10 years later | Sherlock

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 8 jul. 2017
  • Opdateret: 30 aug. 2017
  • Status: Færdig
Hvad sker der, hvis man pludselig møder en ny forældre? Scarlett ved det ikke endnu, men det gør hun snart ...
//Deltager i Kampen om fandoms: Sherlock//

5Likes
3Kommentarer
1975Visninger
AA

11. Sommeren er her

Scarletts synsvinkel

"Jeg kan virkelig ikke finde rundt her," sagde jeg og fulgte efter John og Sherlock, der navigerede rundt på den store skole uden problemer.
"Det skal du nok lære," forsikrede John mig, mens han fandt frem til salen, hvor koncerten skulle være. Det overraskede mig lidt, at han nærmest forventede, at jeg ville komme der ofte, men det faktum, at han tænkte sådan, gjorde mig også glad og fik mig til at føle mig som en del af familien, selvom jeg var lidt af et femte hjul.
"Det er jeg ikke sikker på," svarede jeg, mens jeg så dørene komme til syne. De stod helt åbne, og inde i den store sal, hvor jeg gættede på, de normalt dyrkede idræt, var der en masse snakken og skramlen med stole. Langt de fleste var forældre, og så var der også nogle halvvoksne søskende og små søskende, der kun kunne have været mellem seks og otte år gamle. Det var de eneste aldre, og derfor stod jeg ret meget ud med mine tyve år. Det gjorde mig en smule usikker, men jeg holdt mig til John og Sherlock, og så skulle det nok gå. En lærerinde stod i døråbningen og hilste personligt på alle gæsterne, og jeg vidste ikke helt, hvordan jeg skulle introducere mig selv.
"God aften Dr. Watson og Mr. og Ms. Holmes," sagde lærerinden utrolig professionelt og gav os på tur et hårdt håndtryk og blændende smil. Jeg gad ikke rette hende, så jeg smilede bare, så godt jeg kunne, sagde godaften og skyndte mig at følge efter de to andre. Mit hjerte bankede en smule hurtigere end normalt, da jeg satte mig ned ved siden af Sherlock, som sad mellem John og mig. Børnene farede rundt på scenen og gjorde de sidste ting klar. De begyndte at stille sig op på en lille trappe, så selv de bagerste kunne ses. De stillede sig dreng-pige og gjorde helt klar. Nogle småsnakkede, og andre tyssede på de snakkende. Rosie stod bare og smilede. Da hendes søgende blik fandt os, blev en flamme tændt i hende, og hun smilede stort og vinkede forsigtigt til os på samme måde, som alle andre børn gjorde, der så deres familie sidde på en af stolene. Jeg vinkede tilbage og smilede til hende. John gjorde det samme, og Sherlock gav hende en tommel op og stolt smil. Døren blev ikke lang tid efter lukket, og deres lærerinde gik op på scenen.
"Som I jo ved, så har børnene arbejdet på en lille koncert, som de gerne vil spille for jer. Der er en blanding af lidt moderne musik, og så har vi også nogle oldies fra starten af 2000'erne. Vi håber, at I kan lide koncerten, for børnene har arbejdet rigtig hårdt og er blevet utrolig dygtige." Hun stod af scenen og lod publikum applaudere. Jeg hørte, hvordan hun gik om bag stolerækkerne. Børnene koncentrerede sig om et punkt bag publikum, og så gik de i gang på samme tid.

Koncerten var tiden værd. Børnene var glade, og det havde de også god grund til, for de havde gjort det rigtig godt. Selvfølgelig var den ikke på niveau med en professionel koncert, men det var tredje klasses elever. Rosie kom løbende hen til os med et stort smil over hele femøren. 
"Hvad synes I?" spurgte hun ivrigt flere gangen inden vi kunne nå at svare.
"Det var rigtig godt," svarede John og gav hende et knus. Vi andre nikkede bare og tilføjede nogle kommentarer om, hvordan koret havde været specielt godt, for det var der, Rosie havde været. 
"Er du klar til at tage hjem?" spurgte John omsorgsfuldt.
"Næsten. Jeg skal lige sige farvel til de andre." Hun pilede afsted og gav forskellige piger store krammere og grinede og smilede. Hun løb også hen til hendes lærer, som hun sagde farvel til og snakkede lidt med. Så fandt hun sin jakke og sko og løb hen til os, hvor hun tog det på. 

