10 years later | Sherlock

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 8 jul. 2017
  • Opdateret: 30 aug. 2017
  • Status: Færdig
Hvad sker der, hvis man pludselig møder en ny forældre? Scarlett ved det ikke endnu, men det gør hun snart ...
//Deltager i Kampen om fandoms: Sherlock//

5Likes
3Kommentarer
1961Visninger
AA

13. Alligevel træt

Scarletts synsvinkel

Jeg blev vækket af en stribe lys, der lige præcis formåede at nå gennem mine ellers tykke gardiner. Mit ur viste, at klokken var over tolv, og alligevel var min krop slap og udmattet. Den føltes næsten som om den var bedøvet. Jeg skiftede stilling, så lyset ikke ramte mine øjne, og så lukkede jeg dem. Jeg faldt i søvn med det samme.

"Nogen har vist været længe oppe, hva'?" spurgte Ewan kækt og trak mine gardiner brutalt fra hinanden, så lyset stak i mine øjne.
"Nej, lad dog være!" sagde jeg og rullede mig sammen under min dejlig varme dyne.
"Du har sovet i over tolv timer," forklarede Ewan, mens han hev i min dyne. Vi havde ikke boet længe sammen, men han virkede alligevel som en god gammel ven.
"Nej, jeg har ej."
"Jo, klokken er to, og du kom hjem ved ettiden. Er du klar over, hvor meget dine hæle larmer? Hvorfor tog du dem overhovedet på? Med dem er du jo end giraf," sagde han og fik revet min dyne af mig, så jeg kun lå i mit nattøj og frøs.
"Undskyld, at jeg godt kan lide dem. Hvis de larmer så meget, så kan du bare være glad for, at jeg aldrig er i byen."
"Det forklarer, hvorfor du er så træt efter at være gået i seng omkring klokken et."
"Jeg ... Jeg bevægede mig meget, okay?" sagde jeg og rejste mig op for at finde noget at tage på. "Jeg skal lige skifte, så?"
"Jep, jeg går ind til mig selv og planlægger et mord eller sådan."
"Ha ha, hvor er du sjov," sagde jeg med en monoton stemme.
"Hvad skal jeg ellers lave?"
"Læse?"
"Jeg magter ikke at læse."
"Jamen så læg dig og tag en lur."
"Så vil jeg hellere læse." Jeg sukkede, og Ewan forlod mit værelse. Jeg tog den alt for store t-shirt af, der udgjorde mit nattøj sammen med et par løse shorts af bomuld. Jeg begyndte at tage mit tøj på, mens jeg prøvede på at komme i tanke om, hvad jeg havde drømt. Det eneste jeg kunne huske var, at drømmen havde været glad. Det var alt. Normalt kunne jeg ikke huske noget som helst, så det var bedre end ingenting, men jeg anede ikke helt, hvad jeg skulle bruge den information til. 

Jeg var mere udmattet og uoplagt, end jeg havde regnet med. Egentlig havde jeg håbet på, at jeg kunne nå at være en smule produktiv på den ene eller den anden måde, men jeg følte, at det ikke helt ville blive muligt. Det meste af dagen brugte jeg på at ligge på sofaen og glo på min telefon, mens jeg beklagede mig over, hvor træt eller sulten jeg var. Flere gange fortalte Ewan mig, hvor møgirriterende jeg var.
"Spaghettien er ikke kogt færdig, det ved du godt, ikke?" spurgte jeg og så ned i gryden, Ewan havde hældt vandet ud af.
"Jo, det er de da. Jeg gav dem den tid, der stod på forpakningen."
"Nej, se. De sidder ikke fast på køleskabet, når jeg kaster dem." Jeg tog en af spaghettierne op og kastede den hen på det lille køleskab, hvor den klaskede på og faldt ned på gulvet.
"Hvad skulle det til for? Du skal da ikke bare smide med min mad!" skældte Ewan, men jeg fandt bare min telefon frem og googlede, hvordan min vidste, om spaghettierne var færdige. Første resultat? De klistrer til alt. "Du har måske ret, men jeg gider ikke til at koge dem igen."
"Bare kog noget vand i kedlen og hæld det over. Tro mig, jeg har gjort det alt for meget, og det virker bedre end det burde." Jeg tog kedlen og fyldte den helt op med vand. Nogle minutter efter stod den og boblede højt, og snart slukkede den selv. Ewan tog den og hældte det ud over spaghettierne, men så stadig en smule skeptisk ud.
"Jeg går tilbage til sofaen." Jeg smed med på sofaen igen. Jeg havde næsten indtaget den i løbet af de få timer, jeg havde været vågen. Mine ben var ømme, og jeg magtede ikke at ligge inde på min seng, hvor jeg enten havde det for varmt eller for koldt. Det var ikke noget midtimellem.

