10 years later | Sherlock

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 8 jul. 2017
  • Opdateret: 30 aug. 2017
  • Status: Færdig
Hvad sker der, hvis man pludselig møder en ny forældre? Scarlett ved det ikke endnu, men det gør hun snart ...
//Deltager i Kampen om fandoms: Sherlock//

5Likes
3Kommentarer
1972Visninger
AA

15. Livet er pudsigt

Scarletts synsvinkel

"Så dine forældre har ikke set hinanden i sådan, like, atten år?" sagde Ewan med løftede øjenbryn. "Mine forældre ville elske ikke at se hinanden i så lang tid."
Ewan talte aldrig rigtig om sin familie, så jeg lyttede med spidsede ører.
"De blev skilt, da jeg var omkring femten. Inden da havde de skænderier flere gange om dagen i årevis. De gik endda til parterapi, men da de blev skilt, blev jeg bare sendt til terapi i stedet for dem."
"Det er svært at være uden den ene forældre, selvom den ene har været væk ... altid. Og det er sværere at møde sine forældre for første gang, hvor man rent faktisk vil kunne huske det."
"Familieproblemer."
"Familie," sagde jeg og satte mig med en kop kaffe og skål müesli overfor ham. "Familie kan være noget lort. Specielt når den er så stor, at den ene side af familien er nok. Men nu har jeg heller ikke så meget på min fars, fordi, ifølge ham, er både Eurus og Mycroft de koldeste mennesker, der nogensinde har fandtes. Jeg venter stadig på at møde dem."
"Jeg har hørt om ham Mycroft før. Rygter siger, at han er klogere end Sherlock," hviskede Ewan med store øjne, som en ældre dame, der lige havde fortalt sine voksne børn en hemmelighed, der alligevel ikke var en, om en af nabokvinderne.
"John fortalte, at de begge to er meget klogere end Sherlock. Specielt Eurus. Så min far er det dummere afkom," konstaterede jeg og tog en skefuld müesli i munden. "Hvad fanden er det her lort?"
Jeg gik hen i køkkenet og så på forpakningen. "Fuldkorn? Hvad fuck har du planlagt at forgifte mig med, Ewan? Hvorfor købte du fuldkorn, når det er dyrere?"
"Fordi jeg gerne vil leve sundt," forklarede han, og jeg så på ham med mine øjne i panden.
"Virkelig? Og derfor forgifter du mig med fuldkorn? Fordi du ikke magter at lade være med at spise chips, mens du spiller?"
"Jeg har faktisk skiftet til fuldkornschips."
"Fuldkornschips eksisterer ikke! De er lavet af kartofler, der ikke kan være fuldkorn," sagde jeg og stillede müeslien på plads. Med et bump satte jeg mig på min stol og spiste bittert min morgenmad. Ewan så med en forlangen på min müesli. Så rejste han sig med et suk, fandt en skål, müesli og mælk frem. Han blandede det sammen og puttede en teske ned i sin skål, der var fyldt med alt for meget mælk. Mens han gik hen til spisebordet, som egentlig var en meget kort afstand, forsvandt hans ske ned i mælken, og så snart han satte sig, opdagede han det.
"Sådan nogle ting sker også kun for mig," sagde han frustreret og greb med pegefingeren og tommelfingeren ned i mælken for at tage sin ske op, der nu var dækket af mælk. "Det her er klammere, end du kan forestille dig." Med en forfærdelig grimasse gik han hurtigt hen i vasken med skeen og tog en ny.
"Hvis den også falder i, er jeg flad af grin," sagde jeg og bed hårdt ned på de alt for hårde og smagsløse gryn i müeslien.
"Det gør den ikke," forsikrede han mig om og satte sig for at spise. "Det kan den ikke, for spiseskeer er for store til at falde i en skål."
"Det kommer an på, hvor stor den er," sagde jeg og tog endnu en skefuld i munden.
"Det sagde hun også i går," hviskede Ewan ned i sin skål, og jeg kunne ikke lade være med at spytte mælk ud over det hele. Hurtigt lagde jeg hånden hen over min mund, mens jeg fnisede på livet løs. Ewan faldt af sin stol og lå sammenrullet på gulvet og lavede krampelignende bevægelser, der mere lignede, at han havde et hjertestop, end at han grinede. Ewan var nok det eneste menneske, der kunne dø af grin af sine egne, elendige jokes. Jeg tog noget køkkenrulle fra køkkenet og tørrede mit rod op.
"Det er nået helt hen på billedet," konstaterede jeg og tørrede fotografiet på væggen af. Ewan lå stadig og grinede krampagtigt på gulvet.
"Nej, nej nej," sagde han i et lyst tonefald og begyndte på at tørre sine øjne, inden han begyndte at grine igen.

Jeg sad ved min computer foran et blankt Word dokument. Vi havde lært så mange teknikker til at starte sin skrivning, men ingen af dem faldt mig ind. På min kontorstol rullede jeg hen til ringbindet, hvori jeg havde alle mine noter til faget. Jeg fandt, hvad jeg ledte efter, men selvom jeg prøvede på at anvende teknikkerne, kom jeg ingen vegne. Skrivning ville bare ikke med mig i dag. Sådan var det bare, og jeg følte ikke, at jeg lige umiddelbart kunne ændre det. Jeg lukkede opgivende min laptop sammen og sank sammen i min stol. Så åbnede jeg igen min computer og fandt Netflix frem. Der gik jeg ind på Friends og begyndte forfra med serien, selvom jeg havde set den utallige gange gennem hele min ungdom på trods af dens alder. 

