The Last (1D FF)

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 14 jun. 2017
  • Opdateret: 12 feb. 2018
  • Status: Igang
New York, USA. 2021.

Alison er en 19-årig violinist og spiller på Broadway. En dag, mens øver hun sig alene, dukker fyren Harry, lige pludslig op og ser hende spille. Før de når at snakke, begynder jorden at ryste under dem og Broadway begynder at styrte sammen omkring dem. Harry griber fat i Alison og får hende trukket med ned under scenen, hvor de er i "sikkerhed". Da jordskælvet endelig er ovre, er både Alison og Harry i live, men er det i virkeligheden ikke bedre at være død, end at skulle vågne op til trejde verdenskrig?

*Denne historie er mit bud til Battle of Fandoms med kategorien One Direction som det centrale emne.*

OBS! One Direction er ikke et eksisterende band i min historie, og tager kun udgangspunkt i medlemmerne fra bandet, som individuelle personer :D

5Likes
5Kommentarer
6683Visninger
AA

23. Ukendt område, PA, USA. December 2021

Et ord bremser Niall: “Pittsburgh,”. Jeg vender mig rundt for at se. “Sidst jeg så hende var i Pittsburgh.” Jeg ser fra Zayn og op på Niall, der ser en smule chokeret ud. Han fik det svar han søgte.

“Kan du være lidt mere præcis?" spørger Niall og strammer yderligere sit greb om ham. Han er meget alvorlig i sin tone.

Zayn trækker vejret hurtigere og anstrenger sig for at tale. “Hun styrer alt fra sit kontor i Pittsburgh.” Han holder en pause, for at få luft nok til at tale igen. “Min deling blev sendt hertil for at sikre området,” der er desperation i hans stemme. Sikre området? Mod hvad? Monstrene? Niall virker til at forstå hvad han siger og letter derfor sit greb. Zayn falder til jorden, gispende efter luft.

"Det er vel en start," siger han. Zayn virker meget taknemlig over, at Niall ikke slog ham ihjel, hvilket er forståeligt - ingen gider dø, især ikke nu. Niall går et par skridt væk fra ham, og står med siden til Harry og jeg. Han har hånden op til munden og mumler et eller andet.

"Tak," siger Zayn og tager sig til hovedet. Hans vejrtrækning bliver almindelig igen og han slapper af. Niall kommer hen til Harry og hvisker et eller andet til ham og han nikker, hvorefter Niall igen går hen til fyren med en udstrakt hånd. Zayn ser op på ham og rækker ud efter hans hånd, da Harry hæver sin pistol og retter den mod Zayn.

“Wow wow, hey hey, jeg troede vi havde fundet ud af det?!” siger han fortvivlet og holder begge hænder op foran sig, som et tegn på overgivelse.

“Våben,” siger Niall tørt, med utålmodighed i stemmen. Zayn ser uforstående på ham, men Niall vipper bare med fingrene. Zayn giver ham sin pistol og en lommekniv. Niall giver det til mig, og beder mig lægge det ned i min taske, hvilket jeg gør. “Op og stå,” siger han, mens han stadig ser på mig, men jeg ved, at det er henvendt til Zayn. Han gør som Niall siger. “Arme og ben spredt fra hinanden.”

“Seriøst, mand?”

“Arme og ben spredt fra hinanden,” siger Niall igen og Zayn ruller med øjnene, men gør alligevel som han siger. Niall kropsvisiterer ham, men finder ikke flere våben. “Godt så.”

“Hvor langt er der til Pittsburgh herfra?” spørger jeg, men jeg ved ikke helt hvem mit spørgsmål er rettet til.

“Tre timer i bil, hvis der er let trafik. Lidt et problem i disse dage, siden alle søger mod storbyerne,” svarer Zayn, der nu har sat sig ned, lænet op af bilen.

“Hvorfor ville Laura så opholde sig der, hvis der er så mange mennesker?” Jeg ser fra Zayn og over på Harry, der nu har sænket sin pistol og sat den i spænd mellem hans ryg og buksekant.

