10 years later | Sherlock

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 8 jul. 2017
  • Opdateret: 30 aug. 2017
  • Status: Færdig
Hvad sker der, hvis man pludselig møder en ny forældre? Scarlett ved det ikke endnu, men det gør hun snart ...
//Deltager i Kampen om fandoms: Sherlock//

5Likes
3Kommentarer
1968Visninger
AA

9. Oh, no

Scarletts synsvinkel

"Herinde," sagde manden. Han var på højde med Sherlock, havde kort, gråt hår med noget sort over sig og var meget firkantet med sine brede skuldre og kæbe. "Jeg mener det Sherlock; Hvordan fanden formåede du at komme herhen inden jeg fik skrevet til dig? Vi er stadig ved at få sat det hele op og mordet blev meldt for omkring tre kvarter siden siden."
"Tyler Allen. Og det må være Anthony Allen," svarede Sherlock og så på liget af manden og snoede sig som en slange hen mod sit bytte. Manden, der lå på gulvet, var dækket i blod. Han havde blond hår med få strejf af gråt i det, en sort t-shirt med en dyb v-udskæring, der på en kvinde ville vise meget mere end bare kavalergang, og et par designer jeans, som sikkert alt sammen havde sin pris. På højre ringfinger var der et sort bånd tatoveret. Den matchede til perfektion Tylers. Anthony lignede, som han lå der i sit eget mørkerøde blod, stereotypen af en bøsse. Ud over det faktum, at han lå med rædslen brændt ind i ansigtet og stirrede op i loftet, mens hans arme stod op fra kroppen som krogede træer. Myrdet af en eller anden frygtindgydende person, der kom oppefra og myrdede ham.

Jeg vovede mig til at begynde at deducere nogle forskellige ting. Som at han nok arbejdede i modeindustrien, men ikke var en snob. Alligevel var han nok ikke en fattig mand. Gulvtæppet var det dyreste man kunne få. Mor havde overvejet at købe det, men droppede det, da hun så prisskiltet, og så besluttede hun sig for, at hun nok alligevel ikke ville ændre på huset. Han var nok ikke en snob, for hvilken storsnudede snob ville gifte sig med en tømrer?
"Ja, det er Anthony Allen," svarede manden med det grå hår og afbrød dermed mine tanker. Sherlock knælede ved siden af pølen og rakte konstant interesseret sin højre hånd ud for at vende en hånd, mærke på musklerne og generelt bare pille. En af de få uniformerede kvinder i rummet så til med et ansigt, der vidnede om smerten ved at skulle se en pille rundt ved liget, så bevismateriale kunne ødelægges.

John satte sig på hug ved siden af Sherlock, og de hviskede intenst til hinanden. John begyndte nu også at undersøge den døde Anthony, mens Tyler stod lænet op ad mig og hulkede, og jeg mærkede hvordan min skulder blev både varm og våd. Hurtigt forlod han rummet. Jeg stod så lidt fortabt tilbage og opdagede, hvordan detektiven med det grå hår en gang imellem kiggede forvirret på mig. 
"Scarlett," sagde Sherlock og vinkede mig hen til ham. Jeg satte mig på hug ved hans anden side. Der blev hvisket noget, og jeg så ud af øjenkrogen, hvordan en telefon blev rakt til den gråhårede mand, og han spærrede øjnene op, så en smule vantro på mig og gav så personen telefonen tilbage.
"Lad være med at tage dig af Greg. Han er egentlig ret venlig," sagde John, da han så mit blik. Jeg havde åbenbart ikke været så diskret, som jeg havde troet.
"Og forsyner mig med sager," sagde Sherlock, og hans øjne lyste med en sær barnlig glæde. "Nå, kan du ikke lige sige mig, hvad du får ud af det her lig?" Jeg besvarede med det, jeg havde nået at finde ud af og tilføjede nogle småting, som jeg opdagede, mens ordene strømmede ud af min mund.
"Godt set. Du kender måske Anthony Allen fra diverse modeblade, hvor han tit har lavet covers. Han skulle gå på både Paris og New York Fashion Week," svarede Sherlock. Jeg så på ham med store øjne. Han tog sin mobil frem, låste den op og viste Wikipedia siden frem. Jeg nikkede. "Dog er der nogle ting du har overset. Som for eksempel at hans hår er farvet, der er makeup på hans hænder og lige hér er der nogle sorte streger."
Sherlock rejste sig op og både John og jeg gjorde det samme. Han så på Greg og virkede helt elektrisk, som et barn med sukkerchok. 
"Anthony Allen blev ikke myrdet. Han var en døende mand med hallucinationer der faldt."

