10 years later | Sherlock

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 8 jul. 2017
  • Opdateret: 30 aug. 2017
  • Status: Færdig
Hvad sker der, hvis man pludselig møder en ny forældre? Scarlett ved det ikke endnu, men det gør hun snart ...
//Deltager i Kampen om fandoms: Sherlock//

5Likes
3Kommentarer
1964Visninger
AA

12. Come on! Let's have some fun!

Sherlocks synsvinkel

Ceremonien var som næsten alle andre. Den eneste forskel til Mary og Johns ceremoni var, at der denne gang var to brude, men det var også absolut det eneste. Jeg kedede mig ihjel. Der skete ingenting. John sad med et lidt mut udtryk i øjnene og tænkte sikkert tilbage på Harrys tidligere ægteskab, som han aldrig talte om. Harry og Clara var lige blevet skilt, da vi mødtes, og han hadede at tale om sin søster, for hans fortid var ikke noget, han gerne snakkede om. Hver gang fik han et smertefuldt ansigtsudtryk, der gjorde så ondt på mig, at jeg undlod at tale om tiden før mig, som om den ikke eksisterede. Når jeg tænkte over det, så vidste vi ikke ret meget om hinandens tid inden vi mødtes. Det var som om, at vores liv slet ikke fandt sted inden vi mødtes. Ikke at jeg var stolt over min fortid, for størstedelen af tiden i de par år, hvor jeg boede i London uden John var hårdt præget af stofmisbrug, som jeg absolut ikke kunne prale af. Specielt ikke overfor John eller resten af min nyere familie.

