Limelight >I One Direction I<

  • af &
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 15 jun. 2017
  • Opdateret: 12 maj 2018
  • Status: Igang
Da det populære band One Direction mangler en tourhost, sætter de gang i en konkurrence. Den 19-årige Alex Ross bliver revet ind i rampelyset, da hun vinder sit livs største mulighed. Men livet i en lejlighed med de fire drenge, er ikke så skønt som man skulle tro. Lige fra det sekund Alex træder ind af døren, er Harry over hende med en kold og irriteret attitude. -Men da Alex hurtigt fremstår i mediernes søgelys, og får dårlig omtale, er det Harry som er der for hende, og et kærligt bånd opstår imellem dem. -Kan Alex lære holde sit liv ude af rampelyset? Har Harry rent faktisk følelser for Alex? -Eller er det bare et af hans syge spil? //Husk at give traileren et kig! :D//

42Likes
27Kommentarer
14945Visninger
AA

15. Kapitel 12 - Goodbye.


Goodbye

Chicago. Hotel the Peninsula.  18:23

"Hannah, bliv nu her," prøver jeg overbevisende. Jeg laver et overdrevet ansigtsudtryk, for at få hende til at forstå, hvor dum en beslutning hun er ved at tage. 

"Alex. Jeg tager med dig hjem. Færdig. Slut," sukker hun irriteret og glor ventende på mig. Jeg står i døren og blokerer vejen ud for hende og hendes kufferter, men de sidste tyve minutter, har hun ikke engang virket tvivlende på hendes åndssvage beslutning. 

"Fint," mumler jeg opgivende og træder til siden. Skræmt for at min blokade skal forme sig igen, styrter hun ud af døren. Side om side, trasker vi i stilhed ned i lobbyen, hvor drengene står og venter.

"Er i sikre på det her?" spørger Harry anspændt og holder intimiderende fast i mit blik. Jeg nikker vender hovedet mod Hannah. Hun nikker også. 

"Så er det farvel for alvor." siger Harry til sig selv og læner sig omvæltet op af receptionsdisken. 

"Det er stadig et 'vi ses'," konstaterer jeg beklageligt og giver Hannahs hånd et hurtigt klem. Én efter én giver jeg drengene en krammer, inden jeg stiller mig over for Harry. 

"Du er nu god nok," ler jeg med blanke øjne og efterligner hans lænende position op ad disken. Han smiler med tilbageholdende og ligger hovedet på skrå.

"Du er vel også sådan nogenlunde okay." Hannah tager følelsesladet afsked med de andre drenge lige ved siden af os, men deres ord er bare en pløret larm.

"Store ord, Styles. Store ord," mumler jeg klukkende.

Sekundet før Harrys læber rammer mine, tonser en oprevet og vild Marideth prustende hen mod os. Efter sig slæber hun to kufferter og en kæmpe taske.

"Jeg vil med," fremstammer hun mellem hendes  forpustede hiv efter luft.

"Huh?" Alle vender forvirrede deres opmærksomhed mod hende.

"Jeg vil med. Til England. Med jer." Hun slutter sin sætning med en meget dyb indånding og formår nogenlunde at stabilisere hendes vejrtrækning. 

"Mari, altså. Du er jo..." mumler jeg forvildet.

"Hvorfor?" spørger Hannah lige til og lyder ubevidst en smule sur.

"Altså vi er glade for du vil med, men hvorfor?" retter hun sig selv, for at undgå misforståelser. Marideth åbner munden, men bliver straks afbrudt af Veronicas skarpe stemme.

"Mari, skat. Du kan ikke blive til noget i lille, usle Brighton. Din fremtid ligger her!" Marideths øjne får et dødt blik og hun ryster opgivende på hovedet.

"Derfor," mumler hun og går fordi Hannah og jeg ud i bilen. Veronica råber frustreret efter hende, men forgæves. Detsto højere hun råber, desto hurtigtere går Marideth.

 

"Kommer du?" spørger Hannah halvvejs ude af døren, da hun ser, at jeg stadig står lænet op ad disken med Harry.

"Gå i bare. Jeg kommer om lidt."  Hannahs blik flakker et par gang frem og tilbage mellem Harry og jeg, inden hun nikker og fortsætter tavst efter Marideth.

