10 years later | Sherlock

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 8 jul. 2017
  • Opdateret: 30 aug. 2017
  • Status: Færdig
Hvad sker der, hvis man pludselig møder en ny forældre? Scarlett ved det ikke endnu, men det gør hun snart ...
//Deltager i Kampen om fandoms: Sherlock//

5Likes
3Kommentarer
1964Visninger
AA

10. U kay??

Sherlocks synsvinkel

Døren blev revet op og smækket i, og snart efter kunne jeg høre Scarletts lette trin på trappen, der kom susende op. Hun stod i dørkarmen, og så sig omkring med sikkerhed. Sikkert undrede hun sig over, at Mrs. Hudson ikke var hjemme, og hvorfor der ikke sad nogen ved skrivebordet eller i nogen af stolene.
"Køkkenet," sagde jeg og tømte pipetten for præcist 0,1 gram væske. 
"Jeg har brug for din hjælp. Nu," sagde hun og hev efter vejret. Efter hendes udseende at dømme havde hun haft den fart på hele dagen.
"Til hvad? Hvordan gik din prøve forresten?" spurgte jeg og koncentrerede mig igen om mit forsøg.
"Ingen anelse, jeg tror nogenlunde. Det er ... Det er min sambo. Grace. Hun er væk." Jeg så op fra forsøget og opgav at undersøge videre. Det kunne afbrydes nu eller først om to timer, og jeg vidste, at Scarlett ikke ville kunne vente. 
"Hun kommer sikkert tilbage snart. Som ung overnatter man nogle gange hos en ven i et par dage uden at give lyd fra sig." Jeg prøvede på at berolige hende, og jeg tog mine beskyttelsesbriller og handsker af.
"Jeg ved, at det ikke er sådan. Hendes mobil er hendes livslinje, men alligevel fandt jeg den på London Bridge i morges. Uskadt ud over det hjørne, som den må være landet på, da den blev smidt." Hun tog en iPhone ud af sin lomme. Den nyeste model, der ikke var mere end et par uger gammel.
"Er du klar over, hvad det her glas koster?" Jeg bankede på skærmen, der ikke havde en eneste flænge, og som sikkert kunne holde til at en fuldvoksen mand hoppede på det.
"Ja, som sagt: Den telefon er hendes livslinje. Uden den går hun ingen steder. Hun bliver helt urolig uden, og det sker aldrig, at hun bare smider den og så går. Selv hvis hun ville være hoppet af broen, for at ... gøre det af med sig selv, så ville hun have taget den med." Hun lød mere rolig nu, men hendes vejrtrækning var stadig ikke helt normal, og hendes puls var sikkert heller ikke. 
"Interessant. Og hvor længe har hun været væk?" spurgte jeg, mens jeg undersøgte telefonen. Der var sikkert ikke nogle værdifulde fingeraftryk på den. De steder, hvor jeg ville kunne finde nogle, havde Scarlett allerede kontamineret. Hvis bare hun havde passet bedre på. 
"Jeg ved det ikke. Hun var ikke hjemme, da jeg kom hjem i aftes. Ved to-tiden sendte jeg hende en besked, som først var modtaget i morges."
"Spændende ..." Jeg prøvede på at knække koden til telefonen. "Selvfølgelig ... Kan du give mig de sidste cifre i hendes personnummer? Jeg ved, du har det."
"Hvorfra? Hvordan kan du vide det?"
"Fordi jeg ved, at din mor er meget overbeskyttende, og du har sikkert arvet det. Grace virker som en person, der kunne få brug for, at hendes sambo kender til hendes personnummer og kan spore hendes telefon. Jeg vidste, at du havde sporet telefonen, for hvorfor ville du ellers vide, at den lå lige netop på London Bridge? Så, du kender til flere af hendes personlige oplysninger, for dem ville du måske få brug for, hvis du skulle hjælpe hende en gang. Så, hvad er de sidste cifre i hendes personnummer?" Scarlett så på mig med åben mund, rakte ind i sin lomme, fandt sin telefon frem og tog en seddel ud af coveret. Hun læste de sidste cifre op, og jeg trykkede dem ind på den helt fejlfri skærm. "Tak." Min stemme var en mumlen, for jeg var allerede optaget af hendes beskeder.