Efter ceremonien stod vi udenfor rådhuset og snakkede i et kvarters tid, hvor Rosie også skulle smide nogle rosenblade sammen med nogle af Rubys niecer og nevøer. Hun lod til at falde i snak med dem, specielt en pige der var på alder med hende. Efter der var blevet kastet nok med roser skulle vi videre til festen. Jeg var blevet hundesulten, så det passede mig meget fint. Solen var for en gangs skyld fremme, og sommerens varme begyndte at komme frem. Mens vi var ved at gå ind i festlokalerne, der var det lokale forsamlingshus, skulle vi selvfølgelig hilse på det nygifte par, og det skulle vise sig at være en smule ubehageligt for flere af os.
"Tillykke, Harry," sagde John og gav sin søster et lidt mærkeligt, afstands holdende knus, selvom de jo havde set hinanden mere gennem de seneste år.
"Tak," sagde hun med en stemme, der var dybere end Johns, ligesom jeg huskede den. Denne gang var den dog ikke sløret af alkoholen. 
"Tillykke," sagde Rosie så høfligt som muligt og prøvede på at give hende et kram, der virkede en smule mærkeligt og malplaceret på den meget maskuline kvinde, som aldrig rigtig havde kendt Rosie. John tillod ikke Rosie at mødes ofte med hans søster.
"Sig mig, er du vokset? Det er hun da, Ruby? Er hun ikke?" spurgte Harry løs og så på os skiftevis.
"Hun vokser hurtigt, og det er ved at være et stykke tid siden, vi sidst så hende," sagde Ruby og besvarede ikke direkte spørgsmålet.
"Jeg er vokset ... " Rosie tænkte sig om og prøvede på at huske, hvor meget hun havde voksetmellem de sidste to målinger. "Nok sådan fem centimeter eller sådan."
"Jamen, så er det da klart, at du er næsten ikke til at genkende, solskinspige. Og se, du har skam bragt solen med dig," sagde Ruby opmuntrende. Jeg forstod ikke helt, hvad Ruby og Harry så i hinanden, for ud fra hvad jeg kunne deducere, så havde de ikke ret meget til fælles. De kunne begge godt lide at male, og så var der en bestemt slags te, de begge to elskede, men det var også det mest væsentlige. 
"Sherlock!" sagde Harry og tog min hånd og prøvede tilsyneladende på at knuse mine dejlige knogler, jeg ellers var yderst tilfreds med.
"Tillykke," sagde jeg og prøvede på at gengælde trykket, men hun holdt så hårdt om min hånd, at jeg kun lige kunne bøje fingrene. Jeg prøvede hårdt på at blive ved med at smile og ikke få tårer i øjnene. Jeg skulle bare forestille mig, at jeg var på en scene og spillede en vigtig rolle. 
"Long time, no see," sagde hun og blev ved med at smile, som hun havde gjort hele dagen.
"Ja," sagde jeg og lød, i mine egne ører, en smule anstrengt. Endelig slap hun min hånd, og lige bag mig tog hun fat i Scarletts hånd og trykkede den også fast. Imens ønskede jeg Ruby tillykke, der også prøvede på at smalltalke lidt, men det gik ikke alt for godt, for jeg lyttede efter samtalen mellem Harry og Scarlett.
"Så du er Scarlett," sagde Harry og lød til at inspicere hende med et elevatorblik og fast håndtryk.
"Ja, det er jeg. Tillykke," svarede Scarlett roligt og fattet, og jeg følte mig pludselig som et pattebarn, for jeg havde højest sandsynlig ikke lydt nær så rolig.
"Tak," svarede Harry og prikkede mig på skulderen. "Afkommet er godkendt."
Hun grinede højt, og det gjorde Ruby også, så jeg prøvede også på bare, at lade som om jeg grinede af det, der åbenbart skulle være en joke.
"Nu skal du ikke være for grov, Harry," sagde Ruby og blev ved med at grine. Scarlett så ud, som om hun forstod Harrys joke og lignede ikke en grinende, tikkende bombe, hvilket jeg nok gjorde ud fra Rubys kommentar at dømme. Jeg sluttede mig til John og Rosie, der ventede på os andre. John så ikke lykkelig ud, og Rosie så en smule usikker ud.
"I det mindste er Harry ikke som Eurus. Eller endnu værre: Mycroft," sagde jeg, inden John kunne nå at beklage sig.
"Hun kender ikke moralske grænser, og det irriterer mig," svarede John og knyttede næverne. Jeg tog fat om hans skuldre og så ham alvorligt ind i øjnene.
"Slap af, det var bare en joke, okay? Ikke noget at hidse sig op over," sagde jeg og afbrød Johns videre forklaringer. "Ja, hun kender ikke moralske grænser for jokes, men hun er ikke Østenvinden. Østenvinden kommer efter os alle på et tidspunkt, og derfor findes der steder som Sherringford, men der hører Harry slet ikke til. Harry har bare en lidt grov humør, og det er der også nogle, der skal have."
John så ud til at slappe mere af, og Scarlett sluttede sig til os igen. Vi begyndte at bevæge os rundt i rummet og fik serveret noget champagne. Rosie fik en saft af en art. Lige så snart vi havde bevæget os lidt længere væk fra brudeparret faldt Scarletts skuldre ned, som jeg ikke havde lagt mærke til, sad oppe i ørerne. Mine faldt også ned. Jeg tog en dyb indånding, og jeg opdagede, hvordan jeg inden da næsten havde holdt vejret. Måske var det alligevel en dårlig ide at møde op, men Harry og Ruby ønskede åbenbart vores tilstedeværelse.
"Jeg kender stort set ingen her," sagde John lavt til mig.
"Det gør jeg heller ikke," sagde både Rosie og jeg på samme tid.
"Hvad med mig? Jeg kender jer, og resten er fremmede ansigter. Endda brudeparret er fremmede for mig, som jeg kun kender gennem jer." Scarlett øjenbryn sad tættere på hendes hårgrænse end på hendes øjne. Vi enedes om, at Scarlett var den, der med afstand kendte færrest.
"John Watson!" blev der sagt entusiastisk nogle meter fra os. En mand i midten af halvtredserne trak afsted på en kvinde i samme alder. Begges hår var begyndt at få grå streger og større grå pletter ligesom mit, deres ansigter var begyndt at få smilerynker og manden havde en enkelt streg i panden. Begge smilede stort helt op til øjnene. "Det er længe siden. Det er mig, Tommy Barret."
"Ja, hej Tommy." John havde et uforklarligt ansigtsudtryk, mens han gav Tommy hånden.
"Hvordan går det sådan?" spurgte Tommy og kiggede rundt på os andre tre. Kvinden begyndte at give Scarlett hånden og plapre løs, som havde de været venner i evigheder.
"Det går egentlig som altid. Rosie og Scarlett har jo begge ferie nu, så der slappes bare af. Der har været nogle sager og lidt, men ikke det helt store. Hvordan går det med dig?"
"Undskyld, at jeg ikke er helt opdateret, men hvem er Scarlett?"
"Det er mig." Scarlett brød fri af kvindens uendelige snakken, der bare fortsatte til mig. Hun opdagede vist ikke, at jeg så i en anden retning end i hendes.
"Hun er min datter," forklarede jeg og lagde armen om hende som en beskyttende vinge, der ville prelle alt ondt af. På en måde var min forklaring blevet mere almindelig for mig, og det skræmte mig et eller andet sted.
"Nå, for satan. Jamen, jeg husker heller ikke længere så godt, så jeg havde nok bare glemt det. Du har jo sikkert haft gang i dine studier og sådan. I unge har jo altid så travlt, at vi gamle når at glemme, hvem I er mellem vi ses." Han sagde det mere som joke end som faktum, men han lød seriøs på punktet med sin hukommelse. Måske var den ved at svigte, men jeg var bare glad for, at ingen af os skulle begive os ud i lange forklaringer.
"Det er jo nok sådan. Jeg har i hvert fald haft travlt med studier og job. Det er jo ikke billigt at studere i London." Scarlett spillede 100 procent med på komedien, mens hende og Tommy småsnakkede. Vi lod ham alle tro, at han bare havde glemt hende og at minderne nok ville dukke op, selvom de aldrig ville, for de eksisterede ikke. Han lod også til at have glemt, at vi boede i London, for han nævnte ikke, at boede man hjemme ville det ikke være nær så dyrt at studere.

