The Weight - Shawn Mendes

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 13 jun. 2017
  • Opdateret: 9 sep. 2017
  • Status: Færdig
Shawn Mendes. Teenageidolet der har taget hele verden med storm. Året efter Shawn Mendes har afsluttet sin tredje verdensturne, beslutter han sig for at tage en pause og vende tilbage til sin hjemby, Pickering, i et par måneder. Da Shawn begyndte på sin første tour, efterlod han nabopigen, Emily Carter, med et knust hjerte. Emily har sine egne problemer og står med nogle svære valg i sit liv, og da Shawn vender tilbage, bliver det ikke ligefrem nemmere. Shawn har ingen idé om, hvad der foregår i Emilys hoved, men han ved, at der er noget galt, og han er ikke sikker på, at han nogensinde kan nå ind til den Emily, han forlod.

19Likes
21Kommentarer
11051Visninger
AA

18. seksten

Min alarm vækkede mig, og jeg skyndte mig at slukke for den. I første omgang lagde jeg ikke mærke til personen ved siden af mig, men det gjorde jeg, da jeg ville til at hoppe ud af sengen.
Jeg var tæt på at skrige højt. Klokken var tre om natten, og der lå en ved siden af mig. Havde det ikke været for den velkendte krop og hans vejrtrækning, havde jeg med garanti skreget højere end nogen anden nogensinde havde gjort, men jeg nåede at kvæle mit skrig, så der kom ikke andet end en underlig halvkvalt lyd ud.

Han vågnede ikke, men sov bare videre helt udvidende. Hvorfor var han kommet? Jeg skulle ikke have sagt, at han var velkommen i nat. Det var fuldstændigt dumt, og nu skulle jeg snige mig ud fra ikke blot mine forældre, men også ham.
Jeg holdt om min halskæde og tog en dyb indånding. Det var tid.

Forsigtigt kravlede jeg ud af sengen. Jeg måtte for alt i verdenen ikke vække ham. Jeg nåede ned i enden af sengen, og han viste ikke tegn på at have opdaget noget.
Jeg havde valgt at sove i et almindeligt sæt tøj. Det ville være unødvendig støj, hvis jeg skulle til at finde noget tøj nu. Tøjet var ikke noget specielt. Det var blot et par skinny jeans og en sweater. En af Shawns sweatre.
Jeg havde taget den fra ham en af de her dage, men han havde sagt, at jeg godt måtte beholde den. Den var dejlig blød. Den var endnu dejligere fordi, det var hans, og den duftede skønt af ham. Jeg følte mig tryg, når jeg havde noget af hans tøj på. Der var intet, der kunne ramme mig.


Jeg kastede et sidste blik ind i mørket, efter jeg havde samlet min taske op fra gulvet. Det vigtigste var i den. Jeg kunne kun ane omridset af mine møbler. Det havde været mit værelse, og i min seng lå mit livs kærlighed.
For ja, det var han. Shawn Mendes. Drengen, som havde forladt mig tre år tilbage, og som jeg nu selv ville forlade, han var mit livs kærlighed, og jeg elskede ham. Jeg elskede ham for meget til, at det kunne have en lykkelig slutning, og derfor var han vel egentlig også en af grundene til, jeg tog den beslutning.

 

 

Der stod den parkeret. Bilen. Jeg hadede den, men jeg var nødt til at komme frem til Leaside Bridge. Jeg åbnede forsigtigt døren, og så mig straks bagud. Der var stemmer overalt, men jeg kunne ingen se. Stemmerne var i mit hoved. De havde boet der fast i lang tid.
Jeg var så bange for, at jeg skulle blive opdaget. Jeg sank en klump, satte mig bag rattet og smækkede døren og forsøgte at lave så lidt støj, som det nu var muligt.
Mors og fars bil. Jeg havde ikke sagt farvel til dem. Det havde jeg ikke kunnet bære. Det var bedst sådan her. Ikke noget farvel til nogen. Jeg fik beslutsomt startet bilen og kørt ud på vejen.

 

Der var ingen trafik på vejene, og jeg kunne let komme ud til broen. I lang tid sad jeg bare og stirrede på rattet. Jeg kunne ikke bevæge mig, og stemmerne blev ved med at summe i mit hoved. Det skulle jeg snart blive fri fra.
Min taske lå på det andet sæde. Jeg fandt hurtigt det, jeg ledte efter. Min dagbog. Jeg havde ikke tænkt mig at skrive i den, men indeni lå der noget til Shawn. Jeg håbede, han ville finde det, når han engang fik beskeden i morgen tidlig.
Hvis folk nu læste min dagbog, så ville de kunne forstå. Det var dog kun Shawn, som skulle have lov til at læse brevet, for det var skrevet til ham. Det måtte de andre respektere. Hvis jeg nu skrev Shawn udenpå, ville de nok forstå, at det var til ham, og kun ham. Han var nødt til også at læse min dagbog, så kunne han forstå. Det var han nødt til.
Der lå en kuglepen nede i min taske, og jeg fik skrevet et lidt ulæseligt ”Shawn Peter Raul Mendes” udenpå brevet. Mine hænder rystede voldsomt, og jeg fik med besvær lagt brevet ind i dagbogen igen. Jeg lagde den i min taske igen, så var jeg sikker på, at der ikke ville ske noget med hverken dagbogen eller brevet.

