The Last (1D FF)

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 14 jun. 2017
  • Opdateret: 12 feb. 2018
  • Status: Igang
New York, USA. 2021.

Alison er en 19-årig violinist og spiller på Broadway. En dag, mens øver hun sig alene, dukker fyren Harry, lige pludslig op og ser hende spille. Før de når at snakke, begynder jorden at ryste under dem og Broadway begynder at styrte sammen omkring dem. Harry griber fat i Alison og får hende trukket med ned under scenen, hvor de er i "sikkerhed". Da jordskælvet endelig er ovre, er både Alison og Harry i live, men er det i virkeligheden ikke bedre at være død, end at skulle vågne op til trejde verdenskrig?

*Denne historie er mit bud til Battle of Fandoms med kategorien One Direction som det centrale emne.*

OBS! One Direction er ikke et eksisterende band i min historie, og tager kun udgangspunkt i medlemmerne fra bandet, som individuelle personer :D

5Likes
5Kommentarer
6688Visninger
AA

22. Ukendt område, PA, USA. December 2021

"Hvad..?" mumler jeg for mig selv. Hvorfor er der et billede af Payne? Jeg bladrer igennem de mange stykker papir. Der er meget mere information om ham, end jeg har set i nogle andre filer. Udklip, diplomer og stemplede papir er fordelt ud igennem filen, men jeg forstår intet af hvad jeg ser. Jeg skimmer siderne, men ingen af den information jeg opsnapper sætter sig fast. Jeg hører et knæk bag mig og jeg ser forskrækket op. En skygge bevæger sig langs teltdugen og jeg skynder mig at holde filen bag min ryg. Mit hjerte pumper i mit bryst og jeg ser mig om efter noget at skjule mig bag, men det er for sent. En skikkelse kommer ind og jeg holder vejret. Da jeg ser ham ånder jeg dog lettet op. Det er bare Harry og da han ser mig, smiler han.

"Har du fundet noget?" spørger han og kommer hen mod ham. Jeg nikker, holder filen frem og rækker ham den. Han kigger undrende på den og åbner den. Han nåede måske ikke at få hans skrevet i lejren, før den blev angrebet. Hans øjne skøjter hen over siden, men det virker ikke som om, der er noget i filen, der interesserer ham.

"Hvad er det her?" spørger han stille. Jeg fortæller ham en noget raffineret udgave af historien om filerne, mit interview og Payne.

"Jeg er ikke helt sikker, men jeg tror at han er medlem af et eller andet... Eller måske eftersøgt?" hvisker jeg. Han lukker mappen sammen, folder den og lægger den ind i hans inderlomme.

"Vi kan kigge på den senere," hvisker han og jeg nikker enigt. Jeg hører et skud og løber ud af teltet med Harry lige bag mig. Ser rundt, men kan ikke få øje på Niall eller hvor et skud kunne være blevet affyret fra. Jeg retter mit blik mod Harry, der nu ser meget alvorlig ud. Endnu et skud går af, men jeg ved ikke om det er Niall eller en anden, der affyrer dem. Jeg håber ikke at han er kommet til skade. Nogen træder i en vandpyt og Niall kommer til syne bag en mur, hvorefter han løber om bag bilen. Jeg fanger Harrys blik et splitsekund, og løber derefter over til Niall.

"Hvad sker der? Vi hørte skud!" spørger Harry, men det virker ikke som om, at Niall har tænkt sig at svare. Han står bare og kigger efter hvad end der fik ham til at skyde.

"Niall?!" spørger Harry med lidt højere stemme. Niall kigger over på ham og holder fingeren foran munden. Jeg ruller med øjnene, skubber Niall væk så jeg kan se hvad der foregår. Til min store overraskelse ser jeg ikke nogle monstre, men derimod normale mennesker. Jeg skal lige til at rejse mig op, da Niall tager fat i min skulder og trækker mig med igen. Jeg ser undrende over mod ham, og han ryster på hovedet.