"Jeg sagde jo, at de skulle få lidt længere tid," sagde jeg og hev en til spaghetti op, som jeg kastede på køleskabet.
"Vent lige," sagde Ewan og hev spaghettierne af køleskabet. Han løb ind på sit værelse og kom hurtigt tilbage med en ikke permanent tus. "De kan jo alligevel ikke spises, så det er lige meget, om det her kommer på dem."
Hurtigt fik han tegnet nogle ringe i hinanden, så det lignede en målskive. Jeg kunne ikke lade være med at fnise ad, hvordan vi bare legede med maden uden at tænke over, at vi faktisk også selv skulle spise. Vi tog begge en spaghetti ad gangen og kastede en ad gangen. Ewan ramte bedre, end jeg gjorde, men det var stadig sjovt, og spaghettien nåede at blive kold, inden vi satte os ned og spiste.

Vil det være muligt for dig at passe på Rosie et par timer, hvis det er belejligt?
Hvis det ikke er, er det så alligevel? Ellers skal hun være alene hjemme.

SH

Sherlock skrev ved middag næste dag. Selvfølgelig ville jeg passe på hende, og jeg svarede, at det ville være muligt, hvis det var hos mig. Ikke mere end ti minutter gik inden en sort cab stoppede ved vejen og ud steg Rosie og John, der holdt hinanden i hånden. Jeg kunne ikke lade være med at smile ved mig selv, da jeg så de to helt forskellige personer. John gik roligt og smilede ad Rosie, der hoppede og dansede rundt og grinede ad sin egen skygge, når hun lavede skyggepersoner.

"Tusind tak for at du kan tage dig af hende, Scarlett." John lød uendelig taknemmelig.
"En sag?"
"Ja, og jeg vil helst ikke have Rosie med på gerningssteder. Specielt ikke dem med blod." 
"Det er vist også bedst sådan, men jeg er altid glad for at kunne hjælpe lidt. Jeg havde heller ikke planlagt noget for i dag, så vi skal nok hygge os, ikke?" Rosie nikkede glad.
"Tak, tusind tak. Jeg tænker egentlig, at det er for dårligt, at du altid har besøgt os, men vi ikke har besøgt dig. Måske skulle vi aftale noget med aftensmad en dag?" spurgte John og så mærkeligt bag mig, da der lød et jubelråb bag den lukkede dør til Ewans værelse.
"Det er bare min sambo, Ewan, der spiller GTA," forsikrede jeg ham om. "Ja, vi burde aftale noget."
"Ja, det burde vi. Nå, men jeg skal videre. Sherlock har jo ingen tålmodighed, når det gælder at komme ud til gerningssteder."
"Ja, du skal videre. Vi ses en gang senere i dag."
"Ja, vi ved ikke helt hvornår, men Sherlock skriver sikkert inden vi henter hende. Så ses vi, skattebasse," afsluttede John.
"Vi ses papa," sagde Rosie og krammede ham.
"Vi ses," sagde jeg og der fulgte en del "hej hej" og "farvel", mens John gik ned ad trappen i opgangen. Jeg lukkede døren, og Rosie så sig nysgerrigt omkring.
"Jeg troede, at der ville se helt anderledes ud," sagde hun som det første. "Altså, at det ligesom var ... Lavet anderledes. Altså ... At alting ville være andre steder."
"Lejligheder er også helt forskellige. Vil du have noget at drikke eller spise eller sådan?"
"Nej, tak," svarede hun høfligt.
"Hvad har du lyst til at lave?"
"Måske spille et spil?" spurgte hun, og der lød flere jubelråb og hurtig snak fra Ewans værelse.
"Lige et øjeblik," sagde jeg og gik med lange, faste skridt i den anden ende af den lille lejlighed og bankede på Ewans dør. Rosie fulgte efter mig.
"Ja?" lød det bag døren, og jeg åbnede den en smule.
"Først og fremmest, så åbner jeg lige gardinerne herinde og et vindue. Luften herinde er ... Værre end ... I tigerburet."
"Hvor vover du at disse luften på mit værelse?" spurgte Ewan kækt. "Nå, er det så den sagnomspundne Rosie."
"Ja, det er det. Du må vist gerne komme ind, Rosie. Ewan bider ikke altid," sagde jeg drillende, og Rosie gik nogle skridt ind på værelset. "Og for det andet, så vil jeg gerne bede dig om at dæmpe dig. Du larmer i hele lejligheden med dine råb, og vores naboer er vist heller ikke så glade for det."
"Nå ja, undskyld. Jeg bliver bare suget ind i spillet."
"Hvor er du, buddy? Hvem snakker du med? Kommer du ikke snart tilbage?" spurgte en stemme i hans headset, der nu hang om hans hals.
"Er på vej," svarede han, og jeg antog det for mit tegn til at gå.
"God spillelyst." Rosie og jeg forlod rummet og lukkede døren bag os.
"Han virkede ... mærkelig," sagde Rosie tøvende og ledte efter de rigtige ord.
"Han er ellers meget almindelig. I hvert fald mere end Grace var. Hun smuttede bare til Australien uden et ord." Jeg gik hen til en reol ved siden af tv'et, der indeholdt blandt andet alle vores brætspil.
"Hvad vil du spille?" spurgte jeg og åbnede skufferne, så hun kunne se udvalget.
"Cluedo," sagde hun og hev spillet op. "Jeg slog engang far i det. Han sagde, at reglerne var forkerte, men jeg vandt alligevel, fordi reglerne er rigtige."
"Hold da op, men for at være helt ærlig, så kan far godt være lidt en pivskid," sagde jeg, og Rosie fnisede, som om jeg lige havde fortalt en virkelig pinlig hemmelighed, som det måske også var. 

