Found

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 15 aug. 2017
  • Opdateret: 21 feb. 2018
  • Status: Igang
Harry anede ikke, hvad han skulle sige. De havde ingen ide om, hvor i verden de var, de kendte ingen mennesker overhovedet. De vidste intet om tidens magtsystemer, endsige om love, sprog, penge... Tilbage-eliksiren brændte i hans hånd. "Vi er nødt til at gøre et forsøg."

3Likes
0Kommentarer
637Visninger

2. II

H

Harry kunne ikke huske, hvornår han sidst havde sovet, til han ikke kunne mere. Den tunge fornemmelse i kroppen af at være lidt for udhvilet mindede ham om julemorgener på Hogwarts og gjorde ondt på en sød måde. Det samme gjorde Rons åndedræt ved siden af ham. Der gik et par velsignede sekunder, hvor han stadig havde øjnene lukkede, og hvor alle årene ikke havde indhentet ham endnu. Så væltede det ind over ham, alt på en gang som en flodbølge.
  Albus. Albus og hans vanvittige tidsrejse. Sammen med Draco Malfoys søn. Harrys eget, alt for hårde job, den sidste dødsgardist, og nu var det for fanden ham selv, der var ude på en vanvittig tidsrejse. Præcis som han havde formanet sin søn om aldrig at gøre igen.
​  Lilium
. Billeder der stak ham i hjertet, dukkede op i hans hoved. Severus Snape bag et træ, betragter sig selv og Lily, dengang stadig Evans, begge ti år gamle. De ligger på ryggen, hendes røde hår spredt ud i græsset, Snape fra fremtiden begraver sine hænder i piletræets furede bark, prøver at lukke smerten ude. Harrys gamle eliksirmester, som gang på gang vendte tilbage til de eneste lykkelige år. Severus Snape, som opfandt den måske mest magtfulde eliksir nogensinde, kun for at se hende.
  "Han opkaldte den efter hende." Harry var ikke klar over, at han havde talt højt, før Rons søvndrukne stemme svarede.
  "Hvad? Nåår..." Ron vente sig om på siden, så de kiggede på hinanden. "Der er altså ikke noget af det, der er din skyld."
  Et par hårstrå kom med, da han kørte en opgivende hånd gennem håret. Et af dem var gråt. "Nej, det ved jeg godt. Jeg har bare ondt af den mand. Og jo mere det går op for mig, hvor højt han elskede hende, jo mere ville jeg ønske, jeg havde kendt hende. Hun må virkelig have været fantastisk."
  "Jeg er her for dig. Jeg vil gerne hjælpe-"
  "Men det kan du ikke." Den hårde undertone i hans stemme var ikke planlagt. Følelsen af at være alene skyllede ind over dem begge. I går havde han sagt 'vi'. 'Vi er her for dig'. Nu var det kun 'jeg', for Ron var den eneste han havde, i en verden han ikke kendte. "Hvorfor er her så mørkt? Kunne de ikke lave et vindue eller noget. Lumos." Der kom et kort lysglimt, som hurtigt forsvandt igen og blev efterfulgt af den værste lyd af flækket træ. Harry kunne mærke sin tryllestav flække i hånden på ham.
  "Hvad skete der?"
  Han ænsede ikke Rons forvirrede stemme. Med febrilske hænder i mørket, der ikke ville forstå, forsøgte han at samle de to stykker træ. Hans fingre strejfede en fjer, kernen af hans elskede stav, som havde fulgt ham gennem alt, hvad han havde oplevet, siden Hagrid tog ham med til Diagonalstræde. Og denne gang var der ikke nogen Oldstav til at reparere den. Smerten overraskede ham. "Prøv du." Han gjorde sig umage for at holde stemmen i ro.
  Ron tøvede. "Hvis nu der sker det samme..."
  "En tryllestav er alligevel ikke noget værd, hvis ikke du kan trylle med den, Ron. Prøv nu."
  "Lumos." Den knasende lyd af knust træ fulgte, og de to mænd så på hinanden. Hvad nu? Uden tryllestave er vi forsvrasløse. "Stod der ikke 'siden et-eller-andet før Kristi fødsel' på skiltet hos Ollivanders?"
  Harry nikkede forbløffet. "Hermione smitter sgu af på dig."
  "Tak, mate."
  Han tillod sig selv at smile et kort øjeblik. Det betød uendelig meget med et fast holdepunkt. Bare en enkelt ting, som var det samme som derhjemme, nu hvor alt andet var forandret. "Så skal vi vel til Diagonalstræde."
  Rutus, den mørkhårede og, at dømme efter rynkerne omkring øjnene, evigt smilende krovært, som havde vist dem op til deres værelse dagen før, stod bag disken og rørte i en simrende, brun grød. Han fløjtede, hvilken så ud til at gå de få gæster, der sad alene ved hvert sit bord og spiste grøden, temmelig meget på nerverne. Han smilede, da han så Harry og Ron komme ned ad trappen. "Godmorgen!"
  "Godmorgen, Rutus. Hvad tager du for overnatningen og to skåle af det der?" Ron nikkede mod grøden.
  "Skal vi sige to knut?"
  "Det er bare i orden," skyndte Ron sig at sige. Han og Harry udvekslede blikke, mens kroværten pøsede grød op i to skåle.


