The Last (1D FF)

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 14 jun. 2017
  • Opdateret: 12 feb. 2018
  • Status: Igang
New York, USA. 2021.

Alison er en 19-årig violinist og spiller på Broadway. En dag, mens øver hun sig alene, dukker fyren Harry, lige pludslig op og ser hende spille. Før de når at snakke, begynder jorden at ryste under dem og Broadway begynder at styrte sammen omkring dem. Harry griber fat i Alison og får hende trukket med ned under scenen, hvor de er i "sikkerhed". Da jordskælvet endelig er ovre, er både Alison og Harry i live, men er det i virkeligheden ikke bedre at være død, end at skulle vågne op til trejde verdenskrig?

*Denne historie er mit bud til Battle of Fandoms med kategorien One Direction som det centrale emne.*

OBS! One Direction er ikke et eksisterende band i min historie, og tager kun udgangspunkt i medlemmerne fra bandet, som individuelle personer :D

5Likes
5Kommentarer
6702Visninger
AA

14. Officer P.s Kontor. NJ, USA. December 2021

Jeg er bange for det slet ikke er muligt. Bange for det slet ikke er muligt. Bange for det slet ikke er muligt. Slet ikke er muligt. Slet. Ikke. Muligt. Hans ord bliver ved og ved og ved med at køre rundt i mit hoved, og jeg kan ikke få dem til at give mening. Ikke når jeg samtidig tænker på Niall. Hvis det ikke er muligt, hvorfor er han så stadig sig selv? Hvorfor er han ikke ved at blive et monster, der vil dræbe alt og alle på sin vej? Jeg åbner min mund for at sige noget, men ingen lyde kommer ud, og det er som om alle mine tanker forsvinder. Som om jeg bliver helt tom indeni.

 

“Jeg ved det er meget at tage ind, men det er sandheden,” siger Officer P. og jeg ser op på ham med irritation i mit blik. Jeg er træt af folk der manipulerer med sandheden, eller bare undlader helt at fortælle den. Jeg vil vide det hele, og jeg vil vide det nu. Ikke mere bullshit, bare ren og skær fakta.

 

“Du lyver,” mumler jeg og han ser på mig med et forvirret blik. “Du lyver, det ved jeg du gør. Det er Niall et tydeligt bevis for!” Først da ordene har forladt min mund, opdager jeg hvad det er, jeg lige har gjort. Jeg afslørede lige mig selv i at have set rummet, at have mappen.

 

“Niall?” spørger han og rynker brynene. Min hænder finder mappen, der er gemt under min trøje og jeg rejser mig op. “Hvad har han fortalt dig?” hans stemme bliver mere alvorlig, mere truende, og jeg indser at dette kan komme til at gå ud over flere mennesker end mig selv. Men at dreje det over på, at Niall har fortalt mig om at han er smittet, fremfor at sige hvad der egentlig er sket, virker som det sikre valg. Kæft hvor er jeg dobbeltmoralsk nogle gange…

 

“Han fortalte, han var smittet. Hans test var positiv,” svarer jeg mere roligt og jeg mærker hvordan mit hjerte banker af nervøsitet. Det her er farligt territorium, et fejltrin og han vil vide hvor jeg har været og hvad jeg har set. Officer P. åbner munden for at sige noget, men lukker den så igen.

 

“Når det kommer til andres menneskers helbred, har tavshedspligt og jeg kan ikke diskutere Niall’s tilstand med dig,” siger han, mens han tager fat i den walkie talkie, der sidder på hans skulder. “Vær sød at følge Miss White tilbage til opholdsstuen,” siger han ind i den og et sekund senere åbner døren sig, og en ny soldat kommer ind i rummet. Måske har der været vagtskifte? Hans brune øjne møder mine, da jeg går hen mod ham og ud på den anden side af døre.

 

“Tak for snakken, Miss White,” siger Officer P. lige da døren lukker i og lyden giver genlyd i gangen.

 

“Ikke fordi jeg havde noget valg,” mumler jeg og soldaten begynder at gå fremad, hen mod trappen. Han er klædt som alle de andre: en mørkegrøn, støvet uniform med et sort bælte og et par sorte støvler.

 

“Jeg antager De ikke er den største fan af at uddele personlige informationer?” spørger soldaten og jeg undrer mig over, om den formelle tone er noget de bliver undervist i at bruge, eller om det er simpel høflighed. Vi går ned af det første sæt trapper.

 

“Ikke ligefrem,” svarer jeg kort og ser over på ham. Hans mørkebrune hår er skubbet til den ene side og skægstubbe vokser på hans kind. Et navn på et lille skilt over hans bryst siger ‘Payne’. “Hørte De noget af det?” jeg kopierer hans høflighed, men det føles mærkeligt i min mund.

 

“Nej, intet. Dørene og væggene er lydtætte,” svarer han simpelt og ser over på mig. “Hvorfor? Gik De da helt amok på ham?” Jeg fnyser og han ler over min reaktion.