"Scarlett, du havde delvist ret. Hendes telefon er ... var ... hendes livslinje."
"Hvad mener du med var? Hun har da ikke ... " Hun så på mig med store, vantro øjne.
"Hun har fundet noget andet end hendes telefon nu. Hun havde prøvet på at slette beskederne, men her skriver hun med en veninde, hvor hun fortæller, hvordan hun er misundelig på, at du har taget din fortid i hænderne og fået nye familiemedlemmer. Hun havde åbenbart i hele grundskolen en bedste ven, som hun har savnet siden. Han rejste åbenbart til udlandet, og de mistede kontakten, men nu har de åbenbart fået kontakt igen. Her er der nogle af deres beskeder." Jeg viste hende telefonen, hvor der stod en lang række beskeder, som hun læste med høj hastighed.
"Hvorfor fortalte hun mig ikke om noget af det?" hviskede hun, da hun rakte telefonen tilbage til mig. Hun havde blanke øjne, der vidnede om, hvor såret hun var. 
"Hun var sikkert bange for, at du ikke ville lade hende tage afsted. Det er jo trods alt Australien hun er på vej til."
"Hun kunne for fanden da have skrevet, at hun er okay, og at jeg ikke skal bekymre mig om hende, for hun har fundet lykken!" Med store øjne og hævet stemme virkede Scarlett faktisk en smule skræmmende.
"Jeg ved ikke, hvorfor hun har handlet, som hun har gjort, men sagen er den, at det ikke kan ændres nu. Hun er okay, og det er alt vi har brug for at vide."

Der lød et pling gennem lejligheden, der stoppede hele samtalen, som egentlig kun var Rosie, der fortalte ivrigt om skoledagen. Vi begyndte alle at gribe til vores telefoner, men det var kun Scarlett, der havde fået en besked. Et smil bredte sig på hendes læber, men samtidig fik hun helt blanke og sårede øjne.
"Hun har det godt." Hun pakkede sin mobil væk og smilede til mig.
"Hvem?" spurgte jeg forvirret.
"Grace. Hun er ankommet i Australien, skrev hun lige. Hun undskylder for at have forladt mig sådan, men hun ville ikke risikere, at jeg ville stoppe hende. Hun skrev åbenbart fra hendes vens telefon."
"Og det virker bare slet ikke shady?" spurgte John med et løftet øjenbryn.
"Jeg ved, at det er hende. Kun hun kan skrive en hel besked med ene unødige forkortelser."
"Hold kontakt med hende." Mit svar var en smule køligt, kunne jeg selv mærke, mens jeg blidt lod min hånd køre igennem Rosies hår.
"Det er lige det, hun ikke vil. Hun vil gerne være fri fra London og starte et nyt liv." Jeg kunne ikke lade være med et rynke brynene.
"Vis mig beskeden." Hun fandt beskeden frem på telefonen, og jeg læste de tidligere samtaler igennem, der havde foregået mellem Scarlett og Grace. De kunne kun være skrevet af den samme person. Der var de samme typos og stavefejl. Længden af sætningerne passede, ligesom grammatikken fulgte de samme hjemmelavede regler i beskederne og den nye. Jeg nikkede kort og gav hende telefonen tilbage. Samtalen fortsatte som om intet var hændt, og jeg tænkte, at Grace ikke længere var mit problem, selvom det lød en smule barsk, så kunne ingen af os gøre noget for hende, hvis hun var i problemer på den anden side af verden.

"Tak for hjælpen i dag." Hun smilede skævt og lagde hovedet lidt på skrå.
"Det var så lidt, selvom der ikke rigtig var brug for den."
"Jeg taler egentlig mere for Grace. Jeg tror ikke, at hun gerne ville have, at jeg var gået til politiet med hendes telefon, så de fandt hende og tog kontakt til hende."
"Du har vel nok ret."
"Vi ses," sagde hun og gav mig et kort knus, hvilket overraskede mig mere end rigeligt, og løb så ned ad trappen og vinkede bag sig, som alle så evigt travle unge. Ligesom jeg havde været indtil for et årti siden. 
"Vi ses," sagde jeg og gik ind i stuen igen, hvor både Rosie og John var faldet i søvn henholdsvis på sofaen og i hans lænestol. Jeg tog Rosie i mine arme og bar hende op på hendes værelse, der var fyldt med hesteplakater. Nede i stuen lagde jeg et tæppe på John, så han ikke skulle fryse. Jeg ville ikke vække ham, så jeg listede forsigtigt rundt i lejligheden, mens jeg gjorde mig soveklar. 

Næste morgen blev jeg vækket af grynt i mørket, der kom fra stuen. Jeg viklede mit lagen om mig og gik ind i stuen, hvor John lige var vågnet og så forbløffet ned ad sig selv. Hans øjne var let sammenknebne, ligesom mine var. Der var stadig rimelig mørkt i gaden, hvor kun gadelysenes lys lyste en smule op på vejen mellem husene.
"Har du ... ?" spurgte John lavt og undlod at færdiggøre sin sætning.
"Jeg ville ikke have, at du skulle fryse." Han rejste sig op og skuttede sig, da han lagde tæppet væk.
"Godnat," hviskede han og stavrede ud af stuen.
"Godnat," hviskede jeg tilbage og traskede tilbage i min seng, hvor jeg faldt i søvn i samme sekund, som jeg havde lagt mig rullet sammen til en sushirulle.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...