Found

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 15 aug. 2017
  • Opdateret: 21 feb. 2018
  • Status: Igang
Harry anede ikke, hvad han skulle sige. De havde ingen ide om, hvor i verden de var, de kendte ingen mennesker overhovedet. De vidste intet om tidens magtsystemer, endsige om love, sprog, penge... Tilbage-eliksiren brændte i hans hånd. "Vi er nødt til at gøre et forsøg."

3Likes
0Kommentarer
651Visninger

4. IV

H

Alt var fuldstændigt forkert, og alligevel vidste han, at det aldrig kunne være anderledes. Løgnen gjorde hans hals tør, kvalmen meldte sig så småt. “Salazar Slytherin.”
Ved siden af ham stod Ron. Han rakte hånden frem, Helga tog den. “Godric Gryffindor.” Hver stavelse i navnet var ladet med stolthed. “Vi fik vist ikke præsenteret os ordentligt i går.”
​ 
“Nej, det kan man ikke påstå,” sagde Rowena tørt og nikkede mod det lakerede langbord, som stod i midten af Mahogni-stuen, et af de majestætiske lokaler i Ravenclaw-slægtens palæ. “I har en halv time, før jeg skal til et vigtigt møde. Skal vi sætte os?”

C

Efteråret udenfor var begyndt at blive både koldt og gråt. Hver dag mistede flere små fugle stemmen, og de få, der stadig sang, gjorde det på en trodsig og skæbnesvanger måde, som om de godt vidste, at de kun kunne holde til i morgen. I Malfoyslægtens lille stue var der knitrende flammer i pejsen, som varmede hele rummet op, og alle stole var farvestrålende betrukket. Men hendes malerier, de var stadigvæk grå og ubevægelige, og kold ville være et mildt ord at bruge om hendes egen families blikke.
​ 
Porcius rømmede sig og lænede sig frem, så det velfrisserede gedeskæg kastede skygge på sofabordet. Hans kone, Cemidas mor, fattede hentydningen og vendte sig mod sin svigerdatter med et påklistret smil. “Synger du stadig, kære Lucretia?”
​ 
“Ja, det kan du tro,” svarede hun og flyttede på en lok af det blanke hår. Da hun så Andrastes bedende blik, skyndte hun sig at fortsætte. “Jeg tager enetimer hos Atlas Oakdust.”
​ 
“Hun skal synge til næste rådsaften,” brød Loxo, Cemidas bror, ind. Han overvejede sine ord i et kort øjeblik, før han sagde det næste med et åbenlyst blik på sin søster. “Min kone prioriterer familiernes traditioner.” Et splitsekund rettedes fire sæt øjne mod hende, og hun skyndte sig at kigge ned.
​ 
Da det gik op for Andraste, at stilheden havde vundet igen, smilede hun febrilsk og vendte sig mod sin mand. “Porcius spillede jo på lut engang.”
​ 
“Ja, det gjorde jeg. Men det er nu lang tid siden.”
​ 
Cemida fik næsten ondt af sin mor, da hun igen smilede anstrengt. “Ja, det er lang tid siden.” Stadig sagde ingen noget, og stilheden fodrede sig selv. “Meget lang tid siden,” gentog hun med spag stemme.
​ 
Den samme tanke gik igennem alles hoveder. Lang tid. Før Cemida blev forandret. Før Frank. Før efter Frank. Hun vidste, hvad de tænkte, og hun kunne ikke gøre noget ved, at hendes øjne var begyndt at brænde med indestængte tårer.
​ 
Lucretia tog skridtet ind i det, de havde prøvet alt for mange gange før. Lucretia, som engang havde været hendes bedste veninde, som kendte hende ud og ind, som kunne se, når hun prøvede at skjule gråden, og som ikke var bange for at udnytte det. “Nu skal du ikke begynde at græde, Cemida. Det er jeg sikker på ville være pinligt for os alle sammen. Tænk på børnene.”
​ 
Tænk på børnene. “Jeg græder ikke.”
​ 
“Du ved jo godt selv, det ikke hjælper noget. Vi står alle sammen til ansvar for vores egne handlinger.”
​ 
“Jeg ved det godt.” Denne gang blev hendes svar til en snerren for at skjule, at stemmen var grødet. “Og jeg har ikke brug for….
​ 
“Sådan fungerer det bare ikke. Du fik dit bryllup i en beskidt muggleres hytte, du fik dine to halve børn-”
  “Halve børn?” Cemida vendte sig harmdirrende mod sin mor. “Jamen, du må da sige noget? Det er dine børnebørn. Min far,” hun spyttede ordet ud, uden at værdige ham et blik, “forventer jeg intet af mere, men dig? Halve børn?”
​ 
Porcius rettede sig langsomt op i stolen, så hans enorme krop lignede en vulkan i udbrud. “Du fik din lille leg, og så langt kunne vi strække os.”
  Fordi I var nødt til det.
​ 
“Men at du kommer nu, når legen ikke er sjov mere, og beder om at få alt det tilbage, som du havde før… Det er bare ikke sådan, det virker, skat.”
​ 
“Hvor vover du,” sagde hun, og ladede hvert ord med al den foragt, hun kunne mønstre, “at kalde mig for ‘skat’?”
​ 
De blev reddet af en tjeners glatte stemme, som bekendtgjorde, at familien Menelaos var ankommet. Andraste klappede de senede hænder sammen med et utåleligt lille fnis og kom på benene. Cemida skyndte sig at gøre de få tårer, der var sluppet løs, væk med bagsiden af hånden, før hun rejste sig og fulgte efter. På vej ned ad gangen kom hun forbi et spejl, hvor hun afprøvede det smil, hun skulle gemme sig bag resten af aftenen.
​ 
Lucretias søstre ventede som lovet i hallen sammen med resten af Menelaos-familien. Som altid gav det et lille stik, da hun så de piger, der engang havde været hendes bedste venner, selvom hun for længst havde vænnet sig af med trangen til at falde dem om halsen. De tre Menelaos-søstre var kendt blandt hele Englands overklasse som de smukkeste hekse i landet, og de levede op til navnet. Det var kun naturligt, at Lucretia, som var den ældste, skulle giftes ind i Malfoy-slægten, der trods alt var den næstfineste. Alle vidste godt, at Trichesse med deres rigdomme og ældgamle stamtræsgobelin var uopnåelige.
​ 
“Godeftermiddag, Sophya. Penelope.” Hun gav dem hånden uden at møde deres blik og fortsatte så til resten af de nyankomne gæster. Hun gjorde sig umage med ikke at glemme nogen.
I mellemtiden modtog Lucretia de overstrømmende komplimenter og tørre kindkys, som Cemida for tolv år siden havde valgt fra til fordel for en mand, der nu var død.

