The Last (1D FF)

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 14 jun. 2017
  • Opdateret: 12 feb. 2018
  • Status: Igang
New York, USA. 2021.

Alison er en 19-årig violinist og spiller på Broadway. En dag, mens øver hun sig alene, dukker fyren Harry, lige pludslig op og ser hende spille. Før de når at snakke, begynder jorden at ryste under dem og Broadway begynder at styrte sammen omkring dem. Harry griber fat i Alison og får hende trukket med ned under scenen, hvor de er i "sikkerhed". Da jordskælvet endelig er ovre, er både Alison og Harry i live, men er det i virkeligheden ikke bedre at være død, end at skulle vågne op til trejde verdenskrig?

*Denne historie er mit bud til Battle of Fandoms med kategorien One Direction som det centrale emne.*

OBS! One Direction er ikke et eksisterende band i min historie, og tager kun udgangspunkt i medlemmerne fra bandet, som individuelle personer :D

5Likes
5Kommentarer
6686Visninger
AA

16. Toppen af Camp Zalmune bygning A, NJ, USA. December 2021

Han sætter sig med ryggen mod byen med benene dinglende få centimeter over taget. Jeg følger hans bevægelser med øjnene og mit blik ender på hans forbundene fod.

 

“Jeg blev overfaldet af et en dagen efter bomben sprang. Han var i transformation og da efter en slåskamp var det vel, fik jeg ham ned at ligge, men før jeg kunne nå at løbe væk, greb han fat i min ankel,” han trækker sit sårede ben op under sig, så det hviler på murstykket. Han tager skoen af, trækker op i buksebenet og hiver forbindingen af indtil hans hud er synlig. Det samme gælder for tre aflange sår. “Da prøvede at slippe fra, kradsede han mig, men det føltes som knive, der skar min hud op,” jeg gyser ved tanken, men kan på samme tidspunkt heller ikke få øjnene væk fra såret. Det starter oppe ved hans malleolen og skråt ned henover fodryggen. Jeg rækker ud for at røre det, men ændrer min mening - jeg vil ikke smittes.

 

“Gør det ondt?” spørger jeg i stedet og møder hans blik. Han ryster på hovedet og begynder at pakke det ind igen.

 

“I starten gjorde det meget ondt, men det er ikke så slemt nu. Nogle gange hvis jeg går for hurtigt eller løber for meget,” svarer han med et skuldertræk. “Jeg lå i koma et par dage, da jeg først ankom. De fyrede alt muligt medicin ind i mit system, noget virkede - andet gjorde ikke - men i sidste ende fik de transformationen bremset og fik mig tilbage til normal,” han siger det sidste med sådan en lethed, som var det ingenting at stå på grænsen mellem liv og død.

 

“Var du allerede gået i gang med transformationen?” spørger jeg nysgerrigt og han nikker.

 

“Dr. Read arbejde på min case da jeg kom, og fortalte mig det hele bagefter. Hun er min helt. Uden hende ville jeg ikke være her i dag,” han siger det med et oprigtigt smil.

 

“Men hvordan fik hun den bremset? Jeg forstår ikke hvordan du kan gå fra normal, til næsten monster, til normal igen?” Han trækker på skuldrene.

 

“Det er det jeg ikke ved, men hvad jeg ved er, at denne camp er den med aller færrest mennesketab, men også stedet der sender færrest mennesker videre til andre camps eller byer hvor de er i sikkerhed,” siger han. Jeg husker tilbage på det Liam sagde med at han kom fra en anden camp, hvor de fik sendt så mange videre, at der ikke længere var behov for så mange soldater. Men hvorfor er vi så ikke blevet færre her?

 

“Hvorfor jeg er her er stadig et mysterium. Read kalder mig et mirakel, og det er vel også alt jeg har brug for: at være i live.” svarer han og binder snørebåndet på hans sko. Det er utrolig beskidte, men hvis tøj er ikke det, de her dage?

 

“Men jeg forstår virkelig ikke hvordan du ikke er alt andet end dig selv lige nu? Det kan godt være du er et mirakel, men der må være mere til det, ik? Gud skaber mirakler, det gør medicinen ikke.”

 

“Alison, lad det ligge for nu, indtil vi ved mere,” siger han, men det giver mig bare lyst til at understrege min pointe endnu mere. Jeg rejser mig op og vender mig mod ham.

 

“De har gjort et eller andet for at bremse effekten af giften fra kradset - eller hvad der nu er i de klør,” han gider ikke se på mig, koncentrerer sig bare om sine sko. “de må have brugt noget for at stoppe det, men de deler ikke ud af det - ellers ville mange flere være i live i de andre camps!” Da ordene forlader min mund, kommer jeg i tanker om Harry. Han er stadig i live - måske var Niall bare en test. En måde at finde ud af om medicinen givet til rådighed virkede. “Vil du ikke gerne vide hvad de har pumpet i dig?”

