10 years later | Sherlock

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 8 jul. 2017
  • Opdateret: 30 aug. 2017
  • Status: Færdig
Hvad sker der, hvis man pludselig møder en ny forældre? Scarlett ved det ikke endnu, men det gør hun snart ...
//Deltager i Kampen om fandoms: Sherlock//

5Likes
3Kommentarer
1986Visninger
AA

17. Tjaa ...

Scarletts synsvinkel

"Det her føles mærkeligt."
"Så er vi to."
"Tre."
"Kan I lugte salat?" spurgte Sherlock i mørket.
"Næ," svarede min mor.
"Har salat nogen lugt?" spurgte jeg forvirret.
"Ja, den lugter lidt af jord," svarede Sherlock. Mine øjne var begyndt at vænne sig til mørket, og jeg kunne se omridser af møblerne i stuen.
"Jeg har nu aldrig syntes, at den lugter af noget."
"En dygtig efterforsker skal kunne identificere diverse lugte."
"Han brugte tre somre på at lugte til alt, der kom i nærheden af ham og skrev beskrivelser i sin notesbog. Vi var ti år første sommer," sagde min mor, og jeg kunne høre Sherlock hår ramme puden, da han rystede på hovedet,
"Jeg lugtede ikke til alt."
"Men langt det meste."
"Ja, okay, det gjorde jeg, men det har virkelig gavnet."
Jeg kunne nu se mere og mere lys. "Og du bruger stadig notesbogen?"
"Nej, mine forældre smed den ud, mens jeg besøgte en onkel i Dartmoor som sekstenårig."
"En hel uge overnattede han hos mig, fordi han nægtede at tage hjem," fortalte min mor.
"Det var tre somres forskning, de bare smed ud."
"Og du er stadig sur over det."
"Nope."
"Jo."
"Nej."
"Nej."
"Jo, nej! Nej. Jeg er ikke sur over det."
"Det ved du jo bedst selv."
"Det ændrer ikke noget på, at det her føles mærkeligt," sagde jeg.
"Ville du foretrække sofaen?" spurgte min mor og ruskede i mit hår.
"Næ, egentlig ikke. Godnat," sagde jeg og fik samme ord tilbage. Mine øjne lukkedes, og underligt nok faldt jeg i søvn næsten med det samme.

Næste morgen tog jeg en bus klokken ti og var hjemme omkring klokken elleve. Ewan havde ikke været hjemme, åbenbart, for han kom først hjem ved tolvtiden og havde helt uglet hår.
"Hvorfor var du ikke bekymret for mig?" spurgte han, som var det en selvfølge.
"Jeg var heller ikke hjemme," sagde jeg og bladrede videre i min bog.
"Nå." Han gik ind på sit værelse, og resten af dagen så jeg ikke noget til ham. 