H

“Og hvornår kunne en sådan skole forventes at tage sin første årgang ind? Hvis der udbryder krig, vil I så sende eleverne hjem? Hvilke sikkerhedsforanstaltninger forestiller I jer, bliver nødvendige?
​ 
Mens Rowena svarede på endnu et køligt spørgsmål fra rækken af repræsentanter fra rigmandsfamilierne, lod Harry blikket glide hen over de mange ligegyldige ansigter. Hans øjne stoppede igen ved kvinden i den grønne tunika. Hendes øjne vandrede også rundt og mødte hans i et kort øjebliks genkendelse. Det var kvinden fra kroen. Malingen på hendes hænder, som han havde hæftet sig ved for et par uger siden på kroen, var skrubbet af, men hun var ikke desto mindre den samme kvinde.
​ 
Stiltiende lovede han hende ikke at røbe noget.

C

Cemida var ikke naiv. Hun vidste godt, hvor ligegyldig hendes tilstedeværelse var, hvor lidt indflydelse hun egentlig havde på den beslutning, der skulle træffes i dag. Hvis Loxo og Porcius talte for at give alt, hvad familien ejede og havde til denne nye troldmandsskole, var det det, der kom til at ske, uanset hvor højt hun råbte, og hvor længe hun slog i bordet. Men hvis hun på den anden side udeblev fra mødet, tænkte hun, ville det udløse en mindre skandale for Malfoy-ryet, der i forvejen havde lidt rigeligt på grund af hende.
​ 
Alt hvad hun gjorde forkert beviste kun, hvor forstyrret og uregerlig hun var, og alt hvad hun gjorde rigtigt manglede da bare.
  Hun ville ønske, hun havde indflydelse nok til at kunne stemme for at støtte skolen og på den måde takke den mand, der skjulte hendes hemmelighed, uden at skulle krybe for sin far. Det var altid noget, at Porcius så ud til at ville give dem nogle penge under alle omstændigheder.
  Hun lyttede til de timelange forhandlinger uden at bede om ordet en eneste gang. Samtidig var hendes opmærksomhed hele tiden rettet mod Charis, som sad på hendes ene side. Hun var lige så stille som sin mor, men lyttede langt mere intenst, hvilket var nødvendigt, når hun skulle opveje for det mørke hår og de runde, brune øjne, hun havde arvet fra Frank.
  Cemida havde evigt dårlig samvittighed overfor de to børn, hun havde været ufornuftig nok til at få. Selv hvis Frank havde levet, var de blevet set ned på af de andre rådsfamilier. Hun tænkte på Lucretias påstande om halve børn og fik kvalme. Hvis de ord gjorde ondt på hende, hvordan måtte det så ikke føles for børnene?
​ 
Endelig bekendtgjorde den øverste Trichesse, som altid havde det sidste ord i forhandlingerne, at det var slut. Hufflepuff, Ravenclaw og de to fremmede mænd havde fået deres tilskud og kunne starte deres skole.
​ 
Anderaste var henne hos sin datter hurtigere, end hun havde troet muligt. Hun bøjede sig halvt ned og sagde på den umærkelige, monotone måde, som alle fra rådsfamilierne mestrede: “Hvorfor introducerer du ikke mine børnebørn for d’herrer Slytherin og Gryffindor? Jeg er sikker på, de gerne vil møde dem.” Hun  nikkede mod manden fra kroen.
​ 