Langsomt kom tiden til maden, og vi sad på bordet tættest på det med brudeparret. Selvfølgelig gjorde vi, for John var Harrys bror, og hun kunne ikke tillade sig at sætte ham længere væk. Maden var udmærket, og de fleste lod til at kunne lide den, selvom jeg ikke gik op i, om folk kunne lide det. Så længe jeg blev mættet, var jeg ligeglad med, hvad Rubys bedste veninde syntes om det. Under maden fik vi snakket lidt med dem, vi delte bord med. Det viste sig at være Rubys barnløse søster og søsterens mand, der sad ved det runde bord sammen med os. De var meget selskabelige og førte næsten selv samtalen. De var specielt opslugt af Rosie.
"Ønsker sig utrolig meget et barn, men kan ikke få et. De er bange for at fortælle det, derfor har de undgået emnet om selv at få børn," hviskede Scarlett næsten lydløst til mig midt i en af deres samtaler med Rosie.
"Hvad kan du sige om ham der ovre?" spurgte jeg og pegede diskret på en mand et bord væk.
"Du mener den fraskilte, der viser sig med sin ekskone? De piller begge to ved deres matte ringe på højre ringfinger, og ekskonen er endda gået så langt som at trække de en smule af. Hun tænker tydeligvis på sin elsker, der sikkert er grunden til bruddet, for hver gang hun ser på ham, ser hun en smule anstrengt ud, mens han ser mere sørgmodig ud."
"Godt," sagde jeg imponeret og løftede øjenbrynene. "Hvad med ... hende."
Jeg pegede på en af Harry og Rubys veninder, der sad ved deres bord.
"Hmm ... Den er svær ... Jeg tror, at hun har haft lidt et skænderi med hende den blonde. Jeg kan ikke helt se hvorfor ... "
"Mit gæt er, at blondinen på en eller anden måde havde et seksuelt forhold til en af hendes søskende. Havde det været en kæreste, ville brunetten aldrig være ankommet i dag, selv for hendes bedste veninder, men hvis det var forældre ville det samme være sket. Hun har måttet acceptere, at hun ikke kan bestemme over sine søskende, så derfor er det en mindre søskende, og derfor tror jeg, at hun ikke har ældre søskende, for ellers ville hun aldrig gå så meget op i det. Hun kan ikke bestemme, har hun måtte acceptere, tror jeg, så derfor er hun en kontrol freak, for hvem ville ellers gå så meget op i, hvem deres søskende går i seng med?"
"Godt gået," sagde hun. "Men jeg tror, at hun faktisk har haft svigtende forældre, og derfor føler hun en vis forældre skab over sine yngre søskende, der nok er en del yngre end hende selv. Måske har de været alkoholikere, for hun har kun nippet til sin champagne, der stadig står og er næsten helt fyldt. Hun drikker vand frem for vin til en fest, så hun må have haft traumatiske oplevelser med drankere, og derfor er hun faktisk en smule bange for alkohol, men hun skjuler det på en eller anden mærkværdig måde, for ellers ville veninden nok aldrig være gået i seng med hendes yngste bror."
"Utroligt." Det var søsterens mand, Morgan, der havde overhørt vores hviskende samtale. "Simpelthen utroligt. Jeg har hørt om, hvad du kan, men at høre jer to snakke sammen og ... gætte folks kemi og livshistorie næsten, bare ved at kigge på dem, og så endda med en rimelig afstand, så ... Det er virkelig fantastisk."
"Ehh ... Øhm ... Tak?" sagde Scarlett lidt forsigtig, og jeg istemte hende med et lidt lignende tak. Jeg var ikke længere vant til, at nogen reagerede sådan på mine deduktioner, og det gjorde mig lidt nervøs, når nogen så for en gangs skyld lagde mærke til dem.
"I to er begge helt utrolige. Jeg kan kun sige wow!" Han fortsatte på den måde med at tale løs om, hvor utroligt det var, hvad vi kunne. Han gik til at fortælle sin kone om det, og hun ville gerne se os gøre det, så med modstand fra John deducerede vi om hende. Hun lod kæben falde ned på den dyre halskæde og havde opspilede øjne, som var hun et lille barn, der så et lille kortnummer.

