The Last (1D FF)

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 14 jun. 2017
  • Opdateret: 12 feb. 2018
  • Status: Igang
New York, USA. 2021.

Alison er en 19-årig violinist og spiller på Broadway. En dag, mens øver hun sig alene, dukker fyren Harry, lige pludslig op og ser hende spille. Før de når at snakke, begynder jorden at ryste under dem og Broadway begynder at styrte sammen omkring dem. Harry griber fat i Alison og får hende trukket med ned under scenen, hvor de er i "sikkerhed". Da jordskælvet endelig er ovre, er både Alison og Harry i live, men er det i virkeligheden ikke bedre at være død, end at skulle vågne op til trejde verdenskrig?

*Denne historie er mit bud til Battle of Fandoms med kategorien One Direction som det centrale emne.*

OBS! One Direction er ikke et eksisterende band i min historie, og tager kun udgangspunkt i medlemmerne fra bandet, som individuelle personer :D

5Likes
5Kommentarer
6686Visninger
AA

13. Camp Zalume, NJ, USA. December 2021

Jeg skynder mig at pakke mapperne væk, med undtagelse af Nialls, som jeg folder sammen og stikke ned i bukserne og dækker den med trøjen. Forhåbentlig, hvis jeg går direkte til min sovegang, så kan jeg gemme den der. Jeg sætter det hele på plads og tjekker gangen for lyden af fodtrin og døren der lukker, men der ingenting. Jeg slukker lyset i rummet og lister mig ud i gangen, som jeg lægger bag mig med hurtige skridt. Døren står en smule på klem og den åbner lydløst. Det er nok en god idé at lukke den helt, så andre ikke kommer derind tænker jeg og griber om håndtaget for at lukke døren. Langsomt skubber jeg døren i, så den ikke laver nogle knirkende lyde. Jeg holder stadig om håndtaget da en stemme kalder mit navn.

 

“Alison? Er du deroppe?” stemmen runger i gangen. Mit hjerte hamrer, og jeg går hen til gelænderet for at kigge ned. En pige ved navn Carrie står længere nede og sender mig et smil. “Endelig fandt jeg dig!” med hurtige skridt bestiger hun trappen og er på ingen tid på samme etage som mig. Hun har et par lange jeans på sammen med en grå sweater. Carrie er en af de piger, jeg sover på værelse med, og vi har også siddet sammen til frokost et par gange. Et smil af lettelse breder sig på mine læber. Jeg er ikke blevet busted.

 

“Fridag fra hospitalsfløjen?” spørger jeg. Jeg har ikke rigtig snakket så meget med Carrie uden der har været mennesker omkring os, men jeg ved, at hun kommer fra området og er her som frivillig sygeplejerske.

 

“Det er sjældent det sker, men når det gør, er det rart,” svarer hun med et skuldertræk. Jeg kan ikke forestille mig, at man som sygeplejerske ikke kan få ret mange fridage i en tid som denne. “Har du noget imod at komme med mig? Officer P. vi gerne have dig til en samtale som opfølgelse på den undersøgelse du fik den anden dag,” Mine øjne bliver store og mit hjerte begynder at hamre igen, sammen med tankerne der suser igennem mit hoved. Alle filerne fra rummet havde samme underskrift. Officer Pascal Mayland. Det er min tur til at skulle igennem alle de spørgsmål, få taget et billede, blive en af dem. De overlevende.  “Ikke noget alvorligt, bare nogle lette spørgsmål. Ren rutine.” skynder hun sig at tilføje. Jeg ser hen mod døren, og min brændende lyst til at vide hvad der er sket med Niall og hvordan han ikke er død endnu, bliver kun større for hvert sekund der går. Jeg ser tilbage på Carrie og møder hendes brune øjne, og jeg giver hende et lille nik. Måske kan han give mig nogle svar. Noget for noget - mit svar for hans. Carrie smiler til mig og begynder at gå ned af trappen, og for hvert skridt hun tager, hopper hendes store, krøllede, lyse hår. Hun leder mig igennem lejren, hen ad gange, op af en trappe og til første en sal, hvor hun banker på en dør. En uniformsklædt mand åbner den og hun sender ham et bredt smil.

 

“Miss White er her for hendes samtale,” meddeler Carrie i et professionelt tonefald, jeg ikke har hørt hende bruge før. Sikkert den stemme hun bruger når hun er på arbejde. Manden nikker og åbner døren mere, sådan vi kan gå ind. Men Carrie træder bare til side, for at lade mig komme forbi hende, jeg sender hende et forvirret udtryk. “Jeg er ikke autoriseret til at kunne deltage i den samtale, desværre, men find mig til aftensmaden, okay?” Hun rækker ud efter min arm og giver den et klem, sammen med et opmuntrende smil. Jeg nikker kort, ser hen på manden i uniformen, der ser ud som om han er en smule irriteret over det her tager så lang tid. Jeg går forbi ham ind i et kontor lignende rum, med en reol der dækker hele bagvæggen, et skrivebord midt i rummet med stole både foran og bagved. En lampe hænger ned fra loftet, oppe over skrivebordet og giver rummet en dunkel belysning. Officer P. sidder bag skrivebordet ned nogle papirer i hænderne og ser op da døren bliver lukket bag mig af manden.