"Sherlock, går du ikke for vidt? Se hvilken pøl han ligger i og med hvilken rædsel," debatterede Greg. Jeg kunne heller ikke helt følge Sherlocks teori. Og dog. Når jeg så nærmere på Anthony kom forskellige sygdomssymptomer til syne for mig. Øjnene bar spor af hævelse og var en smule lyserøde, men det var ikke noget man lagde mærke til under makeuppen.
"Tag en makeupfjerner og fjern alt hans makeup," sagde Sherlock. "Scarlett, du har sikkert en med dig."
Han så på mig og stolede helt sikkert fuldt og fast på det.
"Nej, det har jeg ... Jo! Det har jeg!" udbrød jeg og greb ned i min lomme, der var mere et sort hul til alt muligt lort. Hurtigt fandt jeg det lille prøve eksemplar, som jeg havde fået gratis med mit køb for nyligt, men bare aldrig fået ud af min jakkelomme. Jeg rakte den til Sherlock, som spankulerede hen til liget og hældte lidt af væsken ud over Anthonys hånd. Han gned på den, og snart blev hans pege-, lang- og ringfinger dækket af en lidt mørkere, helt flydende hudtone, der var på vej ned i hans ærme. John gav ham et lommetørklæde, hvormed han først tørrede sin hånd og derefter puttede lidt af makeupfjerneren på det og gned videre på hånden. Derefter kom dele af ansigtet. Det hele var gulligt blegt. Der var nogle små, røde pletter og årene var helt sorte.

Greg så på Sherlock med store øjne og rynkede bryn.
"Det kan være, at du har ret, men jeg tror nu stadig, at han blev myrdet. Mange folk havde mange gode motiver."
"Som hvem?" brusede det ud af mig ,og jeg så et tilfreds smil brede sig på Sherlocks læber.
"Hans ekskone," svarede Greg roligt.
"Hans ekskone?" spyttede jeg næsten ud og ønskede inderligt, at jeg havde haft vand i munden, som jeg på både dramatisk og komisk vis kunne have spyttet ud over det hele, selvom det efter joken ville betyde, at der skulle tørres yderligere op.
"Ja, han var gift med en rig ung dame i to år, inden de blev skilt," sagde Sherlock og kiggede op fra telefonen.
"Hun flippede fuldstændig ud, da han kom ud af skabet, og de to blev skilt," tilføjede Greg galant. "Det var omkring på det tidspunkt, jeg holdt op med at læse sladderblade. Hun har et fantastisk motiv."
"Hvordan det? Hvis kærlighed ikke er gensidig, hvad er meningen med det så?" spurgte jeg og fortrød lidt ikke at kende til historien, men ud fra Johns blik at dømme, gjorde han heller ikke, og på en måde beroligede det mig ikke at være den eneste uvidende.
"Hun accepterede ikke hans seksualitet og holdt derfor meget homofobiske taler, der trak hende fuldstændig ned i sølet. Dén mand der ..." Greg pegede på Anthony. "ødelagde, i hendes øjne, hele hendes karriere og liv."
"Ohhh ..." Jeg var en smule paf, men inden jeg havde nået at realisere min paffethed trak Sherlock afsted med både John og mig.
"Der er ikke mere vi kan gøre her. Farvel, Lestrade," sagde Sherlock, og inden nogen af os andre fik sagt pænt farvel var vi allerede halvvejs ude af huset.
"Hvorfor har du så travlt?" spurgte jeg og gik endnu hurtigere.
"Det har han altid," svarede John og måtte lunte, for at han kunne følge med i Sherlocks tempo.

"I er tidligt tilbage," sagde Mrs. Hudson, mens hun skænkede te i sin kop.
"Det var et almindeligt dødsfald," forklarede jeg, mens Rosie kom ud af køkkenet, hvor Mrs. Hudson stod.
"Ja ja, der sker jo så meget nu om dage," sagde hun og stillede kanden fra sig. "Te?"
"Ja, te ville være godt," sagde vi tre på lidt forskellige måder. Mrs. Hudson fandt kopper til os og skænkede op. Vi sad i hendes lille køkken, der havde noget nydeligt over sig. På bordet lå Rosies lektier, der bestod af et ternet hefte og en matematik grundbog.

Vi sad og snakkede og drak te, mens Rosie gjorde sine lektier færdig. En time gik på den måde, og da jeg så på uret, besluttede jeg mig for at tage hjem. Vi sagde farvel, og jeg tog hjem. Lejligheden var tom, så jeg antog, at min sambo, Grace, var i byen igen. Jeg forstod ikke, hvordan hun kunne klare at være ude næsten hver aften, komme hjem klokken tre om natten, og så stadig tage en uddannelse på højt niveau. Hver gang jeg spurgte hende, grinede hun bare og slog det hen med en enkelt håndbevægelse.