"Og vi gjorde det bare meget bedre i dag, end vi gjorde sidste gang vi øvede." Rosie fortalte om koncerten og øvegangene i over en time uafbrudt. Det forstyrrede mig egentlig ikke, for hun forstod at fortælle levende og glad. Hun var faktisk rigtig underholdende at høre på. Vi sad og spiste en posesuppe, som var det eneste nogen af os havde magtet at lave. Jeg blev så længe, jeg kunne, for jeg ville ikke rigtig tilbage til min tomme lejlighed. Det var alligevel noget andet uden Grace, og det havde indtil da været umuligt at finde en ordentlig sambo. Alle havde enten et alkohol eller stofproblem. Eller også havde de en eller anden mærkelig ting, som de altid gjorde midt om natten. En af dem hylede som en ulv ud af sit vindue, for ellers kunne hun ikke falde i søvn. Det var ikke til at finde en ordentlig sambo, og det ville snart begynde at blive et problem for mig, for mit job kunne kun betale den ene halvdel af lejen og ikke begge halvdele. Det havde jeg ikke nok arbejdstimer til.

Jeg tog hjem klokken ti den aften, og lige så snart jeg kom hjem, tjekkede jeg min mail for at se, om jeg havde fået flere svar på en af mine utallige annoncer. Det havde jeg faktisk:

Hej,
jeg ville lige svare på din annonce, for jeg har nu ledt efter en lejlighed i Gud ved hvor lang tid. Du er den første, jeg kommer omkring, der faktisk fylder mine krav. Du har skrevet i annoncen, at det kun er kvinder du vil acceptere, men jeg vil bede dig om at tænke over det igen. Jeg holder mig fra alkohol og stoffer. Jeg sover hele natten og hader at blive forstyrret. Min vennekreds er ikke særlig larmende eller irriterende. 
Jeg har vedhæftet min egen annonce om en lejlighed.
Mvh. Ewan Clarke

Det var et ordentligt bud på en sambo, selvom det ikke var en kvinde. Jeg tænkte, at det nok heller ikke var så vigtigt alligevel, så jeg svarede og fik sat en tid til næste dag, hvor vi skulle mødes i min lejlighed. 

Næste dag ankom Ewan lige til tiden, hvilket allerede gav pluspoint. Da jeg åbnede min dør blev jeg en smule overrasket, for jeg havde forventet mørkt hår og øjne, men håret var helt lyst og øjnene klart blå.
"Hej, du må være Ewan. Scarlett," sagde jeg, smilede og rakte hånden frem, som han tog og klemte ganske let.
"Hej," sagde han. Jeg gjorde plads til, at han kunne komme ind og bad ham stille skoene ved indgangen. 
"Ellers bliver lejligheden alt for hurtig beskidt," forklarede jeg med et smil. "Du vil sikkert gerne se lejligheden in-person, så jeg viser dig lige rundt."
"God ide, tak," svarede han og fulgte efter mig, mens jeg fortalte om lejlighedens gode og dårlige sider.
"Her kommer der hvert forår en myre koloni ind, så der lægger jeg noget kaffepulver, og det holder dem væk, så bare rolig, der er bare kaffepulver. Det her er mit værelse, hvilket er samme størrelse og layout rent byggemæssigt som dit, der ligger lige her. Det kommer med alle møbler, da min tidligere bofælle ikke ville have møblerne med, da hun flyttede til Australien. Hvis du ikke vil have hendes gamle møbler, kan du også meget gerne tage dine egne med."
"Jamen, det er jo perfekt. Så behøver jeg ikke at bruge penge på møbler." Han smilede et helt hvidt smil, der var en stor kontrast til hans helt solbrune hud og mørke fregner, der lå hen over næsen og kinderne. Vi fortsatte turen og endte i stuen, hvor vi satte os ved spisebordet og snakkede. Hurtigt blev vi enige om, at han ville flytte ind næste lørdag, og vi fik ordnet papirarbejdet hurtigere end ved Grace.
"Så ses vi igen på lørdag," sagde han, da vi sagde farvel.
"Ja, det gør vi." Jeg lukkede døren og lænede mig op ad den. Mit lettede smil var ud over hele mit ansigt. Så var den opgave klaret. Jeg havde fundet en sambo efter en del søgen.