Resten af festen foregik ret roligt. Der var nogle små lege, som da også fik nogle grin frem, men ellers var der ikke noget. De havde ansat en violinist til at spille valsen for dem, mens de dansede, men jeg havde mest lyst til bare at stoppe violinisten, der havde lige så meget talent som en kartoffel. Derefter var der åbent dansegulv. Rosie og Scarlett tog hinanden i hænderne og Scarlett lærte Rosie at danse en vals. Det var sødt og dejligt at se, hvordan Scarlett ekstra tog mandeskrittene helt perfekt for Rosies skyld, mens Rosie en gang imellem kludrede lidt i det, men hun havde hurtigt fanget det. Imens stod John og jeg og kiggede. Vi følte vist begge to, at vi var både malplacerede og for gamle, mens jeg samtidig følte en trang til at danse. Mine dage på det skrå gulv var ved at være forbi, men jeg savnede dem stadig. Mens jeg stod der og tænkte greb en af Harry og Rubys veninder mig i hånden og trak mig ud på gulvet. En anden gjorde det samme ved John, og sådan blev alle mænd, der ikke lige dansede, trukket ud på gulvet, men der var stadig kvinder, der dansede to og to sammen og grinede. Mens kvinden, der havde taget fat i mig, prøvede på at finde et sted på gulvet så jeg et, og det blev min tur til at trække. I starten af dansen følte jeg mig lidt malplaceret og ude af mit gamle jeg, der ville have elsket enhver chance for at danse. Som sekunderne gik blev jeg mere og mere tilpas og turde flere og flere lidt mere vovede skridt, der kom bag på min dansepartner, der ikke havde forventet det af en mand i min alder. Jeg fangede Rosies blik. Hun fortalte med det samme sin opdagelse til Scarlett, der vinkede til mig og styrede Rosie i retning af mig. Hun så ud til at have mere øvelse end jeg havde, for Rosie lagde ikke rigtig mærke til noget. Indbyrdes gjorde kvinden, Scarlett og jeg tegn til hinanden, og med et slap vi hinanden, og jeg greb Scarlett, mens kvinden lidt klodset fik fat i Rosie. Ingen af os kunne lade være med at smile af det.
"Du er dygtig," sagde jeg og dansede roligt videre.
"Mor tvang mig til dansetimer. Og jeg tror, jeg ved hvorfor nu." Hun grinede, og få minutter efter byttede vi igen. Jeg beundrede, hvordan Scarlett så let gik mellem mandetrin og kvindetrin. Hun havde virkelig øvelse. Til sidst fandt vi også John og veninden, der havde taget ham, og vi begyndte at gør en leg ud af det at bytte bedst. Langsomt fik vi lidt rutine i det og havde det mægtig sjovt.

Vi forlod festen omkring midnat, for jeg skulle ikke falde i søvn bag rattet, og Rosie var lige ved at falde om af udmattelse. Alle smilede stadig, og vi andre tre snakkede hele vejen hjem om aftenen, der blev meget bedre, end den havde lovet på. Rosie sov op ad Scarletts skulder, for hun var slet ikke vant til at være så længe oppe. Noget sagde mig også, at ingen af os ville have det godt med at skulle bevæge sig næste dag, og jeg tænkte på trappen derhjemme, der allerede nu gav syre i mine trætte ben.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...