DANISH There is a Human

'There is a Human' er med i 'Battle of the Fandoms'-konkurrencen, inden for fandommen Once Upon a Time/Disney. Læs resuméet i et af de første kapitler, eller herunder:

"Dronning Regina er meget vred på Snehvide, fordi hun fortalte en hemmelighed, som gjorde, at hendes kærlighed, Daniel, blev dræbt af Reginas mor.
Det er derfor Regina tog ud, forklædt som en fattig undersåt, for at lede efter Snehvide. Men noget går galt, og hun møder en køn, blond kvinde. Vil Regina være vred på Snehvide for evigt? Vil hun nogensinde fange hende? Eller vil denne blondine vinde hende over, og få hende til at glemme Snehvide?"

3Likes
0Kommentarer
1074Visninger
AA

2. (R) Kapitel 1: "Den Mystiske Blondine"

Det var koldt og mørkt i skoven, som grænsede op til Dronningens slot. Den sorte Dronning som, modsat kongerigets egentlige regent, den hvide Prinsesse Snehvide, kun bragte frygt til rigets beboere. Fattige som rige frygtede hende.

Der var også rygter om, at hun havde dræbt sin husbond, Kong Leopold. Ifølge undersåtterne, så havde han været en god mand, men Regina, hans nye Dronning, mente noget helt andet. Hun var så ung, da de blev gift, og han så gammel, så I kan nok se, at det ikke var et behageligt ægteskab for den smukke, unge Regina. Kone for Leopold og stedmor for Prinsesse Snehvide: to roller som Regina ikke følte hun passede ind i af flere grunde. Dels fordi hun var så ung, men også fordi hun hadede Snehvide så inderligt. Den unge Prinsesse havde nemlig været skyld i, at hendes ægte kærlighed, Daniel, døde - for Reginas mors hånd.

Havde hun da bare kunne tie stille! Regina kneb øjnene hårdt sammen, for at stoppe enhver tåre fra at krybe ned af sine kinder. Hun forsøgte sig med et smil, som for at narre sig selv og sine følelser, da hun bevægede sig hen over skovbunden.

i slidte klæder, så anderledes end hendes normale beklædning: store, pompøse, dyre kjoler. Det lange, sortbrune hår havde hun snoet lidt op i en knold, mens resten af det hang ned af ryggen under kappen, som hun bar.

Denne nat, var hun iklædt slidte, brunlige klæder, fordi hun var på jagt. På jagt efter Prinsesse Snehvide, som hun havde bandlyst fra kongedømmet. Bare tanken om at fange Prinsessen og straffe hende for hvad hun havde gjort, ødelagt Reginas liv, bragte et smil frem på Dronningens læber.

Hendes klæder som var så anderledes end hvad hun normalt klædte sig i: store, pompøse, dyre kjoler. Det lange hår havde hun snoet lidt op i en knold, mens resten af det hang ned af ryggen under kutten, som hun bar. Noget af det havde endda sneget sig ud fra under hætten, og blafrede i vinden bag den endnu unge Dronning Regina.

Fattige folk havde ikke hest, så hun måtte finde sig i at tage turen på sine to ben. Heldigvis var hun i god form, så der var ingen problemer der heller. Ikke at hun tænkte ret meget på sine snart ret ømme ben, for det eneste hun tænkte på, det eneste hendes fokus var rettet mod, var at fange Snehvide. Det var det eneste der betød noget. Hun havde efterhånden ledt i så lang tid til hest og med sine vagter ved sig, at hun nær havde givet op. Indtil hun fik den strålende idé at forklæde sig, altså.

Pludselig fangede Reginas øjne noget lys. Det kom fra mellem nogle træer foran hende. Hun nærmede sig lyset med den tanke, at hun snart var kommet til landsbyen. Tættere og tættere kom hun på lyset, da hun hørte lyden af hovslag. Ikke bare en, men flere heste kom galoperende mod hvor hun stod.

”HOLDT!” råbte en dyb mandestemme af hende, før en anden stemte i ”Du der! Vi har set dig! HOLDT!”

Reginas første idé var at løbe, men hun komme også godt se, at hun ikke kunne løbe fra nogen til hest. Derfor rettede hun nu ryggen, og ventede på, at de kom tættere på. Men da hun åbnede munden, blev hun afbrudt af endnu en stemme.

”Hvad laver du dog ude i skoven efter mørkets frembrud? Vi bliver nødt til at arrestere dig, Dronningens ordre!”