Min tilværelse foregik uden noget særligt de næste uger. Jeg fik ferie, og Ewan flyttede ind. Vi forstod hinanden rigtig godt, og vi kom ikke i vejen for hinanden. Jeg begyndte at arbejde lidt mere og besøgte regelmæssigt folket i Bakerstreet. Aviserne var gået videre til en royal skandale, der fyldte de pladser i aviserne, som jeg ellers havde fyldt en uges tid eller to. Så kom den 17. juli. Jeg fandt en gammel gallakjole frem, da jeg besøgte min mor to uger forinden. Mine bedsteforældre havde ikke været hjemme, så dem kunne jeg ikke rigtig stifte ordentligt bekendtskab med, selvom jeg nu gerne ville kende min fars familie. Da jeg var ved at være helt klar, blev jeg sulten og spiste en håndfuld nødder i køkkenet.
"Ulalalaaaa," komplimenterede Ewan mig.
"Bryllup," svarede jeg overfladisk. "Min fars bedste vens søster bliver gift, og jeg er åbenbart også inviteret, for inviterer man sin brors datter og bedste ven, skal man også invitere brorens bedste vens datter, fordi ellers er man asocial."
"Åbenbart," svarede han og gik ind på sofaen igen, hvor han sad og så fjernsyn. "Held og lykke og sådan. Og hils."
"Tak, det gør jeg," sagde jeg og tog gaven, jeg havde lagt på bordet. Det var nogle dekorationer til hjemmet, som de måske kunne bruge. Jeg anede ikke, hvad jeg skulle få til dem, så dekorationer, der kunne byttes, ville da være en rigtig fin gave. Jeg tog min jakke på og så ud af vinduet. En hvid Opel ankom og ventede. Mit tegn.
"Farvel, vi ses," sagde jeg og forlod lejligheden. 

I bilen ventede de andre allerede i deres stiveste puds. Bilen lugtede af lejebil, som det også var. Den var rimelig ny og lugtede stadig også lidt af plastik. John sad og så en smule ubehagelig ud i sin smoking, der passede perfekt. Den var sikkert valgt af Sherlock, for John ville aldrig have valgt en sort. Rosie sad og så bedårende ud med sin hvide blonde kjole og håret sat op i en lidt knold med nogle små fletninger i. Jeg følte mig en smule malplaceret i min gallakjole, der gik ned til mine ankler, mens den havde en rimelig mørk vinrød farve. Mit brune hår hang løst, for jeg havde ikke rigtig gidet gøre noget ved det. Det hang bare og krøllede sine slangekrøller. 
"Glæder I jer?" spurgte John og vendte sig om mod os to piger på bagsædet, mens Sherlock startede bilen, efter vi alle havde sagt godmorgen.
"Ja, det skal da nok blive hyggeligt," svarede jeg, og Rosie gav mig ret. 
"Ægteskabet holder sikkert ikke særlig længe," sagde Sherlock en smule dystert. 
"Du taler om min søster," påpegede John og gav ham et dræbende blik. Resten af turen snakkede vi om alt andet end ægteskaber og bryllupper.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...