 

“Måske en smule. Han holder hemmeligheder for mig og det kan jeg ikke lide. Især ikke når jeg vel har lige så meget ret til at høre dem som alle andre,” svarer jeg og ser over på ham. Renderne under hans øjne bekræfter den søvn vi alle sammen savner.

 

“Ikke alle oplysninger er tilgængelige for ikke autoriserede. Men jeg lover Dem, at De vil få det nødvendige at vide til den rette tid,” svarer han og jeg har lyst til at give ham en lussing. Alle her er som hjernevaskede. Man skulle tro de havde indåndet nogle af de gasser fra bomberne.

 

“Det er ikke fordi jeg ikke sætter pris på den høflige tone, men vil du ikke godt droppe den. Det lyder som om vi lever i 1900-tallet.”

 

“Jo, selvfølgelig,” han rømmer sig og det er som om, det lige gjorde samtalen meget mere akavet. Vi går ud af opgangen og ind i køkkenet, hvor frivillige og folk fra lejeren er i gang med at lave aftensmad. Folk går rundt imellem hinanden, og larm fra samtaler og potter og pander der ramles mod hinanden, fylder rummet.

 

“Hvor længe har du været her, Payne?” spørger jeg da vi er kommet ud af køkkenet igen. Han er overrasket over mit brug af hans efternavn, men lader ikke til at have noget imod det.

 

“Ikke længe, jeg ankom fra en anden lejr for et par dage siden,” svarer han og mine øjne bliver store.

 

“En anden lejr? Hvor?” spørger jeg. Hvis der er flere lejre betyder det, der er flere overlevende.

 

“I Georgia,” svarer han kort, men det forvirrer mig. Hvordan ville folk i Georgia blive påvirket af en bombe helt heroppe? Hverken gasserne eller jordskælvet vil kunne nå helt dernede. Medmindre…

 

“Har der været endnu et angreb?” spørger jeg med frygten uden på tøjet. Han ser over på mig med et sørgmodigt blik, hvilket er svar nok i sig selv?

 

“Samme dag som den i New York City, men de er ved at have fået de meste under kontrol, så vi soldater blev enten sendt hjem, eller videre til en anden camp,” svarer han og jeg kan ikke tro, at vi intet om dette har hørt! Det er som om at med hver person jeg snakker med, graver jeg et nyt svar frem, men dette svar giver mig endnu flere spørgsmål!

 

“Den anden camp mener du vel?” siger jeg med et løftet øjenbryn. Han ser forvirret på mig.

 

“Hvad?”

 

“Du sagde en anden camp, du mener vel den anden camp?” pointerer jeg. Vi går forbi en gruppe unge piger på omkring de 13 år, men underligt nok, sidder ingen af dem med en mobiltelefon i hånden. Ikke et syn man møder tit. Payne, hvis fornavn jeg stadig ikke kender, sukker, ser sig om efter folk der kigger, før han hiver fat i min arm og fører mig ind af en gang lignende dem hvor vi sover, og ind i et rum. Det er lille, men der er presset to køjesenge, en kommode og en håndvask herind. Han lukker døren i og det er tydeligt, at han er en smule frustreret.

 

“Hør, du er ikke autoriseret til at høre det her, men jeg har alligevel på fornemmelsen, at du allerede ved mere end du burde,” siger han lavmælt. Jeg lægger mærke til at han bruger sine hænder meget når han taler. “Der er mere end 2 camps derude, for der var mere end 2 bomber der sprang.”

 

“Hvor mange taler vi om?” spørger jeg og han fugter sine læber og ser rundt i rummet, som om han genovervejer om det mon er smart at fortælle det til en pige, han kun har kendt i ti minutter. Han ånder tungt ud, men jeg får ikke noget svar.

 

“Hør, Payne eller hvad dit navn nu end er, jeg ved en del og det meste af det har jeg fundet ud af selv, så hvis du ikke har tænkt dig at fortælle mig det, så kan jeg forsikre dig om, jeg nok skal finde ud af det på en anden måde,” siger jeg og med hastige skridt er jeg henne ved døren og griber om dørhåndtaget.

 

“Ni,” siger han ud i rummet og jeg stopper op. Jeg stirrer ind mod det mørke træ, døren er lavet af. Han sukker. “Der er ni lejre fordi der har været ni bomber, der er sprunget den sidste uge.” Tårer tager form i mine øjenkroge og jeg lukker dem bare et øjeblik, mens jeg tager en dyb indånding.

 

“Tak fordi du fortalte det, Payne, det sætter jeg pris på,” jeg trækker ned i håndtaget og åbner døren før jeg går ud på gangen.

 

“Mit navn er Liam,” hører jeg ham sige, men jeg vender ikke om for at starte endnu en samtale. Min faste, hurtige skridt får mig ned for enden af gangen og før jeg ved af det er jeg tilbage på min egen sovegang med hovedet plantet i puden og tårerne trillende ned af kinderne. På den nærmeste væg er der ridset noget i væggen: Memento Mori. Latin for: ‘Husk at du skal dø’... Jeg tror aldrig har været mere klar over det, som jeg er nu.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...