"Hvor kom vi fra?" spørger jeg Harry med et trist smil.

"Det tror jeg vist godt du kan huske," hvisker han og læner sig længselsfuldt mod mig. Vores læber mødes blidt og det føles som om de aldrig vil skilles igen. Jeg ville ønske de aldrig skulle skilles igen. Sorte prikker danser for mine øjenlåg, og jeg holder anspændt vejret - Gør mit bedste for at printe følelsen af Hans læber og hænder ind i min hjerne for evigt. 

Lige som det føltes mest rart, lyder der et skyndende dyt udefra. Med skuffede øjne trækker vi os fra hinanden og en tårer forlader min øjenkrog. Jeg klemmer hans hånd en sidste gang, inden jeg vender ryggen til ham. Jeg når ikke engang at tage det første skridt, før  jeg mærker hans hænder fjerne mit hår og fumle noget ned over min hals. Min hånd finder ned til en halskædes vedhæng. Et lille sølv-kors - Harrys halskæde. Jeg klemmer den hårdt ind i håndfladen, synker en gang og begynder at gå.

I døren vender jeg mig om mod drengene igen. Jeg vinker efter dem med en stor bevægelse i en halvbue over hovedet. Jeg lader Harry være den sidste jeg kigger på, inden jeg sætter mig ind ved Marideths side i bilen, og langsomt lader hotellet glide ud af syne.

 

I luften. 19:30

Jeg sidder med hovedet lænet op ad flyets vindue med Hannah og Marideth på min anden side. Jeg har ikke sagt et eneste ord, siden jeg forlod hotellets lobby, og både Hannah og Marideth har opgivet at få mig til at smile. Alle mine øjeblikke med Harry, gode som dårlige, flakker om og om igen for mit syn. Fra de første vrængende ord, der langsomt forvandler sig til 'jeg elsker dig'.

En enkelt tårer sniger sig listigt ud af øjenkrogen og fugter flyruden. Mine tæer krummer sig frysende sammen i uldsokkerne, og jeg maser mig, stræbende efter varme, længere tilbage i sædet.

 

Brighton lufthavn. 2:31

'Velkommen hjem' hilser den engelske regn, piskende på flyets ruder, da vi sætter kurs mod jorden. Jeg holder stramt fast i sædets kant, stadig en smule panikslagen over den voldsomme turbulens det sidste stykke tid. 

Jeg har altid sagt til mig selv, at jeg ikke er bange for at flyve, men jeg ånder alligevel lettet op, da flyets hjul dunker i jorden. Regnen forværres, mens piloten langsomt fører flyet helt hen til lufthavnen, guidet af rødblinkende lys, der skråler desperat i nattens mørke.

Jeg føler mig tom, mens jeg sammen med Hannah og Marideth, sjokker hen mod kufferternes rullebånd. Jeg får straks hevet mine skrigende, næsten pinlige, kufferter ned fra båndet. Søgende, flakker Hannah og Marideths blikke rundt på båndet, på jagt efter sorte kufferter i et hav af sort. Efter flere runder går det endelig op for dem, hvilke der tilhører dem, og med trætte smil kæmper de dem med sig.

Vi får, med kuldegysninger og tilsyrede muskler, endelig slæbt os ud til den uberørte bil, der står trofast på sin plads. Selv med to hyggesokker på fødderne og en kæmpe striktrøje, kan jeg mærke hårene rejse sig under tøjet.

Radioen og bilens højlydte klagen, er det eneste støj, mens vi tavse ruller helt hjem. I bakspejlet skimter jeg Hannah, der savlende knækker nakken i en sovende stilling op ad ruden. I den anden side sidder Marideth lysvågen og betragter fascineret sine omgivelser.

 

Brighton. Elm Grove. 5:03

Efter hvad der føles som alt for kort tid, drejer jeg bilen ind ad den grusbelagte sti. Solen er så småt ved at titte frem over horisonten, og jeg er vidne til Hannah, der vågner forvildet op og kniber øjnene hårdt sammen, i forsvar mod en kraftig solstråle. Jeg kan høre på Marideths blide fnis, at hun også så det. 

