Found

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 15 aug. 2017
  • Opdateret: 21 feb. 2018
  • Status: Igang
Harry anede ikke, hvad han skulle sige. De havde ingen ide om, hvor i verden de var, de kendte ingen mennesker overhovedet. De vidste intet om tidens magtsystemer, endsige om love, sprog, penge... Tilbage-eliksiren brændte i hans hånd. "Vi er nødt til at gøre et forsøg."

3Likes
0Kommentarer
650Visninger

5. V

 H

De var samlet for anden gang om det lange bord i Ravenclaw-slægtens mahognistue. “Bor I egentlig stadig hos Rut?” spurgte Helga og tog endnu en bid af sin scone.
​ 
Knapt havde ordene forladt hendes mund, før Rowena var på hende. “Helga! Jeg kan udmærket godt selv-” Hun stoppede op, ventede et sekund og startede så forfra i et mere roligt stemmeleje. “Hun har overbevist mig om, at det ville være en del nemmere, hvis I også boede her. Der står to værelser ledige i østfløjen.”
​ 
“Vi ville være taknemlige,” sagde Harry og anstrengte sig for ikke at lade tanken om en blød seng i stedet for de skæve loftsbrædder, han havde ligget på i over en uge, skinne alt for meget igennem. Ron nikkede ivrigt, men var ikke i stand til at sige noget for de mængder af scone, han havde proppet i munden.
 
“Fremragende. Så kan vi jo fortsætte, hvis ikke der er flere forstyrrende elementer, der skal diskuteres?” Hun så køligt på Helga, som slog det hen med et smil. “Jeg forestiller mig en aldersgrænse på seksten år. Vi kan ikke have myndige elever rendende rundt.”
​ 
“Så ville de jo kun gå i skolen i seks år,” røg det ud af Harry, før han fik tænkt sig om.
​ 
Helga så forvirret ud, Rowena sagde intet. “Hvem har sagt, de skulle starte i elleveårsalderen?”
​ 
Ron brød ind, for Harry anede ikke, hvad han skulle sige. “Vi har snakket om, at Helena nok ville blive en af de første elever, og at det er bedst med samme aldersgruppe inden for hver årgang. Hun fylder da elleve til september, gør hun ikke?” Harry håbede, hun ikke lagde mærke til det lille lag af panik, der lå i stemmen.
​ 
“Hvem - har sagt - noget - om september?” Mellem hvert ord holdt hun en næsten umærkelig pause, som var ladet med det egentlige spørgsmål: hvornår har I tænkt jer at indvie os i jeres planer for ​vores skole?
​ 
“Det er der, mugglernes skoleår starter.” Harrys puls brusede i ørerne. “Nå, men… hvor mange tænker I, vi kan tage ind hvert år?”
​ 
Her brød Helga ind. “Vi tager alle ind, som har brug for det. Alle, der opsøger os. Alle.”
​ 
“Alle som vel at mærke bor i Storbritannien. Det er rent ud sagt umuligt at tage alle ind,” sagde Rowena.
​ 
Helga nikkede nødtvungent og sukkede næsten uhørligt. “Hvem skal undervise?”
​ 
“Det skal vi da.”
​ 
“Vi kan da ikke-”
​ 
Vi skal undervise vores elever, og sådan bliver det,” fastholdt Rowena. “Jeg tror, du gør dig tanker om urealistisk mange elever.”
​ 
Igen slog Helga det hen, og heksene fortsatte i en ny diskussion uden at se de to venner på den anden side af bordet veksle lettede blikke.

C

Den aften drak hun ingenting. Hun sad bare ved Ruts disk og så folk vandre ind, kolde og stivfrosne, og forlade kroen igen, nu blussende og løsslupne.
​ 
Lucretias stemme rungede i hendes trætte hoved.   
​ 
Søde. Hun kunne brække sig. Frank havde smilet overbærende og rullet med sine kastanjeøjne. Frank ville have lagt en arm om hende, og uden et ord havde han klistret et plaster af bedøvende ligegyldighed henover såret.
​ 
Hun kæmpede med de velkendte frustrerede hikst. Syv år var gået, og hun fik det ikke bedre. Ingen glemte. Det ville ikke ændre sig. Charis bar mere på sine skuldre, end hun ville indrømme, og Albion var som en kopi af Loxo i alt, hvad han gjorde. Og hun havde ingen andre end sig selv at bebrejde.
​ 
En stemme rev hende ud af sine tanker.
​ 
“Godaften.”
​ 
“Tak,” var hendes første indskydelse at svare, da hun så hvem, der havde sat sig.
​ 
“Øhm, selvtak?” sagde Salazar Slytherin forvirret.
​ 
“Tak, fordi du ikke sagde noget om…”
  …min flugt…
​ 
“...mit besøg her.”
​ 
Han rystede bare på hovedet. “Alle har hemmeligheder.” Hun lagde mærke til, at hans blik blev fjernt, da han sagde det. De sad lidt i tavshed, og hun følte ikke, hun kunne bede ham om at gå, selvom hun egentlig helst ville være alene.
​ 
Rut blev hængende med et glimt i øjet, efter han havde banket et fyldt krus ned i disken foran Salazar. “Hvad er det, man hører?” sagde han. “Den ene dag lukker man to møgbelortede rejsende ind, som lyder til at være dumpet ned fra månen - den anden har de sgu skaffet penge til at stifte en skole sammen med tidens største hekse!”
​ 
Cemida tyggede lidt på den bemærkning. Alle har hemmeligheder.
​ 
Først da fik Rut rigtig øje på hende. “Nå, men jeg må hellere overlade dig til den smukke fangst der.” Han blinkede og gik ned bagest i kroen for at tage imod bestillinger.
​ 
De så på hinanden med overbærende suk. “Hvad laver du her?” spurgte hun for at udfylde stilheden.
​ 
“Jeg bor her,” svarede han og trak på skuldrene, som om det var et mest naturlige i verden for en mand, der havde kappen foret med silke. “Indtil vi flytter ind hos Ravenclaw-familien. Men hey - i det mindste skifter jeg ikke tøj, så jeg ligner en vagabond.”
​ 
“Jeg syntes ellers, jeg hørte noget om en møgbelortede fremmed,” gav hun igen, og det fik ham til at smile.
​ 
“Jeg mente det. Hvorfor klæder du dig ud?”
​ 
Hun tænkte lidt og kunne kun komme i tanke om én ting at svare. Hun skyldte ham et ærligt svar. “Jeg flygter.”
​ 
Han nikkede en enkelt gang som for at godtage svaret. Hun var lettet over, at han ikke borede mere i det.
​ 
Hr. Gryffindor kom ned fra overetagen, fik øje på Salazar og slog sig ned. Han studerede Cemida med et flakkende blik, som tydeligt sagde hende, at han havde glemt, hvor han havde set hende før. Det var nok også bedst sådan. 
 
Inden længe var de to mænd faldet i dyb snak, og hun trak den slidte frakke, som ikke længere duftede af Frank, over skuldrene og forsvandt i oktobernatten.

  

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...