10 years later | Sherlock

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 8 jul. 2017
  • Opdateret: 30 aug. 2017
  • Status: Færdig
Hvad sker der, hvis man pludselig møder en ny forældre? Scarlett ved det ikke endnu, men det gør hun snart ...
//Deltager i Kampen om fandoms: Sherlock//

5Likes
3Kommentarer
1975Visninger
AA

18. Tilbage til de gode gamle dage

Sherlocks synsvinkel

Det blev første advent, og Scarlett og jeg sad begge to i bussen på vej til udkanten af London. Da vi ankom gav Emma os begge to en kæmpe krammer, og vi gik næsten straks i gang, for hun havde fundet flere forskellige opskrifter på småkager, vi skulle bage.
"Vi bliver jo den næste store fabrik," sagde Scarlett, da hun anretningen i køkkenet.
"Vi skal være produktive, for vi har trods alt kun en dag. Det er alt sammen opskrifter, der ikke skal køle i flere dage. De ligger i rækkefølge," forklarede Emma, mens hun vimsede rundt og gjorde helt klar. Hun rakte os nogle forklæder og beordrede os til at vaske hænder. Emma og Scarlett satte deres hår op, og så var vi klar. Vi begyndte på at veje ingredienser, hvilket ikke tog mere end et par minutter, hvorefter vi skulle røre dem sammen og stille dejen til køl. Sådan gik det med de fleste deje. Ved nogle af dem skulle vi karamellisere sukker, hvilket Scarlett tog sig af, for Emma havde travlt med at holde øje med en masse ting, og jeg duede slet ikke til at skulle lave noget over komfuret. Vi havde faktisk så travlt, at vi næsten ikke fik snakket.
"Hvem har glemt at tænde musikken?" spurgte Scarlett, mens hun rørte rundt.
"Jeg gør det lige hurtigt," sagde Emma og snart hørte vi den ene julesang efter den anden, hvor Last Christmas dukkede mistænksomt mange gange op.

En gang midt på eftermiddagen var de tre sidste plader i ovnen, og vi gjorde køkkenet rent. Det lignede noget fra en horrorfilm om et bageri, for der var dej alle steder. Jeg vidste ikke, at noget kunne sidde så hårdt fast under ens negle. 
"Her." Scarlett kastede en børst hen til mig, hvormed jeg skrubbede min hånd og mine negle.
"Tak," sagde jeg og skrubbede videre. Dejen var ved at løsne sig, men den sad stadig hårdt fast. Det varme vand og børsten hjalp fint, og mine hænder blev rene. Køkkenet blev langsomt rent. Da det var rent skulle de sidste plader også ud af ovnen. Vi satte os derefter og tog en slapper med en kop kaffe.
"Nu er jeg også træt," sagde Emma.
Jeg duftede til kaffen. "Det er jeg også. Hvor mange dåser er det nu, vi har fyldt?"
"Ti og to tre liters fryseposer."
"Det er mere end rigeligt," sagde Scarlett og dyppede en af de stadig varme småkager i sin kaffe.

December gik lige så stille. London blev fyldt med lyskæder og dekorationer. Selv 221B blev dekoreret på Rosies efterspørgsel. Vi fandt kassen med juleting frem og hang nogle guirlander og lidt andet julepynt op. Jeg måtte indrømme, at det var hyggeligt, ligesom hvert år. Småkagerne, folks humør, pyntet og musikken havde jeg gået og glædet mig en smule til, selvom jeg ikke kunne klare Mariah Carey ret meget længere. Havde man en gang udgivet et sindssygt succesfuldt album, så behøvede man ikke at udgive et knock-off nogle årtier senere. 

Vi begyndte at drikke usædvanligt meget kakao, og jeg fandt mig selv dovne mere end normalt, ligesom resten af verden, der lod til at gå i stå. Det eneste der manglede, for at lave en klassisk julefilm, var sne i tykke flokke, der dækkede jorden i et tykt lag, selvom det ikke ville komme til at ske foreløbigt. Når man sad og så ned fra vores vinduer i lejligheden, kunne man tit se forældre med glade børn, der hoppede glade rundt, mens forældrene advarede dem om, at de ikke skulle gå ud på vejen.

Langsomt passerede vi forbi anden advent, og jeg kunne mærke, hvordan de begyndte at lave betydeligt mindre i skolen, samtidig med, at Rosie blev mere og mere klar til at holde jul. Mens Rosie var i skole tog John og jeg flere gange ud for at købe julegaver, selvom det mest foregik over nettet. Jeg tog flere gange ud til Emma, hvor det næsten føltes som de gode gamle dage.

Jeg er lige i midtbyen og tænkte på, om jeg må komme forbi?