"Hvad er der?" spørger jeg og kigger tilbage på de to mennesker, der nu er kommet så tæt på, at jeg kan se at det er mænd. Af hvad jeg kan se, så er de kun tre. Den ene, der er tættest på os, har en sort hættetrøje, et par militær-grønne bukser og en sort hat. Hans hud er meget mørk og på hans næse, har han et par briller. Længere væk, henne ved et af teltene, står en lidt lavere, rødhåret fyr. Han ser ret ung ud, men har et ar over det venstre øje. Han går rundt med en pistol, men det virker ikke som om, at han ved hvordan han skal bruge den. Hans bukser er magen til den anden mands, men han har en kedelig grå jakke på. Den sidste mand går bag en mur, så jeg ser ikke andet end hans tøj, der ligner de andres.

"Vi er nødt til at komme væk herfra," konkluderer Nial.

"Vi har brug for en afledningsmanøvre..." siger Harry, men ikke mere end det og jeg går udfra, det betyder, at han ikke selv har en idé. Jeg ser tilbage på mændene, som stadig bare går rundt og leder efter et eller andet, og det er der, at jeg kommer på en idé. Jeg vender mod drengene og forklarer dem det hele i en sagte tone.

Mit blik bevæger sig ud over kanten på bilen. Den ene fyr har forladt gruppen og er ikke til at få øje på, de to andre står begge med ryggen mod os. Den ene har en telefon i hånden, den anden roder i en værktøjskasse. Jeg vifter med min hånd mod Niall og Harry, som et tegn på, at de kan liste sig væk uden problemer. Jeg tager mig til panden og mærker efter mit sår, der nu er dækket af en skorpe. Jeg tager en dyb indånding og holder vejret, mens jeg modvilligt kradser i det indtil det begynder at bløde. Jeg lader blodet pible frem i et stykke tid, før jeg kører mine fingre over det og tværer ud i resten af mit ansigt, og også lidt på mit tøj og krop. Jeg går et par skridt fremad, mens jeg stadig sidder ned på hug, og lægger mig derefter ned. Jeg begynder at gispe efter luft, som var jeg døende. Jeg fanger hurtigt den ene fyrs opmærksomhed - ham hvis ansigt jeg ikke kunne se, før nu - og han går hen mod mig. Jeg får øje på pistolen i hylsteret på hans bælte.

"Hey! Herovre!" råber han og den anden fyr - den rødhårede - kommer løbende. Også den manglende del af gruppen kommer tilbage fra hvorend han har været. Jeg prøver på at lyde som en fisk, der er kommet op til overfladen og ikke kan få luft - det er så langt min fantasi rækker… Ham fyren, der 'fandt' mig sætter sig ned på hug. Han rynker brynene og kigger på mig med en mellemting mellem undren og forskrækkelse. Hans brune øjne studerer mig ansigt og jeg føler mig en smule tåbelig ved at ligge her og gispe.

“Hey, hey, rolig nu,” siger han beroligende og lægger sine håndflader mod hver af mine kinder. Mit blik fokuserer på noget bag ham, men ud af øjenkrogen kan jeg se, at hans brune øjne ikke flytter sig fra mit ansigt.

"Er hun blevet smittet?" spørger den rødhårede irriteret, der står bag ham. Virker ikke som en mand af megen tålmodighed.

Fyren ryster på hovedet og kærtegner min pande, mens han tørrer blodet væk fra det åbne sår. Jeg sænker langsomt min vejrtrækning indtil den igen er normal, og fyren hjælper mig op at sidde. Hans hånd er på min ryg og støtter mig, selvom jeg jo egentlig ikke har brug for det.

“Mark, vand,” siger han, stadig uden at tage blikket fra mig, hvilket er lidt et problem, eftersom jeg skal se efter et signal fra Niall. Han rækker hånden ud og jeg ser hvordan den rødhårede placerer en lille flaske med vand, der sad i hans bælte, i fyrens hånd.

"Er du okay?" spørger han og jeg husker ikke at nikke, da dette vil sætte Harry og Niall i aktion. “Ja,” svarer jeg, mens jeg drikker af flasken. “Kan du fortælle mig dit navn?” Han smiler til mig, og jeg får en smule dårlig samvittighed over, det som jeg skal til at gøre.