 

“Miss White, godt at se Dem i roligere omgivelser,” siger han med et stramt smil. Jeg nikker kort og da jeg skal til at gå hen til ham, stopper den anden mands stemme mig.

 

“Stil Dem venligst op ad væggen, Miss,” siger han og jeg ser forvirret om på ham. “For dit billede,” uddyber han og jeg gør som han beder mig om. Han trækker et polaroid kamera op af tasken og holder det op foran øjet, da han er kommet tættere på mig. Jeg har ikke lyst til at smile til kameraet, for det er ikke glæde jeg føler, når jeg er i disse omgivelser. Har ikke følt glæde siden jeg sidst holdt om en violin, så jeg holder mit ansigt i alvorlige folder. Blitzen går af og et billede begynder at rulle ud af kameraet. Manden ser op og nikker til mig. Jeg ser om mod Officer P, der gestikulerer mod den tomme stol på den anden side af bordet.

 

“Tag plads.” Jeg gør som han siger og sætter mig ned på den slidte træstol. Han ser ned på papirerne igen og samler bunken sammen, ved let at lade dem ramme bordpladen. “De undrer dig sikkert over hvorfor De er her, men De skal slet ikke bekymre Dem. Det er ren rutine arbejde og De skal bare svare på nogle lette spørgsmål. Intet hjernevridende, bare ganske almindelige spørgsmål om Dem selv og Deres liv,” forklarer han, men det er netop det at det er “ren rutine”, der gør mig bekymret. Hvad er det de vil mig? Det er jo ikke fordi jeg har tænkt mig at blive her indtil situationen med Europa er afværget. Hvis det ikke var for Harry, var jeg skredet for længe siden, men jeg er nødt til at blive her, til han får det bedre. Jeg kan ikke bare efterlade ham her.

 

“Bare drop formaliteterne, Officer P. Du kommer alligevel til at kende alt til mig efter denne samtale,” siger jeg og tiltaler ham med vilje med ordet ‘du’. Han nikker, da der ikke er noget andet indlysende svar på min udmelding.

 

“Nuvel,” siger han. “Jeg skal først og fremmest bede om dit fulde navn, køn, fødselsdato og fødeby,” han klikker på enden af en kuglepen, klar til at skrive mit svar ned. Det undrer mig, dette ikke bliver lavet elektronisk. Jeg retter mig op i stolen og rømmer mig.

 

“Alison Jeane White. Kvinde? 12. oktober 2002. New York City, USA,” svarer jeg, mens hans hånd tager hans tid med at skrive alle oplysningerne ned, men virker ikke til at glemme noget af hvad jeg siger.

 

“Okay, nuværende bopæl og jobbeskrivelse?” læser han op fra sine papirer. Jeg synker en klump, da jeg hører ordet bopæl. Minder mig om, jeg ikke længere har et hjem.

 

“Lower Manhattan, violinist hos Broadway Theatre Orchestra.”

 

“Hvor længe?”

 

“3 måneder, men jeg har kun deltaget i én forestilling,” og det var sikkert også min sidste, har jeg lyst til at tilføje. Det er så underligt at tænke på at også det er væk. Endnu en del af mit liv, jeg aldrig vil få tilbage. Han nikker langsomt, før han fortsætter:

 

“Højeste akademiske uddannelse?”

 

“Jeg er i mit tredje år i college.”

 

“Hvilket college?”

 

“Juilliard.”

 

“Juilliard, virkelig?”

 

“Ja? Er det så svært at tro på?”

 

“Nej, men så må du være meget dygtig.” Jeg svarer på hans kommentar med et skuldertræk. “Hvordan har du så haft tid til både at gå i skole, og arbejde på Broadway?”

 

“Det ved jeg ikke, hvordan har en college studerende tid til at gå i skole og arbejde på en kaffebar?” svarer jeg og læner mig frem i stolen. Han ser op med et spørgende udtryk. “Det er vel i princippet lidt det samme, vil du ikke sige det, Officer?” Jeg ved ikke hvorfor jeg bliver så overbeskyttende. Han gav mig vel en kompliment, men tanken om at jeg måske aldrig vil komme til at gå i skole igen, aldrig vil få lov til at spille igen, gør mig sårbar. Der er et lille ryk i hans mundvige.