Vi vælter alle tre fortumlet ud af bilen og slæber vores grej indenfor. Hannah maser sig gabende frem, stedkendt og trygt, hvorimod Marideth følger hvert et skridt jeg tager, rædselslagen for at gøre noget forkert. Jeg kigger på min telefon. Jeg har ikke set drengene i 24 timer nu. Et helt døgn. Det første døgn uden dem i lang, lang tid.

Mit blik falder over Marideth, der forsigtig bevæger sig rundt og glor på alle detaljer i byen. Jeg kan ikke lade vær' med at trække på smilebåndet. Først og fremmest er hun en skøn veninde, men hun er også mere end det. Hun er et levende minde, som jeg har fået med hjem. Nærmest min egen lille, fantastiske souvenir. 

 

Da bilen er pakket helt ud, sætter vi os alle tre i den ridsede sofa med et krus med te mellem hænderne. 

"Hvordan har du det?" spørger Marideth forsigtigt og lader hendes fingernegle tromme klingrende på krusets side.

"Godt spørgsmål" sukker jeg smilende og trækker benene op under mig, så jeg kan lade min hage hvile på knæerne. Det var et godt spørgsmål. Hvordan har jeg det egentlig? Jeg savner drengene ufatteligt meget, jeg savner livet i USA, og jeg savner scenen - Men jeg savner ikke Harry. Jeg har ikke den hjerteskærende, torturerende følelse, som jeg har været så forberedt på. Hver gang jeg tænker på ham, føler jeg mig bare tom. Jeg ved der er noget vigtigt der mangler, men det er som om min krop ikke ved hvordan den skal reagere på det.

"Det skal sku nok gå. Os tre i et hus sammen? Det kan kun blive godt,"  jubler Hannah begejstret og smækker fødderne op på sofabordet. Hun kan lige præcis nå kanten med anklerne, hvis hun læner sig godt tilbage i stolen.

Jeg ler bekræftende til Hannahs fantastiske forudsigelse og tvinger den sidste dråbe te fra krusets snuskede bund, og ned i min mund. 

"Skal vi ikke købe noget slik? Sådan typisk engelsk slik, til Marideth!" Hannah farer op fra sin anspændte plads og banker knæet hårdt ind i bordkanten, så det rystende vælter et par magasiner på gulvet .

"Jo tak!" ler Marideth højt og tilfredst, med grådige øjne. 

"Der ligger penge i den lille blå krukke på køkkenbordet. Kan du ikke hente noget?" prøver jeg tiggende og falder udmattet om i sofaen, hen over Marideths skød.

"Er tilbage om fem!" synger Hannah skrålende og danser ud af døren. Den tøs løber aldrig tør for energi.

Aldrig.

 

Brighton Elm Grove. 9:34

Jeg slår øjnene langsomt op, og lukker lyden af den hårdt arbejdende kaffemaskinen, ind. Jeg får besejret min sløve krop, og kæmpet mig op at stå. Med tunge skridt anmelder jeg min ankomst i stuen. Det første jeg ligger mærke til, er slikpapiret fra igår aftes, der har samlet sig i en imponerende stabel midt på sofabordet. 

Hannah står i min morgenkåbe ved komfuret og roder søvnigt rundt i nogle æg, mens Marideth dirrende glor på kaffemaskinen. 

"Morgen," mumler vi til hinanden.

 

Jeg skovler røræggene sulten ind. Overfor mig sidder Marideth og Hannah. Vi ler så tårerne vælter ud, og jeg kan ikke engang huske hvorfor. Forpustet hiver vi alle tre smilende efter vejret og kæmper hårdt for at stoppe vores grin.

Marideth's blik skifter ligepludseligt fra energisk og glad, til rolig og behaget.

"Jeg kan nu godt vende mig til det her," smiler hun skævt og fører en tot hår bag øret.

"Også mig," smiler jeg tilbage, mens Hannah nikker enigt med munden fuld.

Jeg rækker mig hen over bordet og tager fat i en af hver deres hænder.

"Drenge kommer og går, men det er os tre for altid," hvisker jeg med et lidt bedrøvet smil. Jeg mærker et klem i hånden fra dem begge, og de kigger trøstende tilbage på mig.

"For altid."

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...