Found

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 15 aug. 2017
  • Opdateret: 21 feb. 2018
  • Status: Igang
Harry anede ikke, hvad han skulle sige. De havde ingen ide om, hvor i verden de var, de kendte ingen mennesker overhovedet. De vidste intet om tidens magtsystemer, endsige om love, sprog, penge... Tilbage-eliksiren brændte i hans hånd. "Vi er nødt til at gøre et forsøg."

3Likes
0Kommentarer
636Visninger

3. III

 H

Ron var kommet ned til aftensmaden, grød, efter hans hovedpine havde lagt sig. Harry mærkede intet andet end ømme lårmuskler. Bortset selvfølgelig fra savnet, men det var der jo altid. Lidt som en emhætte, som man stoppede med at lægge mærke til efter noget tid. I dette tilfælde efter mange år.
  Harry havde altid savnet. Engang for uendelig lang tid siden havde han savnet forældre, venner, som han aldrig havde haft. Nu var det venner, som han aldrig skulle se igen, der skabte hullet i ham. Et hul, som var ligeså meget en del af ham som arret i hans pande og alt, hvad det repræsenterede. Savnet efter Ginny, efter hans børn, som han så alt for lidt. Længslen efter tryghed. Efter at alt dette skulle slutte, efter at arret bare skulle blive et ar og ikke et symbol på forventninger, på krig, på død, på tab.
  Han tænkte på sin gudfar. Hørte hans stemme, holdt fast i de få år, de havde haft sammen. Så så han Ginnys ansigt for sig, da hun så Fred ligge på gulvet i Storsalen. Rons ansigt, Mollys. Hørte Teddys grådkvalte stemme, der igen og igen havde stillet det samme spørgsmål, lige siden han lærte at tale. “Hvor er mine forældre? Hvorfor er de ikke med mig?”
En kvindestemme rev ham ud af tankerne: “Må vi sidde her?”
  “Ja,” svarede han diffust og rykkede sin stol et par symbolske tommer tættere på Rons. “Så? Hvad nu? Skal vi bare tage hjem?”
  “For at gøre hvad? Fortælle dem, hvem vi har sluppet løs, og blive fyret? Fortælle dem, at vi er nødt til at tage tilbage igen? Forklare din søn, hvorfor det er okay, at vi rejser tusind år tilbage i tiden, når han ikke må så meget som tænke på at rejse nogle få? Lade Dolohov være på fri fod her for evigt, lade ham ødelægge alt og ændre på historiens gang? Så vil der jo ikke være noget at vende hjem til, Harry.”
  “Nej. Ikke give op allerede.”
  De var stille lidt. De to kvinder, der havde sat sig, bestilte noget at drikke, men undgik klogeligt grøden.
  “Det bliver fuldstændigt umuligt at finde ham, hvis vi bare går ud og leder forskellige steder. Vi må bare vente, til han viser sig. Og orientere os i mellemtiden, så vi kan fange ham, når han gør.” Ron lod sin håndflade klaske mod træbordet. “Undskyld? Kan I anbefale et sted at se, mens vi er her i landet? Vi er på verdensomsejling.”
  Harry sendte ham ​hvad-har-du-gang-i-blikket, men sagde intet. Det gjorde den ene af de to kvinder til gengæld. Hendes stemme var kølig og afmålt.
​ 
“Find en Obscurus-mark. Ekstremt fascinerende væsner.”
​ 
“Ej, Ro, altså.” Den anden kvinde havde tykke, smilehullede kinder, som blussede under et lag af fregner. “Hvad er det for noget at sige?” Så henvendte hun sig til dem. “Jeg foreslår, I besøger Diagonalstræde. Tag en overnatning på Den Utætte Kedel, de laver vidunderlig mad. Hvor kommer I i øvrigt fra?” Hun lænede sig interesseret ind over bordet, mens hendes veninde himlede med de mørke øjne.
​ 
“Fra et meget lille land meget langt væk,” undveg Harry. “I kender det nok ikke.”
​ 
“En hel Obscurus-​mark? Er de ikke enormt sjældne?” spurgte Ron.
​ 
“Hver eneste mugglerfødte heks eller troldmand i Storbritannien bliver til en, så ‘sjældne’ ved jeg ikke, om jeg ville kalde dem.”
​ 
“Tager skolerne dem da ikke ind?"
​ 
Kvinden med de runde kinder rystede på hovedet og løftede den ene mundvig en anelse, så hun nærmest så undskyldende ud. “Vi har ingen skoler, så det er kun dem, som kan blive hjemmeundervist, der bliver til noget. Det burde vi egentlig have.”
  “Til gengæld har vi Obscurus’er,” indskød Ro.
​ 
Harry var begyndt at forstå, hvad Rons plan var. “Hvad mener I i øvrigt om krigen?”
Ron rynkede spørgende panden. Ro fnøs. “Jeg håber ikke, nogen af parterne gør alvor af deres trusler,” sagde hende, hvis navn han stadig ikke kendte. “Krig. Hvornår har det nogensinde været løsningen? Det er da for latterligt, at vi ikke kan bruge hinandens forskelligheder til noget konstruktivt.”
  Nu kom Rut med to ingefærøl. Han pegede på Ron og Harry, men henvendte sig til de to andre. “Kender I dem?”
​ 
“Nej, vi, øh, snakker bare.”
​ 
“Nå, I er i fint selskab, at I ved det,” sagde han, denne gang til Harry og Ron, og trak på skuldrene.
​ 
Harry så igen på de to. De så ikke ud af noget specielt. Ros hår var skjult af en hætte i det samme brune lærred som den andens kjole var af. Han så på deres hænder. Syntes pludselig, at neglene var for rene, for perfekt ovale, at de ikke passede til det grove tøj.
​ 
“Vi skal gå.” Ros stemme var med et lidt for lys.
​ 
Hendes veninde rynkede forvirret panden. “Vi har altså lige fået de øl. Det var da dig, der ville-”
​ 
“Helga, jeg har det dårligt. Kom, vi går.”
  Han fangede Rons blik, i det sekund navnet havde forladt hendes mund. ​Helga?
​ 
“Nåmen, tak for snakken,” fik Ron fremstammet, men hans stemme forsvandt i stolenes skramlen på de skæve gulvbrædder.
​ 
“Farvel,” sagde Helga, inden de hastigt forlod kroen. Harry så Rowena Ravenclaw lægge en hel galleon til Rut, da de passerede skranken.