“Det gør hun heller ikke,” siger en ny stemme, et stykke fra os. Niall trækker sin pistol og peger den i retningen af lyden. Vi vender alle blikket væk fra Zayn og over mod stemmen, der kommer fra en lille pige, som jeg ville sige var på omkring 13 år. “Wow, Daryl Dixon, skulle vi nu ikke lige tage det roligt,” hun sætter hænderne i vejret som et tegn på overgivelse og umiddelbart ser jeg ingen pistol på hende. Men den kunne jo være gemt. “Jeg kommer med fred, pinkie-promise.” hun samler alle fingrene på hendes venstre hånd i en knytnæve og stritter med lillefingeren. Hun tager hænderne helt ned, tydeligvis sikker på, at Niall ikke har tænkt sig at skyde hende, for hun kommer gående hen imod os med meget selvsikkerhed i hendes skridt. Hendes lysebrune hår er sat op i to frikadeller på toppen af hendes hoved, med to løse totter hængende ned, som indrammer hendes unge ansigt. Jeg ser op på Niall, for at få en form for status, men han ser bare på hende. Hun stopper op et par meter fra os, hvor hun lægger armene over kors. Hun ser skiftevis fra Niall og pistolen og løfter det ene øjenbryn. “Du burde virkelig sænke den der pistol,” siger hun hvorefter hun læner sig en smule fremad, for så at hviske: “Trust me, du har brug for mig.”

Niall ser skeptisk på pigen og jeg kan se hvordan han vurderer situationen inde i sit hoved. Hvordan han sikkert sammenligner den med det der skete i campen. Jeg rækker ud efter ham, griber blidt fat om hans overarm, der er helt hård af at spænde så meget. Han sukker og pakker pistolen væk. Pigen sender mig et lille smil, nærmest som en tak, og ser så tilbage på Niall, som hun må opfatte som vores ‘leder’.

“Laura er i Saltsburg,” hun lægger armene over kors,  og jeg kan se hvordan Nialls bryn rynker sig. Harry ser fra mig - jeg havde slet ikke set, at han holdte øje med mig - til pigen, hvorefter han spørger: “Er hun i Østrig?”

Pigen ler en skinger latter og det gør mig ærligt en smule bange. “Saltsburg, Pennsylvania. Det andet staves med et Z, og…” hun stopper sig selv, da hun ser vores forvirrede blikke. “Lige meget.” hvisker hun til sidst og ser ned i jorden. Måske er hun smittet, måske er det derfor hun er så sikker i hendes skridt og lyder så bedrevidende. Hendes blik rammer Zayn og hun smiler slesk. “Apropos ord med Z, jeg kan se i fundet min delingsmakker!” Hun ser op på os, laver et lille hop og går med lette skridt hen til Zayn, der som ved instinkt rykker tilbage til han rammer dækket af bilen. Hun sætter sig på hug foran. “Sødt af dig at stikke af midt i et angreb. Virkelig hjælpsomt, makker.” hendes knyttede næve, rammer Zayns skulder, da hun siger ordet ‘makker’. Hendes stemme oser af sarkasme, og jeg kan se foragten i hendes øjne. Hun rejser sig og sparker til hans udstrakte fod, som for at få ham til at komme på benene, men i stedet han krymper sig bare og trækker fødderne op under sig. Før jeg ved af det har blandet mig, ved at sige ordene: “Undskyld, men… hvem er du?”

Hendes fokus flytter sig fra Zayn og hen på mig. Sender mig et smil som jeg ikke helt kan regne ud om er ægte. “Erica Heathersfield.” Hun kommer hen til mig og rækker hånden frem, men jeg tager den ikke. Jeg stoler langt fra nok på hende til at gøre det. Overvejer endda at stikke hende et falsk navn, men før jeg kan nå at gøre det, træder Niall ind foran mig.

“Og hvad laver du her? Burde du ikke være sammen med din mor eller far?”

“Tro mig, det har jeg da også tænkt mig at jeg skal. Jeg skal bare lige tilbage til hende. Min mor altså.”

“Og hvor er hun?” spørger Harry, der stiller sig bag mig, hans arme stadig lagt over kors.

“I Saltsburg.”

Og det er her det går op for os alle sammen. Hun ser på os med et spændt smil, mens hun venter på at få vores reaktion på det, som vi allerede har regnet ud: “Jeg er Lauras datter.”

 
Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...