 

Det var køligt udenfor. Jeg kiggede mig over skulderen. Jeg følte, at der var nogen, som fulgte efter mig. Jeg vidste godt, at det bare var fordi, jeg var paranoid, men tanken gjorde mig helt skræmt. De ville indlægge mig, hvis de fandt mig nu. Det her var min chance, min eneste chance, for jeg fik ikke en igen.


Hvis jeg ikke havde ladet bilen stå tændt, ville det være bælgmørkt her på broen. Der var nemlig ikke én eneste bil, der kørte forbi.
Jeg ville hoppe ned i det dybe mørke uden nogen til at stoppe mig. Jeg ville ikke mærke noget. Det ville gå så hurtigt. Det lovede jeg mig selv.

Kanten på broen var ikke vildt højt, jeg ville sagtens kunne kravle op på den, også selvom jeg rystede så meget, som jeg gjorde. Det undrede mig, at der ikke var hegn rundt om, men okay, der var nok ikke mange, der sådan faldt ned fra broen.

Besværet kravlede jeg op på kanten. Den var rimelig bred. Her kunne jeg godt stå uden problemer. For jeg ville komme til at stå noget tid. Bare kigge ud i mørket og sende de sidste tanker til min familie og Shawn. De ville modtage beskederne i deres hjerter. Det var jeg sikker på.

 

Forsigtigt fik jeg rejst mig op.
Jeg lukkede øjnene, holdt armene ud i luften, så jeg havde bare en smule balance. Sådan stod jeg i noget tid. Vinden susede for mine ører og trak svagt i mit tøj. Det var ved at være tid. Det måtte være det, vinden fortalte mig. Den ville bære mig gennem det hele. Jeg ville ikke mærke noget.

 

Lyden af en bil, der kom kørende nærmede sig. Jeg fik sådan et chok, at jeg var ved at få overbalance. Var det en virkelig lyd? Var det mit hoved, der var ved at koge over?


Jeg åbnede øjnene.

Det tog ikke lang tid for mig at se, hvem bilen tilhørte. Det var Shawns bil… Jeg var ved at gå i panik. Jeg var nødt til at hoppe nu. Han måtte ikke komme herhen. Jeg stod og vaklede på kanten, og lige pludselig kunne jeg ikke hoppe. Noget holdt mig heroppe. Der var noget, der ikke gav mening.

Jeg gned mig i øjnene. Det kunne ikke passe. Det var noget, jeg drømte. Han kunne ikke være her. Hvordan kunne han vide det? Det stod ikke andre steder end i min dagbog.
Havde han læst den for flere dage siden? Han havde jo intet sagt.

 

Vinden tog fat i mit hår, og det blafrede vildt omkring mit ansigt.

 

Mit hoved var et rent virvar. Jeg havde pludselig ingen idé om, hvad jeg skulle gøre. Mine planer havde været så sikre, og nu hvor han stod der, var jeg klar til at smide alle planerne langt, langt væk, bare for hans skyld.

Jeg tog en dyb indånding og pustede langsomt ud.

Han stod helt klart for mit syn. Det var rigtig nok, det jeg så. Han var ikke noget, jeg bare forestillede mig. Han var virkelig.

Han stod foran mig, det var ikke til at fatte.
Jeg var virkelig parat til at smide alt for ham. Jeg ville blive for ham. Glemme alt om min forfærdelige tilværelse i skolen, glemme alt om Zean. Bare Shawn og jeg. Det kunne lade sig gøre.

 

Nej

 

Emily.

 

Jeg lukkede øjnene, traf min endelige beslutning.

 

Shawn var steget ud af bilen. Han stod med tårer i øjnene. Ude af stand til at gøre noget som helst. Jeg græd. Hvor var det ynkeligt. Mit liv var ynkeligt.

 

Jeg kiggede ned. Mørket så ud til at være kommet tættere på. Jeg så hen på Shawn igen. Jeg kunne ikke andet end at mime ”undskyld”, for jeg havde ingen stemme.

 

Det hele gik pludselig over i slowmotion. Da det gik op for Shawn, at jeg virkelig ville gøre det, sprang han nærmest hen imod mig, men han nåede mig ikke. For idet hans finger rørte min skulder, sprang jeg. Jeg sprang ud i mørket, og så gik det hele pludseligt så hurtigt. Jeg nåede ikke at skrige, før et mørke omsluttede mig og rev mig væk fra alt.
Jeg slap fri fra alt det, jeg havde kæmpet imod. Alt det, som kun min dagbog kendte til, og jeg var lykkelig.
Det hele var ovre. Endelig.

 

______________________________________________________________________________

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...