 

“Det er det vel,” han ser ned på hans papirer og klikker på toppen af kuglepennen. “Kendte sygdomme i familien?”

 

“Ledgigt og blodproppe, hvis det tæller.” Han noterer alle mine svar, lange som korte, og sådan her fortsætter det den næste halv time.

 

“Mange tak, Miss White, det var det hele,” siger han og jeg er helt overrasket over, at vi er færdige. Ikke at jeg ikke er taknemlig for det, det er jeg for hold nu kæft hvor var det langtrukkent, men stadigvæk. Der må da næsten være mere, men da han lukker mappen i og lægger den i en skuffe, går det op for mig, at det er der ikke. Jeg rejser mig fra stolen og jeg mærker hvordan blodet suser igennem min krop og ned til min balle, der er faldet i søvn efter at have siddet i den samme stilling i så lang tid. Jeg går hen til døren og vender mig om, da jeg husker hvor mappen vil ende. Hvilken mappe det er jeg, stadig har gemt under trøjen.

 

“Officer P. må jeg spørge dig om noget?” jeg vender mig om og ser, at også han har rejst sig. Han står ved reolen, ved at lægge papirerne ned i en lille, beige farvet kasse magen til dem, der var i rummet. Han ser op da jeg taler.

 

“Ja, hvad som helst,” svarer han med et venligt smil. Jeg går tilbage hen til stolen, men sætter mig ikke, holder bare ved dens ryg.

 

“Det er angående… bomberne. Rettere, hvad der skete med dem der indåndede gasserne,” starter jeg, og langsomt forsvinder hans smil og forvandler sig til en alvorlig mine. “Jeg kom til at tænke på… Hvis man nu bliver syg, hvordan kan man så blive kureret?” Jeg fugter mine læber, desperat efter et svar, et svar som jeg ved han har. Han sætter kassen tilbage på hylden og sukker dybt.

 

“Det er en meget generøs titel at kalde dem for ‘syge’... Men for denne samtales skyld, så lad os kalde dem det,” han ser på mig, sorg krydser hans blik. “Jeg ved ikke hvor meget du har hørt, men da bomben sprang, kom man alvorligere og alvorligere til skade jo tættere man var på bomben. For hver 500 meter til en kilometer fra sprængningen var skaderne forskellige, og dermed er der forskellige stadier af hvor ramt man er af sygdommen. Dem der var længst væk, men stadig så tæt på, at gasserne nåede dem, blev smittet af denne sygdom, som vi kalder ZS12,” fortæller han med ansigtet fuld af bekymring, og jeg forstår ham. Dette er det land han tjener, det han vil kæmpe for til den bitre ende. At se det på denne måde, at se dets folk på denne måde må være hjerteknusende.

 

“Hvad sker der med folk der får ZS12?” spørger jeg og prøver at regne ud hvad ZS overhovedet står for… Og hvorfor tallet 12? Han sukker opgivende og trækker et ringbind ud fra reolen, lægger den på bordet og bladrer i den. Han signalerer med sin hånd, at jeg skal komme tættere på og det gør jeg. Jeg læner mig en smule forover for bedre at kunne se, men mine øjne når ikke opsnappe, hvad der står på de sider han kører forbi. Han stopper og synet, der møder mig, får mig til at gispe. Officer P. retter sig op.

 

“Det forandrede sig, dem der fik sygdommen,” siger han og laver citationstegn i luften da han siger ordet sygdom. De forfærdelige billeder af mutant mennesker - det er vel det bedste ord for dem - fortsætter på det næste par sider.  “Blev til det man nok ville kalde for monstre. Zombies, hvis det ikke er at strække den for meget.”

 

Mennesker med udskudte, blege øjne, zener overalt i ansigtet, magre kroppe og meget lidt hår. Mennesker, hvis øjne er forsvundet, nu dækket af hvad der ligner store, blomsterblade af hjerne og udstrakt hud. Jeg er nødt til at se væk. Det er alt for meget, det er så forfærdeligt et syn, og tanken om, at jeg kunne være endt som dem, giver mig tårer i øjnene.

 

“Det er ikke kønt, men det er hvad Europæerne gjorde mod os, da de smed den bombe,” siger han i en kold tone. Han kommer hen ved siden af mig og lukker ringbindet. Jeg sunder mig, prøver at smide billederne ud af mit hoved, men jeg ved godt at det vil blive umuligt. Jeg åbner øjnene og møder hans blik.

 

“Så hvad kan vi gøre for at hjælpe dem? Hvordan kurerer vi dem?” spørger jeg med Niall i tankerne. Officer P. sukker igen, mens han ryster på hovedet.

 

“Jeg er bange for det slet ikke er muligt.”

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...