Cemida nikkede bare og så sig om efter sin søn, som i det samme trådte ind ad døren efter en afsluttet ridelektion. Han fortsatte i præcis det samme, værdige tempo, da hun vinkede ham hen til sig.
​ 
“Hej, Albion.” Hun rettede på en vildfaren lok af hans lyse hår.
​ 
Han nikkede bare afmålt. Så trak Charis ham ind i et knus.
​ 
Cemida sank. “Lad os gå hen og hilse på gæsterne.”

 

Hun trykkede hr. Salazars hånd og gav ham et nik, som hun håbede, han ville opfatte som et tak for ikke at afsløre hendes færden på kroen. “Cemida Malfoy,” introducerede hun sig. “Datter af Pocius og Andraste.” Underligt nok så navnene ikke ud til at imponere ham spor.
​ 
“Salazar.”
​ 
Hun gav også den fremmede, rødhårede mand hånden, hvorefter hun skubbede sine børn frem. “Det er Charis og Albion, mine børn.” Hun slugte en ed over stivheden i samtalen.
​ 
“Hvor gammel er du, Albion?” spurgte Salazar venligt, og Albion rankede sig på en måde, som mindede Cemida alt for meget om sin bror Loxo.
​ 
“Ti år, hr.”
  “Så kan det være, du bliver en af de første elever på skolen.”
​ 
“Vi støtter jer i hvert fald,” brød Andraste ind og lagde en hånd på hver af sine børnebørn skuldre. Hun havde overvåget samtalen som en høg og sendte med blikket tydelige forsvind-ordrer til sin datter. Cemida nejede forfjamsket og begav sig ind i mylderet af mennesker for at neje og nikke den næste time.

H

Harry havde stadig ikke helt vænnet sig til tanken om, at Rowenas datter, som kun var ti år gammel, en dag ville hjemsøge Hogwarts som et spøgelse. At pigen, som nu stod og lyttede pænt til de andre børn, skulle miste og hade så meget, at hun blev til den Grå Dame, han kendte. Hun agerede i oceanet af næsten fremmede børn, som om hun aldrig havde bestilt andet. Elegant og kløgtigt, hun hverken fyldte eller forsvandt i selskabet. I dag ville Harry ønske, han havde haft hendes evner.
​ 
Han betragtede Albion, Cemidas søn, tale begejstret om et eller andet. Helena spillede sin rolle godt. Det lykkedes hende næsten at skjule, hvor meget hun kedede sig.
​ 
Det lykkedes næsten Harry at skjule de små trækninger i øjenkrogen. Det her skulle lykkes. Hvis de to rigeste familier, og gerne lidt flere, ikke støttede med en betydelig sum penge, ville der aldrig blive noget Hogwarts. Og uden Hogwarts ville intet være, som han huskede det, når han en dag kom hjem. Uden Hogwarts havde han aldrig mødt Ginny, og de havde hverken fået James eller Al eller Lily.
​ 
Uden Hogwarts ville alt være anderledes. Det var begyndt at gå op for ham, at hver eneste lille detalje, som virkede ubetydelig for de mennesker, der levede nu, ville komme til at betyde alt for ham. Indtil han kom hjem, ville hans liv hænge i en spindelvævstynd line, som knækkede, hvis han trådte den mindste smule skævt.
 
Hvert et ord, han sagde, hvert et skridt, han tog, var en indædt kamp for livet i den tid, han havde forladt.

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...