Vi blev relativt hurtigt færdige med at spille Cluedo, og mens vi tog os en bid mad kom Ewan kravlende ud fra sin hule. Han havde afsluttet spillet efter at have spillet i flere timer. Rosie holdt lidt afstand til ham, hvilket jeg sikkert også ville have gjort, hvis jeg var på hendes alder.
"Hvor længe har I kendt hinanden?" spurgte hun ud i det blå, da der var en akavet stilhed.
"Lidt efter Grace smuttede, besvarede han på min annonce og var den første, der faktisk levede op til alle krav. Undtagen et, men det kunne han ikke ændre på," svarede jeg.
"Din skøre søster ledte kun efter kvindelige samboer, men hvis hun strikt havde sagt, at det kun måtte være kvinder, så havde hun jo misset denne skønne sambo og ven," tilføjede Ewan og lod som om hans fingre var glitter, der kom ned fra loftet og ud over ham.
"Jeg ville kun have misset dig, der spiller GTA. Intet andet."
"Og så sårer du mig bare lige der," sagde han og lod som om, han var virkelig såret. "Snøft. Så mistede man den ven."
"Vi er faktisk ikke søstre," sagde Rosie, der ikke helt kunne følge vores samtale, der mest var indbyrdes drilleri.
"Ikke biologisk, men vi er på den ... Spirituelle måde," sagde jeg og følte mig næsten poetisk. Rosie trak på skuldrene.
"Jeg er faktisk hundesulten," konstaterede Ewan og kiggede i et af skabene.
"Har du tænkt dig at spise kiks til middagsmad?" spurgte jeg lidt kritisk, da han selv måtte opdage, at det var det forkerte skab. "Jeg ville heller ikke sige, at porcelæn er en sund middag. Nej, det er glas heller ikke."
"Jeg kan ikke finde rundt i dit køkken, okay!" sagde Ewan og skabte sig lidt falsk. Rosie spruttede af grin.
"Brødet er lige her," sagde jeg og åbnede skuffen lige foran ham. Han sukkede træt og tog et stykke brød op og tog en kniv fra den eneste skuffe, han rent faktisk godt kunne finde. "Hvordan lavede du egentlig mad i går, når du ikke kan finde rundt?"
"Jeg prøvede mig frem, men det er som om skabene aldrig er de samme steder," sagde han og tog noget smør og lidt skivet ost ud af køleskabet.
"Det er de altså. Jeg afmonterer dem ikke om natten for at sætte dem på igen. Og jeg omorganiserer dem heller ikke, for at du skal blive forvirret."
"Sådan føles det altså lidt. Måske er jeg bare ikke så god til at finde rundt."
"Det vil jeg da gerne skrive under på. Sig til, når du ikke kan finde ud af lejligheden eller hen til toilettet."
"Du er simpelthen så sjov," sagde han monotont, og Rosie sad stadig og spruttede af grin. Hun kunne sikkert fortælle en masse historier om, hvordan det er at være hjemme hos mig. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...