Diagonalstræde var ikke nær så proppet, som den plejede, og meget mindre farverig. Det tog dem ikke mere end ti minutter at komme fra den ene ende til den anden, så Ollivanders var ikke svær at finde. De sædvanlige, støvede æsker stod stablet op ad de skæve vægge. Harry blev overrasket over at se en ung mand komme ud fra et baglokale og byde ham velkommen. For ham var og blev Ollivander en gammel troldmand med hvidt hår.
  "Du vil gerne købe en stav, formoder jeg." Mandens stemme var flad og på ingen måde interesseret.
  Harry forsøgte sig med et smil. "Øh, ja, det er lige præcis det... hvad koster det?" De havde delt sig, fordi de tænkte, at én forvirret troldmand i underligt tøj nok var mindre mistænkeligt end to på en gang, så Ron var ved at få sig noget tøj, der passede til tiden, mens Harry købte en stav.
  "Fire sølvsejl, og det står ikke til nogen form for diskussion. Min familie sælger de bedste tryllestave i verden."
  "Fire sølvsejl er helt fint," sagde Harry og lovpriste tyngden af de mange galleoner i hans taske. Hvad skulle han have gjort uden penge i en tid, han ikke kendte spor til?
  Uden at sige mere begyndte den fremmede Hr. Ollivander at måle ham med en snor, han havde til selv samme formål. Besværgelsen, der kunne få et målebånd til selv at gøre arbejdet var åbenbart ikke opfundet endnu. Efter et kvarters tavshed og måling af tæer, tykkelse af lår og afstand mellem ører havde han fundet en hel stak af æsker frem, som skulle prøves. Harry sukkede indvendigt ved tanken om, hvor mange stave han havde måttet prøve, sidst han havde været her.
  Hr. Ollivander åbnede den første æske, som var af træ, og rakte ham staven. Han kiggede ikke ordentligt på den, før han svingede, men lagde mærke til, at gribestykket var helt glat og sværere at holde fast på, end han var vant til. "Lumos." Et jævnt, dæmpet lys spredte sig i forretningen, meget anderledes end den klare kuppel i spidsen, som hans gamle stav havde fremkaldt.
  Tryllestavsmageren nikkede. "Det bliver fire sølvsejl."
  "Var det det?" Harry rynkede panden. Sidste gang havde det taget mindst femten forsøg. "Kan du fortælle lidt om den?"
  "Det er den, der passer. Tretten tommer slangetræ med en kerne af basiliskhorn."
  Bitter ironi skyllede igennem ham. Slangetræ. Basiliskhorn. Hvornår ville hans fortid som horcrux, udvalgt og slangehvisker stoppe med at hjemsøge ham? "Er det muligt at... en af de andre stave passer bedre?" forsøgte han sig, mens han vendte staven i hænderne. Slangetræet havde lyse, gyldne pletter, som kastede lyset tilbage, så det nærmest lignede silke. Træet, som han holdt på, var brændt, men lakeret, så den sorte farve ikke smittede af. 
  Hr. Ollivanders  tørre stemme var en velkendt lyd, selvom Harry aldrig havde mødt ham før. "Det er tryllestaven, som vælger sin troldmand."
  Han så på den igen. Den var smuk, selvom han hadede at indrømme det. Og den var hans, som om den altid havde været det.   "Ja," sagde han bare, kinderne brændte af skam. Han betalte og forlod butikken. 
  Ude på vejen fik han øje på Ron, som først ikke var til at genkende i de nye gevandter. "Man får godt nok meget for pengene, hvad?" pustede han, da Harry nåede hen til ham, og de røde pletter på kinderne afslørede hans benovelse, selvom han prøvede at lyde henkastet.
  Harry lo og puffede til hans nye, gammeldags troldmandshat. "Og når man nu er rig, kan man jo lige så godt gå efter moden, ikke?" Han modtog en lammer og fortsatte mod den tøjbutik, hvor Ron kom fra.
  En tynd, gråskægget mand, som ikke så ud til at være spor generet af den tykke, parfumerede luft, bød ham velkommen og præsenterede sig som Hr. Gumbleston. "Hvad kan jeg så hjælpe en fin herre som dig med?" Sælgeren tøvede næsten umærkeligt ved ordet 'fin', mens hans øjne hvilede på en mudderplet på Harrys kappe.
  "Jeg har været ude for... vi kalde det et uheld. Jeg har brug for en hel ny garderobe. Sokker, bukser, alt."  Sælgeren tøvede, undrede sig uden at lade sig mærke med noget. Harry fortrød, at han ikke havde fundet et andet sted at købe tøjet - Ron havde lige forladt butikken for få minutter siden, og det var nok ikke tit, nogen kom og købte al deres tøj på en gang i én butik.
  "Jamen, så..." Hans lange fingre vred sig mellem hinanden og gav adskillige knæk. "Så er du jo kommet til det rigtige sted. Nu skal du bare se..." Han førte Harry til en væg på den anden side af kassen, hvor sorte kapper, alle med silkefor i forskellige farver, svævede i luften.