Da jeg fik beskeden, svarede jeg med det samme, og en halv time senere bankede det på døren.
"Hej," sagde Emma og smilede. Jeg havde nok aldrig været så glad for en person, der stod på en trappe.
"Hej," sagde jeg og gjorde plads til at hun kunne komme ind. Hurtigt lukkede jeg døren, så varmen ikke skulle smutte ud.
"Det er begyndt at blive rigtig koldt," sagde Emma og hang sin jakke på knagerækken, som om hun levede i 221B.
"Er det? Jeg har ikke været ude i dagevis." Mine øjenbryn var en smule løftet, og sammen gik Emma og jeg op i stuen, hvor John sad. Rosie var på sit værelse og sad sikkert og så en eller anden serie eller snakkede i telefon med en af sine veninder. Hun var virkelig ved at blive en voksen kvinde, selvom jeg virkelig ikke ville have det.
"Hej," sagde John og rejste sig fra sin stol for at give Emma hånden, som hun tog. 
"Hej," svarede Emma med sit dejlige, brede smil, der bare kunne gøre enhver lortedag bedre. "Jeg har hørt meget om dig."
Jeg forstod ikke, hvorfor mit hjerte bankede lidt hurtigere end normalt eller hvorfor mine håndflader var lidt fugtige, men åbenbart følte min hjerne lige for, at det skulle ske. 
"Jeg har også hørt meget om dig," svarede John med lidt rynkede bryn. Det måtte have været Scarlett, der havde snakket om Emma, for jeg følte ikke, at jeg havde talt særlig meget om Emma. Med det samme ændrede jeg holdning, for jeg kunne se Johns blik, der tydeligt fortalte mig, at hun var det eneste, jeg snakkede om, selvom jeg ikke var helt enig. 
"Emma, John. John, Emma." Jeg prøvede på at lade være med at introducere dem på en akavet måde, men jeg havde på fornemmelsen, at jeg ikke havde klaret missionen særlig godt, hvis jeg overhovedet havde, for det næste, der fulgte, var pinlig stilhed og smil, der ikke nåede op over næsetippen. 
"Te?" spurgte John og var en bedre vært end mig. Vi blev enige om at få lidt te, og John gik ind i køkkenet for at sætte kedlen over.
"Dejligt sted I har," sagde Emma og kiggede rundt i den lidt for rodede lejlighed. "Beliggenheden er jo også fantastisk."
"Jeg kunne hjælpe Mrs. Hudson i en sag kort efter jeg flyttede, så hun stod i stor gæld til mig, følte hun, så John og jeg kunne få lejligheden til en billigere pris."
"Hvad handlede sagen om?"
"Hendes mand blev dødsdømt," forklarede jeg, og jeg kunne se, hvordan der listede sig et lille smil frem på Johns læber, for han kunne sikkert tydeligt huske, hvordan jeg havde fortalt ham om sagen første gang.
"Det var da godt, at du så kunne få ham levende ud af dødsgangen."
"Det var mig, der fik ham i galgen."
"Ja, han var en værre skiderik," sagde Mrs. Hudson og støvede lidt at på kaminen. "Sherlock, hvorfor bruger du altid den kniv som brevholder? En eller anden dag skærer jeg mig på den."
"Men den dag er ikke i dag," sagde jeg, da hun ikke engang var tæt på at røre kniven, der holdt en kæmpemæssig stak breve sammen.
"Stadig en dårlig vane?"
"Hvad? Har han da altid sat brevene på den måde?" spurgte John med store øjne. "Jeg troede, det var sådan en spontan ting du gjorde dengang og så holdt ved det ud af en eller anden mystisk grund."
"Nope, det har han gjort, siden han fik et brev og ikke anede, hvad han skulle gøre af det, så han tog en lommekniv og satte brevet på kaminhylden. Hans forældre blev ikke glade," fortalte Emma med et smil spillende om sine læber.
"Jeg har aldrig brudt mig om David. Selvfølgelig satte jeg en kniv gennem hans improviserede brev."
"Du kunne godt have behandlet ham bedre."
"Han kunne godt have behandlet dig bedre," sagde jeg og tænkte på, hvordan han i en periode aldrig gav hende den mindste fred. Jeg kom i tanke om en episode efter idræt, da vi var femten, hvor han fortalte i detaljer, hvordan han skulle score Emma. Jeg var ved at koge over af vrede, selvom jeg skjulte det, for ingen skulle tale sådan om min eneste og bedste ven.

Vi sad i lang tid og snakkede hen over teen. Da vi havde drukket op så John på sit ur og meddelte, at han lige ville hente Rosie. Et foretagende, der ville tage mindst femogfyrre minutter, så ordet 'lige' virkede en smule malplaceret i sætningen, men jeg lod være med at kommentere det. Da John var gået lagde Emma hovedet på skrå og smilede.
"Hvad er der?" spurgte jeg og kunne ikke lade være med at smile.
"Dit hår. Det sidder, som det altid gjorde om morgenen," sagde Emma og lod sine fingre flytte en krølle, der havde forvildet sig ind over mit venstre øje.
"Jeg skal vist også snart klippe det igen," sagde jeg med et smil.
"Jeg kan godt lide det sådan."
"Men det føles for langt. Jeg føler mig lidt som en pige, når det er så langt."
"Siger ham, der altid har haft langt hår."
"Så langt er det heller ikke," mumlede jeg.
"Jeg sagde det jo. Det er, som det skal være." Vores læber mødtes, og da vi skiltes fra hinanden kunne jeg ikke lade være med at smile.
"Så er det jul," sagde Emma, og jeg fulgte hendes blik. Tykke sneflokke kom dalende ned fra himlen, og jeg kunne høre adskillige børn juble af glæde. Så var det jul.
 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...