 

“Stop, Alison,” siger han alvorlig og møder mit blik et kort sekund, for så igen at se væk. “Det rager ikke os, vi er ikke læger.” det sidste siger han stille, som om inderst inde, irriterer det også ham med alle de huller, der er i historierne de fylder os med.

 

“Det vrimler med løgnere her omkring, Niall. De fortæller os ikke alt, ikke engang tæt på. Men det her er dit liv vi snakker om! De har gjort et eller andet for at…”

 

“JEG SAGDE STOP!” han rejser sig med sådan et hast, og hans stemme runger i de tomme gader. “Holder du aldrig kæft? Hm?” han kommer nærmere, så tæt at jeg kan mærke hans vejrtrækning ramme min kind. Den er hurtigt, fast og -  med det udtryk jeg kan se i hans øjne - vred. Han vrisser irriteret og tager et par skridt tilbage igen.

 

“Hvorfor kan du ikke bare acceptere, det er sådan her det her, og at det sikkert vil være sådan her i noget tid? Hvorfor skal du grave i alting og løse mysterier, som ikke engang eksisterer?” Han fægter med armene, mens han kaster løs med sine mange spørgsmål og hver gang et nyt kommer, mærkes det som om, han giver mig en lussing. Han ser på mig med et uforståeligt udtryk, som om han prøver at finde ud af hvad der foregår inde i mit hoved. Jeg tager et skridt hen mod ham.

 

“Fordi jeg tror på en bedre fremtid. Fordi jeg tror på ærlighed og på retfærdighed, Niall! Jeg vil ikke spises af med halvhjertede løgne, som de bare finder på undervejs. Jeg har set filerne, jeg har set billeder af monstrene og mødt nogle, jeg har været ved at miste en ven, mens jeg fandt en ny en,” for hver sætning tager jeg et skridt tættere på ham. “Jeg ved ikke hvad der vil ske i fremtiden, men fortjener vi i det mindste ikke at vide hvad der foregår i vores nutid?” Jeg ved ikke, hvornår jeg begyndte at græde, men nu mærker jeg hvordan tårerne langsomt glider ned af mine kinder. Jeg står ansigt til ansigt med ham og jeg ser på, mens han studerer mit ansigt.

 

“Du er så fandens nysgerrig,” mumler han så og lægger armene om mig i et kram.

 

* * *

Niall fører mig gennem lejren og hen til Vestfløjen, hvor vi bliver desinficeret før vi træder ind på det store område med undersøgslokaler og operationsstuer, for så at gå imod stuerne, hvor patienterne opholder sig.

 

“Jeg får lige nogle besøgspas til os,” siger Niall stille og går hen til en skranke hvor en dame klædt i hvidt står bag, med en fil i hånden. Her ligner fuldstændig et hospital - bare i mini størrelse, og det forundrer mig hvor anderledes - og mere rent - her er, frem for hvad der er lige bag de døre vi gik igennem. Men det er også klart, da dette skal være meget mere satineret. Niall kommer tilbage med et lilla armbånd, som han giver mig på. Han har selv et grønt på, men jeg har ingen idé om hvad farvernes betydning er.

 

“Han er på stue 4B,” meddeler han og nikker i retningen af stuerne. Vi går ned af den lange gang, men i modsætningen til et normalt hospital er her ingen folk på gangen. Her er bare helt tomt. Vi stopper op ved en dør med tallet 4 på. “Jeg er lige herude, hvis du får brug for mig,” siger han med et venligt smil og jeg gengælder det. Vender mig mod døren og tager en dyb indånding før jeg trækker ned i dørhåndtaget og går ind.

 

Værelset er ret lille, men har plads til det der behøves. En seng, et lille natbord, et skab, en stol og en skærm, som sengen gemmer sig bagved - for at give patienten lidt privatliv vel.

 

Jeg mærker hvordan mit hjerte banker afsted i mit bryst og hvordan jeg næsten ikke kan få vejret. Åh Gud, please lad ham være sig selv. Lad ham være den Harry, jeg mødte på Broadway. Lad ham være den fyr jeg tilbragte flere timer med i ruinerne. Lad ham være Harry. Jeg går om bag skærmen og ser så hans velkendte, brune hår. Foran hans næse og mund holder han en bog, men jeg kan se hvordan hans grønne øjne kører hen over ordene på siden og jeg kan ikke lade være med at smile. Der er han.

 

“Hej Harry,” siger jeg og øjnene flytter sig fra siden og op på mig. Han lægger langsomt bogen ned i sit skød, mens han ser på mig med et undrende blik.

 

“Undskyld, men… kender jeg dig?” spørger han og det er som at jeg lige har fået en mavepuster. Som om verden går i stå lige da de ord forlader hans mund. Han ved ikke hvem jeg er.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...