Efter ti afsnit blev serien for kedelig at se på, så jeg ledte efter en god film. Jeg kunne ikke lige umiddelbart finde en, så jeg googlede efter film på Netflix, man bare skulle se. Ikke at jeg allerede havde set alle film og serier på listerne, de diverse blog lavede. Jeg ledte i lang tid, og til sidst endte jeg op med at se en eller film, som jeg ikke kunne huske titlen på. Det meste af tiden så jeg på min telefon og tjekkede Facebook flere gange end nødvendigt. Om eftermiddagen ringede en veninde, og vi aftalte, at vi skulle mødes hos mig. Hun ville gerne snakke, og jeg havde brug for en at snakke med, så det var egentlig fint.

"Jeg vil altså ikke bitche om folk, men-"
"Bitch alt det du vil om folk," sagde jeg og tog en slurk af min kaffe. "De hører det jo ikke alligevel."
"Har du set Colleens nyeste frisure?" sagde hun og lød, som om hun lige havde smidt en masse ansvar fra sine skuldre.
"Nej, ikke endnu. Hun har slet ikke postet noget, og vi har ikke snakket i ugevis," sagde jeg og lyttede spændt efter.
Kate tog en dyb indånding. "Den. Er. Forfærdelig. Pink bund og skriggrøn top. Og så er noget af det helt kort og noget helt langt."
"Altså undercut?"
"Nej, værre. Nohawk."
"Det siger du ikke?" spurgte jeg vantro og tænkte tilbage på den kvinde, jeg havde mødt, da jeg lige var kommet til London. Hun havde pastelfarvet hår, men det var også alt, hvad der var usædvanligt ved hende.
Kate skar en grimasse. "Og hendes nohawk er helt ned til hendes hovedbund, så hun er blevet solskoldet, fordi hun glemte solcreme. Og hun har fået flere piercinger på hendes øjenbryn. Nu kan man ikke se hendes øjenbryn. Det er bare piercinger."
"Føj, for den lede. Hvordan kunne hun komme i tanke om det?"
"Hendes 'kæreste' slog op med hende. Nu vil hun vise ham, at hun, citeret, er den lækreste bitch, der findes."
"Jeg forstår hende ikke. Hun var så ... jeg vil næsten sige uskyldig. Og jeg forstår ikke, hvordan noget frisør kunne ordne hendes hår, så det ser sådan ud."
"Vi skulle ud og shoppe, da jeg fandt ud af det, men det var først da vi mødtes i byen, at jeg fandt ud af hendes skift. Jeg kunne næsten ikke genkende hende. Hun var helt anderledes, og jeg sagde, at jeg skulle gå tidligt på grund af familieproblemer."
"Det havde jeg også gjort i dit sted," sagde jeg og fyldte mere kaffe i min kop. Det samme gjorde Kate og vi fortsatte.
"Hun er slet ikke den samme. Hun vil heller ikke kaldes Colleen længere, men Cooleene."
"Hvor ... Hvordan kunne hun komme i tanke om det?" spurgte jeg og var fuldstændig lamslået.
"Jeg ved det ikke, men jeg ringede til hendes forældre og fortalte dem om det. Jeg håber da på, at de kan hjælpe hende lidt, for det lader til, at hun er fuldstændig sindssyg."

Kate og jeg snakkede i flere timer. Vi havde ikke set hinanden et godt stykke tid, så det var godt at få lidt nyt at vide om hinanden. Vi mødtes med Colleen som fælles ven, så nyhederne om hende chokerede os begge. Kate og jeg var ikke den slags venner, der så hinanden ofte, men når vi gjorde, så klikkede vi bare og sagde, at det skulle vi gentage i fremtiden. Det betød så, at vi begge ville glemme alt om det og først kontakte hinanden nogle måneder senere. Inden aftensmaden tog hun hjem, og jeg tog et stykke brød, fordi jeg ikke magtede noget andet. Ewan måtte have gjort det samme, men jeg var ikke sikker, for jeg lagde mig ind på min seng og faldt i søvn. Jeg anede ikke, at jeg havde været så træt, og jeg anede heller ikke hvorfor, men åbenbart var jeg så utrolig træt.

Næste morgen blev jeg vækket tidligt på grund af solen. Jeg lagde en pude over mit ansigt, men det virkede ikke. Det eneste, det gjorde var, at jeg ikke kunne trække vejret ordentligt. Jeg brokkede mig højlydt, da jeg rullede ud af min seng og viklede dynen omkring mig. Med et suk gik jeg ind i køkkenet og lod mine fødder blive torteret af det alt for kolde gulv.

"Hvorfor ligger du på badeværelsesgulvet?" spurgte Ewan. Han stod i døråbningen og gned sine øjne.
Jeg rullede lidt rundt i min dyne, jeg stadig havde viklet rundt om mig. "Gulvet derude var for koldt, og jeg kunne ikke sove i min seng på grund af solen."
"Og det er en god grund til at sove på badeværelset?"
"Ja, det er en rigtig, rigtig god grund." Jeg rejste mig langsomt op fra det dejligt varme guld og gik direkte forbi ham og ind på mit værelse. Der skiftede jeg til noget behageligt tøj og gik ind i køkkenet for at finde noget mad.
"Sover du tit på badeværelset?" spurgte Ewan, da han kom ud derfra.
"Nej," svarede jeg og spiste videre.
"Hvorfor opfører du dig så normalt, når du lige har sovet på badeværelset?"
"Ingen anelse."
"Du er skrupskør," sagde han og gik rystende på hovedet ind på sit værelse.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...