Langsomt gik dagene, og juli blev til august, mens jeg begyndte at forberede mig til min studiestart 1. september.
"Men hvis nu hans kæreste-"
"Nej, hun lyver ikke," sagde jeg opgivende. "Sagen er for svær, okay?"
"Nej, jeg nægter at give op. Hvis nu hun ... åhhhh!" Sherlock rendte rundt i lejligheden. "Jeg ved det! Jeg ved det!"
"Hvem er det så?" mumlede John fra sofaen, hvor han havde døset siden klokken 23.
"Der er virkelig ingen, som vi har udspurgt, der kender til hans forsvinden. Ud over én."
"Hvem er det?" spurgte John og jeg i kor.
"Vi skal ikke spørge, hvem der gjorde hvad, men hvilke forbrydelser vi kan linke til denne."
"Så hvilke forbrydelser er det?" spurgte jeg.
Sherlock fandt sin telefon frem og begyndte at skrive derpå. "Jeg havde hørt hans efternavn før. Hvad jeg ikke kunne huske var, at det var om en død mand ved en gidseltagning. Og manden, der blev dræbt, var hans far."
"Og hvad har det at gøre med vores sag?" spurgte John, der havde rejst sig og var gået hen ved siden af mig, så han også kunne få at se, hvad der stod på Sherlocks telefon, som han vendte mod os. 
"Er det ikke mystisk, at denne mand, der ikke kun havde rent mel i posen, bliver taget som gidsel på en spontan arbejdsrejse, hvorefter han som den eneste bliver hevet ind i et rum, efter han har truet gidseltagerne, og de andre gidsler hører skud. Derefter knækker skytten ret hurtig under forhøring og siger, at de brændte den skudte mand og smed asken rundt omkring. Derfor opgav efterforskerne at finde DNA spor. Lyder det ikke som den perfekte måde at fake sin død?"
"Jo, det gør det. Men hvad har det med hans søn at gøre?"
"Faren havde lidt farligt business ved siden, som sønnen så må have overtaget. Nu må faren så have ressourcer nok eller etableret et nyt liv, som sønnen tager hen til."
"Og skal vi så finde dem, eller?" spurgte jeg og tænkte på Grace. Hvorfor forsvandt alle bare?
"Jeg skriver til Lestrade om resultaterne, men jeg tænker, at hvis de gerne vil kontakte deres familie, så skal de nok gøre det." Sherlock stod allerede med sin telefon og skrev. "Sendt. Er der en ny sag?"
"Det er kun sekunder fra, at du har løst den sidste sag," sagde John en smule frustreret.
"Jamen, jeg vil jo bare gerne løse en til sag," sagde Sherlock og satte sig i sin stol.
"Rolig nu. Vi andre har altså brug for vores søvn."
"Jeg giver John ethundrede procent ret," sagde jeg og satte mig på klient stolen. Jeg tog hjem en time senere og lagde mig direkte til at sove. Jeg havde på det tidspunkt været oppe i meget længere end fireogtyve timer, og jeg var ved at være godt og grundigt træt.

Månederne gik, og jeg begyndte igen på studiet. Alt gik tilbage til sit normale, og flere gange fangede jeg mig selv i at tænke, at et år forinden undrede jeg mig stadig over, hvem der kunne være min far, og nu vidste jeg det. Det hele med at finde halvdelen af min familie igen var stadig ikke sevet helt ind, lige meget hvor meget tid jeg var sammen med dem, så var de stadig mere venner end familie.

En gang midt i oktober ringede min mor helt spontant, som hun så ofte gjorde, men denne gang kunne jeg høre et eller andet i baggrunden, som jeg ellers normalt ikke hørte.
"Hører du julemusik?" var det første jeg sagde til hende.
"Også hej til dig, skattebasse. Ja, jeg hører julemusik, fordi jeg lige følte for det."
"Det er oktober."
"Ja, og hvad så. Jeg vil egentlig spørge dig, Scarlett, om du vil holde jul sammen med mig, far, farmor, farfar, John og Rosie?"
"Det føles mere som en ordre end et spørgsmål."
"Hvis du ikke vil, så må du ger-"
"Selvfølgelig kommer jeg. Hvad tror du selv?"
"Det ved jeg egentlig ikke helt," sagde hun, og vi snakkede videre i en times tid. Hun havde åbenbart allerede planlagt hele december, så der ikke rigtig var rum til at lave et eller andet spontant. Åbenbart havde hun også allerede planlagt, at Sherlock, hun og jeg skulle bage første advent. Jeg var egentlig okay med det, og det undrede mig ikke, at hun allerede havde planlagt det hele. Hun gjorde det med alting. Alt blev planlagt i rigtig god tid, så hun var sikker på, at alle ville have tid og at hun ville få sin vilje med sine projekter.