  Det gik hurtigt op for ham, at det ikke var muligt at få normalt tøj her. Skulle man have strømper, var de af silke, knæhøje læderstøvler var den eneste mulige fodbeklædning, og af hatte var der ikke andre end den slags, Ron havde købt. Da han i et kvarter havde prøvet at overbevise Hr. Gumbleston om, at han helst ville have en trøje i sort, gav han op og købte to grønne i stedet. I grunden var det jo ligegyldigt - ingen andre end Ron og Dolohov kendte ham her, og han skulle hjem til sin egen tid snarest muligt. Desuden fremhævede de det eneste, han havde fra sin mor: øjnene.
  Han forlod forretningen med en tung pose i hånden og en uvant, hviskende lyd af silke i ørerne. Tryllestaven føltes fremmed i den nye kappes inderlomme. Han fandt Ron hos Ollivanders, frustreret prøvende den sekstende stav, som viste sig heller ikke at virke. "Merlin, er det dig, Harry? Jeg kunne næsten ikke genkende dig i grøn."
  "Hej," var det eneste svar, han kunne komme på. "Jeg venter udenfor." Han gik udenfor og lænede sig op ad butiksvinduet. Så tog han sin nye stav frem.
  "Avis." En enkel, sølvfarvet fugl fløj fra spidsen og begyndte at flyve rundt i luften foran ham i et kringlet mønster. Den larmede ikke, som hans Avis-fugle plejede, fløj bare lydløst rundt og rundt med sine glitrende, sorte øjne rettet stift ud i luften. Den var langt mere elegant end de tre skrattende fugle, han plejede at fremkalde, men han brød sig ikke om den. Han behøvede ikke andet end et vip med håndleddet, før fuglen forsvandt i en grå damp. "Oculus Reparo."
  Der kom hverken røgsky eller lyd fra brilleglasset, det smeltede bare lydløst sammen. Alt ved denne stav var mere enkelt, elegant, ubesværet. Og kraftfuldt.
  Ron kom endelig ud fra forretningen, smilende over hele ansigtet. “Fønixfjer, du. Fire sølvsejl for en stav med fønixfjer.” Smilet sneg sig langt ind i stemmen, selvom Harry kunne se, han prøvede at holde det nede, og han forstod det godt. Ron havde stadig et anstrengt forhold til dyre ting. Han og Hermione tjente begge mere end godt, langt bedre end Harry og Ginny med sit job på Profettidene, men ubalancen mellem ham og Harry var altid til stede. Harry skammede sig næsten over, hvor naturligt det var kommet for ham at købe det dyreste og det bedste i tøjbutikken. Hvor meget han tog for givet.
  “Så hvor starter vi? Kroen?”
  Ron nikkede. “Ja, det er vel ligeså godt som alle andre steder.”
  “Vi skal bare vide noget om-”
  “Alting.” Han nikkede igen. “Vi skal bare vide noget om alt.”