Hans ord fik Regina til at smile. Hun var jo Dronningen, så de kunne ikke gøre hende noget. De havde ingen grund til at gøre hende noget. Hun løftede da hovedet, og smilede hovent til dem.

”Kan I da ikke se, hvem jeg er?” spurgte hun med et overlegent smil, og hovmodig holdning.

”Du er en tøs, som er ude på ballade!” Fnøs en af vagterne, mens to andre sprang ned fra deres heste, og greb hver én af hendes arme.

Det gjorde Regina rasende. Hun forsøgte at ryste dem af sig. Trådte dem over tæerne, forsøgte at give dem en albue i maven og lignende forsvarsmekanismer.

”Ved I ikke hvem jeg er? Er det en måde at behandle en-”

Længere kom hun ikke, før hun fik et slag over nakken med den flade side af et sværd. Det fik hende til at klynke af smerte, og tårer truede med at springe fra hendes øjne. Hun bed tænderne hårdt sammen i håb om, at det kunne holde sammen på hende. Alligevel trillede våde dråber af følelser ned af, den nu tavse, Reginas kinder.

Regina bøjede nakken, stadigvæk ør efter slaget med sværdet. Sådan stod hun i hvad der føltes som en evighed, mens hun ventede på, at de ville føre hende væk og smide hende i fangehullet. Men, mærkeligt nok, skete der ingenting.

Pludselig hørtes lyden af svingende sværd. Klinger der sang, når de mødtes i luften og vrinskende heste. Høje råb, umpf-lyde og stejlende heste. Og kort efter slap de Reginas arme. Hun faldt baglæns mod jorden, og det var først der hun tænkte over at se op. Foran hende stod en ung kvinde med bølgende, blond hår.

”Er du okay?” En hånd blev strakt ud mod Regina, som tog den, og kom på benene.

”Hvad hedder du?” Kvinden placerede sin hånd under Reginas hage, og tvang på den måde en mørkhårede kvinde til at se på hende. Men det føltes ikke som tvang. Det føltes som det letteste Regina nogensinde havde gjort. Brune ovaler mødte smaragdgrønne søer. Regina behøvede ikke engang at se på den andens læber, for at vide, at blondinen smilede til hende, hvilket fik hende til at smile tilbage til kvinden.

”Jeg hedder R-” da stoppede Regina sig selv midt i sætningen, og tænkte sig om. Kunne hun virkelig sige sit fulde navn? Ville den anden genkende hende? Men så besluttede hun sig. Ikke engang hendes egne vagter havde genkendt hende, så hvorfor skulle den blonde kvinde?

”Jeg hedder Emma, Emma Swan.” sagde blondinen med rank ryg. Hun var iklædt lysebrune læderbukser, hvid lærredsskjorte og en brug lædervest med pels ved nakken.

”Regina.” svarede Regina lavt og smilede forlegent – også selvom hun ikke rigtig forstod hvorfor. Hvad var det dog, som gjorde den onde Dronning så blød i knæene? Det kunne da ikke være… jo, det måtte det jo.

”Hyggeligt at møde dig Regina.” Den anden kvinde smilede igen, men øjenbrynene trak sig sammen i bekymring ”Er du okay?”

”Eh, ja. Ja jeg har det fint.” lød det halv-forvirret fra Regina. Det var først da, at hun mærkede noget trille ned af sin hage. Hun tørrede det væk med bagsiden af hånden, men opdagede da, at det var blod.

”Hvor kommer du fra? Jeg synes ikke, at jeg har set dig før?”

”Jeg-” Regina gik i stå, for hvad skulle hun sig? Det endte blot med, at hun vendte sig om, og løb i modsat retning af blondinen. Den anden råbte efter hende, mange gange, men hun løb blot videre. Hun løb og løb, indtil hun var tilbage ved slottet. Hun skiftede til sine royale klæder, og skubbede busken til side. Den afslørede en hemmelig indgang, en tunnel, som førte ind i slottet. Hun kravlede gennem tunnelen, og tilbage til sit sovekammer.

Regina stod da foran spejlet, og betragtede flængen, som gik hen over sin overlæbe. Med et vådt stykke stof, rensede hun såret. Hun skulle til at hele det, da hun kom i tanke om blondinen med skovsøgrønne øjne. Tanken spredte et ufrivilligt smil på hendes læber, og hun rørte igen ved flængen i læben. Emma. Emma Swan.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...