Lige så stille nærmede juletiden sig, og første december satte jeg Last Christmas på repeat, hvilket Ewan ikke var helt vildt glad for.
"Hvorfor kan du overhovedet lide den sang? Den er oldgammel og var det allerede for tyve år siden." Han stoppede musikken, og jeg stoppede op midt i min juledans, der blandt andet indeholdt at danse med lyskæder. "Hvor vover du at sige sådan noget om Last Christmas?"
"Jeg har aldrig kunnet lide den."
"Hvorfor ikke? Det er den bedste julesang nogensinde!" sagde jeg og fortsatte min dans, mens jeg pyntede op. Jeg lagde en guirlande ovenpå hans hoved. Den var guld og passede rigtig fint til hans lyse hår. Jeg smilede, og han kunne heller ikke lade være med at smile.
"Jeg har bare ikke så gode minder med den," forklarede han, og jeg tændte igen for sangen.
"Så sørger jeg bare for, at du denne jul får nogle gode minder med Last Christmas." Jeg hev flere dekorationer frem fra de to flyttekasser, der var fyldt med juledekorationer, og det var ikke engang dem til juletræet. "Her. Pynt som du vil."
Han tog imod det og vidste ikke helt, hvor han skulle pynte op. Efter nogle minutter begyndte han også at smile og bevæge sig lidt i takt til sangen. Der var ikke engang gået en time, før vi begyndte at koordinere en dans til sangen, mens vi sang med og grinede. Der var stadig ikke pyntet helt op, og kronen på værket manglede stadig.
"Hvor skal kransen hen?" spurgte Ewan og holdt det sidste stykke pynt op. "Siden hvornår hedder jeg Grace?"
"Vi skal lige male den over. Jeg har vist stadig malingen, Grace og jeg brugte til at male skiltet." Jeg skyndte mig hen til opbevaringsskabet, der var mere et rum end et skab. Det var for lille til at blive brugt til andet, så vi opbevarede bare alt vores skrammel deri. Efter flere minutter, hvor jeg vadede rundt i rod, fandt jeg endelig bøtterne og nogle brugbare pensler.
"Her. Vi maler bare hele skiltet over og skriver hver især vores navn derpå." Jeg åbnede bøtterne, og vi rørte lidt rundt i malingen, hvorefter vi malede skiltet under kransen over og derefter skrev vores navne derpå. Så stod der:

God jul ønskes du af
Scarlett E. og Ewan C.

"Det ser mærkeligt ud med vores efternavnes initialer," sagde Ewan og så på skiltet, der var ved at få nogle tørre pletter.
Jeg trak på skuldrene. "Det er bedre end, at det ligner, at vi er et par."
"Du har fat i noget dér. Så lader vi det tørre, og så hænger vi det på døren."
"Det gør vi."

En time senere var malingen tør, og vi hørte stadig Last Christmas, mens vi drak varm kakao med flødeskum og slikstokke.
"Lad os hænge den op," sagde jeg og tog kransen. Ewan fulgte efter mig ud til døren og tog sine nøgler med. Udenfor lejligheden fik Ewan store øjne. "Jeg kan godt lide jul."
"Ja, det kan jeg da lige love for. Pynter du altid så meget op?" Hans øjne så vantro på de guirlander, jeg havde hængt op på dørkarmen og rundt omkring på døren sammen med nogle billige julekugler.
"På en eller anden måde skal man jo komme i julestemning."
"Du er vanvittig," sagde han og rystede på hovedet.
"Du er den, der frivilligt bor i samme lejlighed som mig," forsvarede jeg mig.
Han tænkte sig om et kort øjeblik. "Så må jeg jo være den mest vanvittige af os to. Medmindre jeg er spion og derfor bor sammen med dig."
"Så ville jeg for længst havde gennemskuet dig," sagde jeg og gjorde klar til at hænge kransen op. "Er du klar?"
"Hæng den nu bare op."
"Ja ja." Jeg hang den lige så stille op på det søm, jeg havde fået lov til at sætte i døren.
"Så er det jul," sagde Ewan.
Jeg trådte et skridt tilbage og så på døren som en helhed. "Ja, så er det jul."
"Goddag Ms. Elliott og Mr. Clarke."
"Goddag Mrs. Gill," sagde Ewan og jeg i kor. Den ældre dame fumlede med sine nøgler og låste sig ind i sin lejlighed. Vi gik også ind i vores lejlighed, efter Ewan havde låst op for os. Last Christmas spillede stadig, og vi satte os en smule udmattede på sofaen.
"Lejligheden ligner, at en bombe lavet af dekorationer er sprunget her."
"Det er da ligemeget," sagde jeg og så mig omkring. "Det er jul."

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...