C

Cemida Malfoy tømte kruset og bankede det ned i den skæve bordplade, hvor skvulpende ølkrus fra de mange tidligere besøg havde tegnet mørke ringe.
  “Mig?” snøvlede den ene af mændene over for hende. “Jeg har sgu da aldrig lovet noget, jeg ikke kunne holde!”
  “Ja, du kan roligt droppe de sidste fire ord i den påstand.” Hun lo sammen med de andre. En gang imellem kunne det overdøve skænderierne i hendes hoved, hvis hun lo højt nok, drak øl nok. Men som regel var det altid de samme misbilligende blikke, de samme ligegyldige stemmer, der fyldte hendes tanker. Gad vide, hvad de ville sige, hvis de vidste, hvem hun var, når hun ikke havde smurt mudder på hænderne med vilje? Gad vide om de stadig ville skåle med hende, hvis de så de silkekjoler og perler, hun normalt iførte sig, for på overfladen at passe ind i den familie, som aldrig rigtigt ville forstå hende? Hun skubbede tanken fra sig med væmmelse.
​ 
En mand, hun ikke havde set før, slog sig ned ved deres bord. “Godeftermiddag,” sagde han med en accent, hun ikke havde hørt før. Det var heller ikke tit, man hørte den slags fine hilsener på en kro som denne. Hun orkede ikke introducere sig, men lyttede interesseret med tilden usammenhængende samtale, der så småt tog form mellem hendes falske venner orden fremmede.
​ 
De snakkede om krigen, og at dømme efter mandens spørgsmål kunne han ikke have været i England i meget mere end en uge. Det var direkte umuligt at leve her og ikke opdage spændingerne mellem mugglerne og det magiske samfund. Det var overalt, fortalte mændene den fremmede, og Cemida nikkede samtykkende. Det var i de demonstrativt nedslåede blikke på gaderne og i de vrede råb, man kunne høre, når mørket lagde sig og viskede ansigter ud. Det var i masterne på mugglernes skibe, når de kom til syne i horisonten, det var i markedsbodene, som lukkede uden varsel, en efter en, selv i Malfoy Manors gange som en vind af hviskende stemmer.
  En krig var på vej. Men kun på vej. Lige nu gav hun sig selv lov til at studere den fremmede lidt nøjere. Hans hår var sort, men beskidt, og hans tøj var fint. Hans øjne var grønne bag et par briller, hvis magen hun aldrig før havde set. Så tyndt et stel og så perfekt runde glas ville have fået Frank til at hoppe af begejstring. Tanken standsede alt andet. Den velkendte smerte gennemsyrede hendes tanker og efterlod et eneste ord tilbage i hendes rungende, ødelagte hoved.
 
Frank.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...