Lejligheden var stille uden hende, men jeg havde vænnet mig til det. En smule udmattet satte jeg mig ved det lidt for store, hvide spisebord og fandt min computer og studiebøger frem af tasken, der stod op ad stolebenet ved den stol, jeg altid sad på. Resten af aftenen begravede jeg mig i last-minute forberedelser til prøven næste dag. Jeg sad indtil langt ud på natten og læste og var så dybt koncentreret, at jeg fuldstændig glemte tid og sted, og da jeg så op fra mine bøger var alt mørkt omkring mig. Uret på min computer sagde 01:49, og med et træt og udmattet gab lukkede jeg min computer og bøger. Det undrede mig ikke, at Grace ikke var hjemme endnu, men alligevel blev jeg lidt bekymret og skrev en SMS, hvor jeg spurgte, hvor hun var. Normalt fik hun altid alle beskeder, men denne så hun ikke ud til at have modtaget. Selv et kvarter senere, da jeg lå i min seng og væltede frem og tilbage uroligt, havde hun ikke set den.

Næste morgen var hun ikke hjemme endnu, og denne gang prøvede jeg adskillige gange at ringe til hende, men hun tog den ikke. Nu havde hun modtaget min besked, men hun havde ikke set den. Efter ti forsøg på at komme i kontakt med hende åbnede jeg den sporingsapp, som vi havde til hinanden. Det egentlig ment sådan, at hvis jeg ikke kunne finde hende en nat, så kunne jeg finde hende dermed og blive beroliget eller hjælpe hende. Denne morgen var heldet dog ikke særlig glad for mig, for den halve time det tog mig at gøre mig klar brugte den på at finde hende. 
"London Bridge. Hvad laver hun på London Bridge?" spurgte jeg mig selv, da jeg så resultatet. Forfærdet styrtede jeg ned ad trapperne, glemte nær mine nøgler og fumlede i lang tid med min cykelnøgle, indtil jeg havde låst min cykel op i sjette forsøg. Min cykelhjelm sad skævt på mit hoved, og jeg trådte så hårdt og hurtigt i mine pedaler som muligt. Mens jeg kørte stykket mellem vores lejlighed og London Bridge brød jeg sikkert mere end én færdselslov, men jeg var mere end ligeglad, for jeg havde fornemmelse af, at det ikke kunne være godt, hvis hendes telefon lå på London Bridge. Det var sikkert allerede for sent, men jeg var ligeglad. Jeg skulle vide, hvor hun var.

Forpustet, stønnende og badet i sved ankom jeg. Mine lunger var ved at eksplodere, mens jeg smed min cykel fra mig og tog telefonen op, der lå lige ved kantstenen, så man ikke kunne se den. Heldigvis havde det ikke regnet, og den var ikke blevet våd. Hun havde aldrig fortalt mig hendes kode, så jeg kunne kun se, at de sidste mange notifikationer var beskeder og opkald fra mig. Utallige voicemails lå fra mig, og jeg magtede ikke at lytte til dem på broen, specielt fordi jeg selv vidste, hvad jeg sagde i dem. Jeg så på mit armbåndsur og så til min skræk, at hvis jeg ikke skyndte mig, ville jeg komme for sent til min prøve. Hurtigt lod jeg Graces' telefon glide ned i min lomme, hev cyklen op og trådte så hårdt i pedalerne som muligt, selvom jeg allerede var træt i benene og havde ondt i dem. Med nød og næppe nåede jeg ind i lejligheden, tog min rygsæk med alle nødvendige ting og skyndte mig afsted. Jeg nåede kun lige at ankomme til tiden. Prustende og stønnende med en gennemsvedt bluse og uglet hår. Jeg var ligeglad. Jeg var ankommet. 

Under testen glemte jeg alt andet, end det jeg havde knoklet røven af for at huske. Mit hjerte hamrede, og man kunne have smidt en atombombe ved siden af mig, og jeg ville ikke have opdaget det. Heller ikke overlevet det, men det var et helt andet tema. Fire timer gik der, indtil jeg igen stod ude ved min cykel. Min trøje var ved at være næsten tør, og den var begyndt at stinke forfærdeligt. Samtidig havde jeg det koldt, og mine håndflader var fugtige. Jeg svang mig op på cyklen og cyklede hjem, så jeg kunne få et velfortjent bad.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...