C

Alle malerier i rummet var grå. Det var bedst sådan. Farver forvirrede hende bare, farver mindede hende om dufte. Dufte mindede hende om ham. Stort set alle dufte.
​ 
De farvestrålende malerier stod nok i kælderskakterne et sted. Hun kunne ikke huske, hvornår de var blevet rykket. Hun var også ligeglad. Nu var her gråt, og gråt var køligt, lindrende, gråt var beskedent og stilfærdigt. Så kunne hun være alene med sorgen.
​ 
Hun skævede til penslerne ved det ene af staffelierne. Sidste gang hun havde malet, var hun faldet i søvn på gulvet, og ingen havde fundet hende, før hun selv vågnede og kom ud fra atelieret den næste morgen. Der var sikkert heller ingen, som havde ledt, tænkte hun. En rigmandsfamilies overhoved leder ikke efter sin datter, især ikke, når hun stadig sørger over sin muggler-mand. Penslen havde stået i den grå maling, nu var den størknet og ubrugelig. Hun orkede stadig ikke at smide den ud.

H

De sad stille i, hvad der føltes som år. Så tog Ron sin nye troldmandshat af. Vendte den i hænderne. “Det er gået op for dig, ikke?”
​ 
“At vi lige har mødt tidens to mægtigste hekse, at to af grundlæggerne af Hogwarts lige har siddet ved dette bord og snakket med ​os? Jo tak, det er gået op for mig.”
​ 
Så var de stille lidt igen. Ron gnubbede sine tindinger, som om han tanker ikke ville blive inde i hovedet, hvis ikke han holdt dem fastspændt mellem sine fingerspidser. Han åbnede munden og lukkede den igen flere gange. Valgte sine ord omhyggeligt. Så tog han en dyb indånding. “Det var ikke det, jeg mente.”
​ 
Harry rettede hovedet op. “Hvad?”
​ 
“Der var fire.”
​ 
“Ja tak, det-”
​ 
“Hør nu, hvad jeg siger. Der var fire, og de sidste to var mænd. De var bedste venner i starten. De mødte de to andre og besluttede, at der var brug for en troldmandsskole. Man ved ikke noget om deres familier eller liv før Hogwarts. Gryffindor tog sin hat…” Hans hånd lavede et lille, ubetydeligt vip i retning af hatten på bordet, og i det sekund forstod Harry. Alt begyndte at snurre.
​ 
Han rystede på hovedet. “Det… det kan du ikke mene. Det er jo absurd.”
​ 
“Men du kan også mærke det, kan du ikke? Du ved, jeg har ret.”
​ 
“Det er jo umuligt.” Nu var det Harrys tur til at tage sig til hovedet, der føltes, som om det skulle eksplodere. ​"Det er umuligt," gentog han, som om ordene ville blive sande, hvis han sagde dem nok gange. Til sidst så han op. “Men jo. Jeg kan også mærke det.”
​ 
De nikkede begge to uden at vide hvorfor. Sank.
​ 
“Dolohov,” sagde Ron så, lidt for højt, som om han var taknemlig for bare det ene ord, der kunne bryde stilheden. Harry kom op til overfladen.
​ 
“Ja, hvad med ham?”
​ 
“Hvad med ham? Harry, vi har en fortid. En opgave.”
​ 
“Det er dig selv, der lige har sagt, at vi er nødt til at lære den her tid at kende først. At gøre os venner med folk i de højere kredse kan være afgørende for, om vi nogensinde finder ham.”
​ 
“Og min søster?”
​ 
“Din søster?”
​ 
“Din kone, for helvede. Hvad med hende? Hvad med Hermione? Børnene?”
​ 
Han gned hånden hen over ansigtet, glattede de begyndende rynker ud. “Vi kommer tilbage. Vi gør, hvad vi skal, og så tager vi tilbage, så hurtigt som muligt. Du kan også mærke det, skæbnen, eller hvad det nu er, følelsen af, at det er sådan her, det skal være. Du ved det, ligesom jeg gør… vi kommer jo tilbage, ikke?” udbrød han, måske for at tjekke med sig selv. Han begravede hovedet mellem hænderne, trak vejret dybt ind to gange og så så op igen. Da gik det op for ham, at Ron græd.
​ 
“Er det andet også gået op for dig?”
 “Jeg har ikke lyst til at snakke om det.”
​ 
“Men det har jeg. Alle legender siger, de blev fjender, mens de stiftede Hogwarts.”
  Harry mødte sin vens bange, blå øjne. “Aldrig. Det ved du. Aldrig nogensinde.”

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...