“Caroline,” lyver jeg, kan jo ikke have de kommer rendende.Han hjælper mig op, at stå og ud af øjenkrogen kan jeg se Niall og Harry. “Hvad hedder du?”

Han smiler ved min interesse, selvom den egentlig slet ikke findes. “Zayn,” svarer han og jeg nikker af hans svar. “Det er da et vildt flot navn!” Det hele handler om at distrahere og der er ikke noget der er mere optagende end flirting. De to andre fyrer har sænket deres våben og slapper bare lidt af. Jeg tager et skridt tættere på ham og lader som om jeg er ved at falde. Hans arme rækker hurtigt ud efter mig og griber mig.

"Jeg er ked af det..." siger jeg stille og med en snert af hjælpeløshed i min tone. Han hjælper mig med at genvinde min balance.

"Over hvad?" spørger han og jeg kigger op, hvor jeg ser Harry og Niall liste sig op på de andre fyre. Jeg løfter det ene øjenbryn og møder derefter Zayns blik.

"Det her," svarer jeg, da min knytnæve flyver mod hans ansigt og rammer hans næse. Han tager et par skridt bagud men får overbalance og falder til jorden. Før de andre fyre overhovedet kan nå at reagere og gøre modstand, har Harry og Niall allerede overfaldet dem. Et skud går af og den hætteklædte falder til jorden, blod strømmende ud af et åbent sår. Han ligger helt stille.

Harry stikker, modvilligt, den rødhårede i ryggen - om han rammer noget fatalt kan jeg ikke afgøre. Han falder til jorden med et bump og jeg ser hans øjne blive tomme. Noget må han have ramt… Niall skynder sig videre til Zayn og får ham på benene, hvorefter han trækker sin kniv, som han placerer foran Zayns strube. Zayn griber fast i Nialls arm og prøver på, at få ham til at flytte den, dog uden held.

"Kender du Laura Monall?" spørger Niall roligt, men Zayn svarer ikke. Blod løber ud af næsen på ham. Jeg må have slået hårdere end jeg troede. Niall presser kniven hårdere ind mod huden og spørger ham igen. Zayn griner. "Og hvad hvis jeg gjorde?" spørger han. Jeg kan se, at Niall strammer sit greb og hvordan det påvirker Zayn. "Du vil dræbe mig lige meget hvad, så hvorfor skulle jeg fortælle dig det?" Nialls mundviger kører ned og derefter op.

"Det kan du vel have ret i... Men hvad nu hvis, at du fortæller mig hvor hun er, og så kan vi snakke om det?" foreslår Niall med en snert af sarkasme i stemmen. Jeg kan se, at Zayn bider sig i kinden og hvordan tankerne kører rundt i hovedet på ham. Han svarer ikke og Niall ruller med øjnene, før han igen trykker kniven endnu længere ind i huden. En lille dråbe blod løber ned af halsen, og jeg ved at Niall kunne finde på at gøre det. Et blink med øjnene og Zayn kunne ligge for enden af mine fødder, død.

“Hvem er I overhovedet? Hvem arbejder I for?” Zayns blik vandrer fra Harry og over på mig. Jeg ved ikke om det bare er min hjerne der spiller mig et puds, men jeg sværger han ser en smule såret ud.

“Vi arbejder ikke for nogen,” svarer Harry på vores alles vegne. “Vi skal bare have fat i Laura Monall,”

“Så I kan dræbe hende også? Tror du virkelig jeg er så dum at lede en grup…” jeg afbryder ham: “Vi er ikke her for at dræbe nogen!”

“De døde kroppe omkring os giver lidt et andet udtryk,” siger han med et løftet øjenbryn og anstrengelse i stemmen. Han er ikke bange af en fyr med en kniv for struben at være.  

"Sidste chance," konkluderer Niall, men Zayn siger stadig ingenting. En dråbe sved triller ned fra hans pande og jeg kan se, at han er presset. Decisions, decisions. Zayn lukker øjnene og jeg er nødt til at se væk, det er alt for meget, alt for tæt på.

"Okay så..." siger Niall og svinger kniven.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...