystede på hovedet af sig selv. Professor McGonagell tog en gammel, slidt hat frem og stillede den på en lille skammel. Det lignede at den havde et ansigt.

Så mærkede Harry en jagende smerte i sit ar. Det skar ham nærmest i panden. Han tog sig instinktivt til arret, og prøvede, at massere det i håb om, at det ville dulme smerten.
”Er der noget i vejen?” spurgte Marcus venligt.
”Nej, det er okay,” sagde Harry.
Han håbede, at det ville forsvinde hurtigst muligt. Han ville nødig være syg på sin første dag på Hogwarts.
Men Marcus så ud som om han ikke troede på, hvad han sagde. Som om han var bekymret for ham. ”Når jeg råber jeres navne op, skal I sætte jer på skamlen og tage hatten på hovedet. Hatten vil så fordele jer i jeres kollegium,” råbte McGonagell. ”Gunnarsen, Martinus!”
Harry undrede sig først over, hvordan en hat kunne gøre det. Men så kom han i tanke om, at han jo befandt sig på en magisk skole, så det var nok helt naturligt. Martinus sank en klump og gik nervøst op til skamlen og tog hatten på hovedet. Alles blikke var rettet mod ham, og han var så nervøs, at hans hjerte hamrede i halsen på ham.
”Gryffindor!” råbte hatten.
Han kunne høre Martinus sukke lettet, og lyden af klap og jubel blandt eleverne. ”Gunnarsen, Marcus!” råbte McGonagell.

Marcus virkede ikke særlig nervøs, da han satte sig ned på skamlen og tog hatten på hovedet. Efter et par sekunders stilhed udbrød hatten: ”Ha! Endnu en Gunnarsen! Jeg ved nøjagtig, hvad jeg skal gøre med dig. Nuvel, Gryffindor!” råbte hatten.
Der lød et stort bifald fra alle eleverne. ”Malfoy, Draco!” råbte McGonagell.
Han havde knap nok taget hatten på, da den udbrød: ”Slytherin!”
Der lød endnu et bifald fra langbordet hvor flaget med den grønne slange var, og Malfoy satte sig selvtilfreds ned ved det.
”Potter, Harry!” råbte McGonagell.
Harry gik nervøst hen til skamlen. Først nu gik det op for ham, hvor nervøs han egentlig var. Men hvis han kom på Slytherin skulle han nok få skovlen under Malfoy på en eller anden måde. Ja, det ville han gøre. Han ville give ham en lærestreg! Han tog hatten på hovedet og afventede dens afgørelse.
”Hm… Meget vanskeligt,” begyndte hatten. ”Der er talent og ambitioner – du store – masser af det! Du har også et ufatteligt mod… Men hvor skal jeg placere dig…?” fortsatte hatten.
”Slytherin!” udbrød hatten til sidst.
Der lød et bifald men dog mest hvisken og snak blandt eleverne. Han kunne mærke deres stirrende blikke idet han satte sig ved Slytherin-bordet.
"Nå, Harry," lo Malfoy hånligt. Han sad overfor ham. "Den der ler sidst ler bedst."

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...