Det dramatiske kys

Jeg hører den velkendte lyd af toget der kommer nærmere, rejser mig og ligger min mobil i lommen. Mine hænder er svedige og mit hjerte banker. Hele dagen har jeg gået, og glædet mig til at se ham. Hele dagen har jeg gået og planlagt, hvordan jeg i aften vil kysse ham midt på scenen en gang for alle, men nu hvor jeg skal til at se ham i øjnene, har jeg mest bare lyst til at tage hjem, og lade drømmen om at kysse ham, forblive en drøm.

Er der stemning for et kapitel til? Del dine tanker med mig i kommentarfeltet og fortæl mig hvad du synes om historien indtil videre<3

4Likes
2Kommentarer
365Visninger
AA

2. Kapitel 2

På den korte tur fra stationen til teatret, begynder vi begge at slappe mere af, og det bliver (heldigvis!) mindre akavet. 

”Hvordan går det der hjemme?” spørger han, og bryder tavsheden.

”Det går fin” siger jeg, og kigger ned ”Du ved, det går som det plejer”

Det som stadig kommer bag på mig er, hvor hurtigt Alex og jeg, åbnede op for hinanden. Allerede efter kun, at have snakket sammen i et par uger, fortalte jeg ham om mine forældre, og deres skænderier. Jeg havde ikke fortalt nogen om det før, men det føltes bare så naturligt, at snakke med ham om det; som om, at der lige fra starten var en eller anden forbindelse mellem os. Jeg kan ikke rigtig forklare det…

”Nu må vi se, om de kommer i aften” siger jeg ” Kommer dine forældre, og lillesøster i aften?”

Det ville være helt perfekt, hvis hans forældre, og mine forældre kom i aften, så kunne vi møde hinandens familier.

”Ja, det regner jeg da stærkt med” svare han, med et bredt smil.

Eller ville det egentlig ikke bare blive vildt akavet, hvis jeg prøver at kysse ham, og han ikke har lyst, og trækker sig væk. Så bliver det jo mega akavet, hvis jeg skal til at se hans forældre i øjnene bagefter!

Jeg kan mærke nervøsiteten stige igen, og jeg bliver rød i hoved.

Hvorfor skal jeg også være så fucking akavet?!

Vi drejer om et hjørne, og teateret kommer til syne. Jeg kan mærke, at frygten for at glemme mine replikker også begynder, at stige, og jeg har nu mere end nogen sinde, bare lyst til at tage hjem, og gemme mig under dynen. Men jeg ved, at der ikke er nogen vej tilbage, når jeg først er gået ind af de automatiske døre

I det samme øjeblik, gør vi nøjagtig det.

”Hej, med jer to!” siger Ingrid, og krammer os begge. Ingrid har i lang tid vidst, at der var noget mellem os. Det kan godt være, at hun er vores lære ”driller” hun Alex og jeg, lige så meget som de andre.

”Hej” siger Alex, og jeg i kor da vi begge har fået et kram af hende. Vi kigger på hinanden, og griner.

”I er altså så søde sammen” siger hun, og tager også begge på hage. Vi bliver begge helt røde i hovederne, fniser og kigger ned.

Ingrid griner af os, og siger: ”I kan bare gå ned i omklædningsrummene. Rosa og Mathias er allerede kommet”

”Jep jep!” siger Alex muntert, og vi gør hvad vi har fået besked på.

Omklædningsrummene er delt op i drenge og piger, så vi bliver nød til at gå hver til sit.

Rosa sidder og ligger de sidste detaljer på hendes makeup til stykket. Da jeg kommer ind, smiler hun og siger: ”Hey!”.

”Halløj” siger jeg, og smiler tilbage.

”Hvor er Alex?” spørger hun, som om det er en selvfølge at hvor end jeg er, er han.

Måske er det egentlig også det, nu når jeg tænker over det.

”Han er inde i det andet omklædningsrum” svare jeg, imens jeg finder min makeup og kostume frem.

”Hvordan går det egentlig med jer to?” spørger hun, og smiler skævt.

Rosa er nok den eneste, som jeg sådan snakker rigtigt med, udover Alex.

”Det går som det plejer” svare jeg, og sukker.

”Hmm” siger hun, og sukker også ”Må jeg fortælle dig noget?”

”Ja, selvfølgelig” siger jeg, og begynder at lægge min makeup.

”Jeg har jo gået til drama i et par år, som du ved” starter hun, og stopper med at lægge makeup, for at kigge på mig. Jeg stopper også, og vi får øjenkontakt med hende. Hun ser helt seriøs ud. Jeg tror aldrig jeg har set hende seriøs før…

Jeg nikker.

”Sidste år startede en ny dreng, og” hun sukker med et smil ” ja… du ved… vi var lidt ligesom dig og Alex”

Hun virker helt trist. Hvad skete der?

”Jeg kunne godt lide ham, og han kunne godt lide mig… Men fordi ingen af os gjorde noget ved det ja… så… Efter vi havde optrådt så var det det… ” hun kigger ned i hendes skød.

”Hør her, Xera…” hun kigger mig direkte i øjnene nu, og tager mine hænder i sine ”Hver sød, at gøre noget ved det. Det er aldrig sjovt at miste en, bare fordi man ikke kan tage sig sammen, og gøre noget ved ens følelser”

Jeg nikker.

Hun slipper mig, og vender tilbage til hendes makeup. Jeg sidder længe, og tænker på hendes ord og jeg kan mærke, at det var lige det jeg havde brug for. For første gang siden i går aftes, tror jeg faktisk, at jeg kan gøre det…

Fordi hvis jeg ikke gør det i aften…

Hvornår så? 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...